06 marts, 2006

Indvandrere snyder stort

Fra dagens Fyens Stiftstidende - selv hos de radikale er skyklapperne ved at komme af. Et par interessante bidder:

Proforma-skilsmisser med henblik på at malke det offentlige mest muligt for penge, systematisk bigami og andet socialt bedrageri er stort og omfattende blandt flygtninge og indvandrere.

Det er den radikale rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune, Erik Simonsen, som kommer med de kontroversielle angreb på flygtninge og indvandrere i et debatindlæg i Stiftstidende i dag. ..

- Der er mænd, som cirkulerer rundt blandt forskellige kvinder i byen, som de er muslimsk gift med, men skilt fra efter dansk praksis. Børneflokken bliver større og større, og da der ingen far er til at betale, må det offentlige gøre det, siger Erik Simonsen. ..

- Der er tale om bevidst bedrageri, det er rystende, og det er specielt vanskeligt med flygtninge og indvandrere, fordi de nødigt svarer på spørgsmål og er svære at komme i kontakt med, siger Erik Simonsen. ..

- Der er tale om proforma-skilsmisser, og om børn, der bliver sendt på genopdragelse i hjemlandet, men hvor der alligevel bliver udbetalt børneydelser. Det er ene og alene spekulation i sociale ydelser, siger rådmanden. ..

- Det er flygtninge og indvandrere, det især handler om. De undskylder sig med, at det er en del af deres kultur, når de bliver gået på klingen. Og så bliver der ikke gjort mere ved det, siger Erik Simonsen. ..

Men også indvandrere, der er selvstændige, snyder det offentlige, hævder rådmanden:

- 80 procent af indvandrer-økonomien i Odense er sort. Det er meget, og det kan vi slet ikke acceptere, for lovgivningen er ens for alle, siger en rystet Erik Simonsen.

Som altid, når man påpeger problemer med indvandringen, skal man da lige have den rituelle præcisering med:

- Når alle er kritiske på det her område, bliver vi gjort til racister og Pia Kjærsgaard-tilhængere, men det er faktisk ikke tilfældet, siger Erik Simonsen.