Observant

Gaza: hvordan terrorister bliver til “civile”, og hvordan bedraget afsløres igen

2009-05-07T19:39:00.003+02:00

Et interessant indlæg på Uriasposten, forfattet af undertegnede:

De fleste vil huske medie-virakken om den israelske anti-terror-aktion Støbt Bly, der blev gennemført i Gaza mellem 27. december 2008 og 18. januar 2009, og hvordan medierne og deres udvalgte eksperter (igen) benyttede lejligheden til at angribe Israel og beskylde Mellemøstens eneste reelle demokrati for alt fra folkemord til det noget mildere lydende “uproportionel magtanvendelse”.

Som fundament for angrebene valgte langt de fleste medier at benytte tabstallene fra én af vildnisset af såkaldte “menneskerettigheds”-organisationer, nemlig Palestinian Centre for Human Rights (PCHR). Organisationen lagde ikke skjul på at være anti-israelsk, men det diskvalificerede den åbenbart ikke fra at blive taget som en troværdig kilde. PCHR´s angivelser kan med Jyllands-Postens ord koges ned til følgende:

969 civile palæstinensere blev dræbt af israelerne, mens 239 politibetjente mistede livet. Endelig anslås det, at 235 medlemmer af militante palæstinensiske grupper blev dræbt under kamphandlinger.

Den absurd lave andel af de omkomne, der blev kategoriseret som “militante” - 235 af 1434, eller 16% - lagde grunden for beskyldningerne om, at de israelske forsvarsstyrker havde gjort sig skyldige i alt fra “uproportionel magtanvendelse” (der døde ikke jøder nok i forhold til arabere) over krigsforbrydelser til folkemord. I marts kom de israelske forsvarsstyrker med deres egen opgørelse (igen i Jyllands-Postens ord):

Nye opgørelser fra Israels militær viser, at 1.166 palæstinensere blev dræbt under kampene i Gaza i december og januar. Ifølge de israelske militærkilder var 709 involveret i terror.

Af ialt 1166 dræbte skulle 61% nu have været terrorister, alt andet lige noget af en forskel. Som med en lignende opgørelse for den israelske anti-terror aktion i Libanon i sommeren 2006 lider denne under, at man ikke har offentliggjort listerne med hvem man har identificeret som terrorister, og samtidig styrkes den arabiske side af, at man netop har offentliggjort sådanne lister over “civile” og “militante” - PCHR´s findes her. At kunne identificere offeret giver altid en sag større vægt.

De sidste par uger har denne styrke imidlertid vist sig at være en endda ret kraftig svaghed - den har nemlig sat ganske almindelige mennesker som dig og mig istand til selv at skille skæg fra snot. Klikker man ind på listen opdager man for eksempel død # 586, Mohammed Ibrahim Abu Sha’ar, der er blandt de afdøde, som PCHR kalder for “civile”. Kigger man på mandens arbejde, så angives det som “Policeman/member of the al-Qassam Brigades”. al-Qassem Brigaderne er terror-gruppen Hamas´ væbnede gren - den hob mordere, der står for at slå så mange civile jøder som muligt ihjel. At være medlem af en terror-gruppe - en “militant” organisation - er selve definitionen på at være “militant”. Det er bare ikke nok for PCHR og dermed medierne.

Går man uden for PCHR´s lister bliver billedet imidlertid meget værre. I efterhånden et par uger har en gruppe aktivister fra blandt andet bloggene Elder of Ziyon og Bottled Poetry og terror-databasen PTWatch kryds-checket PCHR´s lister med de lister over “martyrer”, som de arabiske terror-organisationer selv har lagt ud. De lagde ud med al-Qassem Brigaderne, hvis engelske site idag lister 14 “martyrer” fra Støbt Bly. Vores ifølge PCHR “civile” kammerat foroven kan al-Qassem Brigaderne for eksempel fortælle os følgende om:

One of his leaders said that missions that were given to Mohammed were totally special and different. During the Zionist invasion on December 27th, 2008 he was firing the Zionist settlements with mortars, and he was providing resistant members with accouterment.

Martyrdom:

On January 4th, 2009 Mohammed performed Al-Asr prayer and went to fire a rocket toward Zionist settlements. After finishing his mission, a Zionist drone fired him a rocket so he martyred at once.

“Zionist settlements” er Hamas-kode for enhver bymæssig bebyggelse i staten Israel.

En anden død “civilist” (#959) er Amir Yousif Mahmoud al-Mansi, som PCHR kan fortælle os ikke bare var civilist, nej han var også en ingeniør, der arbejdede for civilforsvaret - en mand, der altså gjorde alt for beskytte civile mod krigens følger. al-Qassem Brigaderne har en noget anden vinkel på hans “arbejde”:

During “Al-Furqan” battle, Ameer shelled the Zionist settlements with mortars and rockets, and he fired Zionist tanks with missiles. On January 10th, 2009 Ameer martyred after ten days full of his exploits

Et sidste eksempel fra al-Qassem-brigadernes hjemmeside er Ahmed Juma’a Suleiman al-Sha’er (# 974 hos PCHR). PCHR kalder ham en 21-årig “student”. al-Qassem-brigaderne fortæller - ufrivilligt komisk - følgende om hans død:

On Saturday 10/1/2009 went out to fire 120m mortars toward the Zionist
settlements. While he was firing mortars, he noticed a drone flying in the region, so he hid between bushes and started praying … While he was in prostrate, the drone fired him with one rocket. He martyred at once…

Dræbt med måsen i vejret, mens man gemmer sig i en busk. Sikke et martyrium.

Der er flere eksempler på “civile” terrorister på al-Qassem Brigadernes engelse website, men det er småting - man skulle jo helst ikke tage luften ud af folkemords-beskyldningerne mod Israel for hurtigt. Mens den engelske side indtil videre angiver 14 martyrer, så kan den arabiske-sprogede pendant fortælle om siger og skriver 163! Og begge sider vokser og vokser, efterhånden som profiler af flere lægges online.

Ved at kryds-tjekke PCHR´s lister med lister fra al-Qassem Brigaderne og andre terror-organisationers hjemmesider, med lister fra Al Mezan Center for Human Rights (der hører hjemme i Gaza-striben) og med blandt andet terrororganisationernes pressemeddelelser i den palarabiske presse er det lykkedes gruppen af aktivister omkring Elder of Ziyon at identificere mindst 267 af PCHR´s og dermed vore mediers “civilister” som terrorister.

PCHR´s politik med at klassificere den af terror-organisationen kontrollerede paramilitære politistyrke som civile får også et grundskud - mens PCHR kun identificerer 8 ud af de 282 omkomne fra den Hamas-styrede paramilitære politistyrke i sine lister som “militante”, så kan Elder of Ziyon og konsorter flytte yderligere 159 politifolk fra gruppen af “civile” til gruppen af “militante”. Dermed er hovedparten af de omkomne politifolk bevisligt terrorister, hvortil kommer alle de, der endnu ikke er fundet bevis for.

Tager man dette, som de israelske forsvarsstyrker har gjort det, som bevis for at den Hamas´ politistyrke er at betegne som “militant” som sådan, så får man følgende billede:

280 afdøde arabere, som PCHR identificerer som “militante”
274 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som man lige så vel kan kalde “militante”
108 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som Elder of Ziyon og konsorter har bevist var “militante”.

Det er 662 ialt, og dermed ikke så farligt langt fra de 709, som de israelske forsvarsstyrker har angivet. Taget i betragtning at de israelske efterretningstjenester har lidt flere værktøjer at bruge end bare google kan den israelske opgørelse derfor betragtes som troværdig.

Menneskerettigheds-industrien og mediernes ukritiske brug af den som kilde lider derimod betragteligt.

Læs mere hos Elder of Ziyon i links´ne. ALLE kan gøre dette arbejde. Det kræver udelukkende en søgemaskine som Google, og en online oversætter (feks fra arabisk til dansk) som google translate.

Links:

CAMERA: Questioning the Number of Civilian Casualties in Lebanon, 7. september 2006
Jyllands-Posten: Organisation: 1434 palæstinensere dræbt af Israel, 13. marts 2009
PCHR: A List of Victims of the Israeli Military Offensive on the Gaza Strip (27 December 2008 – 18 January 2009), 19. marts 2009
Jyllands-Posten: Hvor mange døde i Gaza-kampe?, 27. marts 2009
Elder of Ziyon: More of those “civilians” killed in Gaza (UPDATED), 28. april 2009
Elder of Ziyon: Preliminary results of PCHR Gaza casualty analysis (updated), 5. maj 2009
al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (engelsk), besøgt 5. maj 2009
al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (arabisk), besøgt 5. maj 2009

Lad os bruge rockerloven mod politiske partier vi ikke kan lide

2009-04-14T20:14:00.003+02:00

Dagens venstreradikale hjerneblødning fra Århus: byrådskandidat for Det Radikale Venstre Søren Højlund Carlsen vil have politiet til at anvende rockerloven for at han ikke skal blive krænket af at blive konfronteret med andres politiske holdninger.

Jeg vil tilbyde Søren Højlund Carlsen en handel: hvis vi andre kan få lov til at retsforfølge politisk propaganda fra Det Radikale Venstre på samme led, så får han min støtte.

"Ekstremister, de mødes jo alle steder"

2009-03-31T22:15:00.004+02:00

Kommunistpartiet Socialistisk Folkeparti forsøger i endnu en sag at blæse og have mel i munden samtidig, og håber at den almindelige vælger (eller meningsmålingsdeltager) ikke opdager det. Folk der påpeger Villy Søvndal & Co´s absolutte nøgenhed er derfor pr. definition ekstremister:

Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen kritiserede SF's nye linje og fastslog, at SF nu bakkede op om Natos militære operation i Afghanistan.

»Det kan ikke undre mig, at nogen får den tanke, at SF nu har tilsluttet sig indsatsen i Afghanistan«, sagde Aaen.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen var helt ekstraordinært på linje med Enhedslisten. Men kritikken prellede af på Holger K. Nielsen, som brugte udtrykket »ekstremister« om både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

»Det er utroligt at høre hr. Søren Espersen hidse sig sådan op. Som en gammel VS'er (Venstresocialisterne, red.) så har han ikke svært ved at blive enig med hr. Frank Aaen. Ekstremister, de mødes jo alle steder«, sagde Holger K. Nielsen.

Jada. For eksempel i Kommunistpartiet Socialistisk Folkeparti.

Seneste nye ansigt i folketingsgruppen er f.eks. terror-støtten Trine Pertou-Mach, der synes det er idealistisk at financiere terrorbevægelser, der rutinemæssigt myrder løs blandt uskyldige civile.

Hun bliver dog ikke ene ekstremist i SF - Holger K. Nielsens ordfører-kollega Ole Sohn, tidligere formand for Dansk Kommunistisk Parti, ses f.eks. her gnubbe skuldre med en imponerende række kommunistiske diktatorer med gud ved hvor mange menneskeliv på samvittigheden.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er bare en smule sandt i hvad Holger K. Nielsen siger om Frank Aaen - et indlæg om dén personage, der som ungkommunist rosende omtalte et KGB-fængsel man idag graver tusindvis af lig op af jorden uden for kan f.eks. ses her på bloggen ved dette link.

Nu jeg er ved Ingeniøren..

2009-03-30T21:55:00.004+02:00

Mens jeg er igang med Ingeniøren, så en lille hilsen til journalist Thomas Lemke, der også slår sine folder på bladets redaktion. Denne kunne i onsdags i journalisternes fagblad Journalisten levere et verbalt overfald på de danske medier for ikke at censurere psykolog Nicolai Sennels ud af medie-virkeligheden. Overskriften var Islamkritik ind, kildekritik ud.

Dette sjovt nok efter at han selv havde været alt andet end kildekritisk storleverandør til folket af konspirationsteorier om terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Krigsforbryder-historier, nu i Ingeniøren

2009-03-30T20:15:00.005+02:00

Det hænger sikkert de fleste langt ud af halsen, men jeg gider simpelt hen ikke lade grundløse krigsforbrydelse-anklager mod Israel stå uimodsagt, så her kommer endnu et af den slags indlæg. Denne gang skal jeg dog nok holde det kort - emnet er en smøre forfattet af journalist Birgitte Marfelt i Ingeniøren. Det centrale afsnit:

En frisk rapport fra menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch, HRW, dokumenterer, at civilbefolkningen i Gaza by ulovligt er blevet beskudt med granater med hvid fosfor.

Nej, den gør ej.

Historien er endnu et resultat af, at journalister er luddovne og ikke gider læse en hel rapport, men bare æder konklusionen på den råt. Da "menneskerettigheds"-organisationer udmærket ved dette smider de altid resuméet om foran (her er det på side 1), så de ikke risikerer at journalisterne ved et uheld faktisk læser, hvor usammenhængende argumentationen er. Al juraen, som anklagerne baseres på, gemmes derimod helt omme bagved - i dette tilfælde på side 62, neders, og fremad.

I rapporten Rain of Fire - Israels unlawful use of white phosphorus in Gaza påstår Human Rights Watch (HRW) følgende (side 62):

Israel’s use of white phosphorus munitions during the armed conflict in Gaza violated international humanitarian law in two distinct ways.
First, the IDF’s general use of air-burst white phosphorus as an apparent obscurant in densely populated areas of Gaza violated the obligation to take all feasible precautions to minimize harm to civilians and to civilian objects. Second, the IDF’s use of air-burst white phosphorus in specific incidents causing civilian casualties violated the prohibition against indiscriminate or disproportionate attacks.

Første påstand hviler på, at HRW mener Israel burde have brugt andre røg-midler, så længe disse opfyldte de militære krav stillet hertil. Dem går HRW så videre og definerer selv uden at spørge de israelske forsvarsstyrker:

While smoke shells do not block infra-red optics and weapon-tracking systems, the IDF consistently used white phosphorus during the day, obviating the need to block night vision, and Human Rights Watch found no evidence that Hamas fired anti-tank guided missiles.

Havde HRW nu besluttet sig at lave en reelt neutral rapport om emnet istedet for den sædvanlige Israel-bashing, så kunne organisationen jo have spurgt de lokale arabiske terrorister. Disse er nemlig pænt utilfredse med at de infrarød-guidede panserværnsmisiler Iran gav dem af mystiske grunde ikke virkede, når de affyrede dem mod israelsk panser.

Mon ikke vi kan give den israelske anvendelse af hvid fosfor æren?

Den anden påstand (at israelsk anvendelse var "indiscriminate and disproportionate") hviler på dels det faktum at de fosfor-vædede filtstykker i røggranaterne bliver spredt ud istedet for at lande i én bunke - det er de nødt til for at lave et røgslør frem for et lejrbål - dels på, at HRW synes, at der døde alt for få israelere i forhold til antallet af døde.

Og mere substans er der ikke i det.

For at opsummere kan vi altså udlede, at HRW vil have at de israelske forsvarsstyrker skal lade de arabiske terrorister smadre så mange israelske køretøjer og dræbe så mange israelere som de har lyst til med panserværnsmissiler, for hvis Israel bruger det middel der virker mod det, så er det en krigsforbrydelse.

Alternativt må de israelske forsvarsstyrker ikke rykke ind i beboede områder, men det er jo lidt svært, når nu terroristerne ikke gider komme ud og lege på åbent land.

Korrektiv til Politiken

2009-03-30T19:18:00.003+02:00

Politiken kan idag i artiklen "Mand død efter knivstik under trafikskænderi" fortælle, at en 29-årig "fynbo" der 25. marts kom op at skændes med et par medtrafikanter og efterfølgende blev stukket ned, er død.

Politiken har som sådan ret i hændelsesforløbet. Der mangler bare et par detaljer, for Politiken har af-etnificeret historien:

- Offeret var ikke "fynbo", men iraker, af politiet betegnet som "gangster", dømt for flere tilfælde af grov vold, udvist til Irak, men stadig her i landet på tålt ophold, da statsmaskineriet ikke mener man kan sætte ham på et fly til hans hjemland.

- Knivstikkerne var ikke bare "medtrafikanter". Brødreparret er også begge hardcore kriminelle fra Odense-forstaden Vollsmose, og udlængingen der førte kniven er tidligere dømt for at have stukket en dansk familiefar ned i Nyborg i 2007 - sagen vagte almindelig bestyrtelse, fordi den i første omgang blev droppet på grund af inkompetente procedurefejl fra politiets side. Siden blev den dog genoptaget og den udenlandske knivstikker idømt to et halvt års fængsel. Han har bare anket sagen, så han var på fri fod til at stikke endnu flere ned. Denne gang dog ikke en dansk familiefar.

Tre ting jeg blev forundret over ved børneporno

2009-03-30T18:57:00.003+02:00

En 61-årig nu meget forhenværende rektor for Haslev Gymnasium er blevet taget for at have børneporno på sin computer. Ser man bort fra det forkastelige i børneporno, så var der tre ting, jeg syntes var bemærkelsesværdige ved sagen:

1) Mandens bortforklaring af hans besiddelse af børnepornoen:

"Billederne stammer fra blade, jeg købte under min studietid i 1975. Dengang var
det ikke ulovligt at købe børneporno. Loven blev først ændret i 1980 og 1994,
sagde han ifølge Dagbladet Ringsted.

Forsøget med at bortforklare det som ungdommelig dumhed ryger så i og med at han inden for de sidste par år efterhånden havde så meget børneporno liggende, at han ikke kunne lukke børneporno-skuffen mere (sådan en havde rektoren åbenbart), og scannede det hele ind på sin computer. Dette bortorklarer han så med gammelmands-dumhed, nærmere "stress" pga planlægningen af et nyt gymnasium.

Jeg er sikker på, at mange andre afhjælper stress ved at indscanne deres børneporno, så de får mere opbevaringsplads i privaten.

2) Måden børnepornoen blev fundet på hans computer på, og at det blev godkendt som bevis:

Da computeren gik i stykker, fandt reparatøren billederne på computeren og anmeldte rektoren til politiet.

Min umiddelbare reaktion var: Hvad fanden laver en reparatør med sylten nede i en computer-ejers private filer? Ville du være tryg ved at aflevere din computer til reparation for fremtiden? Jeg ville ikke.

3) Det faktum, at rektoren hvis han havde levet i Holland ville få skatteyderbetalt hjælp til at skjule sin børneporno for politiet:

Dutch journalist Alberto Stegeman of the SBS network discovered last week that the Dutch government is subsidizing a ‘help-website’ for pedophiles. The ‘help’ consists out of advise on how to hide childporn on your computer from authorities.

Almindelig moral er på vej ud i toilettet.

Politikens krigsforbryder-historie falder endeligt sammen

2009-03-26T19:30:00.003+01:00

Som jeg allerede slog fast i søndags, så er de historier om israelske krigsforbrydelser som blandt andet Politiken rygtemageri af værste skuffe, og nu falder ammestuehistorierne så endeligt HELT fra hinanden:

Two central incidents that came up in the testimony, which Danny Zamir, the head of the Rabin pre-military academy presented to Chief of Staff Gabi Ashkenazi, focus on one infantry brigade. The brigade’s commander today will present to Brigadier General Eyal Eisenberg, commander of the Gaza division, the findings of his personal investigation about the matter… and after approval, he will present his findings to the head of the Southern Command, Major General Yoav Galant.

Regarding the incident in which it was claimed that a sniper fired at a Palestinian woman and her two daughters, the brigade commander’s investigation cites the sniper: “I saw the woman and her daughters and I shot warning shots. The section commander came up to the roof and shouted at me, ‘Why did you shoot at them?’ I explained that I did not shoot at them, but I fired warning shots.”

Officers from the brigade surmise that fighters that stayed in the bottom floor of the Palestinian house thought that he hit them, and from here the rumor that a sniper killed a mother and her two daughters spread.

Regarding the second incident, in which it was claimed that soldiers went up to the roof to entertain themselves with firing and killed an elderly Palestinian woman, the brigade commander investigation found that there was no such incident.

Igen har Politiken altså ageret ukritisk propagandacentral. Video af det ene af Politikens to "vidner", der indrømmer at han da bare fortalte ryger videre i venskabeligt lag, kan findes hos CAMERA. Transscription:

I didn’t see it myself. There were stories like this. I wasn’t in that house and everything I said was only on the basis of rumors. At the gathering it was a friendly talk, and that's how I related to it.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden, part II

2009-03-23T21:27:00.008+01:00

I går kiggede jeg på Politikens sidste dødssejler og problemerne med dens indhold og forfatteren. Idag er det tid til at se på bagmanden bag hele historien. For de af os der ikke har læst gårsdagens artikel er historien kort, at Politiken er hoppet med på en medie-hypet historie om at israelske soldater skulle have myrdet løs i Gaza. Substansen i historien viste sig at være to soldater fra en venstredrejet skole, der fortalte rygter videre.

Har man læst gårsdagens indlæg har man formentlig ikke engang bidt mærke i historiens bagmand. I Politikens artikel optræder han nemlig kun i én sætning, sådan lidt henkastet:

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Hvem er Danny Zamir så? Jo, ud over at han er forstander for skolen hvor soldaterne var kaldt sammen til en gang gruppe-terapi, så har han også en noget kedelig fortid på den israelske venstrefløj.

Til at starte med kan man stille sig skeptisk over for hans "chok" over soldaternes "udsagn". Israel National News har således gravet lidt og fundet ud af at han allerede kort efter Gaza-krigens slutning propagerede dens frygtelighed, dengang også i digtform:

It was the justest of wars, the leaders said with serious faces
It was the justest of wars, the wounded soldiers mumbled
It was the justest of wars, the parents thought as they watched the flickering screens It was the justest of wars, and in Gaza they piled the corpses of dead children atop each other.

Digtet fandt INN på en hjemmeside der - passende nok - hedder "På venstre side". Lidt længere tilbage kan Herb Keinon i Jerusalem Post bidrage med følgende detaljer:

Zamir himself appears in a 2004 book titled Refusnik, Israel's Soldiers of Conscience, compiled and edited by Peretz Kidron, with a forward by Susan Sontag. The book, which earned commendation from no less a personage than Noam Chomsky (Noam Chomsky er en mand der siden 1960erne har skabt sig et navn ved at angribe alt, der bare smager af positivt ved den vestlige verden - Henrik), includes a section by Zamir, described as "an officer in the reserves from Kibbutz Ayelet Hashahar who was sentenced to 28 days for refusal to serve in Nablus and now heads the Kibbutz Movement's preparatory seminary for youngsters ahead of their induction in the army."

Seminariet er selvfølgelig den ultra-sekulære skole, hvor hans elever samledes for at fortælle rygter, hvorefter han lækkede dem til den venstredrejede israelske avis Haaretz. Irael National News har lidt flere detaljer om hans fængselsdom under den første arabisk-palæstinensiske intifada:

...Zamir....was court martialled and jailed in 1990 for refusing to provide security, as a reserve officer, for a ceremony in which a Torah scroll was donated to Joseph’s Tomb in Shechem.

Shechem er det oprindelige, hebraiske navn for en by der idag er omgivet af den arabiske bosættelse Nablus, og her ligger den jødiske helligdom Josefs Gravmæle. Den Josef der er tale om vil kristne måske huske som knægten der blev solgt som slave af sine brødre, kom til Egypten, og der spåede Faraoh at der ville komme syv fede og syv magre år.

Hvis vi vender tilbage til Herb Keinon i Jerusalem Post, så har han uddrag af Zamir´s udgydelser til sit forsvar for sin lydighedsnægtelse:

"Accordingly, collaboration with a regime or government that forces or orders me to be part of an anti-democratic apparatus that leads to self-destruction, disintegration and national decay, along with the utter denial of its own foundations, is illegitimate, unjust and immoral, and will remain so as long as the state does not take one of only two feasible actions: annexation of all or most of the territories conquered in 1967 and granting full civil rights to those residing there; or withdrawal from densely populated areas and a settlement that will release us of responsibility for the residents of those areas, who will chose for themselves whatever regime they desire (of course with security arrangements included)."

That was what Zamir wrote in 1990, reprinted in 2004. The testimonies of the soldiers that he brought to the public's attention seem to corroborate - what a coincidence - his thesis.

Det er nu ikke den store tilfældighed. Hvad der generelt i pressen refereres til som et "møde" eller enddog "gruppeterapi" lader mere til at have været en lejlighed for Zamir til at presse de historier han gad høre ud af sine tidligere elever. Dem han ikke gad høre blev der ikke lavet store overskrifter ud af. En mindre kontrovers mellem Zamir og piloten "Gideon":

Zamir: "Among the pilots, is there also talk or thoughts of remorse? For example, I was terribly surprised by the enthusiasm surrounding the killing of the Gaza traffic police on the first day of the operation: They took out 180 traffic cops. As a pilot, I would have questioned that."

Gideon: "There are two parts to this. Tactically speaking, you call them 'police.' In any case, they are armed and belong to Hamas ... During better times, they take Fatah people and throw them off the roofs and see what happens.

"Gideon" hentyder til et tilfælde, hvor Hamas´"politifolk" kastede en mand fra Fatah ud fra en 15 etager høj bygning, så han blev knust mod fortovet neden for bygningen. Video af mordet kan ses her. Andre gange kom det til længere diskussioner, hvis eks-eleverne ikke fulgte parti-linien, her soldaten "Yossi":

Yossi: "I am a platoon sergeant in an operations company of the Paratroops Brigade. We were in a house and discovered a family inside that wasn't supposed to be there. We assembled them all in the basement, posted two guards at all times and made sure they didn't make any trouble. Gradually, the emotional distance between us broke down - we had cigarettes with them, we drank coffee with them, we talked about the meaning of life and the fighting in Gaza. After very many conversations the owner of the house, a man of 70-plus, was saying it's good we are in Gaza and it's good that the IDF is doing what it is doing.

"The next day we sent the owner of the house and his son, a man of 40 or 50, for questioning. The day after that, we received an answer: We found out that both are political activists in Hamas. That was a little annoying - that they tell you how fine it is that you're here and good for you and blah-blah-blah, and then you find out that they were lying to your face the whole time.

"What annoyed me was that in the end, after we understood that the members of this family weren't exactly our good friends and they pretty much deserved to be forcibly ejected from there, my platoon commander suggested that when we left the house, we should clean up all the stuff, pick up and collect all the garbage in bags, sweep and wash the floor, fold up the blankets we used, make a pile of the mattresses and put them back on the beds."

Zamir: "What do you mean? Didn't every IDF unit that left a house do that?"

Yossi: "No. Not at all. On the contrary: In most of the houses graffiti was left behind and things like that."

Zamir: "That's simply behaving like animals."

Yossi: "You aren't supposed to be concentrating on folding blankets when you're being shot at."

Zamir: "I haven't heard all that much about you being shot at. It's not that I'm complaining, but if you've spent a week in a home, clean up your filth." ...

Yossi: "There was one day when a Katyusha, a Grad, landed in Be'er Sheva and a mother and her baby were moderately to seriously injured. They were neighbors of one of my soldiers. We heard the whole story on the radio, and he didn't take it lightly - that his neighbors were seriously hurt. So the guy was a bit antsy, and you can understand him. To tell a person like that, 'Come on, let's wash the floor of the house of a political activist in Hamas, who has just fired a Katyusha at your neighbors that has amputated one of their legs' - this isn't easy to do, especially if you don't agree with it at all. When my platoon commander said, 'Okay, tell everyone to fold up blankets and pile up mattresses,' it wasn't easy for me to take. There was lot of shouting. In the end I was convinced and realized it really was the right thing to do. Today I appreciate and even admire him, the platoon commander, for what happened there.

In the end I don't think that any army, the Syrian army, the Afghani army, would wash the floor of its enemy's houses, and it certainly wouldn't fold blankets and put them back in the closets."

Zamir: "I think it would be important for parents to sit here and hear this discussion. I think it would be an instructive discussion, and also very dismaying and depressing. You are describing an army with very low value norms, that's the truth.."

....og så kommer motivationen for hele balladen:

"It is quite possible that Hamas and the Syrian army would behave differently from me. The point is that we aren't Hamas and we aren't the Syrian army or the Egyptian army, and if clerics are anointing us with oil and sticking holy books in our hands, and if the soldiers in these units aren't representative of the whole spectrum in the Jewish people, but rather of certain segments of the population - what are we expecting? To whom are we complaining?

Der er altså tale om simpel brødnid, al den tid at Zamirs med-kibbutznikker ikke længere kan dominere de væbnede styrker så meget som de har gjort før. Som Israel National News kunne rapportere fra udnævnelses-ceremonien efter et officers-kursus i februar:

A senior officer present at the graduation ceremony, which took place on Tuesday in the Bahad-1 training camp in the Negev, said, “The religious are the kibbutzniks of today.” The reference was to the disproportionately high contribution made by kibbutz members to the IDF in the early decades of the State of Israel.

The fact that the religious comprise a high proportion of IDF officers is not new. Between 30-40% of graduates in recent officers’ courses have been religious - well more than twice as much as their proportion in the general population.

“The national-religious are replacing the kibbutzniks in the ranks of combat and command,” the officer said. “They learn at home the importance of sacrifice for the nation and of giving of themselves for the State.”

Hvad der er tale om er, at de sekulære israelere, som kibbutznikkere som Zamir hører til, i højere og højere grad søger til de grene af militæret der holder dem ude af frontlinien - forsyning, artilleri, efterretning, luftvåben og flåde, mens de national-religiøse vælger at træde ind i de huller de efterlader i kamp-enhederne.

Som sådan intet problem, da de sekulære for en stor dels vedkommende stadig sidder i chefstillingerne i forsvaret, men dette er truet af at de israelske forsvarsstyrker altid i meget stor grad har rekrutteret deres højere officerer fra kampenhederne - hvor de national-religiøse udgør en større og større del af de potentielle officers-emner.

Da man ikke bare sådan kan tvinge andelen af sekulære i kampenhederne i vejret må man altså gå en anden vej for at minimere antallet af de national-religiøse der kommer i topstillinger i militæret, nemlig ved på forhånd at miskreditere dem som officers-materiale.

En anden mulighed er at sørge for, at kampenhederne ikke får mulighed for at brillere, som for eksempel da den ultra-sekulære premierminister Ehud Olmert (der i sin tid som borgmester i Jerusalem lod araberne bygge titusindvis af illegale boliger i deres bosættelser) under krigen i Libanon i 2006 valgte at lade det sekulært-dominerede luftvåben gå i front. Det viste sig at være umuligt for luftvåbnet at stoppe strømmen af missiler fra Hezbollah i nord, så man i en panik-redning i sidste øjeblik istedet beordrede fuldstændigt uforberedte kamptropper in på landjorden.

Eller, sagt meget kort: motiveringen for det hele er simpel institutionel krigsførsel fra sekulær side.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden

2009-03-22T20:56:00.004+01:00

Så skal vi til det igen: Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden.

Seneste eksempel er en historie, der oprindeligt bliver bragt i et obskurt blad på et venstredrejet seminarium i Israel, lækkes delvist til den venstredrejede israelske avis Haaretz, tages op af venstredrejet britiske BBC, for så endelig at blive kalkeret af i bl.a. vores egen venstredrejede Politiken. Og som sædvanlig bliver historien bare bedre og bedre, jo flere medier den har været igennem.

Men lad os starte med journalisten, der står for artiklen, Naimah Hussain. Hun er palæstinensisk araber, uddannet fra RUC hvor hun bl.a. har skrevet opgaver om velsignelsen ved et samfund med borgerløn og arbejderråd til at styre arbejdspladserne og hvordan Venstres professionalisering af den politiske kommunikation er et demokratisk problem. Derudover har hun arbejdet på bl.a. Dagbladet Arbejderen inden hun kom til Politiken, og har for den sags skyld også været med i Foreningen for Undersøgende Journalistik, for hvem hun begejstret reklamerede for seminarer med "Danmarks (og nogle af verdens bedste) gravere". Hold det sidste in mente, mens jeg går videre.

I Politiken satte journalist Naimah Hussain under overskriften "Israelske soldater afslører drab på civile"scenen som følger:

Episoderne er kommet frem, efter et hold soldater samledes på deres gamle militærskole, hvor de talte om deres oplevelser som kampsoldater i Gaza.

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Som mellemspil, for Naimah Hussains egen regning, bare for at gøre klart, at de her brødebetyngede soldater er rigtigt, rigtigt skyldige, og at de alle er kollektivt skyldige i det hele:

Gruppen af soldater, som blandt andet bekender, at de udover drab på civile, også bevidst ødelagde civiles ejendom, troede ikke, at de ville blive holdt til ansvar.

Således var ordene. Og her begynder problemerne.

Til at starte med den såkaldte "militærskole". Hos bl.a. AP og BBC er ordet "Military Academy", hvilket jo alt andet lige giver det en vis militær legitimitet. Går man imidlertid til den kilde som de alle nævner, nemlig historien i Haaretz, så står der intet om hverken "militærskole" eller "Military Academy", men følgende:

The soldiers are graduates of the Yitzhak Rabin pre-military preparatory course
at Oranim Academic College in Tivon

..og gider man bruge 10 sekunder på at google skolen, så finder man ud af, at "Oranim Academic College" ikke er en militærskole, men et seminarium der uddanner lærere og pædagoger, og at det hele er tilknyttet et venstredrejet landbrugskollektiv.

Det "Yitzhak Rabin pre-military preparatory course" der omtales har som sådan heller ikke meget med militæret at gøre - det er en såkaldt Mechina, et program der hører ind under Sh’nat Sherut - muligheden for at udskyde værnepligten et år ved at lave frivilligt offentligt arbejde. Deltagelse i kurset kræver, at man senere deltager i de Israelske Forsvarsstyrker, men indeholder ingen militær-relevant træning - der er 10 måneders undervisning i historie, etik osv, og frivilligt arbejde som lærervikarer, pædagogmedhjælpere osv.

Det er tidligere elever på kurset, der mødtes på skolen for godt en måned siden for at tale om deres erfaringer, og det er fra kursets blad Briza ("Brisen"), at disse endog meget selektivt blev lækket til de venstredrejede israelske aviser Haaretz of Maariv.

Når man nærlæser artiklerne om affæren går det op for én, at der er tale om siger og skrive to soldater , begge sergenter, der er basis for hele medie-stormen. De to udsagn i Politikens gengivelse, og mine kommentarer:

1) En mor og hendes to børn blev skudt og dræbt af en israelsk skarpskytte, netop som de var blevet sluppet fri fra det hus, hvor de blev tilbageholdt. Skarpskytten havde ikke fået besked om løsladelsen fra kollegaerne.

Sammenlign med Haaretz´ oprindelige version:

"There was a house with a family inside .... We put them in a room. Later we left the house and another platoon entered it, and a few days after that there was an order to release the family. They had set up positions upstairs. There was a sniper position on the roof,"

"The platoon commander let the family go and told them to go to the right. One mother and her two children didn't understand and went to the left, but they forgot to tell the sharpshooter on the roof they had let them go and it was okay, and he should hold his fire and he ... he did what he was supposed to, like he was following his orders."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen udelader at moderen og hendes børn netop får besked på at gå væk fra faren, og at de altså på trods af direkte israelske ordrer selv går ind i farezonen.

Det næste man bemærker er, at soldaten der ifølge Naimah Hussain "bekender" drab, faktisk ikke selv har set noget af det - han refererer rygter, han har hørt.

2) I et andet eksempel, som kom frem under soldaternes møde, blev en ældre
palæstinensisk kvinde skudt på cirka 100 meters afstand. Dette på trods af, at
soldaten godt kunne se, at hun ikke udgjorde en trussel, skriver AP.

Her undrer man sig over, hvorfor i alverden Naimah Hussain vælger at citere AP for noget, hun lige så godt kan gå til sin kilde - Haaretz, som hun nævner tidligere i artiklen. Når man gør det for hende forstår man imidlertid hvorfor, for så finder man hvad det er, AP har kogt ned til det understregede for hende:

"One of our officers, a company commander, saw someone coming on some road, a woman, an old woman. She was walking along pretty far away, but close enough so you could take out someone you saw there. If she were suspicious, not suspicious - I don't know. In the end, he sent people up to the roof, to take her out with their weapons. From the description of this story, I simply felt it was murder in cold blood."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen laver en soldat der fortæller rygter videre om til et pålideligt vidne, der endda akkurat kan angive afstanden til kvinden.

Det næste man bemærker er, at fyren på baggrund af rygter har det fint med at beskylde sine kolleger for mord.

Dertil kommer, at Israels kanal 2 fjernsyn ifølge The Muqata har kontaktet den ene af de to ovennævnte "vidner", og at denne blankt indrømmer, det er rygter han har hørt, ikke noget han selv har været vidne til. Det ville også være lidt svært for ham andet, for han har overhovedet ikke været i Gaza-striben.

Man sidder med andre ord tilbage med endnu et tilfælde af venstredrejet propaganda rettet med brodden mod Israel. Og sjovt nok igen i Politiken.

Rasmus Glenthøj og danskheden - en historie om uklart fokus

2009-03-15T09:22:00.007+01:00

Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, "eliten" fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er - folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden - der forøvrigt har modtaget videnskabsministerens Elite-Forsk-rejsestipendium - ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:

Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:

Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner - den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.

Tag 30-årskrigen. Christian d. 4. kunne ikke deltage som dansk konge, fordi rigsrådet nægtede at tage med på dén dødssejler. Ergo financierede han sin krig dels ud af egen lomme som privatmand, dels ved at kalde Rostjenesten ud i Holsten i sin egenskab af Hertug af Holsten.

Manden har selvfølgelig en pointe i, at staten (=alt land under monarken) omfattede forskellige kulturer, al den tid at kongeriget Danmarks overhovede (i perioden ud af de tyske kongehuse Oldenborgerne og senere Glücksborgerne) samtidig tilfældigvis også sad på den norske trone og samtidig var hertuger af Slesvig og Holsten. Så er vi bare ude over at tale om Danmark.

Holstenerne var trætte af den danske stat. Den havde ruineret dem under de sidste krige, og i 1813 var staten endda gået bankerot. Holstenerne blev mere og mere lokalpatriotiske og ville have deres egen demokratiske forfatning under den danske krone. Det kunne de ikke få lov til.

Vrøvl. De ville have deres egen demokratiske forfatning, men kun så længe de fik den dansktalende del af slesvig med. At danskerne her ikke ville med var tyskerne da så hjerteligt ligeglade med, mere demokratiske var de heller ikke. Lebensraum i det små.

Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,

Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure - Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod - såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.

Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.

Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.

Og så et sidespring, omend forbundet til emnet:

Hr. Glenthøj har overtaget den fejlagtige opfattelse fra de nationalistiske historieskrivere i 1800-tallet, at bare fordi den konge danskerne nu har hængt på også har været hersker over et eller andet ligegyldigt område uden for Danmark, ja så er det område også "dansk". Dansk kan imidlertid kun være hvad der har med det danske folk at gøre - feks landet Danmark. Det har aldrig strakt sig syd for Ejderen.

Miseren går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Valdemar Sejr i sit privilgiebrev af 1203 går bort fra at være danskernes konge ("dei gratia rex Danorum") til pludselig bare at være herre over det territorium som danskerne tilfældigvis lever på ("per dei graciam et disposicionem regni danorum monarchiam tenens"). Siden har vi ikke haft folkekonger (eller dronninger), men udelukkende monarker, der med Danmark som base forsøgte sig med at invadere alle mulige andre lande, slå dem sammen med Danmark, så de kunne beskatte deres nye multi-kulti-befolkning og udskrive soldater fra dem.

At multi-kulti-samfund ikke helt var efter danskernes smag fik Valdemar for den sags skyld også at føle. Han blev taget til fange i 1223 af en tysk lensmand, og selv om danskerne egentlig gerne ville løskøbe kongen, så havde de ikke tænkt sig at betale en tøddel eller spilde en dråbe blod for at redde kongens private imperium af baltere, slavere og tyskere i det der idag er de nordlige dele af Tyskland og Polen. Valdemar og hans støtter forsøgte selv to gange ved våbenmagt at redde det (1225 og 1227), men begge gange var dansk støtte fraværende. For at gnide salt i såret, så fejlede hans sidste forsøg, fordi hans multikulti-hær faldt fra hinanden pga etniske spændinger - Ditmarskerne startede slaget ved Bornhöved i 1227 på Valdemars side, men ændrede mening og faldt hans hær i rygen under slaget.

At Valdemar var ligeglad med Danmark giver egentlig meget god mening - hans mor var russer, og Valdemar er ikke et dansk navn, men et russisk - det er en forvanskning af Vladimir.

Siden har danskerne ikke haft en konge, og vi har ikke haft en konge af Danmark. Da Frederik III reddede Danmarks eksistens ved ikke at flygte fra København under belejringen af København i 1659 var det ikke for Danmark eller danskernes skyld, nej: "Jeg vil dø i min rede".

Se også på vores tronfølgerlov, hvor kong Frederik VII titulerer sig selv:

Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg

Han var ikke konge af Danmark, og danskerne havde intet med sagen at gøre. For Frederik IX har det sikkert også givet meget godt mening - fire bedsteforældre var hhv dansk, svensk, tysk og russisk.

Den danske elite, som hr. Glenthøj nævner har ikke været meget anderledes - meget store dele af den danske adel stammer fra Holsten - slægterne von Holstein, Rantzau og Moltke falder mig ind. Det er folk som dem, der har befolket bureaukratiet, og således saboteret ethvert forsøg på at stoppe fortyskningen af Slesvig. Det socialdemokratisk/radikale forræderi før Genforeningen i 1920, hvor de gik med til at give tyske bosættere lov til at bestemme, hvor Sønderjylland skulle høre til er sådan set bare en fortsættelse af det.

Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den "danske" elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.

Terror-angrebet i Odense - lidt baggrund

2009-01-03T21:52:00.008+01:00

Så blev gerningsmanden til nedskydningen af to israelere i Rosengårdscenteret i Odense identificeret: en 27-årig libaneser af palæstinensisk baggrund, og med dansk statsborgerskab. Hans bror var hurtigt ude at benægte, at der var nogen politisk baggrund for mordforsøgene, men den køber politiet nu ikke.

Efter gerningen kunne Odense lokale arabiske bosættere fra Palæstina så igen træde sammen for at demonstrere hvordan en rigtig fredsdemonstration skal skæres, palestinian-style: børn klædt ud som selvmordsbombere og "tumult og klammeri" med politiet.

Til den odenseanske venstrefløjs ros skal det siges at to af de annoncerede talere - SFs Stina Willumsen og Socialdemokraternes Peter Rahbæk Juel - derefter trak sig som talere. Det var i første gang ikke nok, at publikum var mødt frem med et hav af grønne Jihad-faner, men sådan er det jo. Det efterlod en imponerende talerliste på to, nemlig kommunistpartiet Enhedslistens to lokale muslimske kandidater: Asmaa Abdol-Hamid og Anna Rytter.

Mens vi taler om Asmaa Abdol-Hamid kunne det være interessant at se på hvad Odense radikale muslimer har foretaget sig i opløbet til Danmarks formentligt første muslimske terrorangreb siden 1986. Vi starter for lidt over 3 år siden:

- I december 2005 kontakter en dansk konvertit til islam, LH, Politiets Efterretnings Tjeneste. Han fortæller dem om en overvældende støtte til lederen af al Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, blandt de muslimske studerende på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I marts 2006 dannes i det muslimske studentermiljø på Syddansk Universitets campus i Odense Muslimsk Studenter Union. Asmaa Abdol-Hamid er netop begyndt som islamistisk studievært på DR2, og træder kun ind som menigt medlem. Istedet indvælges hendes lillesøster som bestyrelsesmedlem. LH vælges også ind i bestyrelsen, og bliver siden kasserer for MSU.

- Også i marts 2006 begynder LH at arbejde som meddeler for PET, med fokus på islamiske ekstremister i moskeen på Ørbækvej i Odense. Han trækker sig siden ud af arbejdet i MSU for at kunne hellige sig arbejdet med moskéen på fuld tid.

- I juni 2006 begynder en gruppe islamiske ekstremister i moskéen på Ørbækvej i Odense forberedelserne til et terrorangreb i Danmark.

- I juli 2006 tager en mindre gruppe islamiske ekstremister fra Odense til København. De er ude for at finde bombemål. Folketinget og Rådhuspladsen udvælges.

- I august 2006 flygter Youssef Mohamad El Hajdib, en af de tre mand bag det fejlslagne terrorattentat mod to passagertog i Tyskland mod Odense. Han arresteres i Kiel i Holsten, men har en billet til Odense på sig, sammen med telefonnummeret på Abu Bashar, en islamistisk imam fra Vollsmose. Denne har året før været en af hovedkræfterne bag den gruppe imamer, der løb Muhammed-krisen i gang. Den koster over 200 mennesker livet.

- Også i august 2006 begynder terror-cellen i Vollsmose sidste fase af forberedelserne til terror-angrebet: fremstillingen af sprængstof.

- I september 2006 slår politiet til mod den islamiske terrorcelle i Vollsmose. Blandt de ni arresterede er fem arabiske palæstinensere. To af de ni løslades dog hurtigt. PET-agenten LH går under jorden.

- Ironisk nok er Abu Bashar en af de imamer, PET kontakter for at sikre sig mod uroligheder i forbindelse med arrestationerne. Kort efter skal han til samtale med PET for at forklare, hvordan den fejlslagne terrorist Youssef Mohamad El Hajdib kunne komme i besiddelse af hans telefonnummer.

- I december 2006 kan Jyllands-Posten berette om bekymring fra universitets-underviseres side over omfattende mobning fra islamistiske studerende mod mindre stærkt troende med-muslimer på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I februar 2007 går den muslimske religionsstuderende Sosun Sendi til offentligheden med stærk kritik af det bederum på universitetet, som hun ser som primært tiltænkt og benyttet af MSU.

- I marts 2007 rejser justitsministeren tiltale mod fire af de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Af de fire er to palæstinensiske muslimer, en irakisk kurder og en dansk konvertit til islam.

- I samme måned tager Muslimsk Studenter Union sine medlemmer på udflugt for at lære dem at håndtere skydevåben. Til lejligheden har MSU udskiftet sit sædvanlige logo med ét med to geværer på, og MSUs kasserer Louiza Kaadach identificerede sig som "MSU-soldat nr. 007". Måske uheldigt, al den tid at den første danske terrorcelles internationale koordinator, Younes Tsouli, gik under navnet Irhabi 007 - terrorist nr. 007.

- I juni 2007 gav Asmaa Abdol-Hamid udtryk for sin absolutte støtte til blandt andet de grupper i Irak, der søger - og til tider lykkes med - at myrde danske soldater.

- I august 2007 bliver Sosun Sendi - nu medlem af Demokratiske Muslimer - fast klummeskriver for den fynske gratisavis 24timer/Xtra. I sin første klumme tager hun kraftigt afstand fra muslimsk flerkoneri.....og derefter kommer der ikke flere klummer fra hende. Hun bliver i sin lejlighed overfaldet af fire sydlandsk udseende mænd, der kalder hende "en Naser Khader", gennembanker hende og sender hende på hospitalet i det meste af en uge. Siden gør hun alt hvad hun kan for at dén historie ikke skal komme frem, og viger tilbage for al islam-kritik.

- I november 2007 falder der dom i terrorsagen fra Vollsmose: af de tiltalte frifindes en 19-årig arabisk palæstinenser, mens den 34-årige Mohammad Zaher og den 22-årige Ahmad Khaldahi idømmes hver 11 års fængsel, og den 32-årige danske konvertit Abdallah Andersen idømmes 4 års fængsel for forberedelsen af et terrorangreb på dansk grund.

- I april 2008 skærper Højesteret dommene i terrorsagen fra Vollsmose. Alle tre tiltalte får lagt et år oven i deres straf. - I september 2008 kommer det frem, at op mod 90% af alle politianmeldelser i Vollsmose bliver trukket tilbage, hvorefter islamiske imamer dømmer i sagerne.

- I december 2008 kulminerer længere tids chikane mod de ansatte ved en stand med israelske produkter i Rosengårdscenteret, lidt syd for Vollsmose. Til at starte med har grupper på 8-10 arabiske unge ad gangen truet, spyttet og råbt "dræb alle jøder" og "fuck Israel" efter de israelske ansatte et par gange om måneden. Hen mod slutningen af december øges det til flere gange om ugen, og efter den første anti-israelske demonstration kulminerer det 31. december 2008, da en 27-årig muslimsk palæstinenser trækker en pistol frem og skyder de to ansatte i standen ned.

Da de to sårede køres væk jubler en gruppe muslimske tilskuere, og i nyhederne i dagene efter kan beboere i Vollsmose fortælle om, at gerningsmanden er blevet fejret ved en stor fest, før han melder sig selv til politiet.

- I Januar 2009 fortsætter de palæstinensiske anti-israelske demonstrationer. Der kan nu ses et barn klædt ud som selvmordsbomber i mængden...

Opdateret:

I forbindelse med Sosun Sendi-historien (se februar og august 2007), så er der siden kommet flere versioner af hvad der skete med hende i august 2007 på bordet, og vandene er blevet noget mudrede. For en nærmere diskussion, se i kommentarsporet.

Derudover er Sosun Sendi stadig aktiv på diverse blogs, nu efter at have forladt islam. Om formuleringen "..viger tilbage for al islam-kritik" om Sosun Sendi under august 2007 skal ændres er lidt en smagssag. Jørgen L har været så flink at bidrage med links til en stribe af hende skommentarer på de to tørklæde-tøser Helen Latifi og Gülay Kocbays blogs. Døm selv.

Politiken leverer ny anti-israelsk propaganda

2009-01-01T12:00:00.003+01:00

Politikens Line Prasz kunne tirsdag i artiklen "Danskstøttet center smadret i Gaza" fortælle, at

Den danske organisation, Rehabilitrings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, er blevet ramt af et missil i det centrale Gaza.

Bomben ramte den fire-etager høje bygning klokken 2 i nat, da der ingen - udover en vagt, som slap uskadt - var i bygningen.

Kilderne til historien lader til at være RCTs kommunikationskoordinator Tue Magnussen. De one, one jøder har altså bombet et rehabiliteringscenter for torturofre = de er onde, det er klart, for hvem kunne dog finde på at bombe terrorofre?

Artiklen fortæller videre, at hovedparten af den omtalte bygning bruges af Gaza Community Mental Health Programme, som RCT har et nært samarbejde med. Og det er her, Politikens Line Prasz´ historie begynder at falde fra hinanden. Går man til den arabiske organisations hjemmeside her, så finder man på forsiden en pressemeddelelse, der direkte siger

At about 1:50 am of Tuesday December 30th, 2008, the Israeli F16 Airplanes shelled a Palestinian police site in Gaza, which is 70 meters away from GCMHP’s Main Building in Sheikh Ejleen on Gaza Beach.

Der er altså absolut intet hold i, at Israel hverken skulle have bombet bygningen. Den har godt nok været udsat for trykskader fra eksplosionen på politistationen, men som man også kan se på DR1s billeddækning af begivenheden, så er skaderne begrænset til at ruder er blevet knust, løst inventar til dels kastet rundt (de fleste stole står dog stadig på alle fire ben) og nogle revner i pudset på vægge og loft. Var bygningen reelt blevet bombet, så havde dens fire etager nu næppe rakt mere end to meter op i luften.

Hvor kommer historien så fra? Her er det interessant, at RCTs kommunikationskoordinator, Tue Magnussen, faktisk selv angiver selvsamme Hamas-politistations beliggenhed 70 meter væk som en mulig grund for, at RCTs kontorer skulle være ramt. Man kan formode, han er kilden.

Man sidder så tilbage med overvejelserne om, om manden bare har misforstået hvad han har fået at vide fra Gaza, eller om han forvansker virkeligheden i et kynisk forsøg på at manipulere med den offentlige oppinion. I hvert fald forsømmer han ikke lejligheden til at bruge historien som afsæt til forsøge at få regeringen til at hjælpe vennerne i Gaza:

Sammen med andre danske hjælpeorganisationer vil RCT nu opfordre den danske regering til at lægge pres på Israel for at få landet til at »opgive belejringen af Gaza«.

Man vil huske, at "belejringen af Gaza" blev startet, da Hamas begik statskup i Gaza-striben, for at fratage terror-organisationen legitimitet. Hamas har siden bevist, hvor humanistisk indstillet en organisation man er, blandt andet ved vedtagelsen af en ny straffelov hen over julen:

The Hamas parliament in the Gaza Strip voted in favor of a law allowing courts to mete out sentences in the spirit of Islam, the London-based Arab daily Al Hayat reported Wednesday.

According to the bill...., courts will be able to condemn offenders to a plethora of violent punitive measures in line with Sharia Law.

Such punishments include whipping, severing hands, crucifixion and hanging. The bill reserves death sentences to people who negotiate with a foreign government "against Palestinian interests" and engage in any activity that can "hurt Palestinian morale."

According to the report, any Palestinian caught drinking or selling wine would suffer 40 lashes at the whipping post if the bill passes. Thieves caught red-handed would lose their right hand.

Jeg kan ikke finde nogen protest fra RCTs Tue Magnussen, ejheller en forarget artikel fra Politikens Line Prasz.

Under den nuværende israelske anti-terror-operation har Hamas også lige benyttet lejligheden til at henrette fjorten fanger, først otte myrdet ved et fængsel:

The incident began when Gaza's main prison, located near the village of Sariya, was destroyed in an IAF strike. Several prisoners managed to escape the damaged building, among them many who had been accused of cooperating with Israel or convicted and sentenced to death for “collaboration”.

Upon hearing of the airstrike, terrorists and relatives of terrorists killed by the IDF rushed to the prison and caught several of the escaping inmates. Those caught were immediately killed. One of the victims was identified as Jamal Randour, who was convicted of giving Israel information leading to the assassination of Abed Abu-Yusuf el-Kuku, head of the Salah el-Din brigades.

Salah-el-Din brigaderne er - selvfølgeligt, kunne man sige - en terror-organisation. Dernæst blev seks myrdet på et hospital:

At Shifa Hospital on Monday, armed Hamas militants in civilian clothes roved the halls. Asked their function, they said they were providing security. But there was internal bloodletting under way.

In the fourth floor orthopedic section, a woman in her late twenties asked a militant to let her see Saleh Hajoj, her 32-year-old husband. She was turned away and left the hospital. Fifteen minutes later, Hajoj was carried out of his room by young men pretending to transfer him to another hospital section. As he lay on the stretcher, he was shot in the left side of the head. A bit of brain emerged on the other side of his skull.

Hajoj, like five others who were killed at the hospital in this way in the previous 24 hours, was accused of collaboration with Israel.

Heller ikke her hørte man fra hverken RCT eller Politiken.

Sidste nyt: Israel invaderer Danmark

2009-01-01T01:30:00.004+01:00

Skal man tro den altid objektive arabisk-palæstinensiske presse, så er Danmark nu et israelsk-besat land. Fra Ma´an (via Elder of Ziyon, der har kørt den arabiske side gennem google translate):

Palestinians open fire on Israeli soldiers in Denmark

Israeli sources said that Palestinian youths entered one of the shops that sell Israeli products derived from the Dead Sea near the Denmark´s capital Copenhagen opened fire on Israeli soldiers were inside the shop.

Ser du, hvis de to israelere der blev skudt er soldater, så er det jo slet ikke et terror-angreb og presto, så er de arabiske palæstinensere slet ikke terrorister.

Det er heller ikke en ny taktik, der er specifik for Ma´an. Elder of Ziyon oversatte i mandags fra Hamas´al Qassam-hjemmeside, hvor man frydes over at have myrdet fire israelere:

The Brigades of the Martyr Izz el-Deen al-Qassam, the military wing of the "Hamas" movement bombed on Monday (29/12) the port of Ashdod with "Grad" rockets and the settlement of Nahal Oz with three mortar shells. The Zionist enemy admitted the deaths of four rapists, including an officer, and injuries to more than 20 others wounded by the Qassam rockets.

The group said in its "The Mujahduha bombed the Ashdod port, which lies 40 km north of the Gaza Strip, Grad rockets at 9:15 "which led to the death of Zionist rapists and injuring more than 20 others, three of them seriously.

The Mujahduha battalions have also shelled the settlement of Nahal Oz with three mortar shells at 9:40 and the Zionist enemy admitted the killing of two soldiers, one officer and wounding four others.

Der er det naturlige problem med påstanden om at have myrdet fire "voldtægtsmænd" (ud over, at Hamas intet aner om de har voldtaget nogen), at den ene af dem var en 39-årig mor til fire. Af de tre andre var kun én anden jøde, en 58-årig mand der blev myrdet mens han sad derhjemme. De to andre er begge arabere, en bygningsarbejder og en drusisk karriere-officer.

Muligt terror-angreb i Odense

2008-12-31T21:26:00.002+01:00

I eftermiddags ved 15:20-tiden skød en arabisk-udseende mand to israelere i Rosengårdscenteret i Odense - danmarks største indkøbscenter. De to israelere arbejdede ved en stand, der i godt en måned havde solgt varer fra det israelske firma Dead Sea Products, og medarbejderne ved standen er tidligere blevet chikaneret af en gruppe på fra 7 til 9 "unge". Etniciteten må man selv tænke sig til.

Da den arabisk-udseende mand havde identificeret de to mand ved standen som israelere trak han en pistol og begyndte at skyde på dem - 5-6 skud ialt at dømme efter de patronhylstre han efterlod sig. Takket være den ene israelers snarrådighed - han gik til modangreb på araberen og kastede en stol i hovedet på ham - ramte dog kun to af kuglerne, så den ene israeler blev såret i armen, den anden i benet.

Efter den arabisk udseende mand har udrettet sin heltedåd flygter han i en sort audi mod vest, hvor han dumper flugtbilen ved H.C.Ørstedskollegiet godt to kilometer væk. Han beskrives som ca 25 år gammel og af arabisk udseende, sorthåret og med et lille sort overskæg, klædt i en hvid jakke eller trøje og blå cowboy-bukser.

Nedskydningen af de to israelere er øjeblikkeligt sat i forbindelse med Israels nedkæmpning af den national-islamistiske terrororganisation Hamas, der på andet år styrer Gaza-striben. Herboende palæstinensiske muslimer har været noget forargede, og har demonstreret mod terror-bekæmpelsen i flere byer - i søndags for eksempel i København med råbekoret "Der er kun én gud, og jøderne er guds fjende". Demonstrationen kom til Odense mandag, da man med den noget fejlslåede islamistiske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid som taler - hun er også palæstinensisk muslim - hidsede de lokale pal-arabiske gemytter op. Dagen efter forsøgte en arabisk udseende mand så at skyde to israelere ned.

Greenpeace træner ungkommunister

2008-07-31T17:29:00.003+02:00

Dagbladet Arbejderen rapporterer fra Socialistisk Ungdoms Fronts (kommunistpartiet Enhedslistens ungdomskorps) sommerlejr. Dette afsnit fangede min interesse:

Som oplægsholdere var blandt andet Morten Kabel fra Enhedslisten og Christina
Koll fra Greenpeace på besøg for at fortælle om retorik og kommunikation. Dette
fandt mange af deltagerne både fængende, interessant, brugbart og lærerigt.

De mange unge fik blandt andet tricks til hvordan man taler til store
forsamlinger, debatterer med politiske modstandere, håndterer medierne, og
hvordan man i det hele taget kommer ud med de socialistiske budskaber på en
måde, så også hr. og fru Jensen kan forstå nødvendigheden af en
samfundsomvæltning.

Mon Greenpeace´s bidragsydere er klar over, at deres bidrag går til at lære fremtidens kommunistiske politikere "tricks" til at manipulere mediene med?

Irak - bedre og bedre

2008-07-31T17:23:00.002+02:00

To pluk i nyhedsstrømmen:

Al Qaeda i Iraks leder er flygtet gennem Iran til Afghanistan.
Amerikanske tab i Irak er nu faldet til det laveste niveau siden befrielsen - 12 dræbt i juli måned, deraf 4 af hændelige uheld, sygdom osv.

Krise - uanset hvad

2008-07-31T17:05:00.002+02:00

Dagbladet Arbejderen er ofte ret underholdende læsning. Idag kunne man for eksempel under overskriften "Studerende slår fælles alarm" læse blandt følgende:

Krisestemning i hele uddannelsessektoren efter historisk lavt antal nye
studerende. Nu ser vi konsekvenserne af regeringens politik, lyder det.

Bare 9 måneder før kunne Arbejderen fortælle om de forfærdelige virkninger overfyldte klasselokaler havde på eleverne:

* Forringet fagligt udbytte.
* Tab af ressourcesvage elever
* Dårligere undervisningsmiljø for både elever og lærere

Så hvad er problemet lige?

Demographic Winter

2008-06-17T11:17:00.003+02:00

Lad mig fortsætte en tradition med at introducere dokumentarer, der aldrig vil blive vist på DR: Demographic Winter handler om den demografiske overgang til, at kvinder får færre børn end der skal til for at deres folk ikke uddør. Blandt de over 60 lande, hvis befolkning er ifærd med at uddø er Danmark.

En fornærmelse - ikke en ros

2008-06-13T14:28:00.002+02:00

En af de mere irriterende ting ved Jyllands-Postens netudgave er en vis besættelse af konstante rangordninger og lister over ting - de ti ting, der mest ødelægger mænds sex-lyst, de fem sundeste ting du ikke kender osv.

Fornylig var det tid til en rangordning foretaget af Travelers Digest af, hvor de smukkeste kvinder lever i verden. København kom ind på en flot anden-plads. Her er så JP´s oversættelse af Travelers Digests omtale af de danske kvinder:

Om København skriver magasinet i forhold til de skønne kvinder her, at byen ”
helt sikkert huser nogle af verdens smukkeste kvinder og tillige nogle af de
venligste, og at de måske oven i købet en smule mere sexede end deres svenske
søstre.”

Den sidste bid - om at de danske kvinder er "mere sexede" holder imidlertid ikke i byretten. Originalen siger, de er "a little bit more sex orientated" - og følger så op med en historie om hvordan anmelderen blev belejret af en hel horde sex-hungrende danske kvinder. Den vælger JP bare ikke at bringe.

Anmelderens konklusion bliver heller ikke bragt:

This alone is why I say Copenhagen is one of the best, it's like Amsterdam but
instead of hookers, Copenhagen has porn stars.

Hvordan JP får dén smøre til at være en ros står for mig hen i det uvisse.

Musisk (og politisk) mellemspil

2008-06-11T20:00:00.004+02:00

En valgsang, som valgsange bør være: en fængende melodi, politiske kernepunkter og lidt eye-candy til husarerne. Lad mig præsentere: Aimee Allen´s pro-Ron Paul-sang:

Selv undertegnede, der mildt sagt ikke støtter Ron Paul, brugte det meste af morgenen på rytmisk at mumle "Ron Paul".

Det danske mindretal - ikke en model til efterlevelse

2008-06-08T15:38:00.003+02:00

Ritzau kan idag levere endnu et slag i kampen for at afdanske Danmark, direkte fra Sydslesvig. Med Torben Rechendorff (tidl kirkeminister, K) som kilde kan Ritzau fortælle os, at vi danskere som folk er nogle racistiske grædekoner, og at vi da bare skal have mere multikultur, så går det nok:

- Det nemmeste i denne verden er jo at sætte sig hen med hænderne i skødet og tre gange om dagen gentage, at nu er både Danmark og danskheden ved at blive kvalt i tørklæder. I Sydslesvig sidder man ikke med hænderne i skødet og jamrer. Her lader man sig udfordre, sagde Torben Rechendorff.

Han opfordrede sydslesvigerne til at lære danskerne om mangfoldighed.

- I kan først og fremmest være med til at fortælle danskerne, at nu skal vi altså ikke være så befippede. Vær nu ikke så ængstelige for alt det, der kommer udefra, lød fra den tidligere kirkeminister.

Måske burde nogen fortæller hr. Rechendorff, at grunden til at det danske mindretal er netop et mindretal fremfor en normal del af den danske befolkning netop ER "det, der kommer udefra". Slesvig er gammelt dansk land befolket af danskere, men siden middelalderen fortysket af først tyske hertuger og adel, siden en tysk stat, der tog Slesvig fra Danmark i 1864. Da sønderjyderne fik mulighed for at stemme sig hjem igen 1920 var en af grundene til, at syd-Slesvig ikke kom med, at der alene mellem 1900 og 1920 var kommet næsten 8.000 tyske bosættere til landsdelen sydfra. Disse fik alle lov at stemme for, at deres bosættelser skulle blive hos Tyskland. Efter 2. Verdenskrig, da der igen lurede chancen for at danskerne kunne stemme sig hjem, blev der plantet yderligere mellem 250.000 og 300.000 tyske bosættere i regionen.

Der er altså ikke tale om, at man "lader" sig udfordre - man er NØDT til at lade sig udfordre, fordi man ikke har andre muligheder.

Der er en anden grund til, at det danske mindretal ikke kan bruges i denne sammenhæng, nemlig at mindretallet er nødt til at støttes med 300 millioner kroner årligt fra den danske stat for at holde det dansk - altså også noget, der kommer udefra. Jeg mindes en meningsmåling blandt mindretallet, der spurgte et repræsentativt udsnit af det, hvad de ville gøre hvis tilskuddet fra den danske stat stoppede. Kun godt en trediedel ville bibeholde deres danskhed. Af resten ville halvdelen lade sig assimilere (blive tyskere - i Danmark kaldte man dem efter Genforeningen de "blakkede" - dem der ikke rigtigt vidste, hvad de var), mens halvdelen ville udvandre til Danmark.

Problemet med at sætte danskerne i Danmark i samme situation som mindretallet er, at de hverken kan få penge udefra til at bibeholde danske skoler, foreninger osv eller kan udvandre til et andet dansktalende land - hvor tyskerne har tre lande at vælge imellem, franskmændene seks og araberne toogtyve har vi danskere nemlig kun ét.

Så ingen multikultur, tak.

Information - offerdyrkning uden hold i virkeligheden

2008-06-06T15:39:00.003+02:00

Informations niveau er fra tid til anden utilgiveligt ringe. I dagens udgave står Paris- og London-korrespondent Annegrethe Rasmussen klart for det ringeste indslag. Kerne-afsnit:

Den 25. maj skrev den 26-årige Emily Gould - tidligere redaktør af mediesladder-websiden Gawker - den bærende historie med titlen 'Exposed' i New York Times Magazine.

Artiklen var velskrevet, voyeristisk, privat og dermed afslørende. Gould fortæller, hvordan hun over en periode på to år bloggede intenst om sit privatliv, og hvilke alvorlige konsekvenser, det har haft for hendes karriere - hun blev nødt til at sige sit job op og udviklede en depression - og for hendes privatliv. Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer om bl.a. hendes sexliv, efter at have
forladt hende.

Reaktionen på nytimes.com var intet mindre end massiv og uden fortilfælde på avisen. I løbet af kort tid var antallet af kommentarer oppe på over 1.200 og budskabet var enslydende på over 1.000 af dem: Mage til selvoptaget, meningsløst og pinligt sludder kunne læserne ikke mindes at have set på det hæderkronede New York Times. "Så få dig dog et liv, Emily", "Tag til Irak og lav noget ordentlig journalistik","hvad havde du egentlig ventet", "dybest set er du bare en umoden skolepige". Og så videre. Til sidst måtte avisen lukke debatten.

Historien om Philip

Som Rebecca Seal - der i den britiske avis Observer kommenterede på miseren ugen efter - skriver, offentliggjorde forfatteren Philip Weiss en anden lang artikel også i New York Times Magazine i sidste måned om, hvor svært det har været for ham ikke at være sin hustru utro. "Historien er lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds. De 300 kommentarer til Weiss' artikel er fyldt med 'tankefulde indlæg om, hvor svært det er at indgå i moderne parforhold; og ingen af læserne tiltaler ham 'Philip'".

Den eneste forskel mellem de to er kønnet.

....og med den sidste bemærkning er der så lagt op til offerdyrkning fra feministisk hold. Problemet er at den, åbenbart helt i tråd med Informations (og - for at være fair - The Observer´s) bedste traditioner bygger på fortielse og forvanskning af kilder samt ensidig kommenteren.

Lad mig til at starte med rette op på Fru Rasmussens første synd, når det drejer sig om net-journalistik: ikke at linke til de kilder, man citerer. Emily Goulds artikel kan findes her, Philip Weiss´ her, og Rebecca Seals her.

Læser man alle tre og sammenholder dem med Fru Rasmussens.......artikel.....slås man af, hvor meget Fru Rasmussens minder om Fru Seals......og af, hvor lidt Rasmussen og Seal lader til at have kendt til de to artikler de reelt skriver om. Genlæser man Fru Rasmussens går det da også op for en, at hun slet ikke lader til at have læst Hr. Weiss´. I hvert fald overlade hun al kommenteren på den til Fru Seal.

Om hun har læst frøken Goulds er straks et andet spørgsmål - hendes resumé af den tyder dog på, det ikke er tilfældet - enten det, eller Fru Rasmussen har friseret hvad hun har læst grundigt for at få frøken Gould til at fremstå rigtigt snehvid og offerlams-agtig. Hendes privatliv, som hele artiklen handler om, resumeres for eksempel således:

Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende
angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer
om bl.a. hendes sexliv, efter at have forladt hende.

Problemet er her, at hun ikke "mistede" sin kæreste og derefter indledte en affære på arbejdet. Hun var sin kæreste utro efter at have flirtet hæmningsløst med en mandlig kollega i længere tid, og droppede derefter kæresten.

Den mandlige kollega - Joshua David Stein, kun benævn "josh" i hendes artikel - angreb hende heller ikke ud af den blå luft og afslørede "intime detaljer om bl.a. hendes sexliv". Tvært imod, faktisk: efter de havde været sammen 3-4 uger startede hun en blog, hvor hun begyndte at afsløre mere og mere intime detaljer om HAM sammen med analyser og vurderinger af ham, hvorefter hun sendte link til indlæggene til ham. Enhver kan tænke sig til, hvor ubehageligt det har været, så deres forhold holdt kun godt en uge til, før de gik hver til sit. Hun fortsatte imidlertid med at demontere hans privatliv, indtil han endnu to måneder efter fik hende til at password-beskytte indlæggene om ham.

Sidst i maj - den 23. i måneden - skrev Joshua Stein så en artikel om hele forholdet og frøken Goulds besættelse af at offentliggøre alt i Page Six Magazine, hvorfra den kom videre til New York Post. Absolut intet om deres seksliv, og absolut intet i den, der ikke handlede om hendes forfølgelse af ham. To dage senere fik vi frøken Goulds svar i New York Times - 8.000 ord om, hvor synd det var for hende at blive udsat for hvad hun før fik penge for at gøre ved andre......og det er måske her, grunden til at kommentarerne til hendes artikel var overvældende negative. Folk der spiller offer efter at have overfaldet andre er sjældendt særligt populære.

Men hvad så med Hr. Weiss´ artikel? Fru Rasmussen siger jo, den handler om hvor svært han har det med ikke at være sin hustru utro, og forsikrer os om at den er "lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds". Havde den ikke fortjent fuldt så mange negative kommentarer?

Overhovedet ikke.

Til at starte med handler Weiss´ artikel ikke om hans egne problemer specifikt, men om mænds generelt - titlen er "The Affairs of Men - the trouble with sex and marriage". Hvor frøken Goulds er en evig cirklen om egen navle, der ikke handler om andre end hende selv, bruger Hr. Weiss bare sig selv om indledning og afslutning, og anvender sig selv om guide artiklen igennem artiklen, som udspørger af venner, bekendte, videnskabsmænd og til sidst hans egen hustru.

Ydermere er der jo også den forskel, at mens Hr. Weiss faktisk ikke er sin hustru utro, så ikke bare er frøken Gould utro, hun bruger derefter flere tusinde ord på at beskrive, lige præcist hvor synd det er for hende, at hun ikke fik det ud af sin utroskab som hun gerne vill have fået. Sådan opførsel vil pr definition føre til, at frøken Gould får mere kritik end Hr. Weiss.

Og alligevel får Hr. Weiss da også rigeligt med negative kommentarer - allerede den anden på artiklen slår således fast, at hans kone bør søge om skilsmisse.

Man undres over, hvad Information mon vil bringe i morgen.

Informations version - og så virkeligheden

2008-06-04T13:37:00.002+02:00

Information fortsætter kampagnen for, at man skal synes folk på starthjælp har det hårdt. Sidste forsøg for lidt over en uge siden blev skudt ned på Uriasposten, så lad mig da også slå et slag her.

Skærer man de sædvanlige blødende hjerters kommentarer væk står man tilbage med følgende kerne-afsnit:

"..en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed.."

Information angiver underligt nok ingen kilde, men efter lidt research viser kilden sig at være Social Årsrapport 2006, der er konstrueret af Socialpolitisk Forening og Center for Alternativ SamfundsAnalyse - to organisationer der endnu har til gode at gøre andet end at arbejde for mere statslig styring, højere skatter og højere overførselsindkomster.

Hvad de har fundet er imidlertid ikke, hvad "en gennemsnitlig familie på starthjælp har.. til rådighed". De har fundet a) forskellen på starthjælp og børnepenge på den ene side og skat og husleje på den anden b) for de 10 først ankomne starthjælps-familier i c) de 20 mest indvandrer-tunge kommuner d) i starten af 2004 (side 46). Alle fire punkter er der problemer med:

a) Det er altså langt fra alle indtægter, der er taget med. Socialgrådgiverforeningen kan for eksempel fortælle, at 80% af familierne i undersøgelserne derudover har modtaget penge til enkelt-udgifter.

b) Dette gør ikke familierne "gennemsnitlige", kun "tilfældige".......men heller ikke engang det træffer til. Kigger man nemlig rapporten efter i sømmene ser man, at forfatterne har modtaget økonomiske oplysninger om "ca 150 familier", men det er kun 72 af familierne, forfatterne vælger at foretage deres beregninger ud fra (tabel side 47). Hvorfor er over halvdelen af familierne ikke fundet værdige til at være med? Havde de for mange penge til overs? Vi ved det ikke, for forfatterne fortæller os det ikke.

c) Da de er udvalgt i de 20 mest indvandrer-tunge kommuner taler vi om de 20 størte byer i Danmark - og altså dem, hvor husleje-udgifterne er de højeste. Dette er med til at minimere rådighedsbeløbet, og altså forvanske billedet yderligere.

d) Dette punkt slår fast, at tallet i Information er forældet. Gad man researche lidt kunne man for eksempel finde ud af, at alene sats-forhøjelserne for starthjælp mellem 2004 og 2008 har givet familien 764kr. mere om måneden i lommen - det er en "lønforhøjelse" på 7% på 4 år, vel at mærke stadig uden at røre en finger. Hvor meget ekstra, familierne har fået i lommen via boligsikring er ikke til at sige.

"En gennemsnitlig familie med to børn, der lever på starthjælp har kun 81 kroner at købe mad for hver dag. Det viser en beregning, som Information har foretaget". ..

Informations udregning må lade en del tilbage at ønske. 81 kroner om dagen er i snit
2463,75 kroner om måneden. Selv hvis man ignorerer takst-forhøjelser siden 2004 og tager Informations tal for gode varer, så kræver avisens udregning, at de skal bruge næsten 6100kr. på tøj, transport osv - boligudgifter er jo allerede fraregnet. Hvor meget Informations beregning er ved siden af er imidlertid svært at sige - avisen vil nemlig ikke ud med regnestykket.

Når staten inddriver penge fra folk, der er gået konkurs, har Skatteministeriet udregnet et beløb, som de lader familien beholde, for at den kan opretholde et "eksistensminimum", siger Else Veggerby, som er ansvarlig for gældsinddrivelse i SKAT:

"Det er et minimumbeløb, hvor man siger, at det skal man altid have til rådighed, for at man kan have en rimelig levestandard for sig selv og sin husstand. I bestemmelserne er det formuleret sådan, 'at der skal overlades det nødvendige til eget og familiens underhold'," siger hun.

Hvis familien på starthjælp fra Informations regneeksempel i stedet var en helt almindelig dansk familie, som var gået konkurs, ville de således få lov til at bevare et såkaldt rådighedsbeløb på 13.500 kr. Rådighedsbeløbet angiver, hvad familien har tilovers, når huslejen er betalt. Nu er familien imidlertid ikke gået konkurs, men i stedet på starthjælp. Og en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed - det vil sige 4.939 kr. mindre, end den tilsvarende familie, som er gået konkurs. ...

Som Information jo selv udtrykker det, så er starthjælps-familien jo ikke gået konkurs, så sammenligningen henstår som ret meningsløs. Information lader ikke til at være i stand til at se forskellen på arbejdende folk, der afkræves alt til en nedre grænse, og arbejdsløse folk, der afkræver andre folk penge til en øvre.

De 81 kroner udgør under halvdelen af det beløb på 197 kr., som Forbrugerstyrelsen helt tilbage i 2005 fastsatte som et standardbudget for indkøb af mad og drikke til en familie på fire. Siden dengang er beregningerne af standardbudgetter blevet sparet væk, men i perioden fra 2005 til i dag er fødevarepriserne steget med 15 procent, så i dag ville et lignende standardbudget lyde på cirka 227 kr. En samlet opposition kræver derfor starthjælpen afskaffet, eller som minimum ydelserne hævet, som følge af de hastigt stigende fødevarepriser.

Igen ser man et sammensurium af fortielser, forenklinger og forvanskninger. Information undlader at fortælle, at Forbrugerstyrelsens tal faktisk også stammer fra ovennævnte venstredrejede Center of Alternativ Samfundsanalyse. Avisen undlader også at fortælle, at standardbudgetet hviler på antagelsen om, at alle voksne i familien feks er erhvervsaktive, at man køber det hele og ikke laver noget selv og at der ikke købes ind i discount-butikker, hvilket mildt sagt er problematiske antagelser hvis man vil påvise noget som helst, der har med fattigdom at gøre. Blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (der fremskriver beregningerne af standardbudgetet efter VK-regeringen nægtede at gøre det for dem) har da også afskrevet standardbudgetet som ubrugeligt til dette formål (s. 31). Det samme har Erhvervsministeriet.

Hvor man rigtigt begynder at undre sig er imidlertid, når det går op for en, at CASA ud over standard-budgetet for arbejdende også opstillede en række andre varianter (s10-11), nemlig korttids-, pensionist-, discount- og økologiske budgetter. Alle undtaget det økologiske er voldsomt billigere end standard-budgetet. Dertil kommer et såkaldt "acceptabelt leveniveau" (altså acceptabelt for CASA - s. 15), der kun er halvt så højt som standard-budgetet, men som det understreges HELLER ikke er noget minimumbudget (s.1). Hvorfor vælger Information at fortie disse billigere budget-muligheder?

Med en sådan liste af fortielser og fordrejning kan man ikke frasige sig en mistanke om, at avisen bevidst har valgt og vraget i sine informationer for rigtigt at gøre sine læsere og de kontaktede politikere harme over "umuligheden" af at få det til at løbe rundt økonomisk på starthjælp.

Det gør bare ikke Information-varianten mere virkelig af den grund.

98% af muslimske kvinder: hellere tørklæde end arbejde

2008-05-26T16:16:00.004+02:00

Politiken har foretaget en rundspørge blandt 315 muslimske studerende ved videregående uddannelser. Af disse var 216 kvinder, og det er om dem, dette indlæg handler.

Af de 216 kvinder svarede 141 "ja" til, at de gik med tørklæde. Det er 65%, altså næsten to trediedele - på landet videregående uddannelsesinstitutioner! Altså ikke megen moderation her. Men det bliver værre.

Stort set samtlige tørklæde-bedækkede - 98% - siger, de ikke vil bruge den skatteyderbetalte dyre uddannelse til noget, hvis deres evt kommende arbejdsgiver ikke vil identificeres med det totalitære symbol, tørklædet jo er.

Samtidig siger 65% af svar-personerne, at de overvejer at flytte til udlandet.

Da Danmark åbenbart ikke står til at skulle nyde nogen fordel af investeringen i disse mennesker, og da de dermed nytteløst optager studiepladser for folk der faktisk gerne vil arbejde her til lands og således betale udgiften til deres uddannelse tilbage, bør man måske overveje følgende:

Lav ikke sådanne undersøgelser EFTER folk er kommet på uddannelserne. Lav dem FØR. Der er ingen grund til at spilde tid og penge på at uddanne folk, der ikke gider arbejde pga ideologisk kvababbelse. Vi sorterer i forvejen folk fra pga karakterer, fordi vi går ud fra at det ikke kan betale sig at uddanne dem med lave af slagsen. Måske var det en idé at gøre det samme her.

OPDATERET:

For den sags skyld kom der i ugen der gik endnu en bekræftigelse på, at hele historien om tørklædet som udelukkende religiøst betinget (=det hører ind under trosfrihed) er en and. Som islam-kendere ved ER der jo faktisk en religiøs begrundelse for tørklædet (det er der også for feks hagekorset, men mere om det en anden gang), nemlig at tildække kvinders skønhed, så muslimske mænd ikke går igang med at voldtage dem. Jo mindre tiltrækkende, jo mere rettroende muslimsk.

DR, der som sædvanligt stort set intet ved om de ting de beskæftiger sig med, valgte alligevel at lave en skønhedskonkurrence under titlen "Miss Tørklæde". Da tørklædet af religiøse årsager skal tildække skønhed vil en konkurrence der forsøger at finde den mest tiltrækkende tørklæde-tøs selvfølgelig forbryde sig mod hele tørklædets religiøse betydning, og man kunne forvente et oprør fra rettroende muslimer.

Da nogle muslimer imidlertid gerne ser Danmark islamiseret så hurtigt som muligt, er en lejlighed til at lade som om muslimske kvinder er "ligesom alle andre", og altså ikke bare andenrangsmennesker som koranen foreskriver, mere end velkommen. Her holder tørklædet op med at være et simpelt redskab (til at forhindre at muslimske mænd udøver voldtægt), og overgår til at være et symbol, der skal sælge hele islam-pakken. I den situation er tørklædet ikke længere et spørgsmål om personlig tro, men et led i udbredelsen af islam som ideologi - islamismen.

Af samme grund er den kendte islamist (og når det kan give islamismen indflydelse også kommunist) Asmaa Abdol-Hamid da også for.