Islamiseringen af Tyrkiet

Information har et skoddet format og en utålelig agenda, men fra tid til anden har bladet faktisk nogle interessante artikler man ikke finder andetsteds. For nylig var det Robert Ellis, der dissekerede Det Islamiske Aktionspartis tiltagende islamisering af Tyrkiet:

Siden AKP-regeringen kom til magten i november 2002, har den forsøgt at få placeret sine tilhængere i ledende stillinger inden for statsadministrationen og til at bane vej for nye kadrer. I 2003 vedtog regeringen imod præsidentens veto en lov, der nedsatte pensionsalderen for offentlige ansatte fra 65 til 61. Eftersom det er kabinettet, der afgør, hvem der skal trække sig tilbage, betyder denne lov i praksis, at flere tusinde ledende bureaukrater kan erstattes med partifæller.

Indenfor retsvæsenet har regeringen planer om at ansætte 4.000 nye dommere og offentlige anklagere, hvilket EU-Kommissionen i sin seneste årlige rapport anser for betænkeligt, da justitsministeren og departementschefen kommer til at udøve uforholdsmæssig stor indflydelse i ansættelsesproceduren.

Uddannelsesområdet har været et oplagt mål for regeringens forsøg på at islamisere den offentlige administration, og i 2004 forsøgte AKP at få vedtaget en højere uddannelseslov, som bl.a. ville have politiseret Det Højere Uddannelsesnævn (YÖK) og givet fri adgang til universiteterne for studerende fra de religiøse højskoler (imam-hatip skolerne). Da præsidenten nedlagde veto mod denne lov, forsøgte regeringen igen sidste december med en bekendtgørelse fra undervisningsministeriet, denne blev bremset af etatsrådet.

Institutionelle konflikter

Det var præsidenten og forfatningsdomstolen, der i maj fik annulleret en artikel i en lov, der etablerede 15 nye universiteter, men som ville have overladt udvælgelsen af kandidaterne til rektorstillingerne til regeringen og ikke Det Højere uddannelsesnævn. Og det var præsident Sezer, der i 2003 nedlagde veto mod, at det skulle være premierministeren, som udnævnte formanden for Det Tyrkiske Videnskabelige og Tekniske Forskningsinstitut (TUBITAK).

I marts opstod der en mindre krise, da præsidenten nedlagde veto mod regeringens kandidat for stillingen som guvernør af centralbanken, som han betegnede som "uhensigtsmæssig", da vedkommende var generaldirektør for en islamisk bank. Kort efter blokerede etatsrådet for et cirkulære fra indenrigsministeriet, der berettigede lokaladminstrationer til at begrænse salget af alkohol til såkaldte 'røde zoner' i områder udenfor byerne.

Denne konstante konflikt mellem regeringens planer og forskellige statsinstitutioner førte til en stærkt omdiskuteret tale holdt af parlamentets formand den 23. april, hvor han beklagede sig over, at selvom sultanatet var blevet afskaffet for 84 år siden, blev parlamentets magt undermineret af "et sultanat af institutioner", der regerer landet. Samtidig opfordrede han til en omdefinering af det sekulære princip, der tager højde for befolkningens religiøse følelser.

Der har været en del diskussion om hvorvidt AKP-regeringen har en skjult dagsorden. I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved en tale holdt af Tayyip Erdogans departementschef, Ömer Dincer, ved et symposium i Sivas i 1995. To år tidligere blev 37 deltagere i en kulturfestival i byen dræbt, da en rasende folkemængde gik til angreb på deres hotel og brændte det ned.

Integration med islam

I talen foreslog han, at det sekulære princip skulle erstattes med integration med islam og tilføjede:

"Derfor tror jeg, det er på tide, og absolut nødvendigt, at erstatte alle de grundlæggende principper fremlagt ved den tyrkiske republiks begyndelse,
såsom sekularisme, republikanisme og nationalisme, med en struktur, der er mere nærdemokratisk, mere decentraliseret og mere muslimsk."

I en injuriesag fornylig, som Dincer tabte, mente højesteretten i Ankara, at disse ideer var uforenelige med den tyrkiske forfatning. Om et års tid udløber præsident Sezers embedsperiode, og det springende punkt bliver hvem der kandiderer til posten.

Premierministeren og parlamentets formand nævnes som to oplagte kandidater,
men uanset udfaldet frygtes det, at Tyrkiets dage som sekulær, demokratisk republik er talte.