19 oktober, 2006

Kampen mod terror gør fremskridt

Fra gårsdagens Berlingske, nogle velvalgte ord fra professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen:

Dækningen af nyheder fra Irak er påfaldende ens og trist: vi taber kampen mod terror. Det gælder også efterretningsrapporten National Intelligence Estimate (NIE) og seneste meningsmåling fra PIPA. Men i amerikanske medier kan man også se sagen med andre øjne.

Det primære budskab i NIE er faktisk, at al-Qaeda er hårdt ramt af krigen mod terror, og deres evner til angreb er reduceret. Anti-terror indsatsen har altså virket. I stedet for den samlede modstander, som al-Qaeda var, er der opstået små uafhængige grupper. De er vanskeligere at opspore og dermed bekæmpe, men de udgør ikke den samme trussel som al-Qaeda.

NIE slår fast, at det vil styrke terroren, hvis vi opgiver og trækker os ud. Bush har altså ret i, at Irak er den centrale front i kampen mod terror.

NIE bekræfter også Bush-doktrinen om, at det ikke er Vestens handlinger, der skaber terrorister, men de mange diktaturer i Mellemøsten, og at terror kun kan bekæmpes ved at ændre de forhold, som skaber den.

Europa prøvede i årevis at betragte terror som et rent politianliggende, og mange opfatter det stadig som en sofistikeret strategi og ikke blot som den magtesløshed, det reelt var. For terroren fortsatte jo, indtil østblokken brød sammen.

Vi slap billigt fra ikke at gøre noget effektivt ved terrorismen, men vi var også heldige at kæmpe mod terrorister, der blot ønskede at gøre Vesten til en arbejdslejr; ikke en kirkegård som nutidens terrorister, hvilket giver mindre plads til fejl.

NIE oplyser, at den muslimske verden vender sig mod islamisterne. Ikke bare kæmper de for en streng islam, der støder folket fra sig; deres grusomhed over for andre muslimer vækker stadig større modvilje. Selvom antallet af terrorister vokser, konkluderer NIE, at de stadig udgør en yderst beskeden del af den muslimske befolkning. Vores kamp mod terror har altså fremprovokeret en vækst i antallet af modstandere, men samtidig tvunget dem til at bekende farve, hvorved de har mistet opbakning i den brede muslimske befolkning. Vi er ikke ved at tabe kampen mod terror, tværtimod.

Fra PIPA-målingen omtales kun, at et flertal af irakere ønsker vores tropper ud. Men det nævnes f.eks. ikke, at et stort flertal af irakerne fortsat finder, at befrielsen har været alle ofrene værd, at de støtter den folkevalgte regering, eller at de støtter et samlet Irak. Det nævnes heller ikke, at det nye flertal for tilbagetrækning skyldes en øget tro på hærens evne til at bekæmpe terrorister som al-Qaeda, der afvises af mere end 90 pct.

NIE peger på, at Irak er terroristernes foretrukne emne ved rekruttering. Nogle udlægger det sådan, at krigen styrker terrorismen. Men allerede bin Ladens krigserklæring fra 1998 brugte Irak som begrundelse, fordi landet blev sultet af sanktioner, og Clinton havde lige bombet. De vil altid finde på en undskyldning, Irak, Afghanistan, Kashmir, Palæstina eller paven.

Hvis medierne virkelig er bekymret for, at Irak bruges til rekruttering, burde de undlade at fortie de positive nyheder. For de modtagelige sjæle i danske indvandrermiljøer, som søges lokket til terror, gør det da en stor forskel at høre, at krigen ikke var en aggression mod muslimer, men en befrielse af dem. For nylig fik en dansk officer rosende omtale af briterne, fordi han med sine mænd havde forhindret en massakre på en landsby. Nyheden var gemt inde i avisen; den burde have dækket forsiden.

Hvad er det egentlig, medierne vil opnå med deres negative selektion af nyhederne? Skal vi virkelig betragte befrielsen af Irak og indførelsen af et demokrati, der støttes af et massivt flertal, som en fiasko? Og skal vi i stedet betragte Darfur, hvor vi passivt står på sidelinjen og ser et folkedrab udfolde sig, som en succes? Skal vi hellere hylde det gamle Europas hang til appeasement, hvor diktatur ikke er noget, man bekæmper, men noget man handler med, og hvor alt er til salg? Skal vi afsværge os brugen af militære midler, der har forhindret Irak i at få a-våben og skræmt Libyen fra at forsøge, og i stedet forlade os på det diplomati, som hverken kunne hindre Nordkorea eller Iran i at få dem? Skal vi fremover deponere vores moralske dømmekraft hos et FN, der er gennemsyret af korruption og ineffektivitet, og hvis bærende princip er, at selv det værste diktatur er ligeværdigt med et demokrati? Hvis det ikke er målet, så lad os få lidt flere nuancer.

PIPA-målingen Jesper Lau Hansen henviser til kan ses her. Sammenlign eventuelt (som førnævnte meningsmåling fra september gør) med den tilsvarende måling fra januar i år her.

UPDATE:

NIE (National Intelligence Estimate) - eller i hvert fald de de-klassificerede dele af den kan læses her.

2 Comments:

Anonymous NAN said...

Jeg forstår ikke, at du synes Jesper Lau Hansens ord er velvalgte. I alt det, jeg har set ham skrive, ignorerer han den brogede virkelighed i form af kulturer og religioner for i stedet (som amerikanerne) at tro blindt på en universel længsel efter frihed og demokrati. En sådan naivitet har vi ikke længere råd til i den vestlige verden.

Jeg fortår din applaus til Lau Hansen desto mindre, som du bringer følgende fremragende indlæg.
http://analysator.blogspot.com/2006/10/terrorkrigen-er-en-res-krig.html

Og Stuck Mojo-videoen med henvisningen til den fremragende John Lewis-artikel: http://www.theobjectivestandard.com/issues/2006-winter/no-substitute-for-victory.asp

I den sidste artikel fremstilles Lau Hansens synspunkt jo som dybt naivt, og det er præcis, hvad det er.

9:03 PM  
Blogger Henrik said...

Hej NAN

Nu ser jeg jo ikke Lau Hansens indlæg som en total gennemgang af samtlige faktorer, der har indflydelse på krigen, men snarere som en hiven visse perspektiver frem, som pressen (og de fleste politikere) ikke gider dække.

Jeg burde selvfølgelig placere måsen i en stol og skrive alle perspektiver fra samtlige indlæg som jeg er enig i sammen, så det giver mening og det ikke ser ud som om jeg modsiger mig selv, men det er uheldigvis stadig noget der ligger ude i fremtiden :-/

Mht æreskrigs-aspektet skal man huske på, at det ikke er en cover-all beskrivelse af samtlige mennesker i den orientalske kulturkreds (der også rækker et godt stykke op på Balkan), men at den dog dækker både dem vi slås med - jihadierne - og en stor del af befolkningen. Skal vi derfor være ligeglade med resten?

Dét er et område, jeg stadig ikke har dannet mig en klippefast mening om.

Henrik

10:41 AM  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home