Aung San - en historie fra de varme lande

Alternativ overskrift: "Barn af krigsforbryder får gratis PR".

Politiken (og utallige andre medier verden over) er i disse dage ved at drukne i egne glædens tårer over, at den burmesiske politiker Aung San Suu Kyi er blevet løsladt fra husarrest af den burmesiske militær-junta. Det fremstilles som noget fantastisk, der aldrig er sket før, selv om det efterhånden er fjerde gang eller deromkring, hun kommer ud af husarrest.

Hvad intet medie mig bekendt hidtil har påpeget er, at hendes popularitet i vesten udelukkende skyldes tre ting: 1) hun er kvinde, 2) hun er pæn (dog i mindre og mindre grad), og 3) hun har aldrig haft magt som hun har agt, så hun har ikke nået at skuffe nogens forventninger endnu.

I Burma er hendes popularitet (ligeledes u-påpeget i medierne) baseret på 1) (igen) at hun aldrig har haft magt som hun har agt, og 2) hvem hendes far var. Asiatiske lande har generelt tildelt kvinder meget lidt i tillid til deres evner, så de er udelukkende blevet ledere baseret på hvem deres fædre eller mænd var: Megawati Sukarnoputri i Indonesien (fordi hendes var var den tidligere prokomunistiske diktator Sukarno), Corazon Aquino i Philippinerne (fordi hendes mand var den tidligere oppositionsleder Benigno Aquino, jr), Sirimavo Bandaranaike og Chandrika Kumaratunga i Sri Lanka (fordi de var henholdsvis kone og datter af S.W.R.D. Bandaranaike) og Benazir Bhutto i Pakistan (fordi hun var datter tidligere premierminister og præsident Zulfikar Ali Bhutto).

Aung San Suu Kyis far var Aung San, generalen der fik sat sig på magten da Storbritannien ville give landet selvstændighed. I Politikens helgen-portræt af Suu Kyi har faderen da også en vigtig rolle. Overskriften er Frihedsikon følger sin myrdede faders drøm, og som artiklen jeg skrev om i mit sidste indlæg er vi her ude i kampagnejournalistisk farvand: INTET der kan forstyrre den gode stemning er med i artiklen. Derfor et lille korrektiv til Politiken:

Den nu 65-årige Aung San Suu Kyis far blev myrdet i 1947, kort efter han havde sikret Burmas uafhængighed. Suu Kyi repræsenterer den samme drøm, som faderen, general Aung San, der var leder af den burmesiske uafhængighedsbevægelse, og som satte sig op mod den britiske kolonimagt, da det daværende britiske Burma i 1945, det år Suu Kyi blev født, satte kursen mod en fremtid som fri, demokratisk stat.

For den gode stemnings skyld fortier Politiken her, at faderen, Aung San, var Burmas svar på K.B.Martinsen, kommandanten af Frikorps Danmark, der kæmpede sammen med nazisterne på Østfronten under 2. Verdenskrig. Han rejste i 1940 til Japan, og vendte tilbage til Burma i de japanske besættelsestroppers frakkeskøder da de invaderede Burma i 1941. Her blev han chef for Burmas Nationale Hær, der stillede tusindvis af soldater klar til at slås for militærdiktaruret Japan og det allierede, nazi-Tyskland mod demokratiet Storbritannien. Taget samarbejdspartnerne i betragtning undrer det heller ikke, at hans hær stod for massive forfølgelser af etniske mindretal (hovedsageligt indere og karen´er, og at han personligt henrettede en civil indisk flygtning.

For at det ikke skal være løgn havde han før krigen også været grundlægger og første generalsekretær for Burmas kommunistparti - da han blev hvervet af japanerne var han faktisk på vej for at få militærhjælp af de kinesiske kommunister. Manden kunne ikke se en totalitær og menneskefjendsk ideologi uden at slutte sig til den.

Da han kunne se, at hans japanske allierede var ved at tabe krigen besluttede han sig for at dolke dem i ryggen, skiftede side, og slap således for at blive retsforfulgt for mord. Andre i samme situation forsøgte samme kunststykke (for eksempel Ruslands Andrei Vlassov), men Aung San var en af de få det lykkedes for.

Aung San var leder af den delegation, som tog til London i januar 1947 og forhandlede med den britiske regering om uafhængighed.

Alle regnede med, at den dengang 32-årige Aung San ville blive det uafhængige Burmas første regeringschef. Men 19. juli 1947, få måneder før uafhængigheden skulle realiseres, blev Aung San og det meste af hans kabinet myrdet på ordre fra en politisk rival.

En skæbne, Aung San næppe havde haft kvaler med at give sine egne modstandere.