04 januar, 2006

"Det hele begynder og ender med kristendom"

I Berlingeren har Poul Høi idag en artikel om den amerikanske professor Rodney Starks bog "The Victory of Reason". I bogen søger Stark at besvare spørgsmålet om, hvorfor det lige just er den vestlige verden, der de sidste hundreder af år har domineret kloden, og svaret han har fundet frem til har ført til løftede øjenbryn:

Det hele begynder og ender med kristendom. De vestlige lande er ikke kun rige på grund af deres geografi og kapitalisme, men også – og især – fordi de er kristne. Hans argument er ikke religiøst, han mener ikke, at Gud belønner den vestlige verden for dens tro, nej, han mener, at kristendommen rummer præcis de kvaliteter, som fører til økonomisk og politisk og teknologisk frihed og udvikling.

Kristendommen er ene blandt religioner ikke i krig med fornuften, siger Stark, kun i kristendommen udviklede alkymi sig til kemi, kun i kristendommen blev astrologi til astronomi, og mens den kristne verden udviklede og opfandt, var den jødiske og muslimske verden mest optaget af at diskutere om en bestemt opfindelse var tilladelig. Afrikanerne, araberne og asiaterne faldt alle bagud, fordi de abonnerede på mysticisme eller på religioner, der var bagstræberiske, irrationelle og absolutte, og mens nogle religioner ikke tror på udvikling, og andre direkte tror på baglæns evolution –Muhammed sagde, at »min generation er den bedste, derefter følger den næste og den næste« – har den kristne verden altid troet på en positiv evolution. Og dét gjorde alt sammen Europa til Europa, verdens herrer, siger Stark.

Det er stærke sager, den slags, der kan få Hizb ut-Tahir helt op på lakridserne, og det er endnu stærkere, fordi professor Stark ikke er en nutty professor eller religiøs nød. Han har i 30 år undervist i sociologi og komparativ religion på University of Washington og underviser nu på Baylor University, han kalder sig selv »forholdsvis a-religiøs«, og han prædiker ikke i bogen, han forfalder ikke til slagord eller går uden om argumenter ved at sætte sine sætninger i kursiv, han opbygger stille og akademisk et stillads af præmisser og når så frem til sin tese, som naturligvis – striden mellem den muslimske og kristne verden taget i betragtning – er alle kontroversers moder. For hvis han har ret, så er forklaringen på ulykken i den muslimske verden ikke geografi eller økonomi, politik eller teknologi, forklaringen ligger i selve ordet »den muslimske verden«.

Mellemøsten gik i stå, fordi den faldt i kløerne på en religion, hvor »Muhammed ikke kun var profet, men også statsoverhoved«, og fordi muslimerne skulle følge en religiøs manual, Koranen, som i sit andet vers erklærer sig for en hellig »skrift, som er hævet over enhver tvivl«.

Sammenlign det med kristendommen, hvor der ikke er et skriftligt forlæg; Jesus skrev ikke en manual, Det Nye Testamente er ikke en sammenhængende hellig skrift, men derimod en antologi, og som Paulus erkendte – »vores viden er uperfekt, vores profeti er uperfekt«.

Kristendommen hævder heller ikke at forstå sig på statsdrift, tværtimod giver den kejseren, hvad kejserens er, og fra de allerførste tider har de kristne brugt fornuften til at forstå og fortolke deres tro. Tidlige kristne som Sct. Augustin hyldede materielle fremskridt, Thomas Aquinas talte for videnskabelig forskning og udvikling, »ingen biskopper fordømte ure og sejlskibe, som ellers blev forbudt af andre ikke-vestlige religioner,« skriver Stark, og han bringer citater fra den tyske teolog Albertus Magnus, som lyder som det 13. århundredes svar på Libertas. »En vares værdi bestemmes af prisen på markedet på salgstidspunktet,« sagde Albertus, og den kristne kirke udviklede sig til et materialistisk og u-asketisk foretagende, og gudskelov og tak for det, siger Stark og sammenligner med de asiatiske religioner og til dels også islam, som betragtede profit og materialisme som noget værre noget.

Har professor Stark fundet »the missing link«, forklaringen på, at den vestlige verden er friere og rigere end den øvrige verden?

Overvej selv spørgsmålet. Læs mere om Stark i New York Times, eller læs anmeldelserne af "The victory of reason" på Amazon.com. Kig eventuelt på hans andre bøger "For the glory of God" og "The rise of Christianity" mens du er der.

Henrik