Fra Et liv på kanten

For nyligt fik vi endnu engang historien om, at mange militær-veteraner kommer hjem med psykiske problemer. Som sædvanlig får krigen og de forfærdelige ting soldater gør og ser skylden, men det er langtra den eneste forklaring. Fra B. S. Christiansens bog "Et liv på kanten", side 236:

Jeg forstår godt, at mange soldater, der har været udsendt, får det svært, når de kommer hjem. I dag fokuserer vi meget på, om de har oplevet og set noget forfærdeligt, som de skal have bearbejdet. Jeg tror, at vi skal se lige så meget på, om de har oplevet noget fantastisk, som med hjemsendelsen med et er blevet taget fra dem. De har haft magten til at hjælpe mennesker i afgrundsdyb nød og til at slå mennesker ihjel. De har levet i et solidt cementeret kammeratskab med kollegaer omkring denne fælles følelse af magt og følelsen af, at deres handlinger og beslutninger har haft enorm betydning. I sidste ende den ultimative betydning for andre menneskers liv.

Når de kommer hjem, har de måske ikke engang magten til at forsørge sig selv. Meget er ændret. Kæresten er måske fuld af bebrejdelser over alle de afsavn, hun har lidt, mens de har været væk. Den hjemsendte soldat skal måske oven i købet overbevise sin sagsbehandler om, at han duer til noget, og i værste fald skal han nærmest tigge om den bistandshjælp, der skal række til huslejen og maden.

Der er ikke meget "stor mand" over den tilværelse - og den omstilling kræver i sandhed en "stor mand". Mange klarer den ikke. De fortsætter i en uendelig række af udstationeringer med risiko for at gære varig skade på deres familieforhold eller sig selv. Andre falder sammen hjemme i sofaen i en lige så ødelæggende apati.