Jundallah III
Hen mod klokken ti minutter over seks om morgenen lokal tid var en bus fra Baseej-militsen, fuld af revolutions-gardister fra den Islamiske Revolutions Garde-Korps (IRGK), på vej gennem byen Zahedans gader. På vej mod sit mål - en IRGK-base - blev bussen stoppet af en Peykan, en iransk-produceret bil, der lod til at have motor-problemer. Bilens fire passagerer løb pludselig hen til to motorcykler parkeret nær ved, og detonerede den bil de lige var steget ud af - en bilbombe. Dette fra de iranske nyhedsbureauer IRNA og Fars samt METimes.
Ud over disse grundlæggende fakta varierer detaljerne noget. Ifølge Fars dræbte bilbomben 11 revolutionsgardister og sårede 31, mens IRNA rapporterer om 18 dræbte og "mange" sårede, og om at de fire flygtende bil-passagerer åbnede ild mod bussen for at få den til at stoppe ved den efterladte bombe.
Efterfølgende rapporterer iranske medier om, at de allerede skulle have fanget nogle mistænkte. Fars nævner 2 arresterede, hvoraf den ene filmede gerningsstedet, mens den anden blev arresteret i besiddelse af en håndgranat og udefinerede "eksplosive apparater", og ifølge iranerne skulle have fejlet i et planlagt selvmordsbombnings-forsøg. Ifølge IRNA er antallet af arresterede oppe på fem.
Dette er kun det sidste i en række af spektakulære angreb på de iranske besættelsesstyrker, som jeg tidligere har forsøgt at lave en liste over her. De større, blandt en række andre angreb:
- 15. december 2005: Jundallah forsøger at dræbe Irans præsident Ahmadinejad i Zahedan. En livvagt og en lokal sikkerhedsmand bliver omkommer.
- Sent i december 2005: Jundallah kidnapper 9 iranske soldater og 3 tyrkiske statsborgere. Én af de iranske soldater bliver henrettet, mens resten senere løslades. Jundallah tager ansvaret.
- 17. marts 2006: På vejen mellem Zabol og Zahedan opretter Jundallah-krigere iklædt militær-uniformer en falsk vejspærring og stopper en konvoj med højtstående provins- og regerings-pinger. Passagererne bliver tvunget ud af deres biler og bliver derefter skudt. Officielt bliver 22 af passagererne dræbt og 7 såret, uofficielt er det totale antal ofre nærmere 50. Blandt de dræbte er Zahedan-guvernementets sikkerhedschef, og blandt de sårede samme guvernements guvernør og vice-guvernør. Yderligere 7 passagerer bliver bortført, blandt dem den lokale kommandant for revolutionsgarden. Han henrettes senere. Jundallah tager ansvaret.
- 14. maj 2006: En uidentificeret gruppe opretter en falsk vejspærring uden for Bam, stopper forbipasserende biler og henretter 12 passagerer. Den iranske regering påstår, det er Jundallah, men Jundallah selv fralægger sig ansvaret.
OPDATERET:
Hvis nogen gider se TV2News, så kan man nu nyde stationen blamere sig nogle gange i timen, når den smider en grafik på med, hvor Zahedan ligger. For mig at se placerer de byen nogenlunde hvor Shiraz er. Zahedan ligger 800 kilometer længere mod øst. Kig selv efter på et kort over Iran.
Jeg har forsøgt at ringe ind med en korrektion, men efter at fre forskellige TV2-ansatte har nægtet at tage mod den gider jeg ikke mere. Så må de selv rode med det.
OPDATERET II:
Mens jeg er i gang kan jeg vel lige så godt opdatere min oprindelige liste over Jundallah-angreb (virkelige og påståede) i løbet af det sidste halve år:
- 14. juni 2006: En lyd-bombe eksploderer i Zahedan klokken 19.50 lokal tid. Officielt er der ingen ofre undtagen tre biler, der får deres vinduer blæst ind. Uofficielt rapporterer vidner om flere dødsofre.
- 14. juni 2006: En lyd-bombe placeret i en skraldespand eksploderer i Zahedan klokken 20.50 om aftenen. Eneste offer er en kommunalt ansat, der bliver såret.
- 15. juni 2006: En lyd-bombe eksploderer klokken 19.50 lokal tid i en fast food-restaurant og sårer tre mennesker.
- Første halvdel af december 2006: 9 soldater fra grænsepatruljen bliver kidnappet af Jundallah fra Saravan Politistation. Angrebet er en næsten nøjagtig gentagelse af et lignende angreb et år før.
- 14. december 2006: En bilbombe plantet i en stjålen Paykan-bil på gaden foran generalguvernørens hovedkvarter i Zahedan klokken 21.30. Eneste offer er bilbombens chauffør. Fire biler parkeret nær ved bliver beskadiget, og en del vindue blæst ud.
- 14. december 2006: En bombe plantet i en affaldsspand uden for Zahedan Universitet eksploderer, og sårer en studerende i benet.
- 1. februar 2007: I Zahedan dræber Jundallah fire medlemmer af sikkerhedsstyrkerne under det iranske præstestyres fejring af sin egen 28-års fødselsdag.
OPDATERET III
Endnu et angreb:
- 16. februar 2007: Endnu en lyd-bombe bliver sprængt klokken 22.00 i Zahedan, uden ofre. De fleste medier nævner, at eksplosionen fandt sted nær en pigeskole. Kun få nævner, at dette var tilfældigt - skolen var tom så sent på dagen, og bomben uanset placeret lige foran en politibil. Efter eksplosionen omringer politiet området, og skudkampe bryder ud mellem dem og Jundallah.
- Samtidig siger de iranske myndigheder, at antallet af arresterede for bilbomben i onsdags er kommet op på 65, og at de alle er amerikanske agenter. En er endda en bankrøver, der er blevet betalt for det, og er blevet trænet af engelsktalende fremmede agenter. Nå ja.
En tanke: Jundallahs angreb er generelt kendetegnede ved enten at være lyd-bomber (stort brag, men lille spræng-virkning) placeret offentlige steder eller meget effektive målrettede angreb direkte efter mullah-regimets stormtropper. Med andre ord ikke umiddelbart nogen af de kendetegn, man ellers forbinder med Taliban- og al Qaeda-agtige terror-organisationer, som Iran desperat forsøger at forbinde organisationen med. Eller for den sags skyld med ret mange andre organisationer i regionen end venstreorienterede typer som PKK eller Folkets Mojahedin.
Interessant nok dukkede Jundallahs leder Abdolmalek Rigi få minutter før bombesprængningen fredag op på den iranske modstandsgruppe Folkets Mojahedin´s tv-station. Og Folkets Mojahedin har siden midt-firserne været koncentreret i lejre i Irak, hvor de idag er interneret af amerikanske styrker.
Det kunne ligne en tanke, men intet står fast.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home