27 november, 2007

Arven fra VKR

Jens Frederik Hansen havde i år en interessant klumme på 180grader. Han ser paralleler mellem dansk politik i opløbet til jordskredsvalget i 1973 og idag:
At drage historiske sammenligninger skal man altid være forsigtig med, men det er markant, at den kraftige økonomiske fremgang gennem 60'erne og helt op til oliekrisen i 1973 blev afløst af et årti med åbenlys politisk rådvildhed, protestpartier og økonomisk mismod...

60'ernes højkonjunktur var præget af en grundlæggende politisk enighed om den økonomiske politik. Der blev ganske vist udadtil brugt megen energi på at overbevise vælgerne om, at de to sider i folketingssalen repræsenterede forskellige ståsteder, men det meste af det må efterfølgende karakteriseres som teatertorden. Den førte politik var den samme.

I 1968 væltede de borgerlige en socialdemokratisk ledet regering på et forslag om indkomstpolitik, og da de borgerlige efterfølgende fik flertal ved valget, så forsøgte de med det samme at gennemføre fuldstændig tilsvarende indgreb i økonomien. Det var ikke sundt for troværdigheden...

VKR afløstes i 1971 på ny af en socialdemokratisk ledet regering, som sad på 87 danske mandater, selv om VKR stadigvæk tilsammen havde 88, og regeringssammensætningen blev derfor bestemt af de nordatlantiske mandater, hvoraf 3 støttede venstrefløjen. Den regering blev blot et intermezzo, men et intermezzo, der formentlig forlængedes af, at den stod for forhandlingerne om Danmarks indtræden i EU, der afsluttedes med folkeafstemning i oktober 1972.

Og herefter indtrådte oliekrisen og jordskredet ved valget i december 1973. ..

For de borgerlige partier betød valget i 1973 et tiår på ørkenvandring. Havde man endelig en kort periode del i regeringsmagten, så blev al energi brugt på simpel overlevelse og uendelige mængder kriseindgreb med stadigt mere indviklede skatter.

De borgerlige partier var ekstremt længe om at vågne op og forlade den tidligere konsensus om den økonomiske politik, og først da Margaret Thatcher viste en vej frem i England, kom de borgerlige frem på banen igen.

Lige nu bør de borgerlige partier overveje, om jordskredet kan ske igen. De har forladt deres egne partiprogrammer, glemt løfterne til vælgerne og kastet sig ud i overbudspolitikkens tomme rum. Uden at vise det mindste tegn på forlegenhed, står førende borgerlige politikere frem og påstår, at de skam ikke har ændret holdning, men tværtimod hele tiden har ment det samme. ..

Valgresultatet har resulteret i en parallelforskydning mod de socialdemokratiske værdier, både de nationalt sindede socialdemokrater i DF og de internationalt orienterede i NA gik frem. Venstre, der klarest forlader sine borgerlige standpunkter, får tab, og midten har flyttet sig. Det er oplagt, at Venstre og de Konservative har efterladt et tomrum, som blot venter på at blive fyldt ud af et borgerligt oppositionsparti.

Lige så slemt for de borgerlige er, at man har mistet grebet om de unge vælgere. Ungdommen kræver ideologi og klar tale. Kan man ikke levere det, så bliver man valgt fra. Det skete efter ungdomsoprøret i 1968, og det er sket igen - ungdommen stemmer ikke Venstre. Perspektivet er ikke særlig sjovt for en borgerlig.

Personligt tror jeg, vi ser et nyt jordskredsvalg inden for de næste tre folketingsvalg eller 8-12 år. Hovedårsagen er, at Dansk Folkeparti´s tiltagende venstredrejning på det velfærdspolitiske område omskaber partiet til et reelt venstrefløjsparti med en fornuftig indvandringspolitik. Dermed skabes sammen med Venstres overtagelse af velfærdsstaten som projekt et økonomipolitisk vakuum på højrefløjen.

Hvor jeg tror Jens Frederik Hansen, eller i hvert fald mange af hans kommentatorer, tager fejl er, at det parti der vil fylde vakuumet er liberalistisk. Modsat hvad de fleste liberalister vil mene, kan ikke kun liberalisme levere et ideologisk afsæt for et parti med en stram økonomisk politik - en ganske almindeligt, kernesund konservativ "enhver sit"-tankegang dækker den almindelige danske økonomiske strammers tankesæt meget bedre.

Dette især fordi liberalisme i Danmark har et velfortjent ry for at være forkælede velhaverbørns egoisme løftet op i fjerde potens - reelt en ny version af 70ernes socialistiske fratagen folk ethvert ansvar for noget som helst. Dette er en brugbar ideologi i et samfund i fremgang, men et samfund der permanent er i en sådan fremgang er endnu aldrig set. En oliekrise som den i 1973 lurer da også lige om hjørnet.

Og det er her, vigtigheden af det politiske vakuum på højrefløjen bliver åbenbar. Et vakuum kan fyldes af en vid vifte af forskellige partier, der kan have såvel gavnlig som skadelig virkning på samfundet - enkeltpersoner i et sådant parti´s ledelse kan gøre hele forskellen.

Fremskridtspartiet er et åbenlyst eksempel. Det formåede i 1973 at opsamle den utilfredshed, der var blandt store dele af befolkningen med socialdemokratiseringen af samfundet, og fik 15% af stemmerne. I stedet for at forvalte stemmerne så man kunne sætte en stopper for socialdemokratiseringen valgte Fremskridtspartiet på grund af én mand - Glistrup - at smide den borgerlige firkløverregering, der ellers var skruet sammen i 1975 på gulvet. I stedet fik vi syv lange år med Anker Jørgensen som statsminister og mere og mere krise i den danske økonomi. Det var først da realpolitikere pletvist fik indflydelse i 1980erne - da Glistrup var ude i kulden - og endelig da de overtog dødsbuet fra Fremskridtspartiet med dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995, at stemmerne blev forvaltet så de gav indflydelse.

Med en liberalistisk udnyttelse af vakuum´et på højre fløj ville vi se endnu en besættelse af højre fløj af opportunister, der som Glistrup vil bruge højre flanke som talerstol for egne fantasterier, men som samtidig vil omdanne de 5-15% af højrefløjens stemmer de kan trække til sig til en gold, ufordøjelig klump for resten af de mere eller mindre fornuftige partier i Folketinget.

Økonomi-politisk vil de støde DF, venstrefløjen og med stor sandsyndlighed Venstre fra sig, værdipolitisk vil de støde alle fra sig med undtagelse af de Radikale, visse kredse i Venstre og dele af venstrefløjen. De vil mangle en kritisk masse af politiske emner, de har til fælles med nogen af de politiske fløje, og vil derfor reducere sig selv til lallende ideologiske pauseklovne der kan stille sig i positur, men ikke meget andet.

Hvad der istedet er behov for er hvad man kan kalde et Dansk Folkeparti med fornuftig økonomisk politik, der kan opsuge de økonomiske strammere uden at give efter for den internationalistiske syge, som liberalisterne lider under. Som 180grader har påpeget har en sådan politisk platform endog meget stort potentiale blandt Dansk Folkeparti´s vælgere.

Efterhånden som DF bevæger sig mod venstre og, takket være sin socialdemokratiske velfærdspolitik, æder større og større dele af Socialdemokraternes vælgerbasis, kan DF uden store betænkeligheder bløde vælgere med fornuftige økonomiske synspunkter til det nye parti -lad og kalde det De Nationalkonservative.

Socialdemokratiet vil være fanget mellem stemmeslugere til højre (DF) og venstre (SF), og vil reelt kunne holde så længe som de 10-15% af vælgerbefolkningen der vanemæssigt stemmer S overlever.

Slutresultatet vil være et politisk spektrum, der fra højre mod venstre ser sådan ud (Ny Arrogance og Enhedslisten formodes at ryge under spærregrænsen):
  • De Nationalkonservative
  • Venstre
  • Konservative
  • Radikale
  • Dansk Folkeparti
  • SF

Den store forskel fra idag vil være

1) At der er et økonomi-fornuftigt samarbejdsparti for V og K

2) At der med DF vil være rammet en pæl igennem internationalismens dominans på venstrefløjen.

Man kan jo have lov til at drømme...

Etiketter: ,

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home