Andedammen - og hvad man deri fandt

Det lykkes idag Gurli Martinussen og Tallat Shakoor, hhv direktør i TrygFonden og projektleder ved Danmarks Pædagogiske Universitet at få et indlæg med det sigende navn Ud af Andedammen i Politikken. Mediet taget i betragtning er budskabet ikke overraskende: danskere er raciiiiiiiiiiiiiiiiiister.



Selv om indlægget er langt kan det reelt, hvis man sier alle de "rigtige" ord fra, reduceres til at vi er nødt til at være søde og rare ved vores muslimske indvandrere, fordi vi har brug for deres arbejdskraft. Eller med forfatternes egne ord:

Danmark har ikke råd til at fortsætte ud af et mono- kulturelt spor. Vi bliver overhalet af andre samfund med en mere rummelig kultur!

Hvor skal vi få milliarderne fra, når skattepligtige borgere om nogle år kommer i undertal, og antallet af omsorgskrævende ældre stiger?

Man vil erindre, at vore indvandrere (eller nydanskere, som forfatterne let forældet kalder dem) allerede ER skattepligtige. Det sjove er her, at en del indvandrergrupper faktisk allerede uden de store problemer formår at være et plus for Danmark UDEN at vi afskaffer Danmark som et dansk land. Fra Velfærdskommisionens rapport Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv (pdf):
"Resterende befolkning" betyder her danskere. At næsten alle tallene er negative er en simpel følge af dem måde, vi har skruet vores samfund sammen på - hver generation kører som sådan et underskud på de offentlige finanser, og sender regningen videre til næste generation.

Som man kan se, er den eneste gruppe, der er en bedre (eller mindre ringe) forretning end danskerne indvandrere fra mere udviklede lande. Dette er dog kun en éngangsfortjeneste, da plusset hviler på, at indvandrere generelt først kommer til landet som 22-årige, og derfor springer barn- og ungdom over, hvor de ellers ville skulle have betalt pasning, undervisning etc. Som man kan se på efterkommerne fra samme gruppe er ligger de omtrent på samme niveau som danskerne.

Disse efterkommere er akkurat lige så meget "ofre" for det monokulturelle Danmark som indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande. Og alligevel klarer de sig radikalt bedre.

Man kan derfor uden store problemer afvise hele ideen om, at det skulle være et monokulturelt Danmark, der er problemet, og istedet begynde at kigge efter forklaringer andre steder.

Det vælger Gurli Martinussen og Tallat Shakoor imidlertid ikke at gøre. Istedet presser de på for, at Danmark skal afvikles som dansk land.

Istedet burde man måske begynde at se på sammensætningen af indvandringen, og istedet for at importere gedehyrder og lommetyve tage lidt flere polske håndværkere ind.