Rasmus Glenthøj og danskheden - en historie om uklart fokus
Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, "eliten" fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er - folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden - der forøvrigt har modtaget videnskabsministerens Elite-Forsk-rejsestipendium - ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:
Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner - den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.
Tag 30-årskrigen. Christian d. 4. kunne ikke deltage som dansk konge, fordi rigsrådet nægtede at tage med på dén dødssejler. Ergo financierede han sin krig dels ud af egen lomme som privatmand, dels ved at kalde Rostjenesten ud i Holsten i sin egenskab af Hertug af Holsten.
Manden har selvfølgelig en pointe i, at staten (=alt land under monarken) omfattede forskellige kulturer, al den tid at kongeriget Danmarks overhovede (i perioden ud af de tyske kongehuse Oldenborgerne og senere Glücksborgerne) samtidig tilfældigvis også sad på den norske trone og samtidig var hertuger af Slesvig og Holsten. Så er vi bare ude over at tale om Danmark.
Og så et sidespring, omend forbundet til emnet:
Hr. Glenthøj har overtaget den fejlagtige opfattelse fra de nationalistiske historieskrivere i 1800-tallet, at bare fordi den konge danskerne nu har hængt på også har været hersker over et eller andet ligegyldigt område uden for Danmark, ja så er det område også "dansk". Dansk kan imidlertid kun være hvad der har med det danske folk at gøre - feks landet Danmark. Det har aldrig strakt sig syd for Ejderen.
Miseren går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Valdemar Sejr i sit privilgiebrev af 1203 går bort fra at være danskernes konge ("dei gratia rex Danorum") til pludselig bare at være herre over det territorium som danskerne tilfældigvis lever på ("per dei graciam et disposicionem regni danorum monarchiam tenens"). Siden har vi ikke haft folkekonger (eller dronninger), men udelukkende monarker, der med Danmark som base forsøgte sig med at invadere alle mulige andre lande, slå dem sammen med Danmark, så de kunne beskatte deres nye multi-kulti-befolkning og udskrive soldater fra dem.
At multi-kulti-samfund ikke helt var efter danskernes smag fik Valdemar for den sags skyld også at føle. Han blev taget til fange i 1223 af en tysk lensmand, og selv om danskerne egentlig gerne ville løskøbe kongen, så havde de ikke tænkt sig at betale en tøddel eller spilde en dråbe blod for at redde kongens private imperium af baltere, slavere og tyskere i det der idag er de nordlige dele af Tyskland og Polen. Valdemar og hans støtter forsøgte selv to gange ved våbenmagt at redde det (1225 og 1227), men begge gange var dansk støtte fraværende. For at gnide salt i såret, så fejlede hans sidste forsøg, fordi hans multikulti-hær faldt fra hinanden pga etniske spændinger - Ditmarskerne startede slaget ved Bornhöved i 1227 på Valdemars side, men ændrede mening og faldt hans hær i rygen under slaget.
At Valdemar var ligeglad med Danmark giver egentlig meget god mening - hans mor var russer, og Valdemar er ikke et dansk navn, men et russisk - det er en forvanskning af Vladimir.
Siden har danskerne ikke haft en konge, og vi har ikke haft en konge af Danmark. Da Frederik III reddede Danmarks eksistens ved ikke at flygte fra København under belejringen af København i 1659 var det ikke for Danmark eller danskernes skyld, nej: "Jeg vil dø i min rede".
Se også på vores tronfølgerlov, hvor kong Frederik VII titulerer sig selv:
Den danske elite, som hr. Glenthøj nævner har ikke været meget anderledes - meget store dele af den danske adel stammer fra Holsten - slægterne von Holstein, Rantzau og Moltke falder mig ind. Det er folk som dem, der har befolket bureaukratiet, og således saboteret ethvert forsøg på at stoppe fortyskningen af Slesvig. Det socialdemokratisk/radikale forræderi før Genforeningen i 1920, hvor de gik med til at give tyske bosættere lov til at bestemme, hvor Sønderjylland skulle høre til er sådan set bare en fortsættelse af det.
Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den "danske" elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.
Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:
Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner - den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.
Tag 30-årskrigen. Christian d. 4. kunne ikke deltage som dansk konge, fordi rigsrådet nægtede at tage med på dén dødssejler. Ergo financierede han sin krig dels ud af egen lomme som privatmand, dels ved at kalde Rostjenesten ud i Holsten i sin egenskab af Hertug af Holsten.
Manden har selvfølgelig en pointe i, at staten (=alt land under monarken) omfattede forskellige kulturer, al den tid at kongeriget Danmarks overhovede (i perioden ud af de tyske kongehuse Oldenborgerne og senere Glücksborgerne) samtidig tilfældigvis også sad på den norske trone og samtidig var hertuger af Slesvig og Holsten. Så er vi bare ude over at tale om Danmark.
Holstenerne var trætte af den danske stat. Den havde ruineret dem under de sidste krige, og i 1813 var staten endda gået bankerot. Holstenerne blev mere og mere lokalpatriotiske og ville have deres egen demokratiske forfatning under den danske krone. Det kunne de ikke få lov til.Vrøvl. De ville have deres egen demokratiske forfatning, men kun så længe de fik den dansktalende del af slesvig med. At danskerne her ikke ville med var tyskerne da så hjerteligt ligeglade med, mere demokratiske var de heller ikke. Lebensraum i det små.
Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure - Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod - såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.
Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.
Og så et sidespring, omend forbundet til emnet:
Hr. Glenthøj har overtaget den fejlagtige opfattelse fra de nationalistiske historieskrivere i 1800-tallet, at bare fordi den konge danskerne nu har hængt på også har været hersker over et eller andet ligegyldigt område uden for Danmark, ja så er det område også "dansk". Dansk kan imidlertid kun være hvad der har med det danske folk at gøre - feks landet Danmark. Det har aldrig strakt sig syd for Ejderen.
Miseren går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Valdemar Sejr i sit privilgiebrev af 1203 går bort fra at være danskernes konge ("dei gratia rex Danorum") til pludselig bare at være herre over det territorium som danskerne tilfældigvis lever på ("per dei graciam et disposicionem regni danorum monarchiam tenens"). Siden har vi ikke haft folkekonger (eller dronninger), men udelukkende monarker, der med Danmark som base forsøgte sig med at invadere alle mulige andre lande, slå dem sammen med Danmark, så de kunne beskatte deres nye multi-kulti-befolkning og udskrive soldater fra dem.
At multi-kulti-samfund ikke helt var efter danskernes smag fik Valdemar for den sags skyld også at føle. Han blev taget til fange i 1223 af en tysk lensmand, og selv om danskerne egentlig gerne ville løskøbe kongen, så havde de ikke tænkt sig at betale en tøddel eller spilde en dråbe blod for at redde kongens private imperium af baltere, slavere og tyskere i det der idag er de nordlige dele af Tyskland og Polen. Valdemar og hans støtter forsøgte selv to gange ved våbenmagt at redde det (1225 og 1227), men begge gange var dansk støtte fraværende. For at gnide salt i såret, så fejlede hans sidste forsøg, fordi hans multikulti-hær faldt fra hinanden pga etniske spændinger - Ditmarskerne startede slaget ved Bornhöved i 1227 på Valdemars side, men ændrede mening og faldt hans hær i rygen under slaget.
At Valdemar var ligeglad med Danmark giver egentlig meget god mening - hans mor var russer, og Valdemar er ikke et dansk navn, men et russisk - det er en forvanskning af Vladimir.
Siden har danskerne ikke haft en konge, og vi har ikke haft en konge af Danmark. Da Frederik III reddede Danmarks eksistens ved ikke at flygte fra København under belejringen af København i 1659 var det ikke for Danmark eller danskernes skyld, nej: "Jeg vil dø i min rede".
Se også på vores tronfølgerlov, hvor kong Frederik VII titulerer sig selv:
Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og OldenborgHan var ikke konge af Danmark, og danskerne havde intet med sagen at gøre. For Frederik IX har det sikkert også givet meget godt mening - fire bedsteforældre var hhv dansk, svensk, tysk og russisk.
Den danske elite, som hr. Glenthøj nævner har ikke været meget anderledes - meget store dele af den danske adel stammer fra Holsten - slægterne von Holstein, Rantzau og Moltke falder mig ind. Det er folk som dem, der har befolket bureaukratiet, og således saboteret ethvert forsøg på at stoppe fortyskningen af Slesvig. Det socialdemokratisk/radikale forræderi før Genforeningen i 1920, hvor de gik med til at give tyske bosættere lov til at bestemme, hvor Sønderjylland skulle høre til er sådan set bare en fortsættelse af det.
Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den "danske" elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.
Etiketter: Danmark, danskhed, eliten, Historie, Multikultur, slesvig
2 Comments:
Hej.
Det var da vist Chr.d.5 der udtalte sig om at dø i sin rede, ikke ?
Venlig hilsen
Vivi Andersen
Nej, ikke Christian V, men du har ret for så vidt som at jeg huskede mine konger galt - det var Frederik III.
Engang imellem skal man bare slå alt op for at undgå fejl...
Send en kommentar
<< Home