Rasmus Glenthøj og danskheden - en historie om uklart fokus

Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, "eliten" fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er - folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden - der forøvrigt har modtaget videnskabsministerens Elite-Forsk-rejsestipendium - ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:

Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:

Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner - den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.

Tag 30-årskrigen. Christian d. 4. kunne ikke deltage som dansk konge, fordi rigsrådet nægtede at tage med på dén dødssejler. Ergo financierede han sin krig dels ud af egen lomme som privatmand, dels ved at kalde Rostjenesten ud i Holsten i sin egenskab af Hertug af Holsten.

Manden har selvfølgelig en pointe i, at staten (=alt land under monarken) omfattede forskellige kulturer, al den tid at kongeriget Danmarks overhovede (i perioden ud af de tyske kongehuse Oldenborgerne og senere Glücksborgerne) samtidig tilfældigvis også sad på den norske trone og samtidig var hertuger af Slesvig og Holsten. Så er vi bare ude over at tale om Danmark.

Holstenerne var trætte af den danske stat. Den havde ruineret dem under de sidste krige, og i 1813 var staten endda gået bankerot. Holstenerne blev mere og mere lokalpatriotiske og ville have deres egen demokratiske forfatning under den danske krone. Det kunne de ikke få lov til.

Vrøvl. De ville have deres egen demokratiske forfatning, men kun så længe de fik den dansktalende del af slesvig med. At danskerne her ikke ville med var tyskerne da så hjerteligt ligeglade med, mere demokratiske var de heller ikke. Lebensraum i det små.

Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,

Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure - Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod - såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.

Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.

Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.

Og så et sidespring, omend forbundet til emnet:

Hr. Glenthøj har overtaget den fejlagtige opfattelse fra de nationalistiske historieskrivere i 1800-tallet, at bare fordi den konge danskerne nu har hængt på også har været hersker over et eller andet ligegyldigt område uden for Danmark, ja så er det område også "dansk". Dansk kan imidlertid kun være hvad der har med det danske folk at gøre - feks landet Danmark. Det har aldrig strakt sig syd for Ejderen.

Miseren går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Valdemar Sejr i sit privilgiebrev af 1203 går bort fra at være danskernes konge ("dei gratia rex Danorum") til pludselig bare at være herre over det territorium som danskerne tilfældigvis lever på ("per dei graciam et disposicionem regni danorum monarchiam tenens"). Siden har vi ikke haft folkekonger (eller dronninger), men udelukkende monarker, der med Danmark som base forsøgte sig med at invadere alle mulige andre lande, slå dem sammen med Danmark, så de kunne beskatte deres nye multi-kulti-befolkning og udskrive soldater fra dem.

At multi-kulti-samfund ikke helt var efter danskernes smag fik Valdemar for den sags skyld også at føle. Han blev taget til fange i 1223 af en tysk lensmand, og selv om danskerne egentlig gerne ville løskøbe kongen, så havde de ikke tænkt sig at betale en tøddel eller spilde en dråbe blod for at redde kongens private imperium af baltere, slavere og tyskere i det der idag er de nordlige dele af Tyskland og Polen. Valdemar og hans støtter forsøgte selv to gange ved våbenmagt at redde det (1225 og 1227), men begge gange var dansk støtte fraværende. For at gnide salt i såret, så fejlede hans sidste forsøg, fordi hans multikulti-hær faldt fra hinanden pga etniske spændinger - Ditmarskerne startede slaget ved Bornhöved i 1227 på Valdemars side, men ændrede mening og faldt hans hær i rygen under slaget.

At Valdemar var ligeglad med Danmark giver egentlig meget god mening - hans mor var russer, og Valdemar er ikke et dansk navn, men et russisk - det er en forvanskning af Vladimir.

Siden har danskerne ikke haft en konge, og vi har ikke haft en konge af Danmark. Da Frederik III reddede Danmarks eksistens ved ikke at flygte fra København under belejringen af København i 1659 var det ikke for Danmark eller danskernes skyld, nej: "Jeg vil dø i min rede".

Se også på vores tronfølgerlov, hvor kong Frederik VII titulerer sig selv:

Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg

Han var ikke konge af Danmark, og danskerne havde intet med sagen at gøre. For Frederik IX har det sikkert også givet meget godt mening - fire bedsteforældre var hhv dansk, svensk, tysk og russisk.

Den danske elite, som hr. Glenthøj nævner har ikke været meget anderledes - meget store dele af den danske adel stammer fra Holsten - slægterne von Holstein, Rantzau og Moltke falder mig ind. Det er folk som dem, der har befolket bureaukratiet, og således saboteret ethvert forsøg på at stoppe fortyskningen af Slesvig. Det socialdemokratisk/radikale forræderi før Genforeningen i 1920, hvor de gik med til at give tyske bosættere lov til at bestemme, hvor Sønderjylland skulle høre til er sådan set bare en fortsættelse af det.

Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den "danske" elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.

"Dansk topnazist var elsket af kongehuset" - eller var han nu det?

Nyhedsavisen er de sidste seks måneder gået fra at være en nytænkende avis til at være endnu en i rækken af bløde, lyserøde markskrigere, der går fyrre af på dusinet. Før lagde den sig med en skarp, populistisk profil i sin helt egen niche, der var bundet op på to søjler: den var mere populært-orienteret end feks JP og Politiken, men samtidig lod den være med at være fordummende som Ekstrabladet og BT. Den sidste søjle er siden faldet væk.

Det nye, lave niveau giver sig udtryk i "afsløringer" som "Dansk topnazist var elsket af kongehuset", der er at finde i dagens Nyhedsavis:

Dronning Margrethes bedstefar, kong Christian X., og hans nærmeste familie, afsløres i et nyt forskningsprojekt som nær ven af topnazisten og jødehaderen Christian Frederik Schalburg.

Kong Christian X havde søskende, nevøer og niecer, der elskede Schalburg som familie og forsvarede ham, mens han talte om race-renhed og kæmpede i Hitlers elitekorps Waffen-SS ved Østfronten under Anden Verdenskrig.

»Kongehuset har indtil nu været symbolet på den danske modstand mod nazismen. Derfor er det opsigtsvækkende, at kongefamilien har haft et nært venskab med Schalburg, der idag bliver betragtet som Danmarks største landsforræder,« siger historiker Mikkel Kirkebæk, der har brugt tre år på forskningen.

Forholdet til kongehuset var så tæt, at Christian X.'s bror prins Gustav, før krigens udbrud, blev gudfar for Schalburgs søn.

Schalburg og hans hustru gik til private fester med kongefamilien, og i 1935 udnævnte kongen ham med ordene »os elskelig« til kammerjunker.

»Kongehuset har elsket Schalburg, selv da han var ledende medlem af det danske nazistparti, og de kongelige kendte hans holdninger,« siger Mikkel Kirkebæk, der understreger, at det ikke betyder, at de kongelige var nazister.

Hvad der dog ikke mangler i den historie...

En udnævnelse til kammerjunker 1935 er dybt ukontroversiel al den tid at von Schalburg først blev nazist i 1938. Indtil da havde han været i KU. Man kunne med lige så god ret "afsløre" at Det Radikale Folkepartis forsvar for demokratiet nu er afsløret som en myte, fordi DNSAPs stifter Cay Lembke var opstillet som folketingskandidat for R i 1925.

Schalburg fik også en toppost, men ikke inden for DNSAP - han blev landsungdomsfører for NSU. Er Rune Kristensen top-konservativ fordi han er formand for KU?

Dertil kan man så lægge grunden til, han i det hele taget blev nazist, nemlig fanatisk antikommunisme fordi kommunisterne havde myrdet en god del af hans familie under den russiske revolution, voldtaget hans mor, frataget den overlevende del af familien samtlige ejendele, og drevet dem ud af landet.

De store mangler i artiklen rettes der lidt op på i baggrundsartiklen, men også her undres man:

- Kommunisterne der voldtager Schalburgs mor er ikke kommunister, nej da: de er "oprørere". Dermed hænger hele Schalburgs antikommunisme løst i luften, så den bare er en mærkelig ting, han har taget til sig fordi han hadede jøder og skulle kalde det noget andet end anti-semitisme.

- Man får at vide at Storfyrstinde Olga (datter af den danske prinsesse Dagmar og søster til zar Nikolaj II) var Schalburgs adgang til dele af kongefamilien, men at det nære forhold blandt andet bundede i fælles erfaringer (som med Schalburgs familie havde kommunisterne myrdet løs i zar-familien, og henrettede blandt andet storfyrstindens bror, zar Nikolaj II, dennes kone og samtlige hans fem børn) aner man intet om, hvis ens eneste kilde er avisen.

- Kerne-anklagen - at Kong Christian X skulle have været nære venner med og "elsket" en topnazist - står og falder med, at kongen har spist med vagthavende officer ved Livgarden, der altså nogle gange har været Schalburg, da denne var officer i garden (forøvrigt sammen med Storfyrstinde Olgas ene søn). Det er alt.

Kan det næsten blive mere sølle?

Socialdemokratiets brune fortid - nu med racehygiejne

Fra tid til anden falder man over interessante ting på internettet. Denne gang var anledningen Flemming Rose´s anmeldelse af Jonah Goldberg´s bog "Liberal Fascism: The Secret History of the American Left from Mussolini to the Politics of Meaning", som Urias-Kim lavede et indlæg om på sin blog. I forbindelse med indlægget udviklede der sig en intens debat om dets essens, nemlig om ikke fascismen retteligt hører hjemme på venstrefløjen, fremfor som venstrefløjsere gerne påstår, på højrefløjen.

I diskussionen fløj det frem og tilbage med argumenter, og mellem alle indlæggene fandt man - overraskende nok - en højrefløjser, der citerer en artikel fra det venstreradikale site modkraft. Som sådan er det jo allerede interessant, men emnet for artiklen - socialdemokratiets ansvar for den danske racehygiejne, som den blev praktiseret i Danmark fra 1920erne til 1970erne -gør den jo alt andet lige endnu mere interessant - her kernen i den:

– Vi kommer ikke uden om at diskutere, om vi skal have et avlsprogram, hvor vi selektivt støtter, at højtbegavede mennesker får flere børn, og belønner mindre begavede for ikke at formere sig, sagde den århusianske professor Helmuth Nyborg til Jyllands-Posten sidst i september dette år.

Det vakte vrede landet over. Avis-ledere, politikere og forargede borgere kaldte professoren tosset. Og det, der var værre. Sophie Hæstorp Andersen, sundhedspolitisk ordfører for socialdemokratiet, kommenterede også professorens idé:

– Det grænser til fascisme at forestille sig, at man kan fremavle mere intelligente og lykkelige mennesker... Verden er slet ikke moden til den slags tanker, og jeg håber aldrig, at den bliver det.

Udtalelsen fra netop en socialdemokrat er pudsig. Den danske racehygiejne, der blev praktiseret fra 1920erne til begyndelsen af 1970erne havde en socialdemokratisk drivkraft, nemlig K.K. Steincke.

K.K. Steincke (1880-1963) var en indflydelsesrig socialdemokrat, der var justitsminister i tre omgange og socialminister 1929 til 1935...

Svingende tal angiver at mellem 11.000 og 13.000 udviklingshæmmede, sædelighedsforbrydere og sindssyge er blevet tvangssteriliseret i Danmark mellem 1920erne og til 1975. Af socialpolitiske årsager.

Som sådan tilforladeligt nok - Socialdemokratiet kan ikke undslå sig for sit hovedansvar for det danske program til racens forbedring, og hovedmassen af artiklen skal jeg da heller ikke brokke mig over. Istedet vil jeg her påpege et par nuancer, som Modkraft-skribenten Linda Hansen kommer lidt let om ved, eller simpelthen skøjte hen over.

Nu er kilden jo det venstreradikale bureau Monsun, så man undres ikke over, at de ikke nævner den betragtelige modstand mod tvangssterilisationen, der kom fra de stærkt konservative præster i det konservative folkeparti. Det ville jo også ødelægge den venstreorienterede myte om 30erne, at højrefløjen (KU) nøjedes med at overtage fascismens glæde ved uniformer, mens venstrefløjen overtog de raceteoretiske tilgreb overfor fysisk og psykisk handicappede. Det kunne også føre til den farlige tanke, at højreorienterede præster, der siden valget i 2001 igen er in, ikke bare kan forbandes, fordi de jo pr definition tager fejl.

Andre detaljer bliver også udeladt. Lad mig derfor give lidt historisk baggrund:

Blandt den første socialdemokratiske Stauning-regerings første tiltag efter regerings-tiltrædelsen i 1924 var nedsættelsen af en Sterilisationskommision - den barslede siden med et lov-forslag, der blev fremsat af venstre-regeringen Madsen-Mygdal i 1928, og vedtaget kort efter den næste Stauning-regering var tiltrådt i 1929.

Lovgivningen var fremsat af en højreorienteret, liberal regering, så et af kernepunkterne for sterilisation var, af det skulle foregå frivilligt, altså med personen der skulle steriliseres´ samtykke. Dertil kom, at man som udgangspunkt også skulle være indlagt på en anstalt, og altså et netto dræn på samfundet. Dette faldt ikke i Socialdemokratiets smag, da det førte til alt for få sterilisationer.

Da Socialdemokratiet med Det Radikale Venstres hjælp var var kommet til magten, blev der derfor taget tilløb til at stramme de racehygiejniske love betragteligt. I årene 1934-35 blev frivilligheden fjernet, så man nu kunne sterilisere og kastrere folk uden deres samtykke, og ofre for denne tvang kunne nu også blive folk, der klarede sig udmærket på egen hånd uden at ligge samfundet til last. Den socialdemokratiske socialminister K.K.Steincke indrømmede her blankt, at de racehygiejniske love der var blevet vedtaget i blandt andet Nazi-Tyskland var forbilledet. Efter en skyttegravskrig i Rigsdagen (Folketinget og det daværende andet-kammer, Landstinget) blev loven dog liberaliseret en smule, så for eksempel brandstiftelse ikke længere førte til tvangs-kastration.

Siden fulgte love, hvor staten på racehygiejnisk grundlag gik ind og blandede sig i abortspørgsmålet og i hvorvidt folk måtte gifte sig.

For at illustrere den socialdemokratiske regering og dens radikale sidevogns holdninger kan man passende citere lidt fra rigsdagsdebatten:

Socialminister K.K.Steincke: "Den røde Traad i Socialreformens Bestemmelser om Aandssvage - jeg holder mig til dette Omraade, langt det største og farligste - er Statens Overtagelse af Forsorgen for samtlige aandssvage....Hvis vi derfor ikke fortsat skal udrede endda voksende Udgifter til Pladser - Paladser siger mange - for at det tiltagende Antal af Aandssvage m.fl. medens de for Landets Velfærd værdifulde Børn vokser op i Barakker, for ved deres Uddannelses Afslutning at kastes ud i Arbejdsløshed og alskens moralsk Fornedrelse, maa vi tage Skeen i den anden Haand og supplere vor Sociallovgivning med en efter vor Viden afpasset Form for Racehygiejne".

Radikal MF, Jens Christian Jensen-Gørding: "Disse Syge, hvorom det drejer sig, skulle dog nødig blive en altfor stor Procentdel af Befolkningen, allermindst i en Tid, i hvilken den sunde Del af Befolkningen mere og mere gaard ind for Børnebegrænsning i stor Stil...Hvis det danske Samfund ikke skal gaa til Grunde maa det styrke Racehygiejnen; denne maa gennemføres og gennemføres rationelt og hurtigt. Antallet af disse ulykkelige er i stærk Stigning og hvis disse arveligt belastede ikke forhindres i at forplante sig, vil ikke alene Byrden for Samfundet blive saa stor, at den ikke kan bæres økonomisk, men den aandelige Standard vil sænkes ned".

Som modpol kan opstilles en af de konservative præster, Alfred Bindslev, der mente at lovene var "..et Bevis for, at de saakaldte humanistiske Ideer i deres Rendyrkning Gang paa Gang vil komme til at ligge Side om Side med det Barbariske. Der er intet at sige til, at Humanismen i sine Overdrivelser slaar over i Barbarismen fordi Humanismen netop som en frit svævende Størrelse ikke har den tilstrækkelige Modstandskraft til at bevare sig selv i sit rene Væsen, men naturligt graviterer i Retning af noget, den ikke selv kender".

Profetiske ord, hvis man holder den øjeblikkelige situation og vore herværende humanisters "graviteren" mod vore herværende islamister in mente.

For mere om emnet, læs gerne Lene Koch´s bog "Racehygiejne i Danmark 1920-56".

PS. For et tidligere indlæg om de knapt så vandtætte skotter mellem fascismen og den danske venstrefløj, se indlæggende Den rød-brune konvergens - venstrefløjen og nazismen 1930-45 og DSU og den fascistiske fristelse.

Historisk notits

Frankrig foreslog i 1956 Storbritannien at de to lande burde indgå en union, alternativt at Frankrig kunne melde sig ind i det engelsktalende Commonwealth. At franskmændene så ville få den engelske dronning som statsoverhovede var ikke noget problem. Da begge forslag blev afvist af briterne lavede franskmændene i stedet en alliance med Tyskland, der senere udviklede sig til EU. Mere i The Guardian.

DSU og den fascistiske fristelse

Det er ved at være længe siden, jeg har bragt noget fra Uriasposten, og indlægget Kim lagde online i går lægger direkte op til det. Fra en artikel i Berlingeren: Hvad Matador ikke fortalte - om SUF, DSU, DKP og Trepilsbevægelsen:

… selvom »Matador« er en historisk fortælling, er det ikke sandheden, vi ser hver lørdag klokken 20.

Et af de mest markante eksempler herpå ses, da Konservativ Ungdom (KU), med udgangspunkt i Maude Varnæs’ lillebror Gustav, fremstilles som et nazistisk tæskehold, der overfaldt sagesløse socialdemokrater. Det virkelige sagsforløb var langt mere kompliceret. Ikke kun KU, men også i særlig grad Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) var tiltrukket af den totalitære fristelse. ...

Allerede under den russiske revolution var man i socialdemokratiets ungdomsbevægelse SUF blevet grebet af kommunismen og havde dannet Dansk Kommunistisk Parti. Socialdemokratiet oprettede derfor DSU, hvis tyngdepunkt fra starten lå i Århus, idet den socialdemokratiske ungdom i København var så radikaliseret, at størstedelen var fulgt med i DKP. …

I 1933 blev Børge Jacobsen formand i København. Han havde en fortid i »de Aandeligt hjemløses klub« på DSUs yderste venstrefløj med blandt andre senere finansminister Henry Grünbaum. Fascismen skulle nu bekæmpes med egne midler, og en bevægelse opstod i DSU omkring den russiske professor Tschachotin. Kredsen, der blandt andre bestod af Arne Vikkelsøe-Jensen, formand for Socialdemokratiske Studerende, og en tidligere formand for DSU i Randers, den senere så berømte statsminister Jens Otto Krag, tog inspiration fra den militante tyske organisation Eiserne Front, et modstykke til det nazistiske Sturm Abteilung.

DSU havde allerede indført uniformering, men importerede også en række symboler, der nøje modsvarede fascisternes, blandt andet et tegn som bestod af tre pile i stedet for et hagekors, og en dansk udgave af den tyske »Heil«-honnør, hvor man råbte »Freiheit« eller »Kampklar«. Man ønskede at danne en enhedsfront med de yderligtgående totalitære kommunister for at bekæmpe fascismen. ...

På landsmødet i 1934 forsøgte venstrefløjen i DSU at vinde magten, men ledelsen i Århus kom dem i forkøbet og forhindrede kuppet. I H.C. Hansens ord var DSU endnu »Folkestyrets forreste Front«, og Trepilsbevægelsen var dermed død, men radikalismen levede videre, og når H.C. Hansen måtte slå fast, at DSU stod på folkestyrets side, var det også fordi dette ingenlunde var en selvfølge i den socialdemokratiske bevægelse. ...

Det opgør, der blev taget i KU, som huskes for sin modstandskamp og store ofre under krigen, kom for mange socialdemokrater aldrig, da troen på planøkonomi forblændede fornuften. Hækkerup, Krag og Grünbaum, der alle havde politiske aspirationer, faldt fra, da udsagn som at »ville skide på hvem der vandt krigen når bare den danske arbejdsmand fik bedre kår« kom frem. ...

Utilfredsheden med socialdemokratiets manglende realisering af socialismen var det, der gik igen blandt de socialdemokrater, der blev nazister. Det var hengivenheden til utopien, der drev dem i armene på totalitarismen; en hengivenhed de delte med store dele af DSUs venstrefløj i 30erne.

Heri ligger en vigtig viden, der er gået tabt, og som ikke nævnes i »Matador«. Det var kun takket være H.C. Hansens demokratiske linje i DSU, at man nåede at besinde sig. Præcis som i KU efter Jack Westergaards afgang. Når det ikke lykkedes de radikale kræfter at få magten i DSU i modsætning til KU, skyldtes det sandsynligvis, at KUs tyngdepunkt lå i København, hvor modsætningerne var størst, mens DSUs tyngdepunkt lå i provinsen, langt væk fra landets politiske epicenter.”

Heksejagt på prævention

En interessant artikel, jeg faldt over på nettet. Forskere ved Bremens universitet fremlægger en interessant tese om årsagen til heksejagterne i Middelalderen:

While Oster explores a possible connection between witchcraft trials and deteriorating economic conditions due to the Little Ice Age, the authors’ paper focuses on the European Population Catastrophe due to the Little Ice Age and the Black Death of 1348-1352. By simultaneously addressing the timing, content and target of the witch hunts, the authors offer an alternative macroeconomic explanation.

The time of early Renaissance Europe, with the extreme losses of labor in the wake of the Little Ice Age and the Great Plague, brings about the Great Witch Hunt. Its content is the repression of the highly developed culture of artificial birth control of the Middle Ages, especially contraception and abortion, which in late medieval and early modern times deprives feudal and ecclesiastical lords of the manpower required to regain economic prosperity. Its target are the foremost experts of medieval birth control, the "midwives = witches". The thesis is discussed with respect to ecclesiastical and secular laws of the 15th and 16th centuries punishing all forms of birth control, the disappearance of medieval birth control knowledge in early modern times, and the dramatic rise in birth rates leading to the European Population Explosion of the 18th century. While the midwives are the prime target during the Great Witch Hunt, suppression of contraception and abortion continues after the end of the persecutions by other methods, making knowledge of birth control the great taboo of the Occident until the 1960s.