16 januar, 2007

FANGEMISHANDLING I AFGHANISTAN!

For elleve dage siden var hele Danmark på den anden ende, da Politiken via journalist Matias Seidelin løj overskrifter frem om, at den danske regering havde udleveret fanger til "tortur" og "systematisk mishandling". Som jeg demonstrerede var der ikke fugls føde på påstandene, men det forhindrede ikke oppositionen i at ville kulegrave regeringen.

Hele historien byggede på, hvad en serie fanger havde påstået over for deres forhørsledere at nogle amerikanske vagter - ikke danske soldater eller den danske regering - havde gjort, og det samlede bevismateriale bestod af en flok buler og skrammer.

Men hvad hvis sagen havde drejet sig om, at et nuværende folketingsmedlem havde besøgt en diktaturstat midt under en borgerkrig, var taget på en udflugt uden ubehagelige vidner til diktaturets hemmelige politis hoved-fængsel, torturkælder og henrettelsesplads, og der i al fred og ro kunne give sig til at afhøre en fange?

Hvad hvis denne fange ikke - som i den danske fange-sag - var blevet løsladt i live, men simpelthen var forsvundet fra jordens overflade?

Og hvad hvis mængden af beviser ikke bestod af påstande, skrammer og buler, men af en massegrav med op mod 2.000 skeletter af fanger, med skudhuller i kraniet og brækkede knogler? Og hvad hvis man forventede at finde rester af titusindvis af flere fanger?

Ville det ikke være en sag værd, både for den menneskerettigheds-besatte opposition og for Amnesty International?

Åbenbart ikke.

I slutningen af marts 1980 rejste den dengang 28-årige ungkommunist Frank Aaen til det kommunistiske diktatur Afghanistan. Mens han var der inspicerede han det berygtede Pul-i-Charki fængsel i udkanten af Kabul. Fængslet, der blev ledet af KGB og den lokale kommunistiske afghanske sikkerhedstjeneste KHAD, var bygget oprindeligt bygget til 5.000 fanger, men under Frank Aaens inspektion var det pakket med 12.000 fanger (s. 13). Ingen protester over fangernes forhold er hørt fra Frank Aaens mund - tvært imod.

Det var her, i Pul-i-Charki-fængslet, at Frank Aaen forhørte den 27-årige fange Ziauddin Mahmound. Ingen neutrale vidner var til stede. Ingen har hørt noget fra Ziauddin siden.

26 år senere, for lidt under en måned siden, påbegyndte ISAF udgravningen af en af massegravene rundt om Pul-i-Charki-fængslet. Efter det første spadestik var taget 22. december begyndt resterne af de henrettede fanger at dukke op:

Human skulls with bullet wounds, broken bones, pieces of clothing and shoes were seen in the several metre-long grave.

“More than 50,000 of our innocent people - who were mainly jailed in Poli Charkhi prison, were executed at that time,” Tanwir asserted. “The recovered bodies show that many of them had been shot in the head and then buried.”

Selve den massegrav, der var taget hul på forventede man indeholdt resterne af 2.000 henrettede fanger.

At Frank Aaen var uvidende om masse-forsvindingerne af fanger i Afghanistan på tidspunktet for hans besøg kan man tillade sig at tvivle på. Han var der som gæst af det kommunistiske diktatur, og besøgte endda diktatoren (Babrak Kamal) personligt. Det var samme regimes ministerium for planlægning, der begyndte at registrere folk der var blevet forsvundne en måneds penge før Fran Aaen ankom til Afghanistan. Projektet blev opgivet efter tre uger, da de første 25.000 navne var kommet ind (War Crimes and Crimes against Humanity 1978-2001, s 17).

Alligevel venter vi stadig på, at oppositionen tager denne sag op.

Etiketter: , , ,

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home