Gaza: hvordan terrorister bliver til “civile”, og hvordan bedraget afsløres igen

Et interessant indlæg på Uriasposten, forfattet af undertegnede:

De fleste vil huske medie-virakken om den israelske anti-terror-aktion Støbt Bly, der blev gennemført i Gaza mellem 27. december 2008 og 18. januar 2009, og hvordan medierne og deres udvalgte eksperter (igen) benyttede lejligheden til at angribe Israel og beskylde Mellemøstens eneste reelle demokrati for alt fra folkemord til det noget mildere lydende “uproportionel magtanvendelse”.

Som fundament for angrebene valgte langt de fleste medier at benytte tabstallene fra én af vildnisset af såkaldte “menneskerettigheds”-organisationer, nemlig Palestinian Centre for Human Rights (PCHR). Organisationen lagde ikke skjul på at være anti-israelsk, men det diskvalificerede den åbenbart ikke fra at blive taget som en troværdig kilde. PCHR´s angivelser kan med Jyllands-Postens ord koges ned til følgende:

969 civile palæstinensere blev dræbt af israelerne, mens 239 politibetjente mistede livet. Endelig anslås det, at 235 medlemmer af militante palæstinensiske grupper blev dræbt under kamphandlinger.

Den absurd lave andel af de omkomne, der blev kategoriseret som “militante” - 235 af 1434, eller 16% - lagde grunden for beskyldningerne om, at de israelske forsvarsstyrker havde gjort sig skyldige i alt fra “uproportionel magtanvendelse” (der døde ikke jøder nok i forhold til arabere) over krigsforbrydelser til folkemord. I marts kom de israelske forsvarsstyrker med deres egen opgørelse (igen i Jyllands-Postens ord):

Nye opgørelser fra Israels militær viser, at 1.166 palæstinensere blev dræbt under kampene i Gaza i december og januar. Ifølge de israelske militærkilder var 709 involveret i terror.

Af ialt 1166 dræbte skulle 61% nu have været terrorister, alt andet lige noget af en forskel. Som med en lignende opgørelse for den israelske anti-terror aktion i Libanon i sommeren 2006 lider denne under, at man ikke har offentliggjort listerne med hvem man har identificeret som terrorister, og samtidig styrkes den arabiske side af, at man netop har offentliggjort sådanne lister over “civile” og “militante” - PCHR´s findes her. At kunne identificere offeret giver altid en sag større vægt.

De sidste par uger har denne styrke imidlertid vist sig at være en endda ret kraftig svaghed - den har nemlig sat ganske almindelige mennesker som dig og mig istand til selv at skille skæg fra snot. Klikker man ind på listen opdager man for eksempel død # 586, Mohammed Ibrahim Abu Sha’ar, der er blandt de afdøde, som PCHR kalder for “civile”. Kigger man på mandens arbejde, så angives det som “Policeman/member of the al-Qassam Brigades”. al-Qassem Brigaderne er terror-gruppen Hamas´ væbnede gren - den hob mordere, der står for at slå så mange civile jøder som muligt ihjel. At være medlem af en terror-gruppe - en “militant” organisation - er selve definitionen på at være “militant”. Det er bare ikke nok for PCHR og dermed medierne.

Går man uden for PCHR´s lister bliver billedet imidlertid meget værre. I efterhånden et par uger har en gruppe aktivister fra blandt andet bloggene Elder of Ziyon og Bottled Poetry og terror-databasen PTWatch kryds-checket PCHR´s lister med de lister over “martyrer”, som de arabiske terror-organisationer selv har lagt ud. De lagde ud med al-Qassem Brigaderne, hvis engelske site idag lister 14 “martyrer” fra Støbt Bly. Vores ifølge PCHR “civile” kammerat foroven kan al-Qassem Brigaderne for eksempel fortælle os følgende om:

One of his leaders said that missions that were given to Mohammed were totally special and different. During the Zionist invasion on December 27th, 2008 he was firing the Zionist settlements with mortars, and he was providing resistant members with accouterment.

Martyrdom:

On January 4th, 2009 Mohammed performed Al-Asr prayer and went to fire a rocket toward Zionist settlements. After finishing his mission, a Zionist drone fired him a rocket so he martyred at once.

“Zionist settlements” er Hamas-kode for enhver bymæssig bebyggelse i staten Israel.

En anden død “civilist” (#959) er Amir Yousif Mahmoud al-Mansi, som PCHR kan fortælle os ikke bare var civilist, nej han var også en ingeniør, der arbejdede for civilforsvaret - en mand, der altså gjorde alt for beskytte civile mod krigens følger. al-Qassem Brigaderne har en noget anden vinkel på hans “arbejde”:

During “Al-Furqan” battle, Ameer shelled the Zionist settlements with mortars and rockets, and he fired Zionist tanks with missiles. On January 10th, 2009 Ameer martyred after ten days full of his exploits

Et sidste eksempel fra al-Qassem-brigadernes hjemmeside er Ahmed Juma’a Suleiman al-Sha’er (# 974 hos PCHR). PCHR kalder ham en 21-årig “student”. al-Qassem-brigaderne fortæller - ufrivilligt komisk - følgende om hans død:

On Saturday 10/1/2009 went out to fire 120m mortars toward the Zionist
settlements. While he was firing mortars, he noticed a drone flying in the region, so he hid between bushes and started praying … While he was in prostrate, the drone fired him with one rocket. He martyred at once…

Dræbt med måsen i vejret, mens man gemmer sig i en busk. Sikke et martyrium.

Der er flere eksempler på “civile” terrorister på al-Qassem Brigadernes engelse website, men det er småting - man skulle jo helst ikke tage luften ud af folkemords-beskyldningerne mod Israel for hurtigt. Mens den engelske side indtil videre angiver 14 martyrer, så kan den arabiske-sprogede pendant fortælle om siger og skriver 163! Og begge sider vokser og vokser, efterhånden som profiler af flere lægges online.

Ved at kryds-tjekke PCHR´s lister med lister fra al-Qassem Brigaderne og andre terror-organisationers hjemmesider, med lister fra Al Mezan Center for Human Rights (der hører hjemme i Gaza-striben) og med blandt andet terrororganisationernes pressemeddelelser i den palarabiske presse er det lykkedes gruppen af aktivister omkring Elder of Ziyon at identificere mindst 267 af PCHR´s og dermed vore mediers “civilister” som terrorister.

PCHR´s politik med at klassificere den af terror-organisationen kontrollerede paramilitære politistyrke som civile får også et grundskud - mens PCHR kun identificerer 8 ud af de 282 omkomne fra den Hamas-styrede paramilitære politistyrke i sine lister som “militante”, så kan Elder of Ziyon og konsorter flytte yderligere 159 politifolk fra gruppen af “civile” til gruppen af “militante”. Dermed er hovedparten af de omkomne politifolk bevisligt terrorister, hvortil kommer alle de, der endnu ikke er fundet bevis for.

Tager man dette, som de israelske forsvarsstyrker har gjort det, som bevis for at den Hamas´ politistyrke er at betegne som “militant” som sådan, så får man følgende billede:

280 afdøde arabere, som PCHR identificerer som “militante”
274 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som man lige så vel kan kalde “militante”
108 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som Elder of Ziyon og konsorter har bevist var “militante”.

Det er 662 ialt, og dermed ikke så farligt langt fra de 709, som de israelske forsvarsstyrker har angivet. Taget i betragtning at de israelske efterretningstjenester har lidt flere værktøjer at bruge end bare google kan den israelske opgørelse derfor betragtes som troværdig.

Menneskerettigheds-industrien og mediernes ukritiske brug af den som kilde lider derimod betragteligt.

Læs mere hos Elder of Ziyon i links´ne. ALLE kan gøre dette arbejde. Det kræver udelukkende en søgemaskine som Google, og en online oversætter (feks fra arabisk til dansk) som google translate.

Links:

• CAMERA: Questioning the Number of Civilian Casualties in Lebanon, 7. september 2006
• Jyllands-Posten: Organisation: 1434 palæstinensere dræbt af Israel, 13. marts 2009
• PCHR: A List of Victims of the Israeli Military Offensive on the Gaza Strip (27 December 2008 – 18 January 2009), 19. marts 2009
• Jyllands-Posten: Hvor mange døde i Gaza-kampe?, 27. marts 2009
• Elder of Ziyon: More of those “civilians” killed in Gaza (UPDATED), 28. april 2009
• Elder of Ziyon: Preliminary results of PCHR Gaza casualty analysis (updated), 5. maj 2009
• al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (engelsk), besøgt 5. maj 2009
• al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (arabisk), besøgt 5. maj 2009

Krigsforbryder-historier, nu i Ingeniøren

Det hænger sikkert de fleste langt ud af halsen, men jeg gider simpelt hen ikke lade grundløse krigsforbrydelse-anklager mod Israel stå uimodsagt, så her kommer endnu et af den slags indlæg. Denne gang skal jeg dog nok holde det kort - emnet er en smøre forfattet af journalist Birgitte Marfelt i Ingeniøren. Det centrale afsnit:

En frisk rapport fra menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch, HRW, dokumenterer, at civilbefolkningen i Gaza by ulovligt er blevet beskudt med granater med hvid fosfor.

Nej, den gør ej.

Historien er endnu et resultat af, at journalister er luddovne og ikke gider læse en hel rapport, men bare æder konklusionen på den råt. Da "menneskerettigheds"-organisationer udmærket ved dette smider de altid resuméet om foran (her er det på side 1), så de ikke risikerer at journalisterne ved et uheld faktisk læser, hvor usammenhængende argumentationen er. Al juraen, som anklagerne baseres på, gemmes derimod helt omme bagved - i dette tilfælde på side 62, neders, og fremad.

I rapporten Rain of Fire - Israels unlawful use of white phosphorus in Gaza påstår Human Rights Watch (HRW) følgende (side 62):

Israel’s use of white phosphorus munitions during the armed conflict in Gaza violated international humanitarian law in two distinct ways.
First, the IDF’s general use of air-burst white phosphorus as an apparent obscurant in densely populated areas of Gaza violated the obligation to take all feasible precautions to minimize harm to civilians and to civilian objects. Second, the IDF’s use of air-burst white phosphorus in specific incidents causing civilian casualties violated the prohibition against indiscriminate or disproportionate attacks.

Første påstand hviler på, at HRW mener Israel burde have brugt andre røg-midler, så længe disse opfyldte de militære krav stillet hertil. Dem går HRW så videre og definerer selv uden at spørge de israelske forsvarsstyrker:

While smoke shells do not block infra-red optics and weapon-tracking systems, the IDF consistently used white phosphorus during the day, obviating the need to block night vision, and Human Rights Watch found no evidence that Hamas fired anti-tank guided missiles.

Havde HRW nu besluttet sig at lave en reelt neutral rapport om emnet istedet for den sædvanlige Israel-bashing, så kunne organisationen jo have spurgt de lokale arabiske terrorister. Disse er nemlig pænt utilfredse med at de infrarød-guidede panserværnsmisiler Iran gav dem af mystiske grunde ikke virkede, når de affyrede dem mod israelsk panser.

Mon ikke vi kan give den israelske anvendelse af hvid fosfor æren?

Den anden påstand (at israelsk anvendelse var "indiscriminate and disproportionate") hviler på dels det faktum at de fosfor-vædede filtstykker i røggranaterne bliver spredt ud istedet for at lande i én bunke - det er de nødt til for at lave et røgslør frem for et lejrbål - dels på, at HRW synes, at der døde alt for få israelere i forhold til antallet af døde.

Og mere substans er der ikke i det.

For at opsummere kan vi altså udlede, at HRW vil have at de israelske forsvarsstyrker skal lade de arabiske terrorister smadre så mange israelske køretøjer og dræbe så mange israelere som de har lyst til med panserværnsmissiler, for hvis Israel bruger det middel der virker mod det, så er det en krigsforbrydelse.

Alternativt må de israelske forsvarsstyrker ikke rykke ind i beboede områder, men det er jo lidt svært, når nu terroristerne ikke gider komme ud og lege på åbent land.

Krise - uanset hvad

Dagbladet Arbejderen er ofte ret underholdende læsning. Idag kunne man for eksempel under overskriften "Studerende slår fælles alarm" læse blandt følgende:

Krisestemning i hele uddannelsessektoren efter historisk lavt antal nye
studerende. Nu ser vi konsekvenserne af regeringens politik, lyder det.

Bare 9 måneder før kunne Arbejderen fortælle om de forfærdelige virkninger overfyldte klasselokaler havde på eleverne:

* Forringet fagligt udbytte.
* Tab af ressourcesvage elever
* Dårligere undervisningsmiljø for både elever og lærere

Så hvad er problemet lige?

Musisk (og politisk) mellemspil

En valgsang, som valgsange bør være: en fængende melodi, politiske kernepunkter og lidt eye-candy til husarerne. Lad mig præsentere: Aimee Allen´s pro-Ron Paul-sang:




Selv undertegnede, der mildt sagt ikke støtter Ron Paul, brugte det meste af morgenen på rytmisk at mumle "Ron Paul".

Information - offerdyrkning uden hold i virkeligheden

Informations niveau er fra tid til anden utilgiveligt ringe. I dagens udgave står Paris- og London-korrespondent Annegrethe Rasmussen klart for det ringeste indslag. Kerne-afsnit:

Den 25. maj skrev den 26-årige Emily Gould - tidligere redaktør af mediesladder-websiden Gawker - den bærende historie med titlen 'Exposed' i New York Times Magazine.

Artiklen var velskrevet, voyeristisk, privat og dermed afslørende. Gould fortæller, hvordan hun over en periode på to år bloggede intenst om sit privatliv, og hvilke alvorlige konsekvenser, det har haft for hendes karriere - hun blev nødt til at sige sit job op og udviklede en depression - og for hendes privatliv. Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer om bl.a. hendes sexliv, efter at have
forladt hende.

Reaktionen på nytimes.com var intet mindre end massiv og uden fortilfælde på avisen. I løbet af kort tid var antallet af kommentarer oppe på over 1.200 og budskabet var enslydende på over 1.000 af dem: Mage til selvoptaget, meningsløst og pinligt sludder kunne læserne ikke mindes at have set på det hæderkronede New York Times. "Så få dig dog et liv, Emily", "Tag til Irak og lav noget ordentlig journalistik","hvad havde du egentlig ventet", "dybest set er du bare en umoden skolepige". Og så videre. Til sidst måtte avisen lukke debatten.

Historien om Philip

Som Rebecca Seal - der i den britiske avis Observer kommenterede på miseren ugen efter - skriver, offentliggjorde forfatteren Philip Weiss en anden lang artikel også i New York Times Magazine i sidste måned om, hvor svært det har været for ham ikke at være sin hustru utro. "Historien er lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds. De 300 kommentarer til Weiss' artikel er fyldt med 'tankefulde indlæg om, hvor svært det er at indgå i moderne parforhold; og ingen af læserne tiltaler ham 'Philip'".

Den eneste forskel mellem de to er kønnet.

....og med den sidste bemærkning er der så lagt op til offerdyrkning fra feministisk hold. Problemet er at den, åbenbart helt i tråd med Informations (og - for at være fair - The Observer´s) bedste traditioner bygger på fortielse og forvanskning af kilder samt ensidig kommenteren.

Lad mig til at starte med rette op på Fru Rasmussens første synd, når det drejer sig om net-journalistik: ikke at linke til de kilder, man citerer. Emily Goulds artikel kan findes her, Philip Weiss´ her, og Rebecca Seals her.

Læser man alle tre og sammenholder dem med Fru Rasmussens.......artikel.....slås man af, hvor meget Fru Rasmussens minder om Fru Seals......og af, hvor lidt Rasmussen og Seal lader til at have kendt til de to artikler de reelt skriver om. Genlæser man Fru Rasmussens går det da også op for en, at hun slet ikke lader til at have læst Hr. Weiss´. I hvert fald overlade hun al kommenteren på den til Fru Seal.

Om hun har læst frøken Goulds er straks et andet spørgsmål - hendes resumé af den tyder dog på, det ikke er tilfældet - enten det, eller Fru Rasmussen har friseret hvad hun har læst grundigt for at få frøken Gould til at fremstå rigtigt snehvid og offerlams-agtig. Hendes privatliv, som hele artiklen handler om, resumeres for eksempel således:

Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende
angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer
om bl.a. hendes sexliv, efter at have forladt hende.

Problemet er her, at hun ikke "mistede" sin kæreste og derefter indledte en affære på arbejdet. Hun var sin kæreste utro efter at have flirtet hæmningsløst med en mandlig kollega i længere tid, og droppede derefter kæresten.

Den mandlige kollega - Joshua David Stein, kun benævn "josh" i hendes artikel - angreb hende heller ikke ud af den blå luft og afslørede "intime detaljer om bl.a. hendes sexliv". Tvært imod, faktisk: efter de havde været sammen 3-4 uger startede hun en blog, hvor hun begyndte at afsløre mere og mere intime detaljer om HAM sammen med analyser og vurderinger af ham, hvorefter hun sendte link til indlæggene til ham. Enhver kan tænke sig til, hvor ubehageligt det har været, så deres forhold holdt kun godt en uge til, før de gik hver til sit. Hun fortsatte imidlertid med at demontere hans privatliv, indtil han endnu to måneder efter fik hende til at password-beskytte indlæggene om ham.

Sidst i maj - den 23. i måneden - skrev Joshua Stein så en artikel om hele forholdet og frøken Goulds besættelse af at offentliggøre alt i Page Six Magazine, hvorfra den kom videre til New York Post. Absolut intet om deres seksliv, og absolut intet i den, der ikke handlede om hendes forfølgelse af ham. To dage senere fik vi frøken Goulds svar i New York Times - 8.000 ord om, hvor synd det var for hende at blive udsat for hvad hun før fik penge for at gøre ved andre......og det er måske her, grunden til at kommentarerne til hendes artikel var overvældende negative. Folk der spiller offer efter at have overfaldet andre er sjældendt særligt populære.

Men hvad så med Hr. Weiss´ artikel? Fru Rasmussen siger jo, den handler om hvor svært han har det med ikke at være sin hustru utro, og forsikrer os om at den er "lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds". Havde den ikke fortjent fuldt så mange negative kommentarer?

Overhovedet ikke.

Til at starte med handler Weiss´ artikel ikke om hans egne problemer specifikt, men om mænds generelt - titlen er "The Affairs of Men - the trouble with sex and marriage". Hvor frøken Goulds er en evig cirklen om egen navle, der ikke handler om andre end hende selv, bruger Hr. Weiss bare sig selv om indledning og afslutning, og anvender sig selv om guide artiklen igennem artiklen, som udspørger af venner, bekendte, videnskabsmænd og til sidst hans egen hustru.

Ydermere er der jo også den forskel, at mens Hr. Weiss faktisk ikke er sin hustru utro, så ikke bare er frøken Gould utro, hun bruger derefter flere tusinde ord på at beskrive, lige præcist hvor synd det er for hende, at hun ikke fik det ud af sin utroskab som hun gerne vill have fået. Sådan opførsel vil pr definition føre til, at frøken Gould får mere kritik end Hr. Weiss.

Og alligevel får Hr. Weiss da også rigeligt med negative kommentarer - allerede den anden på artiklen slår således fast, at hans kone bør søge om skilsmisse.

Man undres over, hvad Information mon vil bringe i morgen.

Informations version - og så virkeligheden

Information fortsætter kampagnen for, at man skal synes folk på starthjælp har det hårdt. Sidste forsøg for lidt over en uge siden blev skudt ned på Uriasposten, så lad mig da også slå et slag her.


Skærer man de sædvanlige blødende hjerters kommentarer væk står man tilbage med følgende kerne-afsnit:

• "..en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed.."

Information angiver underligt nok ingen kilde, men efter lidt research viser kilden sig at være Social Årsrapport 2006, der er konstrueret af Socialpolitisk Forening og Center for Alternativ SamfundsAnalyse - to organisationer der endnu har til gode at gøre andet end at arbejde for mere statslig styring, højere skatter og højere overførselsindkomster.

Hvad de har fundet er imidlertid ikke, hvad "en gennemsnitlig familie på starthjælp har.. til rådighed". De har fundet a) forskellen på starthjælp og børnepenge på den ene side og skat og husleje på den anden b) for de 10 først ankomne starthjælps-familier i c) de 20 mest indvandrer-tunge kommuner d) i starten af 2004 (side 46). Alle fire punkter er der problemer med:

a) Det er altså langt fra alle indtægter, der er taget med. Socialgrådgiverforeningen kan for eksempel fortælle, at 80% af familierne i undersøgelserne derudover har modtaget penge til enkelt-udgifter.

b) Dette gør ikke familierne "gennemsnitlige", kun "tilfældige".......men heller ikke engang det træffer til. Kigger man nemlig rapporten efter i sømmene ser man, at forfatterne har modtaget økonomiske oplysninger om "ca 150 familier", men det er kun 72 af familierne, forfatterne vælger at foretage deres beregninger ud fra (tabel side 47). Hvorfor er over halvdelen af familierne ikke fundet værdige til at være med? Havde de for mange penge til overs? Vi ved det ikke, for forfatterne fortæller os det ikke.

c) Da de er udvalgt i de 20 mest indvandrer-tunge kommuner taler vi om de 20 størte byer i Danmark - og altså dem, hvor husleje-udgifterne er de højeste. Dette er med til at minimere rådighedsbeløbet, og altså forvanske billedet yderligere.

d) Dette punkt slår fast, at tallet i Information er forældet. Gad man researche lidt kunne man for eksempel finde ud af, at alene sats-forhøjelserne for starthjælp mellem 2004 og 2008 har givet familien 764kr. mere om måneden i lommen - det er en "lønforhøjelse" på 7% på 4 år, vel at mærke stadig uden at røre en finger. Hvor meget ekstra, familierne har fået i lommen via boligsikring er ikke til at sige.

• "En gennemsnitlig familie med to børn, der lever på starthjælp har kun 81 kroner at købe mad for hver dag. Det viser en beregning, som Information har foretaget". ..

Informations udregning må lade en del tilbage at ønske. 81 kroner om dagen er i snit
2463,75 kroner om måneden. Selv hvis man ignorerer takst-forhøjelser siden 2004 og tager Informations tal for gode varer, så kræver avisens udregning, at de skal bruge næsten 6100kr. på tøj, transport osv - boligudgifter er jo allerede fraregnet. Hvor meget Informations beregning er ved siden af er imidlertid svært at sige - avisen vil nemlig ikke ud med regnestykket.

• Når staten inddriver penge fra folk, der er gået konkurs, har Skatteministeriet udregnet et beløb, som de lader familien beholde, for at den kan opretholde et "eksistensminimum", siger Else Veggerby, som er ansvarlig for gældsinddrivelse i SKAT:
  
  "Det er et minimumbeløb, hvor man siger, at det skal man altid have til rådighed, for at man kan have en rimelig levestandard for sig selv og sin husstand. I bestemmelserne er det formuleret sådan, 'at der skal overlades det nødvendige til eget og familiens underhold'," siger hun.
  
  Hvis familien på starthjælp fra Informations regneeksempel i stedet var en helt almindelig dansk familie, som var gået konkurs, ville de således få lov til at bevare et såkaldt rådighedsbeløb på 13.500 kr. Rådighedsbeløbet angiver, hvad familien har tilovers, når huslejen er betalt. Nu er familien imidlertid ikke gået konkurs, men i stedet på starthjælp. Og en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed - det vil sige 4.939 kr. mindre, end den tilsvarende familie, som er gået konkurs. ...

Som Information jo selv udtrykker det, så er starthjælps-familien jo ikke gået konkurs, så sammenligningen henstår som ret meningsløs. Information lader ikke til at være i stand til at se forskellen på arbejdende folk, der afkræves alt til en nedre grænse, og arbejdsløse folk, der afkræver andre folk penge til en øvre.

• De 81 kroner udgør under halvdelen af det beløb på 197 kr., som Forbrugerstyrelsen helt tilbage i 2005 fastsatte som et standardbudget for indkøb af mad og drikke til en familie på fire. Siden dengang er beregningerne af standardbudgetter blevet sparet væk, men i perioden fra 2005 til i dag er fødevarepriserne steget med 15 procent, så i dag ville et lignende standardbudget lyde på cirka 227 kr. En samlet opposition kræver derfor starthjælpen afskaffet, eller som minimum ydelserne hævet, som følge af de hastigt stigende fødevarepriser.

Igen ser man et sammensurium af fortielser, forenklinger og forvanskninger. Information undlader at fortælle, at Forbrugerstyrelsens tal faktisk også stammer fra ovennævnte venstredrejede Center of Alternativ Samfundsanalyse. Avisen undlader også at fortælle, at standardbudgetet hviler på antagelsen om, at alle voksne i familien feks er erhvervsaktive, at man køber det hele og ikke laver noget selv og at der ikke købes ind i discount-butikker, hvilket mildt sagt er problematiske antagelser hvis man vil påvise noget som helst, der har med fattigdom at gøre. Blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (der fremskriver beregningerne af standardbudgetet efter VK-regeringen nægtede at gøre det for dem) har da også afskrevet standardbudgetet som ubrugeligt til dette formål (s. 31). Det samme har Erhvervsministeriet.

Hvor man rigtigt begynder at undre sig er imidlertid, når det går op for en, at CASA ud over standard-budgetet for arbejdende også opstillede en række andre varianter (s10-11), nemlig korttids-, pensionist-, discount- og økologiske budgetter. Alle undtaget det økologiske er voldsomt billigere end standard-budgetet. Dertil kommer et såkaldt "acceptabelt leveniveau" (altså acceptabelt for CASA - s. 15), der kun er halvt så højt som standard-budgetet, men som det understreges HELLER ikke er noget minimumbudget (s.1). Hvorfor vælger Information at fortie disse billigere budget-muligheder?

Med en sådan liste af fortielser og fordrejning kan man ikke frasige sig en mistanke om, at avisen bevidst har valgt og vraget i sine informationer for rigtigt at gøre sine læsere og de kontaktede politikere harme over "umuligheden" af at få det til at løbe rundt økonomisk på starthjælp.



Det gør bare ikke Information-varianten mere virkelig af den grund.

Peace Now: Halve sandheder, total propaganda

Igen en historie egnet til bagvaskelse af Israel, denne gang fra BBC:

Israel has carried out only 3% of its own demolition orders in Jewish settlements in the West Bank, Israeli anti-settlement campaigners say.

In the past 10 years, nearly 3,500 demolition orders were issued but just over 100 were observed, the Peace Now group says, citing government figures. ..

According to Peace Now, the Israeli military handed it 3,449 files on illegal buildings in settlements over the past decade but only 107 have been dismantled.

A further 171 structures were evacuated by their tenants.

"On the one hand Israel promises not to build new settlements and not to develop the existing settlements... but in reality the construction works continue vigorously," the group said in its report.

Hvad Peace Now åbenbart med vilje vælger at overse er, at det ikke er "Israel", der står bag de ulovlige bygninger - det er netop Israel, der har udstedt ordrerne om, at de ulovlige bygninger skal jævnes med jorden.

Alligevel kan man jo have en mistanke om, at det Israel så bare gør, er at ignorere sine egne nedrivnings-ordrer, når det er jøder de er rettet mod. For at kunne afgøre om det er tilfældet er man imidlertid nødt til at have tal for antallet af nedrivningsordrer mod ARABISKT byggede bygninger at sammenligne med, og disse tal vælger Peace Now at fortie. Så er man jo nødt til at grave selv. Her finder man for eksempel tallene for nedrivningsordrer i Jerusalems arabiske kvarterer. I 2000 blev der kun nedrevet 26 ud af 1314 ulovligt byggede bygninger - det er kun 2% af de ulovlige bygninger, altså en nedrivningsprocent, der er LAVERE end den for de jødiske huse. Året efter er de tilsvarende tal 32 ud af 1141, eller i underkanten af 3%.

Hvor der altså ikke er indikationer på, at israelske myndigheder har begunstiget ulovligt israelsk byggeri, er der faktisk indikationer den anden vej. Disse peger endda på at den nuværende israelske premierminister, Ehud Olmert, stod bag tilintetgørelsen af sagsakter for at forhindre nedrivningen af illegalt opførte arabiske bygninger da han var borgmester af Jerusalem mellem 1993 og 2003.

Det startede med, at Aryeh King, formand for Jerusalem Forum, fik startet en efterforskning af Ehud Olmerts pro-arabiske manipulationer:

"Ehud Olmert gave the order not to deal with the problem and not to put Israeli security forces to the duty of taking down the illegal Arab complexes. Senior municipal workers told me Olmert said not to bother with the illegal Arab homes because eventually eastern Jerusalem would be given to the Palestinian Authority," said King.

Det viste sig i løbet af undersøgelsen, at Olmert, fik tilintetgjort sagsakterne på 300 illegalt af arabere opførte bygninger med tilsammen 20.000 lejligheder. Det anslås, at ialt 100.000 arabere dermed mod gældende lov, men på grund af Olmerts intervention uden myndighedernes indgriben, kunne slå sig ned i illegale arabiske bosættelser alene i Jerusalem.

Selv hos folkevalgte jødiske politikere kan Israels jøder altså ikke forvente andet end diskriminering.

JP agerer talmand for arabiske terrorister

Det plejer ellers at være Politiken, der står for bagvalskelsen af Israel i de danske medier, men Jyllands-Posten kan åbenbart også. Igår kunne JP med Ritzau som kilde vælge at bringe arabiske løgnehistorier til torvs eller lade være. Avisen valgte at bringe dem:

Som straf for palæstinensiske raketangreb, har Israel skåret voldsomt ned på leverancerne af energi til Gazastriben. Det rammer blandt andet hospitalerne.

Ni ud af ti benzintanke i Gazastriben er lukket, og nu begynder manglen på brændstof også at gå ud over el-produktionen til områdets hospitaler. Årsagen er, at Israel har skåret kraftigt ned på leverancerne af brændstof til det lille område, fordi militante grupper stadig skyder raketter ind over Israels grænser, fortæller tv-stationen BBC.

Leverancerne er blevet skåret ned til en fjerdedel at det normale, og det har fået palæstinenserne til helt at afslå at tage i mod brændstoffet.

Dette sidste ifølge formanden for Gazas sammenslutning af brændstofforhandlere fordi araberne synes at det at tage mod det minimum af brændstof, der kunne holde hospitalerne kørende, ville være at medvirke til at afstraffe araberne kollektivt. Hvordan de får dén regning til at gå op står hen i det uvisse.

Ser man bort fra det, så er hovedindtrykket at israelerne da må være nogle onde nogle, siden de sådan skærer deres brændstofleverancer ned med 75%. Som med stort set samtlige Ritzau-historier, der udelukkende baserer sig på arabiske kilder, er der da også ét stort problem med historien:

Den er løgn.

Havde Ritzau gidet ikke kun at læse arabiske aviser, men også israelske, ville man have fået historiens rette sammenhæng. Israel HAR godt nok skåret ned på leverancerne, bare med langt mindre end 75%. Staten Israel har valgt at skære elektricitets-leverancer ned med 5% og brændstofleverancer med 15%, og disse nedskæringer er uanset kun blevet iværksat efter den israelske højesteret havde afkrævet staten beviser for, at disse nedskæringer ikke ville føre til humanitære nødsituationer. Den israelske stat har således over for højesteret bevist, at den i Gaza-striben regerende terrorbevægelse HAMAS uden problemer ville kunne lede elektricit og brændstof hen til hospitalerne også EFTER nedskæringerne.

Idag, på andendagen af nedskæringerne, kunne den del af den arabiske presse der er loyal over for den arabiske terrorbevægelse FATAH - det er den der sidder på regeringsmagten i Palæstina, selv om HAMAS har besat Gaza-striben - så berette, at stribens hospitaler har været nødt til at slukke for nødgeneratorerne på grund af brændstof-mangel.

Ifølge FATAH-folkene er årsagen de onde israeleres nedskæring i leverancerne, men terroristerne i HAMAS har en noget anden forklaring:

A petrol organization of the Hamas-run finance ministry on Saturday blamed the acting Palestinian government led by Salam Fayyad on fuel shortages in the Hamas-run Gaza Strip.

The Ramallah-based Fayyad government doesn't pay for Israeli Dor Company which delivers the fuel to Gaza while it pays for Baz Company which provides the West Bank with fuel, the organization said in a statement.

Der er med andre ord tale om en nøje planlagt provokation, der på samme tid skal gøre HAMAS upopulær i Gaza-striben, og samtidig lægge pres på Israel, som de arabisk-palæstinensiske myndigheder i kølvandet på Annapolis-konferencen ligger i forhandlinger med.

Allerede før den seneste gang arabisk gadeteater var Israel gået med til at løslade 429 dømte arabiske terrorister, så antallet af disse Israel har løsladt siden 20. juli kommer op på 771. Over for den israelske befolkning har den rekord-upopulære Olmert-regering prøvet at sælge løsladelserne med begrundelsen, at de løsladte ikke har blod på hænderne. Som organisationen for terror-ofre Almagor påpeger er dette udelukkende tilfældet, fordi deres forsøg på at slå israelere mislykkedes eller blev afværget af israelsk militær - ikke fordi de ikke forsøgte.

Ifølge Almagors tal var af de 6,912 arabiske terrorister løsladt fra israelske fænglser som led i fredsprocessen mellem 1993 og 1999 var indtil august 2003 således 854 (12,4%) blevet arresteret igen for terrorisme. Yderligere to tredjedele - ca. 4.600 - vendte tilbage til terrorisme, uden endnu at være blevet arresteret. Sammenlagt kan disse tilskrives 30 terrorangreb de seneste år, hvorunder 177 israelere er blevet myrdet.

Alligevel er netop løsladelsen af arabiske terrorister fra israelske fænglser en af den FATAH-kontrollerede arabisk-palæstinensiske regerings hovedkrav under fredsforhandlingerne - til et punkt, hvor de kræver at samtlige de arabere, der er arresterede på grund af involvering i terror skal løslades - selv de, der måtte myrde løs under fredsforhandlingerne. De skal altså på forhånd sikres straffrihed for terrorangreb - ellers vil araberne ikke underskrive en fredstraktat med Israel.

Det siger sig selv, at den israelske befolkning ikke er stemt for at skulle løslade endnu flere mordere - nuværende eller fremtidige. Ergo lægger araberne pres på Israel for at få deres vilje - blandt andet ved at skabe kunstige "humanitære nødssituationer" som den ovenfor beskrevne.

Lignende arabisk gadeteater beskrev jeg tilbage i oktober (her og her), da terrorgruppen HAMAS fabrikerede en "humanitær nødsituation" ved at lade være med at bestille lattergas til bedøvelse i Israel, og så beskylde Israel for at "blokere for importen af bedøvelsesmidler". Også dengang løb en dansk avis (dengang Politiken) med arabiske løgnehistorier, og også dengang gad avisen ikke korrigere, da sagens rette sammenhæng blev kendt.

Nettoresultaten er igen og igen, at Israel på løgnagtigt grundlag fremstilles som den onde part.

Mere kvalitet i medierne for fremtiden, tak!

PS. Selv om det er FATAH, der har skabt denne "humanitære nødsituation" ud af den blå luft, så er HAMAS ikke uden skyld. Terror-gruppen har militært besat Gaza-striben, og kunne sagtens betale for brændstoffet selv, al den tid at terrorgruppen smugler anslået 100 millioner kroner ind i Gaza-striben hver måned.

al-Dura-sagen, nu med fusk med beviserne

Jeg har før været inde på al-Dura-sagen her på bloggen. I en nøddeskal er der tale om, at araberne i Palæstina brugte den 11-årige dreng Muhammad Jamal al-Dura´s død til propagandistiske formål ved at påstå, drengen blev dræbt af israelske kugler. Denne version er især på verdensplan blevet spredt af Charles Enderlin på den franske tv-kanal France 2, der har udsendt stærkt redigerede og kommenterede filmklip af episoden, og siden nægtet offentligt at vise de originale optagelser, der måske kunne pille den arabiske propaganda-version fra hinanden.

Siden er der, blandt andet af Richard Landes, blevet stillet kraftigt spørgsmål ved France 2´s ageren, blandt andet via de to mini-dokumentarer Birth of an Icon (youtube) og Icon of Hatred (kan downloades her). Disse øgede presset på Charles Enderlin til et punkt, hvor han anlagde retssager for æreskrænkelse mod tre af hans kritikere, blandt andet Philippe Karsenty.

Det er i denne retssag, dommeren endelig har beordret Charles Enderlin til at fremlægge det originale video-materiale, der nu i over syv år har været holdt hemmeligt. Richard Landes - der er en af de få personer, der har fået lov til at se video-materialet - kommenterer på fremvisningen:

Today Charles Enderlin presented in court the “rushes” of Talal abu Rahmah which the Judge had requested from him. And he presented an edited version in which he took out at least three minutes, and several scenes that I distinctly remember seeing. In the United States that’s called tampering with evidence, obstruction of justice, and perjury. In France, we’ll find out what it’s called...

Before the viewing of the rushes, there was some discussion of why there were only 18 minutes. Charles Enderlin — who had disdained showing up for any previous hearing in the trials he had initiated, even when he was in Paris at the time — explained that the cassette they had saved had 27 minutes of footage, but some did not concern that day (how?), and that he had eliminated the irrelevant material. (At this point I expected the judge to say, “let us be the judge of what’s irrelevant,” but she didn’t.) ..

Most of the material was inconclusive or boring, and I patiently waited for the material I’d seen. Then, at about 15 minutes on the time code, Enderlin announces that there will be a break and we will see the final scenes. That’s when I knew he had cut the scenes. Sure enough, the screen went blank, and then began the final three minutes.

Now there are at least two scenes that I remember specifically, one of which we have documented by Reuters. One scene that wasn’t there I described as follows:

At another point, a boy faked a leg injury, but instead of drawing big kids who could pick him up and rush him past the cameramen to an ambulance, he only attracted little kids. He shooed them away, looked around, and, seeing that no one was coming to evacuate him, straightened up and walked away without a limp.

Indeed this scene provoked a snort from the Israeli cameraman working for France2 who was watching the film with me and Enderlin at the time.

When I asked him why, he said, “because it looks so fake.”

“That’s my impression as well,” I responded.

Enderlin commented, “Oh, they do that all the time. It’s their cultural style. They exaggerate.”

“But if they do it all the time, why couldn’t they have staged Al Durah?” I asked.

“Oh, they’re not good enough”

Now ultimately, this is my word (and possibly, if they remember and have the courage to come forward, those of Denis Jeambar and Daniel Leconte), against Enderlin.

But the second piece I remember is actually documented by Reuters (video sequence). In a scene we’ve dubbed Molotov Cocktail Kid, a youth lopes comfortably down the road, showing no sign of injury. He hands of a Molotov Cocktail to another kid and enters a crowd. We see red on his forehead, but no indication that he’s injured. ..

When I went to see the rushes at France2, I was specifically looking for this scene, and remember seeing it. It was jumpy and out of focus, and looked considerably more realistic (cinéma vérité) than the Reuters footage which, shot at a distance, is obviously staged. This footage was not part of Enderlin’s 18 minutes.

So here we have documentary evidence of material that Talal abu Rahmah shot with his France2 camera, and which Enderlin did not show the court.

Either he is unaware that this documentation exists; or he has such contempt for the court that he thinks he can brazenly cheat them. The judge struck me as no one’s fool, and Karsenty will surely pursue these matters.

So as far as I can make out Enderlin has made a major gamble: tamper with the evidence, show people inconclusive material (the woman next to me said, “I came without making up my mind, and nothing’s clear), and hope the court doesn’t catch him.

But in so doing, he’s rendered himself extremely vulnerable.

Ritzau/Racisme-gate II

Historien om Ritzau´s mystiske racisme-telegram er lige blevet mere interessant. Da jeg skrev sidste indlæg var der bare tale om én racisme-ekspert. I Ritzaus opfølgnings-telegram fra Brian Weichardt´s pen er der - formodentlig efter min henvendelse - blevet tilføjet, at deres "ekspert" Ali Dizaei faktisk er politimester et sted i London. Men han står stadig fejlagtigt som én af Scotland Yards racisme-eksperter.

Formodentlig for at rette op på dette har Brian Weichardt nu tilføjet endnu en ekspert, nemlig

"generalsekretæren for Scotland Yards sammenslutning for farvede betjente i London, BPA... David McFarlane".

(intet link - jeg har ikke set opfølgnings-telegrammet lagt online. Har man adgang til Infomedia kan det findes ved at søge på "Ali Dizaei" under datoen idag).

David McFarlane viser sig imidlertid at være en meget hemmelig mand....det tog mig et kvarters nytteløs googling, før jeg fandt en kombination af søgeord, der gav resultat. Da jeg endelig fandt manden viste årsagen sig at være åbenlys: Brian Weichardt´s oplysninger om David McFarlane er stærkt fejlbehæftede.

Til at starte med er manden ikke medlem af BPA. Nogen sådan organisation findes nemlig ikke. Hvad han ER medlem af er Metropolitan Black Police Association, MBPA.

For det andet er han ikke "generalsekretær" for organisationen, ifølge dens hjemmeside er ordinært bestyrelsesmedlem.

Alligevel er hans involvering i MBPA af interesse. Denne er nemlig en underafdeling af NBPA, National Black Police Association, hvor han fra i hvert fald 2002 og frem til 2006 har været national koordinator. Der er intet, der tyder på han ikke stadig er det.

Opmærksomme læsere af mit sidste indlæg vil have bemærket, at det er i akkurat samme organisation den anden kilde, Ali Dizaei, var næstformand, og nu er juridisk rådgiver.

For at opsummere:

1. Vi har en Ritzau-historie, der spiller lige i venstrefløjens hænder midt under en valgkamp. Historien er baseret på to ekspert-kilder, der angives at være talsmænd for Scotland Yard
2. Ingen af kilderne lader til at være tilknyttet Scotland Yard som eksperter i racisme, eller for den sags skyld noget som helst andet.
3. Ingen af kilderne er tilknyttet Scotland Yard som talsmænd for sådanne eksperter.
4. Begge er istedet tilknyttet en interesseorganisation for sorte politibetjente, der bruger beskyldninger om racisme til at åbne flere jobmuligheder op for sig selv.

Eller, lidt kortere: Vi har med ikke at gøre med talsmænd for Scotland Yard, men for en lobby-organisation, der har fordel af, at "raciiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiismen" er så høj som mulig. Det får vi bare ikke at vide.

Man må forvente, at en Ritzau-journalist er klar over samtlige ovenstående oplysninger. Man kan ikke bare "komme til" at undgå at kontakte nogen som helst officiel talsmand eller ekspert hos Scotland Yard, og så istedet "tilfældigvis" kontakte to partskilder som det her er tilfældet.

Det svarer til at kontakte to "tilfældige" offentlige ansatte, der "tilfældigvis" er medlemmer af Enhedslisten, give dem "ekspert"-status, og så lade dem udbrede sig om, hvor meget Fogh konstant skærer ned på det offentlige (ikke at vi ikke har set dén historie heller).

Jeg kontaktede jourhavende på politiredaktionen på Ritzau, og forelagde ham ovenstående informationer, samt dem i sidste indlæg. Han lod ikke umiddelbart til at synes, det gjorde nogen synderlig forskel, men lovede da at forelægge Brian Weichardt dem, når han kom hjem fra den Haag, hvor han for tiden er.

Man kan håbe på en korrektion, men jeg holder ikke vejret.

Asmaa: Too hot to handle

At man skal til Sverige for at finde denne historie siger sådan set alt: kommunistpartiet Enhedslisten er klar over det pr-mæssige problem, de har med Asmaa Abdol-Hamid - ingen gider stemme på hende, heller ikke hos multikultur-fundamentalisterne på lise Ø. Plakater fra partiet med hendes kontrafej er da også ret så svære at finde, selv om det ikke kan udelukkes, at det er fordi partiets aktivister har for travlt med at ødelægger andre partiers plakater til at hænge Asmaa´s op.

Istedet har kommunistpartiet Enhedslisten nu tænkt sig at skifte emne, glemme at Asmaa faktisk er kandidat for dem, og så istedet bare bruge billeder af en anden, fodboldspillende muslim, der ikke har noget med Danmark at gøre:

I en av partiets reklamfilmer spelas sekvenser med några av Zlatan Ibrahimovics snyggaste mål i landslagets upp.

Budskapet är ”Varför har Danmark ingen Zlatan” - och syftar på landets hårda flyktingpolitik.

Brød og skuespil, så glemmer vi nok hvem de venstreradikale reelt prøver at få valgt ind i Folketinget.

Politiken-artikel bygget på HAMAS-løgne

I mandsags kunne jeg blogge om endnu et terrorist-forkælende angreb på Israel i Politiken. Terror-organisationen HAMAS´ påstande om en Israelsk blokade af Gaza-striben hvad angik lattergas til at bedøve kirurgiske patienter blev taget for gode varer, og brugt som afsæt til at lade Human Rights Watch give landet endnu et par hug.

Mens jeg i mandags pillede HAMAS´ og HRW´s forlorne påstande om Israelsk forfølgelse af syge arabere fra hinanden var det dog lidt svært at pille selve historien om lattergassen fra hinanden, da de relle begivenheder endnu ikke var kommet for dagens lys. Det er de imidlertid nu, og som forventet viser HAMAS´historier sig endnu engang at være løgne:

Hamas is unnecessarily endangering Palestinian civilians in the Gaza Strip by generating phony humanitarian crises, head of the Gaza Coordination Liaison Administration (CLA) Col. Nir Press said Monday.

On Sunday night, Gaza's Shifa Hospital claimed that due to tight Israeli restrictions on imports into Gaza, it had run out of anesthetic for surgeries, and as a result had canceled all but the most critical procedures.

In an interview with The Jerusalem Post on Monday, Press dismissed the claims and said that in a meeting he held Sunday afternoon with Palestinian Health Ministry officials he was informed that the hospitals were running "low" on the anesthetic. On Monday morning, less than 24 hours after making the request, Israel transferred 151 nitrous oxide gas balloons to Shifa Hospital.

"It is the Palestinians' responsibility to order the supplies," Press said, noting that despite the daily rocket attacks on Israeli towns - on Monday 10 rockets and shells pounded the western Negev - Israel continued to transfer medical goods and supplies into Gaza whenever they were ordered.

Press said that orders were usually placed by the Palestinians days in advance and that Sunday's sudden announcement "was a spin by Hamas and an attempt to put pressure on Israel by creating a humanitarian crisis."

He said that the incident resembled Palestinian claims a few months ago that due to Israeli restrictions on the crossings they ran out of gas needed to operate the Gaza power plant and as a result large parts of the Strip were left without electricity for several days. Also then, Press said, Hamas unnecessarily disrupted Palestinian civilians' lives to try to create an image that a humanitarian crisis was developing in Gaza.

Og igen faldt Politiken for løgne-historien. Og mig bekendt har avisen ikke valgt at bringe ovenstående baggrund.

Den Hemmelige Krig - Klip for Klip

JyllandsPosten har gjort sig den ulejlighed at få en journalist med erfaring fra DR-dokumentar´s dunkle baglokaler til at gennemgå "dokumentaren" Den Hemmelige Krig klip for klip. Det er der kommet en artig artikel ud af. I får starten:

"Den hemmelige krig" er ikke en journalistisk dokumentarfilm i klassisk forstand. Den blander undersøgende journalistik med effekter, hentet fra filmens verden.

Sammenstødet mellem to genrer illustreres af, at filmkonsulent Dola Bonfils fra Det Danske Filminsitut valgte at støtte filmen med knapt 1,2 mio. kr. på grund af dens "kunstneriske værdi", mens kanalchef på DR2, Gitte Rabøl, indstillede filmen til journalisternes Cavling-pris som et fremragende eksempel på undersøgende journalistik.

"I DR begyndte blandingsformen omkring 2002, og den skabte voldsomme diskussioner," fortæller Erik Valeur. ...

"Den filmiske form er jo fin nok, hvis man havde brugt den på en spændende, men ukontroversiel historie om danske jægersoldaters indsats i Afghanistan. Problemet opstår, når der er flere synsvinkler, som der nødvendigvis er i undersøgende journalistik. I "Den hemmelige krig" bruger Christoffer Guldbrandsen de filmiske virkemidler til at banke én synsvinkel igennem, i stedet for at stille de modstridende synspunkter op mod hinanden. Og der er skruet ekstremt meget på de filmiske knapper, for at få det til at lykkes. Resultatet er blevet semijournalistik. Man har solgt meget ud af de klassiske journalistiske og dokumentariske principper, for at få plads til de filmiske effekter, hvis man skal sige det pænt," siger Erik Valeur. ...

På paletten af virkemidler er ifølge Erik Valeur bl.a.:

Flag på soldaterskulder - vises igen og igen. Vi ved ikke hvem soldaten er, hvor han befinder sig, eller hvornår. Formålet er at forbinde danske soldater til alt, hvad vi ser.

Fly der lander og letter - formålet er primært at forbinde Kandahar-lejeren, hvor de danske soldater var, til Guantanamo-basen på Cuba, der bruges som symbolet på USA's overtrædelse af Geneve-konventionerne. Det er et stort problem for Guldbrandsens historie, at ingen af de 34 afghanere, som danske soldater bevisligt tog til fange, endte på Guantanamo.

Fanger der ydmyges, får hætter over hovedet, knæler i støvet - skal linke til mishandling og tortur.

Stillbillede af Jægerkorpsets tidligere chef Frank Lissner og statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de smiler lidt fjoget, bruges igen og igen. Fortæller seerne, at de to griner og skjuler sandheden.

Anders Fogh Rasmussen i Folketinget - vises talrige gange. Det er skurkens benægtelse af sandheden - krydsklippes med scener, som tilsyneladende dokumenterer noget afslørende.

Mørke billeder kontra lyse billeder. De "skyldige" vises i mørke, rystede, tågede, kornede billeder. Kritikerne, som er filmens helte, optræder i lyse, rolige billeder, naturlige kameravinkler og hyggelige omgivelser. Det taler til seerens mellemgulv: Når billederne er mørke ved du, at du er i skurkeområdet. I de lyse billeder sidder du over for en, som du hygger dig med.

Kameravinkel skråt nede fra - bruges kun én gang, i interview med forsvarsminister Søren Gade - får enhver til at ligne et skurkagtigt magtmenneske.

Lynzoom ud og ind på ansigter - bruges på nogle af filmens "skurke", Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade.

Slow - bruges på andre af filmens skurke, forsvarschef Jesper Helsø og Forsvarskommandoens tidligere pressechef, H.C. Mathiesen.

Dramatisk/ildevarslende musik - skal understrege pointer ved at påvirke seerens mellemgulv.

Faktisk er det eneste virkemiddel, der er udeladt at interviewe folk på baggrund af persienner for at skabe associationer til fængslet/kriminalitet. Et par smagsprøver fra gennemgangen af filmen klip for klip:

0:00 - 4:00: Indledning og beslutningen i Folketinget.

EV: "Her bliver Anders Fogh puttet i shakeren. Masser af klip med ham i mørke, rystede, hoppende, kornede billeder. Kameraet farer ind og ud på hans ansigt. Sådan er det jo ikke optaget - det er lavet bagefter. Tre-fire gange ser vi ham bevæge sig væk fra kameraet med ryggen til - signalerer, at han vender ryggen til filmens sandhed."

1:00:
EV: "Vi ser den første af mange "skyldige bygninger" - en klassisk ingrediens, hvor en mørk bygning tårner sig truende op, her Statsministeriet.

Flere mørke, ekstremt urolige billeder af Anders Fogh, med dyster musik: Vi er i filmens skurkeområde." ...

2:20:
EV: Forteksterne begynder, og vi ser en blå baggrund med mystiske tegn på. Klip til Anders Fogh Rasmussens nytårstale om krigen mod terror.

3:00:
Tegningerne på den blå baggrund bliver tydelige: De skildrer torturscener. Overblænding til Anders Fogh, der holder nytårstale. Han taler om den forestående Afghanistan-mission og de værdier, der skal forsvares i krigen mod terror, mens vi vender tilbage til en tegning af en hængt mand.

EV: "De to ting har intet med hinanden at gøre, tegningerne forklares aldrig, de rummer ingen udsagt påstand - men de bruges til at dementere statsministerens idealistiske udtalelser. Det er elegant lavet, men virkelig strengt - og lidt barnagtigt." ...

7:05: Guantanamo og danskerne
Speakeren fortæller, at mens den danske tolk arbejder i lejren, bliver fanger løbende sat på transportfly og sendt ud af Afghanistan. Vi ser stillbillede af lænkede fanger med hætter over hovedet, om bord på et fly. Klip til fly. Klip til USA's præsident George Bush, som taler om "en ny type fjende, og vi tilpasser vores tankegang til den nye type fjende". Speakeren: "USA beslutter, at fangerne ikke længere skal være beskyttet at Geneve-konventionerne. De kan nu tilbageholdes på ubestemt tid, udsættes for umenneskelige afhøringsmetoder, og dømmes til døden."

EV: "Guldbrandsen har nu linket flyene til bedrag og død, og linket Kandahar til Guantanamo. Det er vigtigt, for ellers mangler halvdelen af hans historie. Jeg ville have forsøgt at dokumentere, at Danmark havde ansvar for, at fanger havnede i Guantanamo, men Guldbrandsen bruger de filmiske virkemidler i stedet." ...

10:55: Tolken
Lyden af Guldbrandsen, som over telefon interviewer vicegeneralauditør Niels Christiansen, som har undersøgt den danske tolks påstande om mishandling af fanger i Kandahar-lejren. Undersøgelsen konkluderede, at påstandene ikke kunne bevises.

EV: "Imens panorerer billedet hen over mørke bygninger og nøgne trætoppe, som spærrer for den blå himmel. Det er truende og dystert."

11:45:
Interview med John Sifton fra Human Rights Watch, som har undersøgt klager over mishandling i bl.a. Kandahar-lejren.

EV: "Her ses kontrasten mellem filmens helte og skurke. Sifton hører til de gode. Han er filmet i lyse omgivelser, hvor han taler sin sag. Kameraet zoomer ind på hans mund flere gange, mens han bl.a. siger at fangerne blev "klædt nøgne" og "hængt op i loftet" - det svarer til at man sætter noget i kursiv i en tekst, for at understrege det."

"Dokumentaren" kan stadig ses online på DR´s hjemmeside her. Se den selv, og sammenhold med Erik Valeurs gennemgang her.

Kollaboration mellem Enhedslisten og DR

Nyhedsavisen kunne idag afsløre det samarbejde mellem DR´s underleverandør Christoffer Guldbrandtsen og Enhedslisten, der lå til grund for pseudo-dokumentaren "Den hemmelige krig". I Nyhedsavisens blog-sektion uddyber Simon Andersen derefter:

Nogle eksempler på hvordan Enhedslisten har deltaget i Guldbrandsens kampagne – og omvendt.

1) De to journalister bag programmet, Christoffer Guldbrandsen og Niels Giveren, har ifølge en journaloversigt forsøgt at få aktindsigt i det direktiv, der handlede om de udsendte danske soldaters mulighed for at bruge magt. Det skete senest 3. april 2006. Forsvarsministeriet svarede den 5. maj 2006 – samme dag blev der via Folketingets forsvarsudvalg stillet spørgsmål om udlevering af direktiver for specialstyrkerne i Afghanistan i 2001-2002. Frank Aaen stillede den 17. oktober 2006 yderligere fire spørgsmål - S274, S275, S276 og S277.

2) Danmarks Radio bad i 2005 om at få aktindsigt i rapporterne fra de to operationer hvor der blev tilbageholdt fanger. Det fik journalisterne i overstreget form. Den 14. september 2005 bad Frank Aaen (S3664) om at få de samme situationsrapporter.

3) Nu bliver det lidt kompliceret. I sin gennemførte iscenesættelse af filmen, plantede Christoffer Guldbrandsens nogle af filmens centrale påstande i store aviser.

Torsdag den 30. november 2006 viste Guldbrandsen klip fra filmen til journalist Mathias Seidelin fra Politiken. Det drejer sig om de klip, der vedrørte danske soldaters overlevering af 31 fanger. Historien blev bragt fredag den 1. december 2006.

Det interessante er at Guldbrandsen samme dag, den 30. november 2006, viste andre klip til journalist Anders Langballe fra Jyllands-Posten i håb om at også Jyllands-Posten ville bringe en historie og skabe størst mulig opmærksomhed om filmen. Klippet handler om en jurists krav om at der blev indledt rigsretssag mod forsvarsministeren fordi han undlod at fortælle Folketinget at han – ifølge påstandene – var orienteret om at USA ikke ville overholde konventionerne.

Jyllands-Posten valgte ikke at bringe historien – men den 1. december, dagen efter Langballe blev præsenteret for klippene, stillede Frank Aaen følgende spørgsmål i Folketinget: ”Var statsministeren orienteret om, at den amerikanske regering ikke ville overholde Geneve-konventionen i Afghanistan, da danske soldater i foråret 2002 overlod krigsfanger i amerikansk varetægt?” – det ser unægtelig ud som om (men jeg kan ikke bevise det) at Frank Aaen var fuldt vidende om at Christoffer Guldbrandsen havde vist disse klip til Jyllands-Posten og at begge troede at det ville blive den store sag i Jyllands-Posten, samme dag spørgsmålet blev stillet. Og at Aaen i det hele taget var orienteret om de centrale pointer i filmen. Meget tyder på at Frank Aaen var fuldt ud informeret.

4) Den Hemmelige Krig skulle have været vist i oktober 2006, men blev senere udskudt.
I oktober – den 5. – anmeldte Enhedslisten to beslutningsforslag, hvoraf det ene detaljeret spiller på det samme som Christoffer Guldbrandsen senere gør i sin film, nemlig at fanger, danske soldater måtte have taget under krigsindsats, risikerer en ukendt skæbne.

Filmen bliver dog udskudt til november og senere til december. Danmarks Radio oplyser, vist i slutningen af november, at filmen skal bringes den 11. december.

Enhedslistens beslutningsforslag skal til afstemning den 5. december 2006. Partiet beder nu i en mail den 28. november 2006 om at behandlingen af forslaget flyttes. (Senere bliver filmens tv-premiere rykket igen og filmen vises den 7. december). Det afviser Folketinget og forslaget trækkes derfor tilbage. Enhedslisten selv oplyser at forslaget ikke blev trukket tilbage, fordi filmpremieren blev rykket, men alene fordi forslaget på grund af travlhed ville blive behandlet meget sent.

Vi ved altså:

• At Enhedslisten flere gange har stillet de spørgsmål, Danmarks Radio ikke kunne få svar på.

• At Enhedslisten den 1. december 2006 stillede et spørgsmål i Folketinget, der præcist fulgte op på indholdet i en artikel, Christoffer Guldbrandsen dagen før forsøgte at plante i Jyllands-Posten – men som Jyllands-Posten i sidste øjeblik besluttede ikke at bringe. Enhedslisten kan kun fra Christoffer Guldbrandsen være vidende om hvad der skulle have stået i Jyllands-Posten.

• Enhedslisten fremsatte den 5. oktober – det var på det tidspunkt planen at filmen skulle bringes i oktober – to beslutningsforslag, hvoraf det ene helt præcist berører nøjagtigt det samme spørgsmål, Guldbrandsen rejser i sin film: Spørgsmålet om behandling af fanger, der under krigsaktioner overlades til USA.

• Danmarks Radio beslutter at bringe filmen, først i november, siden den 11. december. Enhedslistens beslutningsforslag er programsat til at komme til debat i Folketinget den 5. december 2006, altså før filmen skal bringes på DR2. Enhedslisten beder om at debatten flyttes, men det afviser Folketinget. Derfor aflyses den.

Et søm i DR´s kiste

Nyhedsavisen har i de sidste par uger gjort et eksemplarisk arbejde i at pille DR´s propagandafilm "Den Hemmelige Krig" grundigt fra hinanden. I dag kom endnu et søm i DR´s troværdigheds ligkiste, med yderligere baggrund til, hvorfor tilfangetagne jihadi´ers påstande på ingen måde kan tages for pålydende:

DR-dokumentarens kronvidne afviser at der fandt vold eller overgreb sted i Afghanistan i 2002.

»What the hell are you do­ing?« – »Hvad fanden har du gang i?«.

Chef Irvine – alias Chris Irvine, om dagen leder af afhøringscentret i Kandehar – havde taget telefonen, trykket nummeret til Tom Cavanaugh, en sergent, der var gået for langt. Han havde anbragt en fange på knæ og bedt ham holde armene strakt ud for sig.

Fangen var en »cocky fuck« – og det er grimt. Stop, skreg Irvine, men Cavanaugh afviste.

»Det er sgu' ikke værre end vores militære træning,« sagde han.

»Forskellen er,« gjorde Chris Irvine det klart, »at du selv meldte dig til den militære træning.«
Og sådan blev det. Overgrebet stoppede, før det var begyndt.

Typisk dag i Kandehar

Historien er, forsikrer Chris Hogan, typisk for hans oplevelser som afhøringsleder i Kandahar-lejren i Afghanistan fra slutningen af 2001 til august 2002.

Fangerne blev behandlet godt, fortæller Chris Hogan.

»Ikke én eneste gang har jeg set, hørt om, for slet ikke at sige deltaget i noget, der minder om overgreb eller tortur – noget, der på nogen måde overtræder Geneve-konventionen,« forsikrer han over for Nyhedsavisen i telefonen fra Connecticut. ..

I DR-dokumentaren påstås det, at fanger led overlast, men instruktør Christoffer Guldbrandsen har ikke i sin film medtaget ét eneste ord fra samtalerne med Chris Hogan, hvor han ellers hver gang siger det samme:

Ingen vold, ingen overgreb, ingen overtrædelser af konventionen.

Pris for at følge reglerne

'Desværre' er et forkert ord – og så alligevel. For det var dødfrustrerende for Hogan og de andre forhørsledere, at det stort set var umuligt at vride et ord ud af de utallige Taleban-krigere, der kom ind i lejren, efterhånden som kampene skred frem:

»Jeg er sikker på, at vi – netop fordi vi fulgte reglerne – ikke fik knækket personer, der kendte til konkrete terrorplaner eller terrorceller, og at det en dag vil skade vores land,« siger Chris Hogan. ..

»Vi var trænet i positiv afhøring. Vi skulle have en venlig tilgang, det var filosofien – for eksempel ved at lokke en tilfangetagen sovjetisk soldat med, at han kunne komme til USA og bo i New York, når krigen var slut,« fortæller Chris Hogan.

Teknikkerne var indrettet på, at 95 procent af fangerne ville samarbejde, mens fem procent ikke ville. I Afghanistan var det omvendt.

»Venlighed? De var ligeglade. De var ikke interesserede i vores venlighed«,,husker han.

Al-Qaeda-plan gav chok

Afhøringsfolkene fik et sandt chok, da amerikanske soldater en dag dukkede op med en 'afhøringsmanual' på cirka 60 sider, fundet i felten hos nogle al-Qaeda-folk.

Manualen beskrev en række metoder til at sabotere en afhøring og indeholdt, husker Chris Hogan, en »rystende og rammende præcis beskrivelse« af den amerikanske virkelighed.

Det blev beskrevet, at amerikanerne ikke ville skade fangerne, selvom de kunne have lyst. Ligesom manualen fortalte, hvordan man som fange skulle klage øjeblikkeligt, hvis man led overlast. Af manualen fremgik det også, at en fange kunne ødelægge en forhørsleders karriere ved at fremvise et ar eller en skade til Røde Kors, og at amerikanernes uvilje mod at bruge tortur i afhøringerne var udtryk for »amerikansk svaghed.« ..

Da Hogan ankom til landet, var han fast besluttet at følge konventionerne til sidste bogstav. Alle fulgte reglerne, undtagen Tom Cavanaugh, der råbte af fangerne og af og til, indtil nogen så og stoppede det, og anbragte fangerne i stressende situationer.

Men, medgiver Hogan, efterhånden udviklede afhøringsfolkene metoder til at omgå Geneve-konventionen.

At berøve fanger deres søvn er for eksempel forbudt, men i Afghanistan udviklede afhøringsfolkene en anden variant: Man lod afhøringerne fortsætte i op til 30 timer. Det var tilladt, når bare også de selv (og ikke kun fangen) måtte holde sig vågne, mente afhøringsfolkene.

At true fanger med at blive henrettet er også forbudt, men også den regel blev omgået: Da stort set alle de fanger, der blev bragt ind til basen, ikke var soldater, men krigere, og næsten altid bar civilt tøj, kunne man kalde dem spioner – og spioner kan henrettes. Derfor truede amerikanerne i en række tilfælde fangerne med at blive henrettet.

Stolt af det er Chris Hogan ikke, forstår man. Men sådan var virkeligheden: Den amerikanske ledelse sukkede efter viden, men fik stort set ingen, dertil var fangerne alt for ligeglade – og forhørslederne alt for venlige.

Som det fremgik af den al-Qaeda-manual, der blev fundet:

»Amerikanerne vil give dig tre halal-måltider om dagen og ret til brusebad nogle gange om ugen. Men lyv over for dem, nægt at fortælle noget, skift historie – der er intet, de kan gøre.«

Afsløret på video: Prædikanter´s hadefulde budskab III

Worried har gjort mig opmærksom på, at klippene af den britiske dokumentar om radikal islam i England nu er offline. Kim har på Uriasposten gjort opmærksom på, at hele dokumentaren i sin helhed der kan fås i én fil. Her er den:

FANGEMISHANDLING I AFGHANISTAN!

For elleve dage siden var hele Danmark på den anden ende, da Politiken via journalist Matias Seidelin løj overskrifter frem om, at den danske regering havde udleveret fanger til "tortur" og "systematisk mishandling". Som jeg demonstrerede var der ikke fugls føde på påstandene, men det forhindrede ikke oppositionen i at ville kulegrave regeringen.

Hele historien byggede på, hvad en serie fanger havde påstået over for deres forhørsledere at nogle amerikanske vagter - ikke danske soldater eller den danske regering - havde gjort, og det samlede bevismateriale bestod af en flok buler og skrammer.

Men hvad hvis sagen havde drejet sig om, at et nuværende folketingsmedlem havde besøgt en diktaturstat midt under en borgerkrig, var taget på en udflugt uden ubehagelige vidner til diktaturets hemmelige politis hoved-fængsel, torturkælder og henrettelsesplads, og der i al fred og ro kunne give sig til at afhøre en fange?

Hvad hvis denne fange ikke - som i den danske fange-sag - var blevet løsladt i live, men simpelthen var forsvundet fra jordens overflade?

Og hvad hvis mængden af beviser ikke bestod af påstande, skrammer og buler, men af en massegrav med op mod 2.000 skeletter af fanger, med skudhuller i kraniet og brækkede knogler? Og hvad hvis man forventede at finde rester af titusindvis af flere fanger?

Ville det ikke være en sag værd, både for den menneskerettigheds-besatte opposition og for Amnesty International?

Åbenbart ikke.

I slutningen af marts 1980 rejste den dengang 28-årige ungkommunist Frank Aaen til det kommunistiske diktatur Afghanistan. Mens han var der inspicerede han det berygtede Pul-i-Charki fængsel i udkanten af Kabul. Fængslet, der blev ledet af KGB og den lokale kommunistiske afghanske sikkerhedstjeneste KHAD, var bygget oprindeligt bygget til 5.000 fanger, men under Frank Aaens inspektion var det pakket med 12.000 fanger (s. 13). Ingen protester over fangernes forhold er hørt fra Frank Aaens mund - tvært imod.

Det var her, i Pul-i-Charki-fængslet, at Frank Aaen forhørte den 27-årige fange Ziauddin Mahmound. Ingen neutrale vidner var til stede. Ingen har hørt noget fra Ziauddin siden.

26 år senere, for lidt under en måned siden, påbegyndte ISAF udgravningen af en af massegravene rundt om Pul-i-Charki-fængslet. Efter det første spadestik var taget 22. december begyndt resterne af de henrettede fanger at dukke op:

Human skulls with bullet wounds, broken bones, pieces of clothing and shoes were seen in the several metre-long grave.

“More than 50,000 of our innocent people - who were mainly jailed in Poli Charkhi prison, were executed at that time,” Tanwir asserted. “The recovered bodies show that many of them had been shot in the head and then buried.”

Selve den massegrav, der var taget hul på forventede man indeholdt resterne af 2.000 henrettede fanger.

At Frank Aaen var uvidende om masse-forsvindingerne af fanger i Afghanistan på tidspunktet for hans besøg kan man tillade sig at tvivle på. Han var der som gæst af det kommunistiske diktatur, og besøgte endda diktatoren (Babrak Kamal) personligt. Det var samme regimes ministerium for planlægning, der begyndte at registrere folk der var blevet forsvundne en måneds penge før Fran Aaen ankom til Afghanistan. Projektet blev opgivet efter tre uger, da de første 25.000 navne var kommet ind (War Crimes and Crimes against Humanity 1978-2001, s 17).

Alligevel venter vi stadig på, at oppositionen tager denne sag op.

Afsløret på video: Prædikanter´s hadefulde budskab II

Jeg kunne have opdateret det andet indlæg med de første tre dele af den britiske dokumentar om islamisternes anvendelse af officielt mainstream moskéer som propagandacentraler i Storbritannien. Det indlæg er imidlertid blevet skubbet så langt ned, så jeg istedet vælger at smide alle 6 dele online i dette indlæg. Tiligere omtale af denne dokumentar her og her.













Mens stort set alle større Europæiske medier ignorerer dokumentaren og hvad den afslører, så er det allerede begyndt at flyve med pressemeddelelser, der fordømmer at nogen kunne finde på at afsløre den islamiske propaganda. Et eksempel, fra Muslim Council of Britain (via IRNA):

The Muslim Council of Britain (MCB) is accusing Channel Four commercial channel of attempting to foment division and sectarianism among Britain's 1.8 million Muslim community. ...

MCB said the Dispatches programme "mischievously tried to prove that key Muslim institutions are teaching the exact opposite to Islam commanding Muslims to deal positively and peacefully with those around us." The producers were "resorting to the dishonest tactic of selectively quoting from some recorded speeches for the purpose of misrepresentation," MCB secretary general Abdul Bari said.

"Their aim is to attach guilt by association. This continuing demonisation of British Muslims and the risible attempt at promoting sectarianism among British Muslims will be firmly rejected," Bari said.

UPDATE:

Mens mainstream-medierne for en stor dels vedkommende forbigår aflsøringerne i dokumentaren, så er den allerede tophistorie i blogosfæren - næsten 400 blogs har taget den op.

UPDATE II

Youtube-links´ne er nu nede. Jeg har istedet smidt et link til hele dokumentaren (48 minutter) på Google Video her.

Dansk distance - racisme-nedtællingen begynder

Fra Berlingskes "Udlænginge elsker vores land - og hader skatten":

Mens nytilflytterne er imponerede over vores sprogkundskaber og som sagt synes, at arbejdspladserne er gode til at give plads til både business og baby, ser det straks mere sort ud, når de skal vurdere vores venlighed.

Godt nok løber den danske skatteprocent og priserne i butikkerne med henholdsvis første- og andenpladsen blandt de ting, som bliver bedømt mest negativt, men ifølge formanden for Ingeniørforeningen i Danmark, Lars Bytoft, er det især værd at lægge mærke til tredjepladsen. At kun 33 pct. mener, at den danske befolkning er åben og imødekommende.

Nedtælling til oppositionen kalder dansk distance for "racisme": 5..4..3..2..

Irak: hvorfor medierne træder ved siden af

Fra New York Post, en artikel, der fortjener at være pligtlæsning på de danske udenrigs-redaktioner:

JUST outside Um al-Qasar, a port in south east Iraq, a crowd had gathered around a British armored car with a crew of four. An argument seemed to be heating up through an interpreter.

The interpreter told the Brits that the crowd was angry and wanted U.K. forces out of Iraq. But then a Kuwaiti representative of Amnesty International, accompanied by a journalist friend, approached - and found the crowd to be concerned about something quite different.
The real dispute? The day before, a British armored vehicle had an accident with a local taxi; now the cab's owner, backed by a few friends, was asking the Brits to speed up compensating him. Did these Iraqis want the Brits to leave, as the interpreter pretended? No, they shouted, a thousand times no!

So why did the interpreter inject that idea into the dialogue? Shaken, he tried a number of evasions: Well, had the Brits not been in Iraq, there wouldn't have been an accident in the first place. And, in any case, he knows that most Iraqis don't want foreign troops . . .

*

Since 2003, Iraq has experienced countless similar scenes, with interpreters, guides and "fixers" projecting their views and prejudices into the dialogue between Iraqis and the outside world.

Immediately after liberation, interpreting and "fixing" for the Coalition and for hundreds of foreign media people became a cottage industry, employing thousands. Most of those were former Ba'athist officials, often from the Ministry of Information or media companies owned by Saddam Hussein and his relatives. Some tried to curry favor with the new masters; others decided to wage political guerrilla war against the "invaders" by misleading them. Both ended up offering a twisted view of post-liberation Iraq.

The industry geared itself to meeting demand. In 2004, for example, many journalists coming to Baghdad wanted to interview the "militants" who were attacking U.S. soldiers. The industry obliged by arranging interviews.

One popular interviewee was one "Abu Muhammad," who claimed to be a fisherman by day and "a killer of Americans" by night. One U.K. paper paid $2,000 (a tidy sum in the cash-starved Baghdad of those days) for an exclusive with Abu Muhammad, who later took up a full chapter in a book published in London. The scam ended when someone found out that Abu Muhammad was, in fact, a busboy at a local hotel who'd grown a beard and was "fishing" Western journalists, splitting the proceeds with his cousin, who acted as interpreter and guide.

From 2004 onward, the situation improved. A new generation of Iraqi journalists with no Ba'athist background started to help Western colleagues. And Americans and Brits began hiring interpreters from outside Iraq, notably from ethnic Arab communities back home.

The new interpreters had some handicaps: They did not understand many Iraqi expressions and nuances; and Iraqis recognized them as non-Iraqis and were suspicious. Still, they were an improvement, for few had hidden agendas. ...

From the start, the war was also waged in Western circles, with their pro- and anti-war camps. A newspaper that had opposed the war would not tolerate "positive reporting" from Baghdad. One young British reporter who didn't understand that was surprised to see himself shifted to Paris to become a European correspondent. He had made the mistake of reporting that Iraq looked almost like a success, given where it had come from.

With the bulk of the media having opposed Saddam's ouster, negative reporting from Iraq became the norm. (Afghanistan gets a better press; Western elites are at worst ambivalent about the Taliban's fall.)

*

Another problem is that Iraq has become the focus of anti-American passions. Millions want Iraq to fail so that the United States will be humiliated. And Iraqis watch satellite TV - including channels from Iran, Egypt and Qatar that make a point of presenting post-liberation Iraq as a tragic quagmire. When CNN and the BBC send a similar message, Iraqis can be persuaded that their country is lost.

Imagine a resident of, say, Mandali or Nasseriah, who is told day and night that Iraq is sinking in a sea of fire and blood. He looks around and sees no evidence of that - but one can't blame him if he thinks that what the media say must be true in other parts of Iraq.

The fact that more than 90 percent of the violence that dominates reporting from Iraq takes place in five neighborhoods in Baghdad, plus one of the 18 Iraqi provinces, is neither here nor there. The perception is that all of Iraq is lost.

The old rule in the news business still holds: "If it bleeds, it leads." Stories about suicide attacks and carnage are more attractive than boring stuff about the emergence of a pluralist political consciousness and the mushrooming of thousands of small businesses. ...

Last month, Iraq received the U.N.'s special environmental prize for reviving parts of the marshes drained by Saddam, thus saving one of the world's most precious ecological treasures. Almost no one in the media noticed.

Also last month, the Iraqi soccer squad reached the finals of the Asian Games - beating out Japan, China, South Korea and Iran. Again, few in the West noticed.

In 2006, almost 200 major reconstruction projects were officially completed and 4,000 new private companies registered in Iraq. But few seem interested in the return of private capitalism after nearly 50 years of Soviet-style control.

Iraq's new political life is either ignored or dismissed as irrelevant. The creation of political parties (some emerging from decades of clandestine life), the work of Iraq's parliament, the fact that it is almost the only Arab country where people are free to discuss politics to their hearts' content - these are of no interest to those determined to see Iraq as a disaster, as proof that toppling Saddam was a modern version of the original sin.

Iraq may still become any of those things - but right now it is none of them. When the real history of the Iraq war is written, posterity might marvel at the way modern media were used to manufacture that original sin.