En muslimsk erobring

Et par dage gammel, men ikke mindre læseværdig af den grund: David Gress afslører myten om det muslimske multikulturelle paradis i Middelalderen som det det er: en myte. Eksemplet han bruger til at punktere den er Sicilien, der op gennem 1100 og 1200-tallet faktisk VAR en multikulturel succes. Men under kristne fyrster, EFTER muslimske herskere og hardlinere var blevet sparket ud.

Om den muslimske tolerance har David Gress følgende at skrive:

Kampen begyndte, men til forskel fra de andre muslimske lynkrige endte den
ikke med hurtig sejr for de rettroende. Asad selv døde to år efter, mens han
forgæves angreb Syrakus. Først i 878 faldt Syrakus efter ni måneders belejring.
»Borgerne kæmpede side om side med garnisonens folk, med lejesoldater fra
Peloponnes og Tarsos, en hær af skeletter, lasede, sultne og desperate«, skrev
munken Theodosius. Den 28. maj holdt modstanden op, og Syrakus' 1.500-årige
historie som græsk-romersk kulturby var slut.

Da byen ikke havde underkastet sig frivilligt, var den efter muslimsk
skik frit bytte for sejrherrerne. Våbenføre mænd blev hugget ned, øvrige samt
kvinder og børn bortført som slaver. Theodosius fortæller, at byens kommandant
»gik i døden med hovedet højt hævet, frygtløs, rolig, så selv den krigsherre,
der dødsdømte ham, så på ham med forbavselse«. Muslimske kilder angiver, at få
overlevede, herunder en håndfuld, som slap afsted i skib til Grækenland. Syrakus
blev herefter grundlagt på ny af arabere.

Den sicilianske modstand var dog stadig ikke brudt. I 902 indtog den
frygtede krigsherre Ibrahim ibn Ahmad den hidtil uindtagelige fæstning Taormina.
»Herpå lod han ikke blot mændene, men også kvinderne, børnene og de gejstlige
hugge ned, satte ild til byen og gjorde jagt på dem, der var flygtet op i
bjergene. Da man havde samlet en stor hob flygtninge foran ham, hvoriblandt
biskoppen Procopius, kaldte Ibrahim denne til sig og sagde: "Dine hvide hår bør
gøre dig klog. Afsværg den kristne tro og du vil redde dit og de andres liv, som
står her." Bispen smilede. Ibrahim spurgte, om Procopius vidste, hvem der talte
til ham. "Jo, det er djævelen, som taler ud af din mund, derfor ler jeg".
Ibrahim befalede da, at hans krop skulle levende splittes ad og hjertet
udrives«.

Henrik