12 januar, 2008

Socialdemokratiets brune fortid - nu med racehygiejne

Fra tid til anden falder man over interessante ting på internettet. Denne gang var anledningen Flemming Rose´s anmeldelse af Jonah Goldberg´s bog "Liberal Fascism: The Secret History of the American Left from Mussolini to the Politics of Meaning", som Urias-Kim lavede et indlæg om på sin blog. I forbindelse med indlægget udviklede der sig en intens debat om dets essens, nemlig om ikke fascismen retteligt hører hjemme på venstrefløjen, fremfor som venstrefløjsere gerne påstår, på højrefløjen.

I diskussionen fløj det frem og tilbage med argumenter, og mellem alle indlæggene fandt man - overraskende nok - en højrefløjser, der citerer en artikel fra det venstreradikale site modkraft. Som sådan er det jo allerede interessant, men emnet for artiklen - socialdemokratiets ansvar for den danske racehygiejne, som den blev praktiseret i Danmark fra 1920erne til 1970erne -gør den jo alt andet lige endnu mere interessant - her kernen i den:
– Vi kommer ikke uden om at diskutere, om vi skal have et avlsprogram, hvor vi selektivt støtter, at højtbegavede mennesker får flere børn, og belønner mindre begavede for ikke at formere sig, sagde den århusianske professor Helmuth Nyborg til Jyllands-Posten sidst i september dette år.

Det vakte vrede landet over. Avis-ledere, politikere og forargede borgere kaldte professoren tosset. Og det, der var værre. Sophie Hæstorp Andersen, sundhedspolitisk ordfører for socialdemokratiet, kommenterede også professorens idé:

– Det grænser til fascisme at forestille sig, at man kan fremavle mere intelligente og lykkelige mennesker... Verden er slet ikke moden til den slags tanker, og jeg håber aldrig, at den bliver det.

Udtalelsen fra netop en socialdemokrat er pudsig. Den danske racehygiejne, der blev praktiseret fra 1920erne til begyndelsen af 1970erne havde en socialdemokratisk drivkraft, nemlig K.K. Steincke.

K.K. Steincke (1880-1963) var en indflydelsesrig socialdemokrat, der var justitsminister i tre omgange og socialminister 1929 til 1935...

Svingende tal angiver at mellem 11.000 og 13.000 udviklingshæmmede, sædelighedsforbrydere og sindssyge er blevet tvangssteriliseret i Danmark mellem 1920erne og til 1975. Af socialpolitiske årsager.

Som sådan tilforladeligt nok - Socialdemokratiet kan ikke undslå sig for sit hovedansvar for det danske program til racens forbedring, og hovedmassen af artiklen skal jeg da heller ikke brokke mig over. Istedet vil jeg her påpege et par nuancer, som Modkraft-skribenten Linda Hansen kommer lidt let om ved, eller simpelthen skøjte hen over.

Nu er kilden jo det venstreradikale bureau Monsun, så man undres ikke over, at de ikke nævner den betragtelige modstand mod tvangssterilisationen, der kom fra de stærkt konservative præster i det konservative folkeparti. Det ville jo også ødelægge den venstreorienterede myte om 30erne, at højrefløjen (KU) nøjedes med at overtage fascismens glæde ved uniformer, mens venstrefløjen overtog de raceteoretiske tilgreb overfor fysisk og psykisk handicappede. Det kunne også føre til den farlige tanke, at højreorienterede præster, der siden valget i 2001 igen er in, ikke bare kan forbandes, fordi de jo pr definition tager fejl.

Andre detaljer bliver også udeladt. Lad mig derfor give lidt historisk baggrund:

Blandt den første socialdemokratiske Stauning-regerings første tiltag efter regerings-tiltrædelsen i 1924 var nedsættelsen af en Sterilisationskommision - den barslede siden med et lov-forslag, der blev fremsat af venstre-regeringen Madsen-Mygdal i 1928, og vedtaget kort efter den næste Stauning-regering var tiltrådt i 1929.

Lovgivningen var fremsat af en højreorienteret, liberal regering, så et af kernepunkterne for sterilisation var, af det skulle foregå frivilligt, altså med personen der skulle steriliseres´ samtykke. Dertil kom, at man som udgangspunkt også skulle være indlagt på en anstalt, og altså et netto dræn på samfundet. Dette faldt ikke i Socialdemokratiets smag, da det førte til alt for få sterilisationer.

Da Socialdemokratiet med Det Radikale Venstres hjælp var var kommet til magten, blev der derfor taget tilløb til at stramme de racehygiejniske love betragteligt. I årene 1934-35 blev frivilligheden fjernet, så man nu kunne sterilisere og kastrere folk uden deres samtykke, og ofre for denne tvang kunne nu også blive folk, der klarede sig udmærket på egen hånd uden at ligge samfundet til last. Den socialdemokratiske socialminister K.K.Steincke indrømmede her blankt, at de racehygiejniske love der var blevet vedtaget i blandt andet Nazi-Tyskland var forbilledet. Efter en skyttegravskrig i Rigsdagen (Folketinget og det daværende andet-kammer, Landstinget) blev loven dog liberaliseret en smule, så for eksempel brandstiftelse ikke længere førte til tvangs-kastration.

Siden fulgte love, hvor staten på racehygiejnisk grundlag gik ind og blandede sig i abortspørgsmålet og i hvorvidt folk måtte gifte sig.

For at illustrere den socialdemokratiske regering og dens radikale sidevogns holdninger kan man passende citere lidt fra rigsdagsdebatten:

Socialminister K.K.Steincke: "Den røde Traad i Socialreformens Bestemmelser om Aandssvage - jeg holder mig til dette Omraade, langt det største og farligste - er Statens Overtagelse af Forsorgen for samtlige aandssvage....Hvis vi derfor ikke fortsat skal udrede endda voksende Udgifter til Pladser - Paladser siger mange - for at det tiltagende Antal af Aandssvage m.fl. medens de for Landets Velfærd værdifulde Børn vokser op i Barakker, for ved deres Uddannelses Afslutning at kastes ud i Arbejdsløshed og alskens moralsk Fornedrelse, maa vi tage Skeen i den anden Haand og supplere vor Sociallovgivning med en efter vor Viden afpasset Form for Racehygiejne".

Radikal MF, Jens Christian Jensen-Gørding: "Disse Syge, hvorom det drejer sig, skulle dog nødig blive en altfor stor Procentdel af Befolkningen, allermindst i en Tid, i hvilken den sunde Del af Befolkningen mere og mere gaard ind for Børnebegrænsning i stor Stil...Hvis det danske Samfund ikke skal gaa til Grunde maa det styrke Racehygiejnen; denne maa gennemføres og gennemføres rationelt og hurtigt. Antallet af disse ulykkelige er i stærk Stigning og hvis disse arveligt belastede ikke forhindres i at forplante sig, vil ikke alene Byrden for Samfundet blive saa stor, at den ikke kan bæres økonomisk, men den aandelige Standard vil sænkes ned".

Som modpol kan opstilles en af de konservative præster, Alfred Bindslev, der mente at lovene var "..et Bevis for, at de saakaldte humanistiske Ideer i deres Rendyrkning Gang paa Gang vil komme til at ligge Side om Side med det Barbariske. Der er intet at sige til, at Humanismen i sine Overdrivelser slaar over i Barbarismen fordi Humanismen netop som en frit svævende Størrelse ikke har den tilstrækkelige Modstandskraft til at bevare sig selv i sit rene Væsen, men naturligt graviterer i Retning af noget, den ikke selv kender".

Profetiske ord, hvis man holder den øjeblikkelige situation og vore herværende humanisters "graviteren" mod vore herværende islamister in mente.

For mere om emnet, læs gerne Lene Koch´s bog "Racehygiejne i Danmark 1920-56".

PS. For et tidligere indlæg om de knapt så vandtætte skotter mellem fascismen og den danske venstrefløj, se indlæggende Den rød-brune konvergens - venstrefløjen og nazismen 1930-45 og DSU og den fascistiske fristelse.

Etiketter: , , , ,

5 Comments:

Blogger Hodja said...

En ikke uvæsentlig detalje ville også være den svenske side af sagen.
Så vidt jeg husker, var svenskerne den , der opretholdt racehygiejnen længst.

Man kan læse mere om det i Ulf Nilsson: Sverige - Sluten anstalt.

1:44 AM  
Blogger Angantyr said...

Gustav Bang som var Socialdemokratiets førende teoretiker i starten af 1900-tallet gav i sin tid udtryk for lidt det samme som Steincke. I en disputats fra 1897 om den gamle danske adel, var det ikke hovedsageligt ændrede magtforhold og strukturer, men den vidergivne arvemasse som havde styrket den legemlige og åndelige degeneration hos adelen, som var skyld i den danske adels fald.

Det var en ret udbredt tankegang i datiden at erhvervede egenskaber(både gode og dårlige)nedarvedes. Man delte folk ind i lavere og højere degenerede. Højere degenerede var dem som skiftede mental tilstand brat og tit, mens de lavere degenerede også havde legemlige defekter. De legemlige defekter kunne være mange ting. Det kunne være øjenbryn som var sammenvoksede, så varulv var det første man tænkte på. Det var tegn på sindssyge mente man.

Det var den franske psykiater Morel som fra midten af 1800-tallet gjorde sit til at denne degenerationsteori fik fremgang.

7:35 PM  
Anonymous Anonym said...

En sjov detalje er på den anden side, at Sovjetunionen afviste eugenikken som værende et fascistisk påfund - det skete med henvisning til, at miljøets påvirkning af individet er større end det genetisk arvelige.

2:23 PM  
Blogger Henrik said...

Tjoh - i slutningen af 30erne. Inden da havde kommunisterne pumpet store beløb ind i forsøg med at krydse mennesker med abekatte: http://64.233.183.104/search?q=cache:dwdLD5v93AYJ:news.scotsman.com/weirdoddandquirkystories/Stalins-halfman-halfape-superwarriors.2688011.jp+stalin+monkeys+1926+1931&hl=da&ct=clnk&cd=1

11:33 PM  
Anonymous Anonym said...

Ja men som det også fremgår af Lene Koch's bog, var den kons. Alfred Bindslev den ENESTE der stemte imod sterilisationsloven af åndssvage 1934. Mens loven fra 1935blev vedtaget af et enstemmigt folke- og landsting. Som Lene Koch selv skriver var "en bred, tværpolitisk anerkendelse af racehygiejnens principper og målsætninger." Det var altså ikke kun socialdemokratet og venstrefløjens ansvar. Men racehygiejnen blev betragtet som en legitim videnskab af stort set hele det politiske spektre.

6:17 PM  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home