Hellere arabiske løgne end ubehagelige sandheder

Digteren Peter Laugesen præsenterede i fredags en række rodede betragtninger over lidt af hvert i Information. Hans ligegyldighed over for politisk vold i Danmark lader jeg stå for sig selv, og koncentrerer mig istedet om et andet af hans ærinder, nemlig kritikken af dansk fjernsyns dækning af Israels 60-års fødselsdag:

"Sagaen om Israels fødsel, en af det tyvende århundredes største og forfærdeligste fortællinger, mangler indtil videre på dansk TV en hel del: Hele den palæstinensiske del".

Digteren (det er en profession, der beskæftiger sig med at finde på ting) præsenterer som sin kilde til "den palæstinensiske del" hans kollega, digteren (stadig professionen, der finder på ting) Mahmoud Darwish. Denne er araber født i det der idag er Israel, og var som barn blandt de titusinder af arabere, som Israel lod komme tilbage til dettes territorium efter den Israelske Frihedskrig 1947-49 - en episode, få i vesten kender.

Denne Israelske godgørenhed betalte han så tilbage ved at blive kommunist, propagandere for etnisk udrensning af samtlige jøder fra Israel (i digtet Passers Between the Passing Words),
engagere sig i terror-organisationen PLO, og siden i 1993 igen at melde sig ud af terror-organisationen fordi den var blevet for moderat - nu myrdede den ikke bare jøder, den forhandlede faktisk også med dem.

I tiden efter bruddet gjorde han sig blandt andet bemærket i forbindelse med en konference om holocaust-benægtelse, der skulle finde sted i Beirut, og som således ville drage fordel af den udbredte anti-semitisme i den arabiske verden. Da den internationale presse blev opmærksom på konferencen, skyndte han og en række andre arabiske intellektuelle sig at offentliggøre et åbent brev der krævede et forbud mod denne, kun for kort tid efter, da konferencen faktisk blev forbudt, at foretage en kovending og fordømme forbuddet han selv havde bedt om som "en krænkelse af menneskerettighederne".

Det er altså Digteren Peter Laugesens kilde. Herfra flyder hans viden:

I skrivende stund er vi kun nået til 1948, briterne har netop forladt området, og vi har hørt Menachem Begin fortælle om massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin lige uden for Jerusalem den 9. april 1948. Begin var ved den lejlighed chef for Irgun, den jødiske terrorgruppe, der kæmpede for den kommende jødiske statsdannelse, og Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed.

Den professionelle påfinder Peter Laugesen fremstiller her en stramt bundet knude, der bindes af lige dele selektivt udvalgte sandheder og manipulation med sproget. Et par eksempler:

1) "..massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin.." - Man får her billedet af en hel, sagesløs landsby mejet ned med overlæg. Dette billede mangler imidlertid en del detaljer:

• Landsbyen knapt så sagesløs: I ugerne op til stormen på landsbyen var jøder omkring landsbyen blevet udsat for et stigende antal angreb derfra, og der var rapporter om, at irakiske tropper både havde taget del i disse angreb, og var set inde i landsbyen.


• Tropperne fra Lehi og Irgun, der stormede byen, netop strenge ordrer om ikke at skade byens kvinder og børn, de havde en panservogn med højtalere med, der skulle få civilisterne til at evakuere byen, og en vej var blevet ladet stå åben, så selvsamme civilister kunne flygte den vej. Af byens ca 700 faste og måske 200 midlertidige indbyggere (civilister of kombattanter mellem hinanden) valgte således over 700 at flygte øjeblikkeligt, som Lehi og Irgun havde regnet med at alle ville. Disse blev altså ikke massakreret.
• Af de under 200, der blev tilbage og begyndte at skyde på jøderne, blev op mod 100 taget til fange i landsbyen under eller efter kampene. Disse blev heller ikke massakreret, men blev sat på lastbiler og blev kørt i sikkerhed i arabisk-kontrollerede områder.
• Sammenlagt 107 arabere blev dræbt, kombattanter og civile mellem hinanden. Hvornår og under hvilke omstændigheder de enkelte er kommet af dage er idag umuligt at finde ud af. Hvad der står fast er, at kampene var hårde (Irgun og Lehi tabte 40% af sin styrke i dræbte og sårede), at de jødiske styrker anvendte sprængstoffer til at nedkæmpe arabere, der havde forskanset sig i stenhuse forsynet med jerndøre, og at en del civile er blevet dræbt i denne proces, som i al anden bykamp. Det står dog også fast, at der har fundet et vist antal henrettelser sted af fanger - massakrer, om man vil. Man kan bare ikke sige noget om omfanget.
• For sammenligningens skyld - nu der er tale om anvendelsen af ordet massakre - kan man nævne den tredobbelte arabiske bilbombning af Ben Yehuda Street i Jerusalem halvanden måned før stormen på Deir Yassin. Her blev 58 civile myrdet uden tvivl om at der skulle have været nogen der faldt i kamp. Eller det arabiske angreb på en konvoj med sygehuspersonnel fire dage efter Deir Yassin, den 13. april. Her blev 79 jøder dræbt. En måned efter - 13. maj - det blev 128 jøder massakreret i Gush Etzion efter de havde overgivet sig til arabiske styrker. Hovedparten blev dræbt da araberne åbnede ild på dem efter de var blevet afvæbnet, men det lykkedes cirka 50 at flygte ned i en kælder. Her blev de dræbt af håndgranater.

2) "Begin var ved den lejlighed chef for Irgun.." - Fuldstændig korrekt, men ret ligegyldigt i sammenhængen. Begin havde givet en direkte ordre om for det første ikke at røre kvinder og børn, og for det andet at lade en vej være åben som araberne kunne flygte af, så det ikke ville komme til kamp. Men så har man da bundet ham op på det - det kaldes et associations-trick.

3) "Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed" - Hvis Irguns propaganda ikke har brugt ordet "myrdet", så har de jo selvsagt ikke sagt at 250 var blevet myrdet. Ergo er der tale om en sprogmæssig lækkerhed, som digteren Peter Laugesen bruger til at lade folk sige noget, de faktisk ikke har sagt.
Dertil kommer, som ovenfor anført, at der faktisk ikke blev hverken dræbt eller myrdet 250 mand i Deir Yassin - det er her en anden sprogmæssig lækkerhed fra digteren Peter Laugesen ligger. Dengang sagde i hvert fald én officer i Irgun nemlig faktisk, at 254 arabere var blevet dræbt i kampene. Han hev imidlertid det høje tal ud af den blå luft for at højne moralen i det belejrede Jerusalem, og for at sætte en skræk i araberne - "se hvor mange af jeres tropper, vi kan slå ihjel".

Her kunne sagen så være endt med, at man faktisk havde slået fast at det reelle tal var langt lavere, hvis ikke alle parter havde haft en interesse i at sætte tallet så højt som muligt. De radikale i Lehi og Irgun manglede et højt tal for at kunne se stærkere ud end de reelt var. Det venstreorienterede establishment i det jødiske samfund skulle bruge et højt tal til at sværte Lehi og Irgun med. Og araberne skulle bruge et højt tal til at piske jødehadet endnu højere op end det allerede var - hertil blev der også opfundet historier om, at Legi og Irgun skulle have voldtaget arabiske kvinder, skamferet ligene osv. Først i slut-80erne blev der lavet en reel undersøgelse af sagen ved det arabisk-palæstinensiske Birzeit Universitet, der satte antallet af døde arabere i Deir Yassin til 107.

Efter knuden følger et par andre lækkerheder fra digteren Laugesen, der kræver lidt korrektion:

4) "For palæstinenserne er massakren i Dayr Yasin siden kommet til at stå som selve begyndelsen til deres exodus og diaspora, udlændighed". - Man glemmer behændigt, at arabernes udlændighed stammer fra deres egen vægring ved at gå på kompromis, og deres forsøg på at kvæle Israel i fødslen og etnisk udrense dem - smide dem i havet som det blev formuleret dengang. Det slog jo som bekendt slog fejl. Udtrykket er "Ris til egen røv".

5) "Menachem Begin var israelsk premierminister i 1982 under belejringen af Beirut, og han stod således sammen med sin forsvarsminister Ariel Sharon bag myrderierne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, Sabra og Shatila". - Nej, det gjorde han faktisk ikke. Det gjorde den libanesiske araber Eli Hobeika, derimod. Hobeika havde nemlig aftalt med Israel, at israelerne ville holde sig ude af Sabra og Chatila, og at Hobeikas militsfolk ville gå ind, lade civilister være i fred, nedkæmpe terrororganisationen PLO´s styrker, og aflevere tilgangetagne PLO-folk til Israel.

Problemet var, at Elie Hobeika hadede PLO især, men arabere fra Palæstina generelt - adskillige af hans slægtninge var blandt ofrene, da PLO stormede den kristne landsby Damour i 1976 og massakrerede op mod 600 af dens indbyggere. Derfor er der idag liden tvivl om, at Hobeika aldrig havde tænkt sig at holde sig til hans aftale med israelerne. Man regner med, at de arabiske militsfolk, Hobeika sendte ind i lejrene dræbte 7-800 arabiske palæstinensere ud af en total befolkning på op mod 40.000. På trods af hadet lader henrettelserne i Sabra og Chatila trods alt til hovedsagelig at have holdt sig til mænd i våbenfør alder - en delvis opgørelse over 460 af de dræbte sammenstillet af Libanesisk Røde Kors, Internationale Røde Kors, det libanesiske civilforsvar, den libanesiske hærs lægekorps og slægtninge til de døde indeholdt således 425 mænd, men kun 35 kvinder og børn.

6) "Mahmoud Darwish har skrevet om det i sin tidligere omtalte bog. Han ser den forfærdelige jødiske forhistorie som et spøgelseslag under den desperate og paranoide retorik i Begins erklæring på amerikansk TV:"Disse palæstinensere er ikke mennesker. De er dyr, der går på alle fire."" - Som tidligere anført er digteren (en fyr der af profession finder på) Mahmoud Darwish ikke verdens mest troværdige kilde. Heller ikke i dette tilfælde. I småtingsafdelingen falder, at Begin ikke har sagt noget sådant i amerikansk tv, men derimod i Knesset, det israelske parlament. Hovedproblemet er imidlertid, at hvad Begin reelt sagde ikke har ret meget at gøre med hvad digteren Darwish anklager ham for at have sagt. Det uforvanskede citat (dog på engelsk) lyder som følger:

The children of Israel will happily go to school and joyfully return home, just like the children in Washington, in Moscow, and in Peking, in Paris and in Rome, in Oslo, in Stockholm and in Copenhagen. The fate of... Jewish children has been different from all the children of the world throughout the generations. No more. We will defend our children. If the hand of any two-footed animal is raised against them, that hand will be cut off, and our children will grow up in joy in the homes of their parents.

Der er altså tale om en fordømmelse af folk der direkte angriber jødiske børn - ikke arabere fra Palæstina generelt. Hvad der gør forvanskningen mere tragisk er, at den oprindelige kilde er Amnon Kapeliouk, en venstreradikal jøde med dobbelt israelsk-fransk statsborgerskab. Samme person er kilden til arabisk-palæstinensiske påstande om, at antallet af dræbte i Sabra og Chatila ikke var 7-800, men 3-3.500. Troværdigheden kan man tænke sig til.

For at fuldende billedet skal man måske nævne, at Elie Hobeikas kampe mod PLO i Sabra og Chatila ikke var de eneste. Tre år senere, i maj 1985, begyndte den såkaldte "Krigen om Lejrene", hvor Syrisk-støttede shiamuslimske arabere kæmpede mod arabere fra Palæstina i disses lejre. Hvor den mere kendte "Massakre i Sabra og Chatila" som sagt kostede 7-800 mennesker livet, men ellers lod lejren stå, så jævnede "Krigen om Lejrene" dem med jorden, og kostede op mod 6.000 menneskeliv.

Det gider ingen bare hidse sig op over - der kunne man jo ikke pege fingre af jøderne.

Digteren Peter Laugesens afslutning skal næsten have lov til at stå for sig selv i al sin patetiskhed - men også kun næsten:

På mange måder er jøderne og palæstinenserne samme folk, de har fælles rod, de har næsten fælles sprog. I hvert fald hvad de ord angår, der betyder noget. Ordet 'fred' f.eks. - på hebraisk hedder det, som overskriften på denne anmeldelse, shalom.

Araberne siger: "Salam!"

Deres naven for fred er næsten det samme - det samme var nazisternes og danskernes under 2. Verdenskrig. Så har besættelsen jo næsten ikke fundet sted!