Gaza: hvordan terrorister bliver til “civile”, og hvordan bedraget afsløres igen

Et interessant indlæg på Uriasposten, forfattet af undertegnede:

De fleste vil huske medie-virakken om den israelske anti-terror-aktion Støbt Bly, der blev gennemført i Gaza mellem 27. december 2008 og 18. januar 2009, og hvordan medierne og deres udvalgte eksperter (igen) benyttede lejligheden til at angribe Israel og beskylde Mellemøstens eneste reelle demokrati for alt fra folkemord til det noget mildere lydende “uproportionel magtanvendelse”.

Som fundament for angrebene valgte langt de fleste medier at benytte tabstallene fra én af vildnisset af såkaldte “menneskerettigheds”-organisationer, nemlig Palestinian Centre for Human Rights (PCHR). Organisationen lagde ikke skjul på at være anti-israelsk, men det diskvalificerede den åbenbart ikke fra at blive taget som en troværdig kilde. PCHR´s angivelser kan med Jyllands-Postens ord koges ned til følgende:

969 civile palæstinensere blev dræbt af israelerne, mens 239 politibetjente mistede livet. Endelig anslås det, at 235 medlemmer af militante palæstinensiske grupper blev dræbt under kamphandlinger.

Den absurd lave andel af de omkomne, der blev kategoriseret som “militante” - 235 af 1434, eller 16% - lagde grunden for beskyldningerne om, at de israelske forsvarsstyrker havde gjort sig skyldige i alt fra “uproportionel magtanvendelse” (der døde ikke jøder nok i forhold til arabere) over krigsforbrydelser til folkemord. I marts kom de israelske forsvarsstyrker med deres egen opgørelse (igen i Jyllands-Postens ord):

Nye opgørelser fra Israels militær viser, at 1.166 palæstinensere blev dræbt under kampene i Gaza i december og januar. Ifølge de israelske militærkilder var 709 involveret i terror.

Af ialt 1166 dræbte skulle 61% nu have været terrorister, alt andet lige noget af en forskel. Som med en lignende opgørelse for den israelske anti-terror aktion i Libanon i sommeren 2006 lider denne under, at man ikke har offentliggjort listerne med hvem man har identificeret som terrorister, og samtidig styrkes den arabiske side af, at man netop har offentliggjort sådanne lister over “civile” og “militante” - PCHR´s findes her. At kunne identificere offeret giver altid en sag større vægt.

De sidste par uger har denne styrke imidlertid vist sig at være en endda ret kraftig svaghed - den har nemlig sat ganske almindelige mennesker som dig og mig istand til selv at skille skæg fra snot. Klikker man ind på listen opdager man for eksempel død # 586, Mohammed Ibrahim Abu Sha’ar, der er blandt de afdøde, som PCHR kalder for “civile”. Kigger man på mandens arbejde, så angives det som “Policeman/member of the al-Qassam Brigades”. al-Qassem Brigaderne er terror-gruppen Hamas´ væbnede gren - den hob mordere, der står for at slå så mange civile jøder som muligt ihjel. At være medlem af en terror-gruppe - en “militant” organisation - er selve definitionen på at være “militant”. Det er bare ikke nok for PCHR og dermed medierne.

Går man uden for PCHR´s lister bliver billedet imidlertid meget værre. I efterhånden et par uger har en gruppe aktivister fra blandt andet bloggene Elder of Ziyon og Bottled Poetry og terror-databasen PTWatch kryds-checket PCHR´s lister med de lister over “martyrer”, som de arabiske terror-organisationer selv har lagt ud. De lagde ud med al-Qassem Brigaderne, hvis engelske site idag lister 14 “martyrer” fra Støbt Bly. Vores ifølge PCHR “civile” kammerat foroven kan al-Qassem Brigaderne for eksempel fortælle os følgende om:

One of his leaders said that missions that were given to Mohammed were totally special and different. During the Zionist invasion on December 27th, 2008 he was firing the Zionist settlements with mortars, and he was providing resistant members with accouterment.

Martyrdom:

On January 4th, 2009 Mohammed performed Al-Asr prayer and went to fire a rocket toward Zionist settlements. After finishing his mission, a Zionist drone fired him a rocket so he martyred at once.

“Zionist settlements” er Hamas-kode for enhver bymæssig bebyggelse i staten Israel.

En anden død “civilist” (#959) er Amir Yousif Mahmoud al-Mansi, som PCHR kan fortælle os ikke bare var civilist, nej han var også en ingeniør, der arbejdede for civilforsvaret - en mand, der altså gjorde alt for beskytte civile mod krigens følger. al-Qassem Brigaderne har en noget anden vinkel på hans “arbejde”:

During “Al-Furqan” battle, Ameer shelled the Zionist settlements with mortars and rockets, and he fired Zionist tanks with missiles. On January 10th, 2009 Ameer martyred after ten days full of his exploits

Et sidste eksempel fra al-Qassem-brigadernes hjemmeside er Ahmed Juma’a Suleiman al-Sha’er (# 974 hos PCHR). PCHR kalder ham en 21-årig “student”. al-Qassem-brigaderne fortæller - ufrivilligt komisk - følgende om hans død:

On Saturday 10/1/2009 went out to fire 120m mortars toward the Zionist
settlements. While he was firing mortars, he noticed a drone flying in the region, so he hid between bushes and started praying … While he was in prostrate, the drone fired him with one rocket. He martyred at once…

Dræbt med måsen i vejret, mens man gemmer sig i en busk. Sikke et martyrium.

Der er flere eksempler på “civile” terrorister på al-Qassem Brigadernes engelse website, men det er småting - man skulle jo helst ikke tage luften ud af folkemords-beskyldningerne mod Israel for hurtigt. Mens den engelske side indtil videre angiver 14 martyrer, så kan den arabiske-sprogede pendant fortælle om siger og skriver 163! Og begge sider vokser og vokser, efterhånden som profiler af flere lægges online.

Ved at kryds-tjekke PCHR´s lister med lister fra al-Qassem Brigaderne og andre terror-organisationers hjemmesider, med lister fra Al Mezan Center for Human Rights (der hører hjemme i Gaza-striben) og med blandt andet terrororganisationernes pressemeddelelser i den palarabiske presse er det lykkedes gruppen af aktivister omkring Elder of Ziyon at identificere mindst 267 af PCHR´s og dermed vore mediers “civilister” som terrorister.

PCHR´s politik med at klassificere den af terror-organisationen kontrollerede paramilitære politistyrke som civile får også et grundskud - mens PCHR kun identificerer 8 ud af de 282 omkomne fra den Hamas-styrede paramilitære politistyrke i sine lister som “militante”, så kan Elder of Ziyon og konsorter flytte yderligere 159 politifolk fra gruppen af “civile” til gruppen af “militante”. Dermed er hovedparten af de omkomne politifolk bevisligt terrorister, hvortil kommer alle de, der endnu ikke er fundet bevis for.

Tager man dette, som de israelske forsvarsstyrker har gjort det, som bevis for at den Hamas´ politistyrke er at betegne som “militant” som sådan, så får man følgende billede:

280 afdøde arabere, som PCHR identificerer som “militante”
274 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som man lige så vel kan kalde “militante”
108 afdøde arabere, som PCHR kalder civile, men som Elder of Ziyon og konsorter har bevist var “militante”.

Det er 662 ialt, og dermed ikke så farligt langt fra de 709, som de israelske forsvarsstyrker har angivet. Taget i betragtning at de israelske efterretningstjenester har lidt flere værktøjer at bruge end bare google kan den israelske opgørelse derfor betragtes som troværdig.

Menneskerettigheds-industrien og mediernes ukritiske brug af den som kilde lider derimod betragteligt.

Læs mere hos Elder of Ziyon i links´ne. ALLE kan gøre dette arbejde. Det kræver udelukkende en søgemaskine som Google, og en online oversætter (feks fra arabisk til dansk) som google translate.

Links:

• CAMERA: Questioning the Number of Civilian Casualties in Lebanon, 7. september 2006
• Jyllands-Posten: Organisation: 1434 palæstinensere dræbt af Israel, 13. marts 2009
• PCHR: A List of Victims of the Israeli Military Offensive on the Gaza Strip (27 December 2008 – 18 January 2009), 19. marts 2009
• Jyllands-Posten: Hvor mange døde i Gaza-kampe?, 27. marts 2009
• Elder of Ziyon: More of those “civilians” killed in Gaza (UPDATED), 28. april 2009
• Elder of Ziyon: Preliminary results of PCHR Gaza casualty analysis (updated), 5. maj 2009
• al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (engelsk), besøgt 5. maj 2009
• al-Qassam Brigaderne: Liste over martyrer (arabisk), besøgt 5. maj 2009

Politikens krigsforbryder-historie falder endeligt sammen

Som jeg allerede slog fast i søndags, så er de historier om israelske krigsforbrydelser som blandt andet Politiken rygtemageri af værste skuffe, og nu falder ammestuehistorierne så endeligt HELT fra hinanden:

Two central incidents that came up in the testimony, which Danny Zamir, the head of the Rabin pre-military academy presented to Chief of Staff Gabi Ashkenazi, focus on one infantry brigade. The brigade’s commander today will present to Brigadier General Eyal Eisenberg, commander of the Gaza division, the findings of his personal investigation about the matter… and after approval, he will present his findings to the head of the Southern Command, Major General Yoav Galant.

Regarding the incident in which it was claimed that a sniper fired at a Palestinian woman and her two daughters, the brigade commander’s investigation cites the sniper: “I saw the woman and her daughters and I shot warning shots. The section commander came up to the roof and shouted at me, ‘Why did you shoot at them?’ I explained that I did not shoot at them, but I fired warning shots.”

Officers from the brigade surmise that fighters that stayed in the bottom floor of the Palestinian house thought that he hit them, and from here the rumor that a sniper killed a mother and her two daughters spread.

Og

Regarding the second incident, in which it was claimed that soldiers went up to the roof to entertain themselves with firing and killed an elderly Palestinian woman, the brigade commander investigation found that there was no such incident.

Igen har Politiken altså ageret ukritisk propagandacentral. Video af det ene af Politikens to "vidner", der indrømmer at han da bare fortalte ryger videre i venskabeligt lag, kan findes hos CAMERA. Transscription:

I didn’t see it myself. There were stories like this. I wasn’t in that house and everything I said was only on the basis of rumors. At the gathering it was a friendly talk, and that's how I related to it.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden, part II

I går kiggede jeg på Politikens sidste dødssejler og problemerne med dens indhold og forfatteren. Idag er det tid til at se på bagmanden bag hele historien. For de af os der ikke har læst gårsdagens artikel er historien kort, at Politiken er hoppet med på en medie-hypet historie om at israelske soldater skulle have myrdet løs i Gaza. Substansen i historien viste sig at være to soldater fra en venstredrejet skole, der fortalte rygter videre.

Har man læst gårsdagens indlæg har man formentlig ikke engang bidt mærke i historiens bagmand. I Politikens artikel optræder han nemlig kun i én sætning, sådan lidt henkastet:

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Hvem er Danny Zamir så? Jo, ud over at han er forstander for skolen hvor soldaterne var kaldt sammen til en gang gruppe-terapi, så har han også en noget kedelig fortid på den israelske venstrefløj.

Til at starte med kan man stille sig skeptisk over for hans "chok" over soldaternes "udsagn". Israel National News har således gravet lidt og fundet ud af at han allerede kort efter Gaza-krigens slutning propagerede dens frygtelighed, dengang også i digtform:

It was the justest of wars, the leaders said with serious faces
It was the justest of wars, the wounded soldiers mumbled
It was the justest of wars, the parents thought as they watched the flickering screens It was the justest of wars, and in Gaza they piled the corpses of dead children atop each other.

Digtet fandt INN på en hjemmeside der - passende nok - hedder "På venstre side". Lidt længere tilbage kan Herb Keinon i Jerusalem Post bidrage med følgende detaljer:

Zamir himself appears in a 2004 book titled Refusnik, Israel's Soldiers of Conscience, compiled and edited by Peretz Kidron, with a forward by Susan Sontag. The book, which earned commendation from no less a personage than Noam Chomsky (Noam Chomsky er en mand der siden 1960erne har skabt sig et navn ved at angribe alt, der bare smager af positivt ved den vestlige verden - Henrik), includes a section by Zamir, described as "an officer in the reserves from Kibbutz Ayelet Hashahar who was sentenced to 28 days for refusal to serve in Nablus and now heads the Kibbutz Movement's preparatory seminary for youngsters ahead of their induction in the army."

Seminariet er selvfølgelig den ultra-sekulære skole, hvor hans elever samledes for at fortælle rygter, hvorefter han lækkede dem til den venstredrejede israelske avis Haaretz. Irael National News har lidt flere detaljer om hans fængselsdom under den første arabisk-palæstinensiske intifada:

...Zamir....was court martialled and jailed in 1990 for refusing to provide security, as a reserve officer, for a ceremony in which a Torah scroll was donated to Joseph’s Tomb in Shechem.

Shechem er det oprindelige, hebraiske navn for en by der idag er omgivet af den arabiske bosættelse Nablus, og her ligger den jødiske helligdom Josefs Gravmæle. Den Josef der er tale om vil kristne måske huske som knægten der blev solgt som slave af sine brødre, kom til Egypten, og der spåede Faraoh at der ville komme syv fede og syv magre år.

Hvis vi vender tilbage til Herb Keinon i Jerusalem Post, så har han uddrag af Zamir´s udgydelser til sit forsvar for sin lydighedsnægtelse:

"Accordingly, collaboration with a regime or government that forces or orders me to be part of an anti-democratic apparatus that leads to self-destruction, disintegration and national decay, along with the utter denial of its own foundations, is illegitimate, unjust and immoral, and will remain so as long as the state does not take one of only two feasible actions: annexation of all or most of the territories conquered in 1967 and granting full civil rights to those residing there; or withdrawal from densely populated areas and a settlement that will release us of responsibility for the residents of those areas, who will chose for themselves whatever regime they desire (of course with security arrangements included)."

That was what Zamir wrote in 1990, reprinted in 2004. The testimonies of the soldiers that he brought to the public's attention seem to corroborate - what a coincidence - his thesis.

Det er nu ikke den store tilfældighed. Hvad der generelt i pressen refereres til som et "møde" eller enddog "gruppeterapi" lader mere til at have været en lejlighed for Zamir til at presse de historier han gad høre ud af sine tidligere elever. Dem han ikke gad høre blev der ikke lavet store overskrifter ud af. En mindre kontrovers mellem Zamir og piloten "Gideon":

Zamir: "Among the pilots, is there also talk or thoughts of remorse? For example, I was terribly surprised by the enthusiasm surrounding the killing of the Gaza traffic police on the first day of the operation: They took out 180 traffic cops. As a pilot, I would have questioned that."

Gideon: "There are two parts to this. Tactically speaking, you call them 'police.' In any case, they are armed and belong to Hamas ... During better times, they take Fatah people and throw them off the roofs and see what happens.

"Gideon" hentyder til et tilfælde, hvor Hamas´"politifolk" kastede en mand fra Fatah ud fra en 15 etager høj bygning, så han blev knust mod fortovet neden for bygningen. Video af mordet kan ses her. Andre gange kom det til længere diskussioner, hvis eks-eleverne ikke fulgte parti-linien, her soldaten "Yossi":

Yossi: "I am a platoon sergeant in an operations company of the Paratroops Brigade. We were in a house and discovered a family inside that wasn't supposed to be there. We assembled them all in the basement, posted two guards at all times and made sure they didn't make any trouble. Gradually, the emotional distance between us broke down - we had cigarettes with them, we drank coffee with them, we talked about the meaning of life and the fighting in Gaza. After very many conversations the owner of the house, a man of 70-plus, was saying it's good we are in Gaza and it's good that the IDF is doing what it is doing.

"The next day we sent the owner of the house and his son, a man of 40 or 50, for questioning. The day after that, we received an answer: We found out that both are political activists in Hamas. That was a little annoying - that they tell you how fine it is that you're here and good for you and blah-blah-blah, and then you find out that they were lying to your face the whole time.

"What annoyed me was that in the end, after we understood that the members of this family weren't exactly our good friends and they pretty much deserved to be forcibly ejected from there, my platoon commander suggested that when we left the house, we should clean up all the stuff, pick up and collect all the garbage in bags, sweep and wash the floor, fold up the blankets we used, make a pile of the mattresses and put them back on the beds."

Zamir: "What do you mean? Didn't every IDF unit that left a house do that?"

Yossi: "No. Not at all. On the contrary: In most of the houses graffiti was left behind and things like that."

Zamir: "That's simply behaving like animals."

Yossi: "You aren't supposed to be concentrating on folding blankets when you're being shot at."

Zamir: "I haven't heard all that much about you being shot at. It's not that I'm complaining, but if you've spent a week in a home, clean up your filth." ...

Yossi: "There was one day when a Katyusha, a Grad, landed in Be'er Sheva and a mother and her baby were moderately to seriously injured. They were neighbors of one of my soldiers. We heard the whole story on the radio, and he didn't take it lightly - that his neighbors were seriously hurt. So the guy was a bit antsy, and you can understand him. To tell a person like that, 'Come on, let's wash the floor of the house of a political activist in Hamas, who has just fired a Katyusha at your neighbors that has amputated one of their legs' - this isn't easy to do, especially if you don't agree with it at all. When my platoon commander said, 'Okay, tell everyone to fold up blankets and pile up mattresses,' it wasn't easy for me to take. There was lot of shouting. In the end I was convinced and realized it really was the right thing to do. Today I appreciate and even admire him, the platoon commander, for what happened there.

In the end I don't think that any army, the Syrian army, the Afghani army, would wash the floor of its enemy's houses, and it certainly wouldn't fold blankets and put them back in the closets."

Zamir: "I think it would be important for parents to sit here and hear this discussion. I think it would be an instructive discussion, and also very dismaying and depressing. You are describing an army with very low value norms, that's the truth.."

....og så kommer motivationen for hele balladen:

"It is quite possible that Hamas and the Syrian army would behave differently from me. The point is that we aren't Hamas and we aren't the Syrian army or the Egyptian army, and if clerics are anointing us with oil and sticking holy books in our hands, and if the soldiers in these units aren't representative of the whole spectrum in the Jewish people, but rather of certain segments of the population - what are we expecting? To whom are we complaining?

Der er altså tale om simpel brødnid, al den tid at Zamirs med-kibbutznikker ikke længere kan dominere de væbnede styrker så meget som de har gjort før. Som Israel National News kunne rapportere fra udnævnelses-ceremonien efter et officers-kursus i februar:

A senior officer present at the graduation ceremony, which took place on Tuesday in the Bahad-1 training camp in the Negev, said, “The religious are the kibbutzniks of today.” The reference was to the disproportionately high contribution made by kibbutz members to the IDF in the early decades of the State of Israel.

The fact that the religious comprise a high proportion of IDF officers is not new. Between 30-40% of graduates in recent officers’ courses have been religious - well more than twice as much as their proportion in the general population.

“The national-religious are replacing the kibbutzniks in the ranks of combat and command,” the officer said. “They learn at home the importance of sacrifice for the nation and of giving of themselves for the State.”

Hvad der er tale om er, at de sekulære israelere, som kibbutznikkere som Zamir hører til, i højere og højere grad søger til de grene af militæret der holder dem ude af frontlinien - forsyning, artilleri, efterretning, luftvåben og flåde, mens de national-religiøse vælger at træde ind i de huller de efterlader i kamp-enhederne.

Som sådan intet problem, da de sekulære for en stor dels vedkommende stadig sidder i chefstillingerne i forsvaret, men dette er truet af at de israelske forsvarsstyrker altid i meget stor grad har rekrutteret deres højere officerer fra kampenhederne - hvor de national-religiøse udgør en større og større del af de potentielle officers-emner.

Da man ikke bare sådan kan tvinge andelen af sekulære i kampenhederne i vejret må man altså gå en anden vej for at minimere antallet af de national-religiøse der kommer i topstillinger i militæret, nemlig ved på forhånd at miskreditere dem som officers-materiale.

En anden mulighed er at sørge for, at kampenhederne ikke får mulighed for at brillere, som for eksempel da den ultra-sekulære premierminister Ehud Olmert (der i sin tid som borgmester i Jerusalem lod araberne bygge titusindvis af illegale boliger i deres bosættelser) under krigen i Libanon i 2006 valgte at lade det sekulært-dominerede luftvåben gå i front. Det viste sig at være umuligt for luftvåbnet at stoppe strømmen af missiler fra Hezbollah i nord, så man i en panik-redning i sidste øjeblik istedet beordrede fuldstændigt uforberedte kamptropper in på landjorden.

Eller, sagt meget kort: motiveringen for det hele er simpel institutionel krigsførsel fra sekulær side.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden

Så skal vi til det igen: Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden.

Seneste eksempel er en historie, der oprindeligt bliver bragt i et obskurt blad på et venstredrejet seminarium i Israel, lækkes delvist til den venstredrejede israelske avis Haaretz, tages op af venstredrejet britiske BBC, for så endelig at blive kalkeret af i bl.a. vores egen venstredrejede Politiken. Og som sædvanlig bliver historien bare bedre og bedre, jo flere medier den har været igennem.

Men lad os starte med journalisten, der står for artiklen, Naimah Hussain. Hun er palæstinensisk araber, uddannet fra RUC hvor hun bl.a. har skrevet opgaver om velsignelsen ved et samfund med borgerløn og arbejderråd til at styre arbejdspladserne og hvordan Venstres professionalisering af den politiske kommunikation er et demokratisk problem. Derudover har hun arbejdet på bl.a. Dagbladet Arbejderen inden hun kom til Politiken, og har for den sags skyld også været med i Foreningen for Undersøgende Journalistik, for hvem hun begejstret reklamerede for seminarer med "Danmarks (og nogle af verdens bedste) gravere". Hold det sidste in mente, mens jeg går videre.

I Politiken satte journalist Naimah Hussain under overskriften "Israelske soldater afslører drab på civile"scenen som følger:

Episoderne er kommet frem, efter et hold soldater samledes på deres gamle militærskole, hvor de talte om deres oplevelser som kampsoldater i Gaza.

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Som mellemspil, for Naimah Hussains egen regning, bare for at gøre klart, at de her brødebetyngede soldater er rigtigt, rigtigt skyldige, og at de alle er kollektivt skyldige i det hele:

Gruppen af soldater, som blandt andet bekender, at de udover drab på civile, også bevidst ødelagde civiles ejendom, troede ikke, at de ville blive holdt til ansvar.

Således var ordene. Og her begynder problemerne.

Til at starte med den såkaldte "militærskole". Hos bl.a. AP og BBC er ordet "Military Academy", hvilket jo alt andet lige giver det en vis militær legitimitet. Går man imidlertid til den kilde som de alle nævner, nemlig historien i Haaretz, så står der intet om hverken "militærskole" eller "Military Academy", men følgende:

The soldiers are graduates of the Yitzhak Rabin pre-military preparatory course
at Oranim Academic College in Tivon

..og gider man bruge 10 sekunder på at google skolen, så finder man ud af, at "Oranim Academic College" ikke er en militærskole, men et seminarium der uddanner lærere og pædagoger, og at det hele er tilknyttet et venstredrejet landbrugskollektiv.

Det "Yitzhak Rabin pre-military preparatory course" der omtales har som sådan heller ikke meget med militæret at gøre - det er en såkaldt Mechina, et program der hører ind under Sh’nat Sherut - muligheden for at udskyde værnepligten et år ved at lave frivilligt offentligt arbejde. Deltagelse i kurset kræver, at man senere deltager i de Israelske Forsvarsstyrker, men indeholder ingen militær-relevant træning - der er 10 måneders undervisning i historie, etik osv, og frivilligt arbejde som lærervikarer, pædagogmedhjælpere osv.

Det er tidligere elever på kurset, der mødtes på skolen for godt en måned siden for at tale om deres erfaringer, og det er fra kursets blad Briza ("Brisen"), at disse endog meget selektivt blev lækket til de venstredrejede israelske aviser Haaretz of Maariv.

Når man nærlæser artiklerne om affæren går det op for én, at der er tale om siger og skrive to soldater , begge sergenter, der er basis for hele medie-stormen. De to udsagn i Politikens gengivelse, og mine kommentarer:

1) En mor og hendes to børn blev skudt og dræbt af en israelsk skarpskytte, netop som de var blevet sluppet fri fra det hus, hvor de blev tilbageholdt. Skarpskytten havde ikke fået besked om løsladelsen fra kollegaerne.

Sammenlign med Haaretz´ oprindelige version:

"There was a house with a family inside .... We put them in a room. Later we left the house and another platoon entered it, and a few days after that there was an order to release the family. They had set up positions upstairs. There was a sniper position on the roof,"

"The platoon commander let the family go and told them to go to the right. One mother and her two children didn't understand and went to the left, but they forgot to tell the sharpshooter on the roof they had let them go and it was okay, and he should hold his fire and he ... he did what he was supposed to, like he was following his orders."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen udelader at moderen og hendes børn netop får besked på at gå væk fra faren, og at de altså på trods af direkte israelske ordrer selv går ind i farezonen.

Det næste man bemærker er, at soldaten der ifølge Naimah Hussain "bekender" drab, faktisk ikke selv har set noget af det - han refererer rygter, han har hørt.

2) I et andet eksempel, som kom frem under soldaternes møde, blev en ældre
palæstinensisk kvinde skudt på cirka 100 meters afstand. Dette på trods af, at
soldaten godt kunne se, at hun ikke udgjorde en trussel, skriver AP.

Her undrer man sig over, hvorfor i alverden Naimah Hussain vælger at citere AP for noget, hun lige så godt kan gå til sin kilde - Haaretz, som hun nævner tidligere i artiklen. Når man gør det for hende forstår man imidlertid hvorfor, for så finder man hvad det er, AP har kogt ned til det understregede for hende:

"One of our officers, a company commander, saw someone coming on some road, a woman, an old woman. She was walking along pretty far away, but close enough so you could take out someone you saw there. If she were suspicious, not suspicious - I don't know. In the end, he sent people up to the roof, to take her out with their weapons. From the description of this story, I simply felt it was murder in cold blood."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen laver en soldat der fortæller rygter videre om til et pålideligt vidne, der endda akkurat kan angive afstanden til kvinden.

Det næste man bemærker er, at fyren på baggrund af rygter har det fint med at beskylde sine kolleger for mord.

Dertil kommer, at Israels kanal 2 fjernsyn ifølge The Muqata har kontaktet den ene af de to ovennævnte "vidner", og at denne blankt indrømmer, det er rygter han har hørt, ikke noget han selv har været vidne til. Det ville også være lidt svært for ham andet, for han har overhovedet ikke været i Gaza-striben.

Man sidder med andre ord tilbage med endnu et tilfælde af venstredrejet propaganda rettet med brodden mod Israel. Og sjovt nok igen i Politiken.

Terror-angrebet i Odense - lidt baggrund

Så blev gerningsmanden til nedskydningen af to israelere i Rosengårdscenteret i Odense identificeret: en 27-årig libaneser af palæstinensisk baggrund, og med dansk statsborgerskab. Hans bror var hurtigt ude at benægte, at der var nogen politisk baggrund for mordforsøgene, men den køber politiet nu ikke.

Efter gerningen kunne Odense lokale arabiske bosættere fra Palæstina så igen træde sammen for at demonstrere hvordan en rigtig fredsdemonstration skal skæres, palestinian-style: børn klædt ud som selvmordsbombere og "tumult og klammeri" med politiet.

Til den odenseanske venstrefløjs ros skal det siges at to af de annoncerede talere - SFs Stina Willumsen og Socialdemokraternes Peter Rahbæk Juel - derefter trak sig som talere. Det var i første gang ikke nok, at publikum var mødt frem med et hav af grønne Jihad-faner, men sådan er det jo. Det efterlod en imponerende talerliste på to, nemlig kommunistpartiet Enhedslistens to lokale muslimske kandidater: Asmaa Abdol-Hamid og Anna Rytter.

Mens vi taler om Asmaa Abdol-Hamid kunne det være interessant at se på hvad Odense radikale muslimer har foretaget sig i opløbet til Danmarks formentligt første muslimske terrorangreb siden 1986. Vi starter for lidt over 3 år siden:

- I december 2005 kontakter en dansk konvertit til islam, LH, Politiets Efterretnings Tjeneste. Han fortæller dem om en overvældende støtte til lederen af al Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, blandt de muslimske studerende på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I marts 2006 dannes i det muslimske studentermiljø på Syddansk Universitets campus i Odense Muslimsk Studenter Union. Asmaa Abdol-Hamid er netop begyndt som islamistisk studievært på DR2, og træder kun ind som menigt medlem. Istedet indvælges hendes lillesøster som bestyrelsesmedlem. LH vælges også ind i bestyrelsen, og bliver siden kasserer for MSU.

- Også i marts 2006 begynder LH at arbejde som meddeler for PET, med fokus på islamiske ekstremister i moskeen på Ørbækvej i Odense. Han trækker sig siden ud af arbejdet i MSU for at kunne hellige sig arbejdet med moskéen på fuld tid.

- I juni 2006 begynder en gruppe islamiske ekstremister i moskéen på Ørbækvej i Odense forberedelserne til et terrorangreb i Danmark.

- I juli 2006 tager en mindre gruppe islamiske ekstremister fra Odense til København. De er ude for at finde bombemål. Folketinget og Rådhuspladsen udvælges.

- I august 2006 flygter Youssef Mohamad El Hajdib, en af de tre mand bag det fejlslagne terrorattentat mod to passagertog i Tyskland mod Odense. Han arresteres i Kiel i Holsten, men har en billet til Odense på sig, sammen med telefonnummeret på Abu Bashar, en islamistisk imam fra Vollsmose. Denne har året før været en af hovedkræfterne bag den gruppe imamer, der løb Muhammed-krisen i gang. Den koster over 200 mennesker livet.

- Også i august 2006 begynder terror-cellen i Vollsmose sidste fase af forberedelserne til terror-angrebet: fremstillingen af sprængstof.

- I september 2006 slår politiet til mod den islamiske terrorcelle i Vollsmose. Blandt de ni arresterede er fem arabiske palæstinensere. To af de ni løslades dog hurtigt. PET-agenten LH går under jorden.

- Ironisk nok er Abu Bashar en af de imamer, PET kontakter for at sikre sig mod uroligheder i forbindelse med arrestationerne. Kort efter skal han til samtale med PET for at forklare, hvordan den fejlslagne terrorist Youssef Mohamad El Hajdib kunne komme i besiddelse af hans telefonnummer.

- I december 2006 kan Jyllands-Posten berette om bekymring fra universitets-underviseres side over omfattende mobning fra islamistiske studerende mod mindre stærkt troende med-muslimer på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I februar 2007 går den muslimske religionsstuderende Sosun Sendi til offentligheden med stærk kritik af det bederum på universitetet, som hun ser som primært tiltænkt og benyttet af MSU.

- I marts 2007 rejser justitsministeren tiltale mod fire af de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Af de fire er to palæstinensiske muslimer, en irakisk kurder og en dansk konvertit til islam.

- I samme måned tager Muslimsk Studenter Union sine medlemmer på udflugt for at lære dem at håndtere skydevåben. Til lejligheden har MSU udskiftet sit sædvanlige logo med ét med to geværer på, og MSUs kasserer Louiza Kaadach identificerede sig som "MSU-soldat nr. 007". Måske uheldigt, al den tid at den første danske terrorcelles internationale koordinator, Younes Tsouli, gik under navnet Irhabi 007 - terrorist nr. 007.

- I juni 2007 gav Asmaa Abdol-Hamid udtryk for sin absolutte støtte til blandt andet de grupper i Irak, der søger - og til tider lykkes med - at myrde danske soldater.

- I august 2007 bliver Sosun Sendi - nu medlem af Demokratiske Muslimer - fast klummeskriver for den fynske gratisavis 24timer/Xtra. I sin første klumme tager hun kraftigt afstand fra muslimsk flerkoneri.....og derefter kommer der ikke flere klummer fra hende. Hun bliver i sin lejlighed overfaldet af fire sydlandsk udseende mænd, der kalder hende "en Naser Khader", gennembanker hende og sender hende på hospitalet i det meste af en uge. Siden gør hun alt hvad hun kan for at dén historie ikke skal komme frem, og viger tilbage for al islam-kritik.

- I november 2007 falder der dom i terrorsagen fra Vollsmose: af de tiltalte frifindes en 19-årig arabisk palæstinenser, mens den 34-årige Mohammad Zaher og den 22-årige Ahmad Khaldahi idømmes hver 11 års fængsel, og den 32-årige danske konvertit Abdallah Andersen idømmes 4 års fængsel for forberedelsen af et terrorangreb på dansk grund.

- I april 2008 skærper Højesteret dommene i terrorsagen fra Vollsmose. Alle tre tiltalte får lagt et år oven i deres straf. - I september 2008 kommer det frem, at op mod 90% af alle politianmeldelser i Vollsmose bliver trukket tilbage, hvorefter islamiske imamer dømmer i sagerne.

- I december 2008 kulminerer længere tids chikane mod de ansatte ved en stand med israelske produkter i Rosengårdscenteret, lidt syd for Vollsmose. Til at starte med har grupper på 8-10 arabiske unge ad gangen truet, spyttet og råbt "dræb alle jøder" og "fuck Israel" efter de israelske ansatte et par gange om måneden. Hen mod slutningen af december øges det til flere gange om ugen, og efter den første anti-israelske demonstration kulminerer det 31. december 2008, da en 27-årig muslimsk palæstinenser trækker en pistol frem og skyder de to ansatte i standen ned.

Da de to sårede køres væk jubler en gruppe muslimske tilskuere, og i nyhederne i dagene efter kan beboere i Vollsmose fortælle om, at gerningsmanden er blevet fejret ved en stor fest, før han melder sig selv til politiet.

- I Januar 2009 fortsætter de palæstinensiske anti-israelske demonstrationer. Der kan nu ses et barn klædt ud som selvmordsbomber i mængden...

Opdateret:

I forbindelse med Sosun Sendi-historien (se februar og august 2007), så er der siden kommet flere versioner af hvad der skete med hende i august 2007 på bordet, og vandene er blevet noget mudrede. For en nærmere diskussion, se i kommentarsporet.

Derudover er Sosun Sendi stadig aktiv på diverse blogs, nu efter at have forladt islam. Om formuleringen "..viger tilbage for al islam-kritik" om Sosun Sendi under august 2007 skal ændres er lidt en smagssag. Jørgen L har været så flink at bidrage med links til en stribe af hende skommentarer på de to tørklæde-tøser Helen Latifi og Gülay Kocbays blogs. Døm selv.

Politiken leverer ny anti-israelsk propaganda

Politikens Line Prasz kunne tirsdag i artiklen "Danskstøttet center smadret i Gaza" fortælle, at

Den danske organisation, Rehabilitrings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, er blevet ramt af et missil i det centrale Gaza.

Bomben ramte den fire-etager høje bygning klokken 2 i nat, da der ingen - udover en vagt, som slap uskadt - var i bygningen.

Kilderne til historien lader til at være RCTs kommunikationskoordinator Tue Magnussen. De one, one jøder har altså bombet et rehabiliteringscenter for torturofre = de er onde, det er klart, for hvem kunne dog finde på at bombe terrorofre?

Artiklen fortæller videre, at hovedparten af den omtalte bygning bruges af Gaza Community Mental Health Programme, som RCT har et nært samarbejde med. Og det er her, Politikens Line Prasz´ historie begynder at falde fra hinanden. Går man til den arabiske organisations hjemmeside her, så finder man på forsiden en pressemeddelelse, der direkte siger

At about 1:50 am of Tuesday December 30th, 2008, the Israeli F16 Airplanes shelled a Palestinian police site in Gaza, which is 70 meters away from GCMHP’s Main Building in Sheikh Ejleen on Gaza Beach.

Der er altså absolut intet hold i, at Israel hverken skulle have bombet bygningen. Den har godt nok været udsat for trykskader fra eksplosionen på politistationen, men som man også kan se på DR1s billeddækning af begivenheden, så er skaderne begrænset til at ruder er blevet knust, løst inventar til dels kastet rundt (de fleste stole står dog stadig på alle fire ben) og nogle revner i pudset på vægge og loft. Var bygningen reelt blevet bombet, så havde dens fire etager nu næppe rakt mere end to meter op i luften.

Hvor kommer historien så fra? Her er det interessant, at RCTs kommunikationskoordinator, Tue Magnussen, faktisk selv angiver selvsamme Hamas-politistations beliggenhed 70 meter væk som en mulig grund for, at RCTs kontorer skulle være ramt. Man kan formode, han er kilden.

Man sidder så tilbage med overvejelserne om, om manden bare har misforstået hvad han har fået at vide fra Gaza, eller om han forvansker virkeligheden i et kynisk forsøg på at manipulere med den offentlige oppinion. I hvert fald forsømmer han ikke lejligheden til at bruge historien som afsæt til forsøge at få regeringen til at hjælpe vennerne i Gaza:

Sammen med andre danske hjælpeorganisationer vil RCT nu opfordre den danske regering til at lægge pres på Israel for at få landet til at »opgive belejringen af Gaza«.

Man vil huske, at "belejringen af Gaza" blev startet, da Hamas begik statskup i Gaza-striben, for at fratage terror-organisationen legitimitet. Hamas har siden bevist, hvor humanistisk indstillet en organisation man er, blandt andet ved vedtagelsen af en ny straffelov hen over julen:

The Hamas parliament in the Gaza Strip voted in favor of a law allowing courts to mete out sentences in the spirit of Islam, the London-based Arab daily Al Hayat reported Wednesday.

According to the bill...., courts will be able to condemn offenders to a plethora of violent punitive measures in line with Sharia Law.

Such punishments include whipping, severing hands, crucifixion and hanging. The bill reserves death sentences to people who negotiate with a foreign government "against Palestinian interests" and engage in any activity that can "hurt Palestinian morale."

According to the report, any Palestinian caught drinking or selling wine would suffer 40 lashes at the whipping post if the bill passes. Thieves caught red-handed would lose their right hand.

Jeg kan ikke finde nogen protest fra RCTs Tue Magnussen, ejheller en forarget artikel fra Politikens Line Prasz.

Under den nuværende israelske anti-terror-operation har Hamas også lige benyttet lejligheden til at henrette fjorten fanger, først otte myrdet ved et fængsel:

The incident began when Gaza's main prison, located near the village of Sariya, was destroyed in an IAF strike. Several prisoners managed to escape the damaged building, among them many who had been accused of cooperating with Israel or convicted and sentenced to death for “collaboration”.

Upon hearing of the airstrike, terrorists and relatives of terrorists killed by the IDF rushed to the prison and caught several of the escaping inmates. Those caught were immediately killed. One of the victims was identified as Jamal Randour, who was convicted of giving Israel information leading to the assassination of Abed Abu-Yusuf el-Kuku, head of the Salah el-Din brigades.

Salah-el-Din brigaderne er - selvfølgeligt, kunne man sige - en terror-organisation. Dernæst blev seks myrdet på et hospital:

At Shifa Hospital on Monday, armed Hamas militants in civilian clothes roved the halls. Asked their function, they said they were providing security. But there was internal bloodletting under way.

In the fourth floor orthopedic section, a woman in her late twenties asked a militant to let her see Saleh Hajoj, her 32-year-old husband. She was turned away and left the hospital. Fifteen minutes later, Hajoj was carried out of his room by young men pretending to transfer him to another hospital section. As he lay on the stretcher, he was shot in the left side of the head. A bit of brain emerged on the other side of his skull.

Hajoj, like five others who were killed at the hospital in this way in the previous 24 hours, was accused of collaboration with Israel.

Heller ikke her hørte man fra hverken RCT eller Politiken.

Sidste nyt: Israel invaderer Danmark

Skal man tro den altid objektive arabisk-palæstinensiske presse, så er Danmark nu et israelsk-besat land. Fra Ma´an (via Elder of Ziyon, der har kørt den arabiske side gennem google translate):

Palestinians open fire on Israeli soldiers in Denmark

Israeli sources said that Palestinian youths entered one of the shops that sell Israeli products derived from the Dead Sea near the Denmark´s capital Copenhagen opened fire on Israeli soldiers were inside the shop.

Ser du, hvis de to israelere der blev skudt er soldater, så er det jo slet ikke et terror-angreb og presto, så er de arabiske palæstinensere slet ikke terrorister.

Det er heller ikke en ny taktik, der er specifik for Ma´an. Elder of Ziyon oversatte i mandags fra Hamas´al Qassam-hjemmeside, hvor man frydes over at have myrdet fire israelere:

The Brigades of the Martyr Izz el-Deen al-Qassam, the military wing of the "Hamas" movement bombed on Monday (29/12) the port of Ashdod with "Grad" rockets and the settlement of Nahal Oz with three mortar shells. The Zionist enemy admitted the deaths of four rapists, including an officer, and injuries to more than 20 others wounded by the Qassam rockets.

The group said in its "The Mujahduha bombed the Ashdod port, which lies 40 km north of the Gaza Strip, Grad rockets at 9:15 "which led to the death of Zionist rapists and injuring more than 20 others, three of them seriously.

The Mujahduha battalions have also shelled the settlement of Nahal Oz with three mortar shells at 9:40 and the Zionist enemy admitted the killing of two soldiers, one officer and wounding four others.

Der er det naturlige problem med påstanden om at have myrdet fire "voldtægtsmænd" (ud over, at Hamas intet aner om de har voldtaget nogen), at den ene af dem var en 39-årig mor til fire. Af de tre andre var kun én anden jøde, en 58-årig mand der blev myrdet mens han sad derhjemme. De to andre er begge arabere, en bygningsarbejder og en drusisk karriere-officer.

Muligt terror-angreb i Odense

I eftermiddags ved 15:20-tiden skød en arabisk-udseende mand to israelere i Rosengårdscenteret i Odense - danmarks største indkøbscenter. De to israelere arbejdede ved en stand, der i godt en måned havde solgt varer fra det israelske firma Dead Sea Products, og medarbejderne ved standen er tidligere blevet chikaneret af en gruppe på fra 7 til 9 "unge". Etniciteten må man selv tænke sig til.

Da den arabisk-udseende mand havde identificeret de to mand ved standen som israelere trak han en pistol og begyndte at skyde på dem - 5-6 skud ialt at dømme efter de patronhylstre han efterlod sig. Takket være den ene israelers snarrådighed - han gik til modangreb på araberen og kastede en stol i hovedet på ham - ramte dog kun to af kuglerne, så den ene israeler blev såret i armen, den anden i benet.

Efter den arabisk udseende mand har udrettet sin heltedåd flygter han i en sort audi mod vest, hvor han dumper flugtbilen ved H.C.Ørstedskollegiet godt to kilometer væk. Han beskrives som ca 25 år gammel og af arabisk udseende, sorthåret og med et lille sort overskæg, klædt i en hvid jakke eller trøje og blå cowboy-bukser.

Nedskydningen af de to israelere er øjeblikkeligt sat i forbindelse med Israels nedkæmpning af den national-islamistiske terrororganisation Hamas, der på andet år styrer Gaza-striben. Herboende palæstinensiske muslimer har været noget forargede, og har demonstreret mod terror-bekæmpelsen i flere byer - i søndags for eksempel i København med råbekoret "Der er kun én gud, og jøderne er guds fjende". Demonstrationen kom til Odense mandag, da man med den noget fejlslåede islamistiske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid som taler - hun er også palæstinensisk muslim - hidsede de lokale pal-arabiske gemytter op. Dagen efter forsøgte en arabisk udseende mand så at skyde to israelere ned.

al-Durah - sandheden vinder (trods alt) til sidst

Ved en fransk domstol fik medie-kritikeren Philip Karsenty i går endelig ord for, at han uden problemer kan sige at tv-stationen France 2 har manipuleret med nyhederne. Baggrunden er al-Durah-sagen (tidligere dækket her og her), der helt grundlæggende går ud på, at en arabisk far og hans søn - Mohammed al-Durah - blev skudt i Gaza-striben i 2000, og at sønnen døde af sine sår.

Som sådan intet ekstra-ordinært i det nabolag. Det er heller ikke ekstraordinært, at det var araberne selv der myrdede ham, at de gav israelske soldater skylden for det, og at de internationale medier (heriblandt France2) åd historien råt, endda villigt - sådanne ting er sket pænt ofte de sidste mange år.

Hvad der er specielt ved denne sag er, at medie-kritikeren Philip Karsenty bed sig fast i sagen, igennem otte år efterforskede den og samlede beviser i den, og nu også har fået rettens ord for, at der faktisk ER tale om grov manipulation fra et medies side - France 2. Og at dette faktisk er blevet nævnt i den lokale andedam. I det væld af lignende historier, der er gået forud får vi her til lands kun de indledende arabiske beskyldninger mod Israel, men vi får aldrig at vide når araberne - igen - bliver afsløret som løgnere. To eksempler:

1) Mandag d. 31. januar 2005 kunne arabiske øjenvidner melde, at den 10-årige pige Nuran Iyad Dib blev dræbt, da hun var mødt til eftermiddagssamling i sin skole i Gaza-striben. En anden pige blev såret. Gerningsmændene stod straks klar: det var en israelsk kampvogn, der havde affyret granater mod skolen, og det var sprængstykker fra denne der havde slået pigen ihjel. I senere versioner var det israelske snigskytter, der fra en israelsk stilling nogle hundrede meter væk havde skudt hende gennem ansigtet. I den danske presse var den absolut eneste kilde til dette nyhedsbureauet Ritzau, men bureauet nævnte aldrig de forskellige forklaringer fra vidnerne. I det indledende nyhedstelegram, der kom kl 15:21 dansk tid samme dag, var den tågede formulering som følger:

"Den militante islamiske Hamasbevægelse sendte mandag fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben, efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård, siger flere øjenvidner".

I samme telegram blev det israelske forsvar citeret for ikke at have nogen kommentar. Seks timer senere, klokken 21:27, blev formuleringen strammet op i et nyt Ritzau-telegram:

"Tidligere mandag sendte Hamas fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård.

Nu var der altså ikke bare tale om at øjenvidner sagde det, nu stillede Ritzau sig som garant for, at hændelsesforløbet var det fakta. Dette, selv om Ritzaus egne telegrammer nævner, at det israelske forsvar indtil videre intet kender til skyderi i det område, at det har indledt en undersøgelse, og at denne ikke er afsluttet endnu. Et eller begge disse telegrammer kom ud i den danske presse dagen efter, tirsdag, i papirversionerne af Politiken, Jyllands-posten, Urban og JydskeVestkysten.

Kort efter Ritzaus andet telegram - mandag nat - begyndte virkeligheden at hale ind på nyhedsbureauet. Det israelske forsvar kunne nu afvise historien. Ingen israelsk kampvogn havde affyret nogen granat, og de to gange israelske soldater havde skudt i Gaza-striben var det skedt langt fra pigens skole. Dette blev aldrig nævnt af Ritzau. Istedet udsendte bureauet tirsdag aften (kl 17:44) et nyt telegram i anledning af, at arabiske terrorgrupper var begyndt at bombardere jødiske landsbyer i Israel. Igen blev det at israelerne var gerningsmænd fremsat som fakta:

"Angrebet var hævn for drabet på en 10-årig palæstinensisk pige i flygtningelejren Rafah i Gaza . Og tirsdag fortsatte angrebene, da militante grupper affyrede fem mortergranater mod en jødisk bosættelse i Gaza".

Samme aften foretog araberne imidlertid en handling, der totalt dementerede Ritzaus version af virkeligheden: de anholdt en muslimsk araber for at have skudt vildt omkring sig for at fejre at han var vendt tilbage fra pilgrimsfærd til Mekka. Det var kugler fra hans våben, der ramte pigerne i skolegården, da de faldt til jorden igen*. De arabiske "øjenvidner" havde altså rent ud sagt løjet om hvordan pigen var blevet dræbt.

Dette valgte Ritzau bare aldrig at rapportere, den danske presse bragte det derfor ikke videre, og det blev aldrig kendt her til lands. Tvært imod fortsatte Ritzaus telegrammer deres tur rundt i systemet, og Urban, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende blev dagen efter den arabiske drabsmands arrestation ved med at kolportere historien om de jødiske barnemordere.

I Mellemøsten fortsatte det selvfølgelig længere end bare dagen efter. Al Jazeera bragte således stadig tårevædede historier om løgnehistorierne tre måneder senere.

*Noget man ikke lader til at have bemærket i Mellemøsten er, at kugler man skyder op i luften for at fejre et eller andet faktisk har en tendens til at falde til jorden igen, og at de faktisk kan både ramme og såre eller dræbe mennesker. Under fejringen af Saddam Husseins hængning blev der således dræbt over tredive arabere i Baghdad alene på grund af faldende kugler.

2) Onsdag d. 9. august 2006 kunne arabiske øjenvidner melde, at en kun 3 år gammel pige - Rajaa Abu Shaban - var blevet dræbt af israelske kampfly under et luftangreb på en terrorist-træningslejr.

Denne gang nåede historien slet ikke til Danmark - Israel var igang med at nedkæmpe Hezbollah, der en måned før havde invaderet Israel, dræbt flere israelske soldater og taget to andre som gidsler. Alligevel er historien illustrativ:

Hvor den blev taget op af den internationale presse blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved israelernes skyld - det var en israelsk kamphelikopter, der havde slået hende ihjel, og dermed basta.

Det var først dagen efter, torsdag, at det kom frem (takket være læger på hospitalet hun var blevet indlagt på) at pigen aldrig havde været i nærheden af terror-træningslejren. Hun var faldet ned af en gynge et stykke tid før det israelske angreb, og havde pådraget sig så svære skader i hovedet, at hun senere døde af det på hospitalet.

Igen var israelerne altså sagesløse syndebukke. Og igen var de allestedsnærværende arabiske "øjenvidner" blevet afsløret i at lyve.

Fællesnævneren for de tre sager er dog ikke de arabiske "øjenvidner", men den godtroende vestlige presse. Denne har næsten uden undtagelse ansat lokale arabere til at stå for nyhedsindsamlingen, og som den lokale befolkning hader disse generelt jøderne i staten Israel. Ofte fører dette til simple forvanskninger af virkeligheden, andre gange bliver det hele opfundet fra ende til anden.

Det var al-Durah-sagen der skulle til, før nogen fandt på et navn for dette: "Pallywood", efter den amerikanske filmindustris tyngdepunkt i Hollywood. Den amerikanske historie-professor Richard Landes har lavet en serie mini-dokumentarer (mellem 10 og 20 minutter stykket) om emnet, men med særligt fokus på al-Durah-affæren. De kan alle downloades her. For dem der ikke vil hente dem selv kan de fleste også ses på youtube (der er synkroniseringsproblemer med en enkelt af filerne):

Pallywood: "..according to Palestinian sources":



Al Durah: "..according to Palestinian sources" II:



Gaza Beach Tragedy:



France 2 vs. Evidence

Hellere arabiske løgne end ubehagelige sandheder

Digteren Peter Laugesen præsenterede i fredags en række rodede betragtninger over lidt af hvert i Information. Hans ligegyldighed over for politisk vold i Danmark lader jeg stå for sig selv, og koncentrerer mig istedet om et andet af hans ærinder, nemlig kritikken af dansk fjernsyns dækning af Israels 60-års fødselsdag:

"Sagaen om Israels fødsel, en af det tyvende århundredes største og forfærdeligste fortællinger, mangler indtil videre på dansk TV en hel del: Hele den palæstinensiske del".

Digteren (det er en profession, der beskæftiger sig med at finde på ting) præsenterer som sin kilde til "den palæstinensiske del" hans kollega, digteren (stadig professionen, der finder på ting) Mahmoud Darwish. Denne er araber født i det der idag er Israel, og var som barn blandt de titusinder af arabere, som Israel lod komme tilbage til dettes territorium efter den Israelske Frihedskrig 1947-49 - en episode, få i vesten kender.

Denne Israelske godgørenhed betalte han så tilbage ved at blive kommunist, propagandere for etnisk udrensning af samtlige jøder fra Israel (i digtet Passers Between the Passing Words),
engagere sig i terror-organisationen PLO, og siden i 1993 igen at melde sig ud af terror-organisationen fordi den var blevet for moderat - nu myrdede den ikke bare jøder, den forhandlede faktisk også med dem.

I tiden efter bruddet gjorde han sig blandt andet bemærket i forbindelse med en konference om holocaust-benægtelse, der skulle finde sted i Beirut, og som således ville drage fordel af den udbredte anti-semitisme i den arabiske verden. Da den internationale presse blev opmærksom på konferencen, skyndte han og en række andre arabiske intellektuelle sig at offentliggøre et åbent brev der krævede et forbud mod denne, kun for kort tid efter, da konferencen faktisk blev forbudt, at foretage en kovending og fordømme forbuddet han selv havde bedt om som "en krænkelse af menneskerettighederne".

Det er altså Digteren Peter Laugesens kilde. Herfra flyder hans viden:

I skrivende stund er vi kun nået til 1948, briterne har netop forladt området, og vi har hørt Menachem Begin fortælle om massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin lige uden for Jerusalem den 9. april 1948. Begin var ved den lejlighed chef for Irgun, den jødiske terrorgruppe, der kæmpede for den kommende jødiske statsdannelse, og Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed.

Den professionelle påfinder Peter Laugesen fremstiller her en stramt bundet knude, der bindes af lige dele selektivt udvalgte sandheder og manipulation med sproget. Et par eksempler:

1) "..massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin.." - Man får her billedet af en hel, sagesløs landsby mejet ned med overlæg. Dette billede mangler imidlertid en del detaljer:

• Landsbyen knapt så sagesløs: I ugerne op til stormen på landsbyen var jøder omkring landsbyen blevet udsat for et stigende antal angreb derfra, og der var rapporter om, at irakiske tropper både havde taget del i disse angreb, og var set inde i landsbyen.


• Tropperne fra Lehi og Irgun, der stormede byen, netop strenge ordrer om ikke at skade byens kvinder og børn, de havde en panservogn med højtalere med, der skulle få civilisterne til at evakuere byen, og en vej var blevet ladet stå åben, så selvsamme civilister kunne flygte den vej. Af byens ca 700 faste og måske 200 midlertidige indbyggere (civilister of kombattanter mellem hinanden) valgte således over 700 at flygte øjeblikkeligt, som Lehi og Irgun havde regnet med at alle ville. Disse blev altså ikke massakreret.
• Af de under 200, der blev tilbage og begyndte at skyde på jøderne, blev op mod 100 taget til fange i landsbyen under eller efter kampene. Disse blev heller ikke massakreret, men blev sat på lastbiler og blev kørt i sikkerhed i arabisk-kontrollerede områder.
• Sammenlagt 107 arabere blev dræbt, kombattanter og civile mellem hinanden. Hvornår og under hvilke omstændigheder de enkelte er kommet af dage er idag umuligt at finde ud af. Hvad der står fast er, at kampene var hårde (Irgun og Lehi tabte 40% af sin styrke i dræbte og sårede), at de jødiske styrker anvendte sprængstoffer til at nedkæmpe arabere, der havde forskanset sig i stenhuse forsynet med jerndøre, og at en del civile er blevet dræbt i denne proces, som i al anden bykamp. Det står dog også fast, at der har fundet et vist antal henrettelser sted af fanger - massakrer, om man vil. Man kan bare ikke sige noget om omfanget.
• For sammenligningens skyld - nu der er tale om anvendelsen af ordet massakre - kan man nævne den tredobbelte arabiske bilbombning af Ben Yehuda Street i Jerusalem halvanden måned før stormen på Deir Yassin. Her blev 58 civile myrdet uden tvivl om at der skulle have været nogen der faldt i kamp. Eller det arabiske angreb på en konvoj med sygehuspersonnel fire dage efter Deir Yassin, den 13. april. Her blev 79 jøder dræbt. En måned efter - 13. maj - det blev 128 jøder massakreret i Gush Etzion efter de havde overgivet sig til arabiske styrker. Hovedparten blev dræbt da araberne åbnede ild på dem efter de var blevet afvæbnet, men det lykkedes cirka 50 at flygte ned i en kælder. Her blev de dræbt af håndgranater.

2) "Begin var ved den lejlighed chef for Irgun.." - Fuldstændig korrekt, men ret ligegyldigt i sammenhængen. Begin havde givet en direkte ordre om for det første ikke at røre kvinder og børn, og for det andet at lade en vej være åben som araberne kunne flygte af, så det ikke ville komme til kamp. Men så har man da bundet ham op på det - det kaldes et associations-trick.

3) "Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed" - Hvis Irguns propaganda ikke har brugt ordet "myrdet", så har de jo selvsagt ikke sagt at 250 var blevet myrdet. Ergo er der tale om en sprogmæssig lækkerhed, som digteren Peter Laugesen bruger til at lade folk sige noget, de faktisk ikke har sagt.
Dertil kommer, som ovenfor anført, at der faktisk ikke blev hverken dræbt eller myrdet 250 mand i Deir Yassin - det er her en anden sprogmæssig lækkerhed fra digteren Peter Laugesen ligger. Dengang sagde i hvert fald én officer i Irgun nemlig faktisk, at 254 arabere var blevet dræbt i kampene. Han hev imidlertid det høje tal ud af den blå luft for at højne moralen i det belejrede Jerusalem, og for at sætte en skræk i araberne - "se hvor mange af jeres tropper, vi kan slå ihjel".

Her kunne sagen så være endt med, at man faktisk havde slået fast at det reelle tal var langt lavere, hvis ikke alle parter havde haft en interesse i at sætte tallet så højt som muligt. De radikale i Lehi og Irgun manglede et højt tal for at kunne se stærkere ud end de reelt var. Det venstreorienterede establishment i det jødiske samfund skulle bruge et højt tal til at sværte Lehi og Irgun med. Og araberne skulle bruge et højt tal til at piske jødehadet endnu højere op end det allerede var - hertil blev der også opfundet historier om, at Legi og Irgun skulle have voldtaget arabiske kvinder, skamferet ligene osv. Først i slut-80erne blev der lavet en reel undersøgelse af sagen ved det arabisk-palæstinensiske Birzeit Universitet, der satte antallet af døde arabere i Deir Yassin til 107.

Efter knuden følger et par andre lækkerheder fra digteren Laugesen, der kræver lidt korrektion:

4) "For palæstinenserne er massakren i Dayr Yasin siden kommet til at stå som selve begyndelsen til deres exodus og diaspora, udlændighed". - Man glemmer behændigt, at arabernes udlændighed stammer fra deres egen vægring ved at gå på kompromis, og deres forsøg på at kvæle Israel i fødslen og etnisk udrense dem - smide dem i havet som det blev formuleret dengang. Det slog jo som bekendt slog fejl. Udtrykket er "Ris til egen røv".

5) "Menachem Begin var israelsk premierminister i 1982 under belejringen af Beirut, og han stod således sammen med sin forsvarsminister Ariel Sharon bag myrderierne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, Sabra og Shatila". - Nej, det gjorde han faktisk ikke. Det gjorde den libanesiske araber Eli Hobeika, derimod. Hobeika havde nemlig aftalt med Israel, at israelerne ville holde sig ude af Sabra og Chatila, og at Hobeikas militsfolk ville gå ind, lade civilister være i fred, nedkæmpe terrororganisationen PLO´s styrker, og aflevere tilgangetagne PLO-folk til Israel.

Problemet var, at Elie Hobeika hadede PLO især, men arabere fra Palæstina generelt - adskillige af hans slægtninge var blandt ofrene, da PLO stormede den kristne landsby Damour i 1976 og massakrerede op mod 600 af dens indbyggere. Derfor er der idag liden tvivl om, at Hobeika aldrig havde tænkt sig at holde sig til hans aftale med israelerne. Man regner med, at de arabiske militsfolk, Hobeika sendte ind i lejrene dræbte 7-800 arabiske palæstinensere ud af en total befolkning på op mod 40.000. På trods af hadet lader henrettelserne i Sabra og Chatila trods alt til hovedsagelig at have holdt sig til mænd i våbenfør alder - en delvis opgørelse over 460 af de dræbte sammenstillet af Libanesisk Røde Kors, Internationale Røde Kors, det libanesiske civilforsvar, den libanesiske hærs lægekorps og slægtninge til de døde indeholdt således 425 mænd, men kun 35 kvinder og børn.

6) "Mahmoud Darwish har skrevet om det i sin tidligere omtalte bog. Han ser den forfærdelige jødiske forhistorie som et spøgelseslag under den desperate og paranoide retorik i Begins erklæring på amerikansk TV:"Disse palæstinensere er ikke mennesker. De er dyr, der går på alle fire."" - Som tidligere anført er digteren (en fyr der af profession finder på) Mahmoud Darwish ikke verdens mest troværdige kilde. Heller ikke i dette tilfælde. I småtingsafdelingen falder, at Begin ikke har sagt noget sådant i amerikansk tv, men derimod i Knesset, det israelske parlament. Hovedproblemet er imidlertid, at hvad Begin reelt sagde ikke har ret meget at gøre med hvad digteren Darwish anklager ham for at have sagt. Det uforvanskede citat (dog på engelsk) lyder som følger:

The children of Israel will happily go to school and joyfully return home, just like the children in Washington, in Moscow, and in Peking, in Paris and in Rome, in Oslo, in Stockholm and in Copenhagen. The fate of... Jewish children has been different from all the children of the world throughout the generations. No more. We will defend our children. If the hand of any two-footed animal is raised against them, that hand will be cut off, and our children will grow up in joy in the homes of their parents.

Der er altså tale om en fordømmelse af folk der direkte angriber jødiske børn - ikke arabere fra Palæstina generelt. Hvad der gør forvanskningen mere tragisk er, at den oprindelige kilde er Amnon Kapeliouk, en venstreradikal jøde med dobbelt israelsk-fransk statsborgerskab. Samme person er kilden til arabisk-palæstinensiske påstande om, at antallet af dræbte i Sabra og Chatila ikke var 7-800, men 3-3.500. Troværdigheden kan man tænke sig til.

For at fuldende billedet skal man måske nævne, at Elie Hobeikas kampe mod PLO i Sabra og Chatila ikke var de eneste. Tre år senere, i maj 1985, begyndte den såkaldte "Krigen om Lejrene", hvor Syrisk-støttede shiamuslimske arabere kæmpede mod arabere fra Palæstina i disses lejre. Hvor den mere kendte "Massakre i Sabra og Chatila" som sagt kostede 7-800 mennesker livet, men ellers lod lejren stå, så jævnede "Krigen om Lejrene" dem med jorden, og kostede op mod 6.000 menneskeliv.

Det gider ingen bare hidse sig op over - der kunne man jo ikke pege fingre af jøderne.

Digteren Peter Laugesens afslutning skal næsten have lov til at stå for sig selv i al sin patetiskhed - men også kun næsten:

På mange måder er jøderne og palæstinenserne samme folk, de har fælles rod, de har næsten fælles sprog. I hvert fald hvad de ord angår, der betyder noget. Ordet 'fred' f.eks. - på hebraisk hedder det, som overskriften på denne anmeldelse, shalom.

Araberne siger: "Salam!"

Deres naven for fred er næsten det samme - det samme var nazisternes og danskernes under 2. Verdenskrig. Så har besættelsen jo næsten ikke fundet sted!

Et alternativ til visitationszoner mod knive...

Mandag forsøgte en araber i Israel at myrde så mange jøder han nu kunne komme afsted med med en kniv. Det viste sig at være en ikke helt heldig plan:

"An Ofra resident, in his thirties, returned from his workplace in (the settlement of) Itamar, got off at the Shiloh hitchhikers' station, where a 16-year-old boy was standing. Shortly afterwards, they were approached by the terrorist, who began talking to them in broken English, mixed with Hebrew and Arabic. He seemed nervous, put his hand into his shirt between the buttons, pulled out a knife and shouted, 'Allah Akbar' (God is great).

"The Ofra resident pulled out his weapon, fired two bullets, and the terrorist fell on the floor. Security and medical forces were dispatched to the area and tended to the terrorist, but eventually proclaimed him dead."

Ud over det våben, araberen forsøgte at myrde jøderne med - en kniv med en 20-cm klinge - fandt man endnu en kniv på liget.

Som det amerikanske mundheld går: "Dont bring a knife to a gunfight".

Peace Now: Halve sandheder, total propaganda

Igen en historie egnet til bagvaskelse af Israel, denne gang fra BBC:

Israel has carried out only 3% of its own demolition orders in Jewish settlements in the West Bank, Israeli anti-settlement campaigners say.

In the past 10 years, nearly 3,500 demolition orders were issued but just over 100 were observed, the Peace Now group says, citing government figures. ..

According to Peace Now, the Israeli military handed it 3,449 files on illegal buildings in settlements over the past decade but only 107 have been dismantled.

A further 171 structures were evacuated by their tenants.

"On the one hand Israel promises not to build new settlements and not to develop the existing settlements... but in reality the construction works continue vigorously," the group said in its report.

Hvad Peace Now åbenbart med vilje vælger at overse er, at det ikke er "Israel", der står bag de ulovlige bygninger - det er netop Israel, der har udstedt ordrerne om, at de ulovlige bygninger skal jævnes med jorden.

Alligevel kan man jo have en mistanke om, at det Israel så bare gør, er at ignorere sine egne nedrivnings-ordrer, når det er jøder de er rettet mod. For at kunne afgøre om det er tilfældet er man imidlertid nødt til at have tal for antallet af nedrivningsordrer mod ARABISKT byggede bygninger at sammenligne med, og disse tal vælger Peace Now at fortie. Så er man jo nødt til at grave selv. Her finder man for eksempel tallene for nedrivningsordrer i Jerusalems arabiske kvarterer. I 2000 blev der kun nedrevet 26 ud af 1314 ulovligt byggede bygninger - det er kun 2% af de ulovlige bygninger, altså en nedrivningsprocent, der er LAVERE end den for de jødiske huse. Året efter er de tilsvarende tal 32 ud af 1141, eller i underkanten af 3%.

Hvor der altså ikke er indikationer på, at israelske myndigheder har begunstiget ulovligt israelsk byggeri, er der faktisk indikationer den anden vej. Disse peger endda på at den nuværende israelske premierminister, Ehud Olmert, stod bag tilintetgørelsen af sagsakter for at forhindre nedrivningen af illegalt opførte arabiske bygninger da han var borgmester af Jerusalem mellem 1993 og 2003.

Det startede med, at Aryeh King, formand for Jerusalem Forum, fik startet en efterforskning af Ehud Olmerts pro-arabiske manipulationer:

"Ehud Olmert gave the order not to deal with the problem and not to put Israeli security forces to the duty of taking down the illegal Arab complexes. Senior municipal workers told me Olmert said not to bother with the illegal Arab homes because eventually eastern Jerusalem would be given to the Palestinian Authority," said King.

Det viste sig i løbet af undersøgelsen, at Olmert, fik tilintetgjort sagsakterne på 300 illegalt af arabere opførte bygninger med tilsammen 20.000 lejligheder. Det anslås, at ialt 100.000 arabere dermed mod gældende lov, men på grund af Olmerts intervention uden myndighedernes indgriben, kunne slå sig ned i illegale arabiske bosættelser alene i Jerusalem.

Selv hos folkevalgte jødiske politikere kan Israels jøder altså ikke forvente andet end diskriminering.

Den Jødiske Nationalfond gør måske krav på dele af Syrien

I november kunne jeg berette, at de 850.000 jøder, der efter 1948 blev fordrevet fra muslimske lande havde måttet forlade jordbesiddelser på sammenlagt 100.000 kvadratkilometer - mere end det dobbelte af Danmarks størrelse, og svarende til det sammenlagte areal af Jordan, Judæa, Samaria og Gaza-striben. Dette var imidlertid kun privat ejet jord.

Nu er det så blevet afsløret, at den Jødiske Nationalfond også har land til gode i de muslimske lande (fra Elder of Ziyon), endda tæt på den syriske diktator Bashar al-Asad´s palads:

Maariv (Hebrew only) reports that Baron Rothschild purchased thousands of acres of Syrian land in the 1920s that may today legally belong to the Jewish National Fund.

Rothschild's real estate company, named Pika or Pekka, bought the lands and the ownership of most of that land was transfered in 1957 to the JNF. About 59,000 dunams (15,000 acres) were purchased - 6,000 in the Golan Heights and 53,000 in the plains of Haran, 35 kilometers from Damascus and near Bashir Assad's palace (according to Palestine Today's report.) Taxes were paid on the land at least until 1942. If I am reading the article correctly, the Syrian Waqf in the 1940s tried to claim that this was Islamic land that was not legally allowed to be sold, and now Israeli lawyers are studying the matter to see if they still have any legal claim on the
land.

De nævnte arealer svarer til 214 kvadratkilometer i Syrien og yderligere 24 kvadratkilometer i Golan-højderne. I mellemkrigstiden lykkedes det araberne at presse briterne til at gennemføre racistiske landlove, der forbød jøder at købe jord på bestemte steder i Palæstina - hovedsageligt i Judæa, Samaria og Gaza-striben. I Syrien var der ikke tilsvarende love.

Nu bliver det så bare spændende at se, hvordan syrerne kringler den sag.

JP agerer talmand for arabiske terrorister

Det plejer ellers at være Politiken, der står for bagvalskelsen af Israel i de danske medier, men Jyllands-Posten kan åbenbart også. Igår kunne JP med Ritzau som kilde vælge at bringe arabiske løgnehistorier til torvs eller lade være. Avisen valgte at bringe dem:

Som straf for palæstinensiske raketangreb, har Israel skåret voldsomt ned på leverancerne af energi til Gazastriben. Det rammer blandt andet hospitalerne.

Ni ud af ti benzintanke i Gazastriben er lukket, og nu begynder manglen på brændstof også at gå ud over el-produktionen til områdets hospitaler. Årsagen er, at Israel har skåret kraftigt ned på leverancerne af brændstof til det lille område, fordi militante grupper stadig skyder raketter ind over Israels grænser, fortæller tv-stationen BBC.

Leverancerne er blevet skåret ned til en fjerdedel at det normale, og det har fået palæstinenserne til helt at afslå at tage i mod brændstoffet.

Dette sidste ifølge formanden for Gazas sammenslutning af brændstofforhandlere fordi araberne synes at det at tage mod det minimum af brændstof, der kunne holde hospitalerne kørende, ville være at medvirke til at afstraffe araberne kollektivt. Hvordan de får dén regning til at gå op står hen i det uvisse.

Ser man bort fra det, så er hovedindtrykket at israelerne da må være nogle onde nogle, siden de sådan skærer deres brændstofleverancer ned med 75%. Som med stort set samtlige Ritzau-historier, der udelukkende baserer sig på arabiske kilder, er der da også ét stort problem med historien:

Den er løgn.

Havde Ritzau gidet ikke kun at læse arabiske aviser, men også israelske, ville man have fået historiens rette sammenhæng. Israel HAR godt nok skåret ned på leverancerne, bare med langt mindre end 75%. Staten Israel har valgt at skære elektricitets-leverancer ned med 5% og brændstofleverancer med 15%, og disse nedskæringer er uanset kun blevet iværksat efter den israelske højesteret havde afkrævet staten beviser for, at disse nedskæringer ikke ville føre til humanitære nødsituationer. Den israelske stat har således over for højesteret bevist, at den i Gaza-striben regerende terrorbevægelse HAMAS uden problemer ville kunne lede elektricit og brændstof hen til hospitalerne også EFTER nedskæringerne.

Idag, på andendagen af nedskæringerne, kunne den del af den arabiske presse der er loyal over for den arabiske terrorbevægelse FATAH - det er den der sidder på regeringsmagten i Palæstina, selv om HAMAS har besat Gaza-striben - så berette, at stribens hospitaler har været nødt til at slukke for nødgeneratorerne på grund af brændstof-mangel.

Ifølge FATAH-folkene er årsagen de onde israeleres nedskæring i leverancerne, men terroristerne i HAMAS har en noget anden forklaring:

A petrol organization of the Hamas-run finance ministry on Saturday blamed the acting Palestinian government led by Salam Fayyad on fuel shortages in the Hamas-run Gaza Strip.

The Ramallah-based Fayyad government doesn't pay for Israeli Dor Company which delivers the fuel to Gaza while it pays for Baz Company which provides the West Bank with fuel, the organization said in a statement.

Der er med andre ord tale om en nøje planlagt provokation, der på samme tid skal gøre HAMAS upopulær i Gaza-striben, og samtidig lægge pres på Israel, som de arabisk-palæstinensiske myndigheder i kølvandet på Annapolis-konferencen ligger i forhandlinger med.

Allerede før den seneste gang arabisk gadeteater var Israel gået med til at løslade 429 dømte arabiske terrorister, så antallet af disse Israel har løsladt siden 20. juli kommer op på 771. Over for den israelske befolkning har den rekord-upopulære Olmert-regering prøvet at sælge løsladelserne med begrundelsen, at de løsladte ikke har blod på hænderne. Som organisationen for terror-ofre Almagor påpeger er dette udelukkende tilfældet, fordi deres forsøg på at slå israelere mislykkedes eller blev afværget af israelsk militær - ikke fordi de ikke forsøgte.

Ifølge Almagors tal var af de 6,912 arabiske terrorister løsladt fra israelske fænglser som led i fredsprocessen mellem 1993 og 1999 var indtil august 2003 således 854 (12,4%) blevet arresteret igen for terrorisme. Yderligere to tredjedele - ca. 4.600 - vendte tilbage til terrorisme, uden endnu at være blevet arresteret. Sammenlagt kan disse tilskrives 30 terrorangreb de seneste år, hvorunder 177 israelere er blevet myrdet.

Alligevel er netop løsladelsen af arabiske terrorister fra israelske fænglser en af den FATAH-kontrollerede arabisk-palæstinensiske regerings hovedkrav under fredsforhandlingerne - til et punkt, hvor de kræver at samtlige de arabere, der er arresterede på grund af involvering i terror skal løslades - selv de, der måtte myrde løs under fredsforhandlingerne. De skal altså på forhånd sikres straffrihed for terrorangreb - ellers vil araberne ikke underskrive en fredstraktat med Israel.

Det siger sig selv, at den israelske befolkning ikke er stemt for at skulle løslade endnu flere mordere - nuværende eller fremtidige. Ergo lægger araberne pres på Israel for at få deres vilje - blandt andet ved at skabe kunstige "humanitære nødssituationer" som den ovenfor beskrevne.

Lignende arabisk gadeteater beskrev jeg tilbage i oktober (her og her), da terrorgruppen HAMAS fabrikerede en "humanitær nødsituation" ved at lade være med at bestille lattergas til bedøvelse i Israel, og så beskylde Israel for at "blokere for importen af bedøvelsesmidler". Også dengang løb en dansk avis (dengang Politiken) med arabiske løgnehistorier, og også dengang gad avisen ikke korrigere, da sagens rette sammenhæng blev kendt.

Nettoresultaten er igen og igen, at Israel på løgnagtigt grundlag fremstilles som den onde part.

Mere kvalitet i medierne for fremtiden, tak!

PS. Selv om det er FATAH, der har skabt denne "humanitære nødsituation" ud af den blå luft, så er HAMAS ikke uden skyld. Terror-gruppen har militært besat Gaza-striben, og kunne sagtens betale for brændstoffet selv, al den tid at terrorgruppen smugler anslået 100 millioner kroner ind i Gaza-striben hver måned.

Mens vi taler fredsforhandlinger...

Israel, araberne i Palæstina og en del andre parter er for tiden igang med forhandlinger i Annapolis, USA, der ideelt skal føre til en løsning på Palæstina-konflikten.

Nedenstående billede illustrerer ganske godt, hvorfor Israelerne er ret så skeptiske, når araberne forsikrer at de ikke vil angribe Israel hvis Israel evakuerer Vestbredden.

Billedet er taget fra Vestbredden, og byen man ser på billedet er Tel Aviv, hovedby i et bebygget område med over 3 millioner indbyggere. Det man kan se på den anden side af byen er Middelhavet - det tager godt 10 minutter at køre en bilbombe fra Vestbredden tværs over Israel til havet. Selvfølgelig, når man kører med en bilbombe har man ikke tænkt sig reelt at køre så langt.......

Jøder har krav på 100.000 kvadratkilometer jord i arabiske lande

Organisationen for jødiske flygtninge fra arabiske lande (sjovt nok kaldet World Organization of Jews from Arab Countries) har siden sin stiftelse i Frankrig i 1976 søgt at dokumentere de tab, de jødiske flygtninge led efter de blev fordrevet af raberne. Resultaterne er imponerende. Fra dagens Jerusalem Post:

About 850,000 Jews fled Arab countries after Israel's founding in 1948, leaving behind assets valued today at more than $300 billion, said Heskel M. Haddad.

He added that the New York-based organization has decades-old property deeds of Jews from Arab countries on a total area of 100,000 sq.km. - which is five times the size of the State of Israel.

Most of the properties are located in Iraq, Egypt and Morocco, Haddad said. ..

In an interview, he said that it was imperative for Israel to bring up the issue of the Jews who fled Arab countries at any future peace talks - including those scheduled to take place in Annapolis in the coming weeks - since no Palestinian leader would sign a peace treaty without resolving the issue of Palestinian refugees.

Hundreds of thousands of Palestinians - with estimates ranging from 400,000 to 750,000 - left Israeli-controlled territory in 1948 and 1949, and they, along with their millions of descendants, make up one of the prickliest issues to be dealt with by Israeli and Palestinian negotiators as part of any resolution to the conflict.

Haddad said that the key to resolving the issue rested with the Arab League, which in the 1950s passed a resolution stating that no Arab government would grant citizenship to Palestinian refugees, keeping them in limbo for over half a century.

At the same time, the Arab League urged Arab governments to facilitate the exit of Jews from Arab countries, a resolution which was carried out with a series of punitive measures and discriminatory decrees making it untenable for the Jews to stay in the countries. ..

He said that the Israeli government was "myopic" not to utilize this little-known information, which he said should be part of a package financial solution to solving the issue of Palestinian refugees.

An Israeli ministerial committee on claims for Jewish property in Arab countries, which is currently headed by the Pensioners Minister Rafi Eitan, has been virtually dormant since it was established four years ago.

Jordan, Judæa, Samaria og Gaza-striben har sjovt nok sammenlagt et areal på ca. 100.000 kvadrat-kilometer. Det meste er ørken, men mon ikke jøderne ville være storsindede og godtage en sådan bytte-handel?

Den demografiske bombe i Palæstina desarmeret

Mens han stadig var i live plejede den ægyptiske terrorleder Yassir Arafat at true israelerne med de arabiske kvinders børnerigdom:

"The womb of the Arab woman,..is my strongest weapon."

Gode nyheder fra Palæstina: jøderne får flere og flere børn, mens arabernes fødselstal styrtdykker. Dette ifølge nye tal fra Israels Centrale Bureau for Statistik og Verdensbanken. Dermed er et af arabernes mægtigste våben blevet desarmeret, i hvert fald for en tid:

In demographic information made public this month by the Israel Central Bureau of Statistics (ICBS), the decline in Arab fertility rates within the 1967 borders (the Green Line) has been shown to exceed the ICBS's own predictions by 20 years. Similarly, the "Contending that there is a demographic machete at the throat of the Jewish State is either drastically mistaken or outrageously misleading!"latest ICBS statistics show a Jewish fertility rate that is higher than the ICBS's most generous forecasts.

According to the ICBS study, released on November 5, the Jewish birthrate has increased in pre-1967 Israel from 2.6 to 2.8 during the period from 1996 to 2006. During the same period, Muslim Arabs have seen a drop in birthrates from 4.7 to 4.0, with the Druze population's fertility rates dropping slightly further (from 3.4 to 2.6) and Christian Arabs showing a lower rate of decline
(from 2.7 to 2.2).

According to Ettinger and the AIDRG, "Since 1948, the ICBS has tended to under-project Jewish fertility, over-project Arab fertility, ignore the scope of Arab emigration and minimize the scope of potential Jewish Aliya (immigration). It has also overlooked the fact that Jewish demography has not been normative, and certainly not Western in nature. Moreover, the ICBS ignored the fact that Jews and Arabs have reacted differently to unusual economic and military developments."

A World Bank study revealed a dramatic gap between the PA's official predictions of population growth and the actual numbers of children registered for first grade. According to the World Bank researchers, the discrepancy is due to a drop in Arab birthrates and an increase in Arab emigration from Judea, Samaria and Gaza.

Looking at the education system in the Palestinian Authority, the study showed that there had been an 8 percent drop as of September 2006 in the number of children registered for school through fifth grade. This was in sharp opposition to the PA's official forecast of a 24% increase in registered students by September 2006.

Det eneste spørgsmål, der så står tilbage er: hvad er det, israelerne gør rigtigt, og hvordan efterligner vi dem?

al-Dura-sagen, nu med fusk med beviserne

Jeg har før været inde på al-Dura-sagen her på bloggen. I en nøddeskal er der tale om, at araberne i Palæstina brugte den 11-årige dreng Muhammad Jamal al-Dura´s død til propagandistiske formål ved at påstå, drengen blev dræbt af israelske kugler. Denne version er især på verdensplan blevet spredt af Charles Enderlin på den franske tv-kanal France 2, der har udsendt stærkt redigerede og kommenterede filmklip af episoden, og siden nægtet offentligt at vise de originale optagelser, der måske kunne pille den arabiske propaganda-version fra hinanden.

Siden er der, blandt andet af Richard Landes, blevet stillet kraftigt spørgsmål ved France 2´s ageren, blandt andet via de to mini-dokumentarer Birth of an Icon (youtube) og Icon of Hatred (kan downloades her). Disse øgede presset på Charles Enderlin til et punkt, hvor han anlagde retssager for æreskrænkelse mod tre af hans kritikere, blandt andet Philippe Karsenty.

Det er i denne retssag, dommeren endelig har beordret Charles Enderlin til at fremlægge det originale video-materiale, der nu i over syv år har været holdt hemmeligt. Richard Landes - der er en af de få personer, der har fået lov til at se video-materialet - kommenterer på fremvisningen:

Today Charles Enderlin presented in court the “rushes” of Talal abu Rahmah which the Judge had requested from him. And he presented an edited version in which he took out at least three minutes, and several scenes that I distinctly remember seeing. In the United States that’s called tampering with evidence, obstruction of justice, and perjury. In France, we’ll find out what it’s called...

Before the viewing of the rushes, there was some discussion of why there were only 18 minutes. Charles Enderlin — who had disdained showing up for any previous hearing in the trials he had initiated, even when he was in Paris at the time — explained that the cassette they had saved had 27 minutes of footage, but some did not concern that day (how?), and that he had eliminated the irrelevant material. (At this point I expected the judge to say, “let us be the judge of what’s irrelevant,” but she didn’t.) ..

Most of the material was inconclusive or boring, and I patiently waited for the material I’d seen. Then, at about 15 minutes on the time code, Enderlin announces that there will be a break and we will see the final scenes. That’s when I knew he had cut the scenes. Sure enough, the screen went blank, and then began the final three minutes.

Now there are at least two scenes that I remember specifically, one of which we have documented by Reuters. One scene that wasn’t there I described as follows:

At another point, a boy faked a leg injury, but instead of drawing big kids who could pick him up and rush him past the cameramen to an ambulance, he only attracted little kids. He shooed them away, looked around, and, seeing that no one was coming to evacuate him, straightened up and walked away without a limp.

Indeed this scene provoked a snort from the Israeli cameraman working for France2 who was watching the film with me and Enderlin at the time.

When I asked him why, he said, “because it looks so fake.”

“That’s my impression as well,” I responded.

Enderlin commented, “Oh, they do that all the time. It’s their cultural style. They exaggerate.”

“But if they do it all the time, why couldn’t they have staged Al Durah?” I asked.

“Oh, they’re not good enough”

Now ultimately, this is my word (and possibly, if they remember and have the courage to come forward, those of Denis Jeambar and Daniel Leconte), against Enderlin.

But the second piece I remember is actually documented by Reuters (video sequence). In a scene we’ve dubbed Molotov Cocktail Kid, a youth lopes comfortably down the road, showing no sign of injury. He hands of a Molotov Cocktail to another kid and enters a crowd. We see red on his forehead, but no indication that he’s injured. ..

When I went to see the rushes at France2, I was specifically looking for this scene, and remember seeing it. It was jumpy and out of focus, and looked considerably more realistic (cinéma vérité) than the Reuters footage which, shot at a distance, is obviously staged. This footage was not part of Enderlin’s 18 minutes.

So here we have documentary evidence of material that Talal abu Rahmah shot with his France2 camera, and which Enderlin did not show the court.

Either he is unaware that this documentation exists; or he has such contempt for the court that he thinks he can brazenly cheat them. The judge struck me as no one’s fool, and Karsenty will surely pursue these matters.

So as far as I can make out Enderlin has made a major gamble: tamper with the evidence, show people inconclusive material (the woman next to me said, “I came without making up my mind, and nothing’s clear), and hope the court doesn’t catch him.

But in so doing, he’s rendered himself extremely vulnerable.