al-Durah - sandheden vinder (trods alt) til sidst

Ved en fransk domstol fik medie-kritikeren Philip Karsenty i går endelig ord for, at han uden problemer kan sige at tv-stationen France 2 har manipuleret med nyhederne. Baggrunden er al-Durah-sagen (tidligere dækket her og her), der helt grundlæggende går ud på, at en arabisk far og hans søn - Mohammed al-Durah - blev skudt i Gaza-striben i 2000, og at sønnen døde af sine sår.

Som sådan intet ekstra-ordinært i det nabolag. Det er heller ikke ekstraordinært, at det var araberne selv der myrdede ham, at de gav israelske soldater skylden for det, og at de internationale medier (heriblandt France2) åd historien råt, endda villigt - sådanne ting er sket pænt ofte de sidste mange år.

Hvad der er specielt ved denne sag er, at medie-kritikeren Philip Karsenty bed sig fast i sagen, igennem otte år efterforskede den og samlede beviser i den, og nu også har fået rettens ord for, at der faktisk ER tale om grov manipulation fra et medies side - France 2. Og at dette faktisk er blevet nævnt i den lokale andedam. I det væld af lignende historier, der er gået forud får vi her til lands kun de indledende arabiske beskyldninger mod Israel, men vi får aldrig at vide når araberne - igen - bliver afsløret som løgnere. To eksempler:

1) Mandag d. 31. januar 2005 kunne arabiske øjenvidner melde, at den 10-årige pige Nuran Iyad Dib blev dræbt, da hun var mødt til eftermiddagssamling i sin skole i Gaza-striben. En anden pige blev såret. Gerningsmændene stod straks klar: det var en israelsk kampvogn, der havde affyret granater mod skolen, og det var sprængstykker fra denne der havde slået pigen ihjel. I senere versioner var det israelske snigskytter, der fra en israelsk stilling nogle hundrede meter væk havde skudt hende gennem ansigtet. I den danske presse var den absolut eneste kilde til dette nyhedsbureauet Ritzau, men bureauet nævnte aldrig de forskellige forklaringer fra vidnerne. I det indledende nyhedstelegram, der kom kl 15:21 dansk tid samme dag, var den tågede formulering som følger:

"Den militante islamiske Hamasbevægelse sendte mandag fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben, efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård, siger flere øjenvidner".

I samme telegram blev det israelske forsvar citeret for ikke at have nogen kommentar. Seks timer senere, klokken 21:27, blev formuleringen strammet op i et nyt Ritzau-telegram:

"Tidligere mandag sendte Hamas fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård.

Nu var der altså ikke bare tale om at øjenvidner sagde det, nu stillede Ritzau sig som garant for, at hændelsesforløbet var det fakta. Dette, selv om Ritzaus egne telegrammer nævner, at det israelske forsvar indtil videre intet kender til skyderi i det område, at det har indledt en undersøgelse, og at denne ikke er afsluttet endnu. Et eller begge disse telegrammer kom ud i den danske presse dagen efter, tirsdag, i papirversionerne af Politiken, Jyllands-posten, Urban og JydskeVestkysten.

Kort efter Ritzaus andet telegram - mandag nat - begyndte virkeligheden at hale ind på nyhedsbureauet. Det israelske forsvar kunne nu afvise historien. Ingen israelsk kampvogn havde affyret nogen granat, og de to gange israelske soldater havde skudt i Gaza-striben var det skedt langt fra pigens skole. Dette blev aldrig nævnt af Ritzau. Istedet udsendte bureauet tirsdag aften (kl 17:44) et nyt telegram i anledning af, at arabiske terrorgrupper var begyndt at bombardere jødiske landsbyer i Israel. Igen blev det at israelerne var gerningsmænd fremsat som fakta:

"Angrebet var hævn for drabet på en 10-årig palæstinensisk pige i flygtningelejren Rafah i Gaza . Og tirsdag fortsatte angrebene, da militante grupper affyrede fem mortergranater mod en jødisk bosættelse i Gaza".

Samme aften foretog araberne imidlertid en handling, der totalt dementerede Ritzaus version af virkeligheden: de anholdt en muslimsk araber for at have skudt vildt omkring sig for at fejre at han var vendt tilbage fra pilgrimsfærd til Mekka. Det var kugler fra hans våben, der ramte pigerne i skolegården, da de faldt til jorden igen*. De arabiske "øjenvidner" havde altså rent ud sagt løjet om hvordan pigen var blevet dræbt.

Dette valgte Ritzau bare aldrig at rapportere, den danske presse bragte det derfor ikke videre, og det blev aldrig kendt her til lands. Tvært imod fortsatte Ritzaus telegrammer deres tur rundt i systemet, og Urban, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende blev dagen efter den arabiske drabsmands arrestation ved med at kolportere historien om de jødiske barnemordere.

I Mellemøsten fortsatte det selvfølgelig længere end bare dagen efter. Al Jazeera bragte således stadig tårevædede historier om løgnehistorierne tre måneder senere.

*Noget man ikke lader til at have bemærket i Mellemøsten er, at kugler man skyder op i luften for at fejre et eller andet faktisk har en tendens til at falde til jorden igen, og at de faktisk kan både ramme og såre eller dræbe mennesker. Under fejringen af Saddam Husseins hængning blev der således dræbt over tredive arabere i Baghdad alene på grund af faldende kugler.

2) Onsdag d. 9. august 2006 kunne arabiske øjenvidner melde, at en kun 3 år gammel pige - Rajaa Abu Shaban - var blevet dræbt af israelske kampfly under et luftangreb på en terrorist-træningslejr.

Denne gang nåede historien slet ikke til Danmark - Israel var igang med at nedkæmpe Hezbollah, der en måned før havde invaderet Israel, dræbt flere israelske soldater og taget to andre som gidsler. Alligevel er historien illustrativ:

Hvor den blev taget op af den internationale presse blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved israelernes skyld - det var en israelsk kamphelikopter, der havde slået hende ihjel, og dermed basta.

Det var først dagen efter, torsdag, at det kom frem (takket være læger på hospitalet hun var blevet indlagt på) at pigen aldrig havde været i nærheden af terror-træningslejren. Hun var faldet ned af en gynge et stykke tid før det israelske angreb, og havde pådraget sig så svære skader i hovedet, at hun senere døde af det på hospitalet.

Igen var israelerne altså sagesløse syndebukke. Og igen var de allestedsnærværende arabiske "øjenvidner" blevet afsløret i at lyve.

Fællesnævneren for de tre sager er dog ikke de arabiske "øjenvidner", men den godtroende vestlige presse. Denne har næsten uden undtagelse ansat lokale arabere til at stå for nyhedsindsamlingen, og som den lokale befolkning hader disse generelt jøderne i staten Israel. Ofte fører dette til simple forvanskninger af virkeligheden, andre gange bliver det hele opfundet fra ende til anden.

Det var al-Durah-sagen der skulle til, før nogen fandt på et navn for dette: "Pallywood", efter den amerikanske filmindustris tyngdepunkt i Hollywood. Den amerikanske historie-professor Richard Landes har lavet en serie mini-dokumentarer (mellem 10 og 20 minutter stykket) om emnet, men med særligt fokus på al-Durah-affæren. De kan alle downloades her. For dem der ikke vil hente dem selv kan de fleste også ses på youtube (der er synkroniseringsproblemer med en enkelt af filerne):

Pallywood: "..according to Palestinian sources":



Al Durah: "..according to Palestinian sources" II:



Gaza Beach Tragedy:



France 2 vs. Evidence

Hellere arabiske løgne end ubehagelige sandheder

Digteren Peter Laugesen præsenterede i fredags en række rodede betragtninger over lidt af hvert i Information. Hans ligegyldighed over for politisk vold i Danmark lader jeg stå for sig selv, og koncentrerer mig istedet om et andet af hans ærinder, nemlig kritikken af dansk fjernsyns dækning af Israels 60-års fødselsdag:

"Sagaen om Israels fødsel, en af det tyvende århundredes største og forfærdeligste fortællinger, mangler indtil videre på dansk TV en hel del: Hele den palæstinensiske del".

Digteren (det er en profession, der beskæftiger sig med at finde på ting) præsenterer som sin kilde til "den palæstinensiske del" hans kollega, digteren (stadig professionen, der finder på ting) Mahmoud Darwish. Denne er araber født i det der idag er Israel, og var som barn blandt de titusinder af arabere, som Israel lod komme tilbage til dettes territorium efter den Israelske Frihedskrig 1947-49 - en episode, få i vesten kender.

Denne Israelske godgørenhed betalte han så tilbage ved at blive kommunist, propagandere for etnisk udrensning af samtlige jøder fra Israel (i digtet Passers Between the Passing Words),
engagere sig i terror-organisationen PLO, og siden i 1993 igen at melde sig ud af terror-organisationen fordi den var blevet for moderat - nu myrdede den ikke bare jøder, den forhandlede faktisk også med dem.

I tiden efter bruddet gjorde han sig blandt andet bemærket i forbindelse med en konference om holocaust-benægtelse, der skulle finde sted i Beirut, og som således ville drage fordel af den udbredte anti-semitisme i den arabiske verden. Da den internationale presse blev opmærksom på konferencen, skyndte han og en række andre arabiske intellektuelle sig at offentliggøre et åbent brev der krævede et forbud mod denne, kun for kort tid efter, da konferencen faktisk blev forbudt, at foretage en kovending og fordømme forbuddet han selv havde bedt om som "en krænkelse af menneskerettighederne".

Det er altså Digteren Peter Laugesens kilde. Herfra flyder hans viden:

I skrivende stund er vi kun nået til 1948, briterne har netop forladt området, og vi har hørt Menachem Begin fortælle om massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin lige uden for Jerusalem den 9. april 1948. Begin var ved den lejlighed chef for Irgun, den jødiske terrorgruppe, der kæmpede for den kommende jødiske statsdannelse, og Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed.

Den professionelle påfinder Peter Laugesen fremstiller her en stramt bundet knude, der bindes af lige dele selektivt udvalgte sandheder og manipulation med sproget. Et par eksempler:

1) "..massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin.." - Man får her billedet af en hel, sagesløs landsby mejet ned med overlæg. Dette billede mangler imidlertid en del detaljer:

• Landsbyen knapt så sagesløs: I ugerne op til stormen på landsbyen var jøder omkring landsbyen blevet udsat for et stigende antal angreb derfra, og der var rapporter om, at irakiske tropper både havde taget del i disse angreb, og var set inde i landsbyen.


• Tropperne fra Lehi og Irgun, der stormede byen, netop strenge ordrer om ikke at skade byens kvinder og børn, de havde en panservogn med højtalere med, der skulle få civilisterne til at evakuere byen, og en vej var blevet ladet stå åben, så selvsamme civilister kunne flygte den vej. Af byens ca 700 faste og måske 200 midlertidige indbyggere (civilister of kombattanter mellem hinanden) valgte således over 700 at flygte øjeblikkeligt, som Lehi og Irgun havde regnet med at alle ville. Disse blev altså ikke massakreret.
• Af de under 200, der blev tilbage og begyndte at skyde på jøderne, blev op mod 100 taget til fange i landsbyen under eller efter kampene. Disse blev heller ikke massakreret, men blev sat på lastbiler og blev kørt i sikkerhed i arabisk-kontrollerede områder.
• Sammenlagt 107 arabere blev dræbt, kombattanter og civile mellem hinanden. Hvornår og under hvilke omstændigheder de enkelte er kommet af dage er idag umuligt at finde ud af. Hvad der står fast er, at kampene var hårde (Irgun og Lehi tabte 40% af sin styrke i dræbte og sårede), at de jødiske styrker anvendte sprængstoffer til at nedkæmpe arabere, der havde forskanset sig i stenhuse forsynet med jerndøre, og at en del civile er blevet dræbt i denne proces, som i al anden bykamp. Det står dog også fast, at der har fundet et vist antal henrettelser sted af fanger - massakrer, om man vil. Man kan bare ikke sige noget om omfanget.
• For sammenligningens skyld - nu der er tale om anvendelsen af ordet massakre - kan man nævne den tredobbelte arabiske bilbombning af Ben Yehuda Street i Jerusalem halvanden måned før stormen på Deir Yassin. Her blev 58 civile myrdet uden tvivl om at der skulle have været nogen der faldt i kamp. Eller det arabiske angreb på en konvoj med sygehuspersonnel fire dage efter Deir Yassin, den 13. april. Her blev 79 jøder dræbt. En måned efter - 13. maj - det blev 128 jøder massakreret i Gush Etzion efter de havde overgivet sig til arabiske styrker. Hovedparten blev dræbt da araberne åbnede ild på dem efter de var blevet afvæbnet, men det lykkedes cirka 50 at flygte ned i en kælder. Her blev de dræbt af håndgranater.

2) "Begin var ved den lejlighed chef for Irgun.." - Fuldstændig korrekt, men ret ligegyldigt i sammenhængen. Begin havde givet en direkte ordre om for det første ikke at røre kvinder og børn, og for det andet at lade en vej være åben som araberne kunne flygte af, så det ikke ville komme til kamp. Men så har man da bundet ham op på det - det kaldes et associations-trick.

3) "Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed" - Hvis Irguns propaganda ikke har brugt ordet "myrdet", så har de jo selvsagt ikke sagt at 250 var blevet myrdet. Ergo er der tale om en sprogmæssig lækkerhed, som digteren Peter Laugesen bruger til at lade folk sige noget, de faktisk ikke har sagt.
Dertil kommer, som ovenfor anført, at der faktisk ikke blev hverken dræbt eller myrdet 250 mand i Deir Yassin - det er her en anden sprogmæssig lækkerhed fra digteren Peter Laugesen ligger. Dengang sagde i hvert fald én officer i Irgun nemlig faktisk, at 254 arabere var blevet dræbt i kampene. Han hev imidlertid det høje tal ud af den blå luft for at højne moralen i det belejrede Jerusalem, og for at sætte en skræk i araberne - "se hvor mange af jeres tropper, vi kan slå ihjel".

Her kunne sagen så være endt med, at man faktisk havde slået fast at det reelle tal var langt lavere, hvis ikke alle parter havde haft en interesse i at sætte tallet så højt som muligt. De radikale i Lehi og Irgun manglede et højt tal for at kunne se stærkere ud end de reelt var. Det venstreorienterede establishment i det jødiske samfund skulle bruge et højt tal til at sværte Lehi og Irgun med. Og araberne skulle bruge et højt tal til at piske jødehadet endnu højere op end det allerede var - hertil blev der også opfundet historier om, at Legi og Irgun skulle have voldtaget arabiske kvinder, skamferet ligene osv. Først i slut-80erne blev der lavet en reel undersøgelse af sagen ved det arabisk-palæstinensiske Birzeit Universitet, der satte antallet af døde arabere i Deir Yassin til 107.

Efter knuden følger et par andre lækkerheder fra digteren Laugesen, der kræver lidt korrektion:

4) "For palæstinenserne er massakren i Dayr Yasin siden kommet til at stå som selve begyndelsen til deres exodus og diaspora, udlændighed". - Man glemmer behændigt, at arabernes udlændighed stammer fra deres egen vægring ved at gå på kompromis, og deres forsøg på at kvæle Israel i fødslen og etnisk udrense dem - smide dem i havet som det blev formuleret dengang. Det slog jo som bekendt slog fejl. Udtrykket er "Ris til egen røv".

5) "Menachem Begin var israelsk premierminister i 1982 under belejringen af Beirut, og han stod således sammen med sin forsvarsminister Ariel Sharon bag myrderierne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, Sabra og Shatila". - Nej, det gjorde han faktisk ikke. Det gjorde den libanesiske araber Eli Hobeika, derimod. Hobeika havde nemlig aftalt med Israel, at israelerne ville holde sig ude af Sabra og Chatila, og at Hobeikas militsfolk ville gå ind, lade civilister være i fred, nedkæmpe terrororganisationen PLO´s styrker, og aflevere tilgangetagne PLO-folk til Israel.

Problemet var, at Elie Hobeika hadede PLO især, men arabere fra Palæstina generelt - adskillige af hans slægtninge var blandt ofrene, da PLO stormede den kristne landsby Damour i 1976 og massakrerede op mod 600 af dens indbyggere. Derfor er der idag liden tvivl om, at Hobeika aldrig havde tænkt sig at holde sig til hans aftale med israelerne. Man regner med, at de arabiske militsfolk, Hobeika sendte ind i lejrene dræbte 7-800 arabiske palæstinensere ud af en total befolkning på op mod 40.000. På trods af hadet lader henrettelserne i Sabra og Chatila trods alt til hovedsagelig at have holdt sig til mænd i våbenfør alder - en delvis opgørelse over 460 af de dræbte sammenstillet af Libanesisk Røde Kors, Internationale Røde Kors, det libanesiske civilforsvar, den libanesiske hærs lægekorps og slægtninge til de døde indeholdt således 425 mænd, men kun 35 kvinder og børn.

6) "Mahmoud Darwish har skrevet om det i sin tidligere omtalte bog. Han ser den forfærdelige jødiske forhistorie som et spøgelseslag under den desperate og paranoide retorik i Begins erklæring på amerikansk TV:"Disse palæstinensere er ikke mennesker. De er dyr, der går på alle fire."" - Som tidligere anført er digteren (en fyr der af profession finder på) Mahmoud Darwish ikke verdens mest troværdige kilde. Heller ikke i dette tilfælde. I småtingsafdelingen falder, at Begin ikke har sagt noget sådant i amerikansk tv, men derimod i Knesset, det israelske parlament. Hovedproblemet er imidlertid, at hvad Begin reelt sagde ikke har ret meget at gøre med hvad digteren Darwish anklager ham for at have sagt. Det uforvanskede citat (dog på engelsk) lyder som følger:

The children of Israel will happily go to school and joyfully return home, just like the children in Washington, in Moscow, and in Peking, in Paris and in Rome, in Oslo, in Stockholm and in Copenhagen. The fate of... Jewish children has been different from all the children of the world throughout the generations. No more. We will defend our children. If the hand of any two-footed animal is raised against them, that hand will be cut off, and our children will grow up in joy in the homes of their parents.

Der er altså tale om en fordømmelse af folk der direkte angriber jødiske børn - ikke arabere fra Palæstina generelt. Hvad der gør forvanskningen mere tragisk er, at den oprindelige kilde er Amnon Kapeliouk, en venstreradikal jøde med dobbelt israelsk-fransk statsborgerskab. Samme person er kilden til arabisk-palæstinensiske påstande om, at antallet af dræbte i Sabra og Chatila ikke var 7-800, men 3-3.500. Troværdigheden kan man tænke sig til.

For at fuldende billedet skal man måske nævne, at Elie Hobeikas kampe mod PLO i Sabra og Chatila ikke var de eneste. Tre år senere, i maj 1985, begyndte den såkaldte "Krigen om Lejrene", hvor Syrisk-støttede shiamuslimske arabere kæmpede mod arabere fra Palæstina i disses lejre. Hvor den mere kendte "Massakre i Sabra og Chatila" som sagt kostede 7-800 mennesker livet, men ellers lod lejren stå, så jævnede "Krigen om Lejrene" dem med jorden, og kostede op mod 6.000 menneskeliv.

Det gider ingen bare hidse sig op over - der kunne man jo ikke pege fingre af jøderne.

Digteren Peter Laugesens afslutning skal næsten have lov til at stå for sig selv i al sin patetiskhed - men også kun næsten:

På mange måder er jøderne og palæstinenserne samme folk, de har fælles rod, de har næsten fælles sprog. I hvert fald hvad de ord angår, der betyder noget. Ordet 'fred' f.eks. - på hebraisk hedder det, som overskriften på denne anmeldelse, shalom.

Araberne siger: "Salam!"

Deres naven for fred er næsten det samme - det samme var nazisternes og danskernes under 2. Verdenskrig. Så har besættelsen jo næsten ikke fundet sted!

Peace Now: Halve sandheder, total propaganda

Igen en historie egnet til bagvaskelse af Israel, denne gang fra BBC:

Israel has carried out only 3% of its own demolition orders in Jewish settlements in the West Bank, Israeli anti-settlement campaigners say.

In the past 10 years, nearly 3,500 demolition orders were issued but just over 100 were observed, the Peace Now group says, citing government figures. ..

According to Peace Now, the Israeli military handed it 3,449 files on illegal buildings in settlements over the past decade but only 107 have been dismantled.

A further 171 structures were evacuated by their tenants.

"On the one hand Israel promises not to build new settlements and not to develop the existing settlements... but in reality the construction works continue vigorously," the group said in its report.

Hvad Peace Now åbenbart med vilje vælger at overse er, at det ikke er "Israel", der står bag de ulovlige bygninger - det er netop Israel, der har udstedt ordrerne om, at de ulovlige bygninger skal jævnes med jorden.

Alligevel kan man jo have en mistanke om, at det Israel så bare gør, er at ignorere sine egne nedrivnings-ordrer, når det er jøder de er rettet mod. For at kunne afgøre om det er tilfældet er man imidlertid nødt til at have tal for antallet af nedrivningsordrer mod ARABISKT byggede bygninger at sammenligne med, og disse tal vælger Peace Now at fortie. Så er man jo nødt til at grave selv. Her finder man for eksempel tallene for nedrivningsordrer i Jerusalems arabiske kvarterer. I 2000 blev der kun nedrevet 26 ud af 1314 ulovligt byggede bygninger - det er kun 2% af de ulovlige bygninger, altså en nedrivningsprocent, der er LAVERE end den for de jødiske huse. Året efter er de tilsvarende tal 32 ud af 1141, eller i underkanten af 3%.

Hvor der altså ikke er indikationer på, at israelske myndigheder har begunstiget ulovligt israelsk byggeri, er der faktisk indikationer den anden vej. Disse peger endda på at den nuværende israelske premierminister, Ehud Olmert, stod bag tilintetgørelsen af sagsakter for at forhindre nedrivningen af illegalt opførte arabiske bygninger da han var borgmester af Jerusalem mellem 1993 og 2003.

Det startede med, at Aryeh King, formand for Jerusalem Forum, fik startet en efterforskning af Ehud Olmerts pro-arabiske manipulationer:

"Ehud Olmert gave the order not to deal with the problem and not to put Israeli security forces to the duty of taking down the illegal Arab complexes. Senior municipal workers told me Olmert said not to bother with the illegal Arab homes because eventually eastern Jerusalem would be given to the Palestinian Authority," said King.

Det viste sig i løbet af undersøgelsen, at Olmert, fik tilintetgjort sagsakterne på 300 illegalt af arabere opførte bygninger med tilsammen 20.000 lejligheder. Det anslås, at ialt 100.000 arabere dermed mod gældende lov, men på grund af Olmerts intervention uden myndighedernes indgriben, kunne slå sig ned i illegale arabiske bosættelser alene i Jerusalem.

Selv hos folkevalgte jødiske politikere kan Israels jøder altså ikke forvente andet end diskriminering.

Den Jødiske Nationalfond gør måske krav på dele af Syrien

I november kunne jeg berette, at de 850.000 jøder, der efter 1948 blev fordrevet fra muslimske lande havde måttet forlade jordbesiddelser på sammenlagt 100.000 kvadratkilometer - mere end det dobbelte af Danmarks størrelse, og svarende til det sammenlagte areal af Jordan, Judæa, Samaria og Gaza-striben. Dette var imidlertid kun privat ejet jord.

Nu er det så blevet afsløret, at den Jødiske Nationalfond også har land til gode i de muslimske lande (fra Elder of Ziyon), endda tæt på den syriske diktator Bashar al-Asad´s palads:

Maariv (Hebrew only) reports that Baron Rothschild purchased thousands of acres of Syrian land in the 1920s that may today legally belong to the Jewish National Fund.

Rothschild's real estate company, named Pika or Pekka, bought the lands and the ownership of most of that land was transfered in 1957 to the JNF. About 59,000 dunams (15,000 acres) were purchased - 6,000 in the Golan Heights and 53,000 in the plains of Haran, 35 kilometers from Damascus and near Bashir Assad's palace (according to Palestine Today's report.) Taxes were paid on the land at least until 1942. If I am reading the article correctly, the Syrian Waqf in the 1940s tried to claim that this was Islamic land that was not legally allowed to be sold, and now Israeli lawyers are studying the matter to see if they still have any legal claim on the
land.

De nævnte arealer svarer til 214 kvadratkilometer i Syrien og yderligere 24 kvadratkilometer i Golan-højderne. I mellemkrigstiden lykkedes det araberne at presse briterne til at gennemføre racistiske landlove, der forbød jøder at købe jord på bestemte steder i Palæstina - hovedsageligt i Judæa, Samaria og Gaza-striben. I Syrien var der ikke tilsvarende love.

Nu bliver det så bare spændende at se, hvordan syrerne kringler den sag.

JP agerer talmand for arabiske terrorister

Det plejer ellers at være Politiken, der står for bagvalskelsen af Israel i de danske medier, men Jyllands-Posten kan åbenbart også. Igår kunne JP med Ritzau som kilde vælge at bringe arabiske løgnehistorier til torvs eller lade være. Avisen valgte at bringe dem:

Som straf for palæstinensiske raketangreb, har Israel skåret voldsomt ned på leverancerne af energi til Gazastriben. Det rammer blandt andet hospitalerne.

Ni ud af ti benzintanke i Gazastriben er lukket, og nu begynder manglen på brændstof også at gå ud over el-produktionen til områdets hospitaler. Årsagen er, at Israel har skåret kraftigt ned på leverancerne af brændstof til det lille område, fordi militante grupper stadig skyder raketter ind over Israels grænser, fortæller tv-stationen BBC.

Leverancerne er blevet skåret ned til en fjerdedel at det normale, og det har fået palæstinenserne til helt at afslå at tage i mod brændstoffet.

Dette sidste ifølge formanden for Gazas sammenslutning af brændstofforhandlere fordi araberne synes at det at tage mod det minimum af brændstof, der kunne holde hospitalerne kørende, ville være at medvirke til at afstraffe araberne kollektivt. Hvordan de får dén regning til at gå op står hen i det uvisse.

Ser man bort fra det, så er hovedindtrykket at israelerne da må være nogle onde nogle, siden de sådan skærer deres brændstofleverancer ned med 75%. Som med stort set samtlige Ritzau-historier, der udelukkende baserer sig på arabiske kilder, er der da også ét stort problem med historien:

Den er løgn.

Havde Ritzau gidet ikke kun at læse arabiske aviser, men også israelske, ville man have fået historiens rette sammenhæng. Israel HAR godt nok skåret ned på leverancerne, bare med langt mindre end 75%. Staten Israel har valgt at skære elektricitets-leverancer ned med 5% og brændstofleverancer med 15%, og disse nedskæringer er uanset kun blevet iværksat efter den israelske højesteret havde afkrævet staten beviser for, at disse nedskæringer ikke ville føre til humanitære nødsituationer. Den israelske stat har således over for højesteret bevist, at den i Gaza-striben regerende terrorbevægelse HAMAS uden problemer ville kunne lede elektricit og brændstof hen til hospitalerne også EFTER nedskæringerne.

Idag, på andendagen af nedskæringerne, kunne den del af den arabiske presse der er loyal over for den arabiske terrorbevægelse FATAH - det er den der sidder på regeringsmagten i Palæstina, selv om HAMAS har besat Gaza-striben - så berette, at stribens hospitaler har været nødt til at slukke for nødgeneratorerne på grund af brændstof-mangel.

Ifølge FATAH-folkene er årsagen de onde israeleres nedskæring i leverancerne, men terroristerne i HAMAS har en noget anden forklaring:

A petrol organization of the Hamas-run finance ministry on Saturday blamed the acting Palestinian government led by Salam Fayyad on fuel shortages in the Hamas-run Gaza Strip.

The Ramallah-based Fayyad government doesn't pay for Israeli Dor Company which delivers the fuel to Gaza while it pays for Baz Company which provides the West Bank with fuel, the organization said in a statement.

Der er med andre ord tale om en nøje planlagt provokation, der på samme tid skal gøre HAMAS upopulær i Gaza-striben, og samtidig lægge pres på Israel, som de arabisk-palæstinensiske myndigheder i kølvandet på Annapolis-konferencen ligger i forhandlinger med.

Allerede før den seneste gang arabisk gadeteater var Israel gået med til at løslade 429 dømte arabiske terrorister, så antallet af disse Israel har løsladt siden 20. juli kommer op på 771. Over for den israelske befolkning har den rekord-upopulære Olmert-regering prøvet at sælge løsladelserne med begrundelsen, at de løsladte ikke har blod på hænderne. Som organisationen for terror-ofre Almagor påpeger er dette udelukkende tilfældet, fordi deres forsøg på at slå israelere mislykkedes eller blev afværget af israelsk militær - ikke fordi de ikke forsøgte.

Ifølge Almagors tal var af de 6,912 arabiske terrorister løsladt fra israelske fænglser som led i fredsprocessen mellem 1993 og 1999 var indtil august 2003 således 854 (12,4%) blevet arresteret igen for terrorisme. Yderligere to tredjedele - ca. 4.600 - vendte tilbage til terrorisme, uden endnu at være blevet arresteret. Sammenlagt kan disse tilskrives 30 terrorangreb de seneste år, hvorunder 177 israelere er blevet myrdet.

Alligevel er netop løsladelsen af arabiske terrorister fra israelske fænglser en af den FATAH-kontrollerede arabisk-palæstinensiske regerings hovedkrav under fredsforhandlingerne - til et punkt, hvor de kræver at samtlige de arabere, der er arresterede på grund af involvering i terror skal løslades - selv de, der måtte myrde løs under fredsforhandlingerne. De skal altså på forhånd sikres straffrihed for terrorangreb - ellers vil araberne ikke underskrive en fredstraktat med Israel.

Det siger sig selv, at den israelske befolkning ikke er stemt for at skulle løslade endnu flere mordere - nuværende eller fremtidige. Ergo lægger araberne pres på Israel for at få deres vilje - blandt andet ved at skabe kunstige "humanitære nødssituationer" som den ovenfor beskrevne.

Lignende arabisk gadeteater beskrev jeg tilbage i oktober (her og her), da terrorgruppen HAMAS fabrikerede en "humanitær nødsituation" ved at lade være med at bestille lattergas til bedøvelse i Israel, og så beskylde Israel for at "blokere for importen af bedøvelsesmidler". Også dengang løb en dansk avis (dengang Politiken) med arabiske løgnehistorier, og også dengang gad avisen ikke korrigere, da sagens rette sammenhæng blev kendt.

Nettoresultaten er igen og igen, at Israel på løgnagtigt grundlag fremstilles som den onde part.

Mere kvalitet i medierne for fremtiden, tak!

PS. Selv om det er FATAH, der har skabt denne "humanitære nødsituation" ud af den blå luft, så er HAMAS ikke uden skyld. Terror-gruppen har militært besat Gaza-striben, og kunne sagtens betale for brændstoffet selv, al den tid at terrorgruppen smugler anslået 100 millioner kroner ind i Gaza-striben hver måned.

Mens vi taler fredsforhandlinger...

Israel, araberne i Palæstina og en del andre parter er for tiden igang med forhandlinger i Annapolis, USA, der ideelt skal føre til en løsning på Palæstina-konflikten.

Nedenstående billede illustrerer ganske godt, hvorfor Israelerne er ret så skeptiske, når araberne forsikrer at de ikke vil angribe Israel hvis Israel evakuerer Vestbredden.

Billedet er taget fra Vestbredden, og byen man ser på billedet er Tel Aviv, hovedby i et bebygget område med over 3 millioner indbyggere. Det man kan se på den anden side af byen er Middelhavet - det tager godt 10 minutter at køre en bilbombe fra Vestbredden tværs over Israel til havet. Selvfølgelig, når man kører med en bilbombe har man ikke tænkt sig reelt at køre så langt.......

Jøder har krav på 100.000 kvadratkilometer jord i arabiske lande

Organisationen for jødiske flygtninge fra arabiske lande (sjovt nok kaldet World Organization of Jews from Arab Countries) har siden sin stiftelse i Frankrig i 1976 søgt at dokumentere de tab, de jødiske flygtninge led efter de blev fordrevet af raberne. Resultaterne er imponerende. Fra dagens Jerusalem Post:

About 850,000 Jews fled Arab countries after Israel's founding in 1948, leaving behind assets valued today at more than $300 billion, said Heskel M. Haddad.

He added that the New York-based organization has decades-old property deeds of Jews from Arab countries on a total area of 100,000 sq.km. - which is five times the size of the State of Israel.

Most of the properties are located in Iraq, Egypt and Morocco, Haddad said. ..

In an interview, he said that it was imperative for Israel to bring up the issue of the Jews who fled Arab countries at any future peace talks - including those scheduled to take place in Annapolis in the coming weeks - since no Palestinian leader would sign a peace treaty without resolving the issue of Palestinian refugees.

Hundreds of thousands of Palestinians - with estimates ranging from 400,000 to 750,000 - left Israeli-controlled territory in 1948 and 1949, and they, along with their millions of descendants, make up one of the prickliest issues to be dealt with by Israeli and Palestinian negotiators as part of any resolution to the conflict.

Haddad said that the key to resolving the issue rested with the Arab League, which in the 1950s passed a resolution stating that no Arab government would grant citizenship to Palestinian refugees, keeping them in limbo for over half a century.

At the same time, the Arab League urged Arab governments to facilitate the exit of Jews from Arab countries, a resolution which was carried out with a series of punitive measures and discriminatory decrees making it untenable for the Jews to stay in the countries. ..

He said that the Israeli government was "myopic" not to utilize this little-known information, which he said should be part of a package financial solution to solving the issue of Palestinian refugees.

An Israeli ministerial committee on claims for Jewish property in Arab countries, which is currently headed by the Pensioners Minister Rafi Eitan, has been virtually dormant since it was established four years ago.

Jordan, Judæa, Samaria og Gaza-striben har sjovt nok sammenlagt et areal på ca. 100.000 kvadrat-kilometer. Det meste er ørken, men mon ikke jøderne ville være storsindede og godtage en sådan bytte-handel?

Den demografiske bombe i Palæstina desarmeret

Mens han stadig var i live plejede den ægyptiske terrorleder Yassir Arafat at true israelerne med de arabiske kvinders børnerigdom:

"The womb of the Arab woman,..is my strongest weapon."

Gode nyheder fra Palæstina: jøderne får flere og flere børn, mens arabernes fødselstal styrtdykker. Dette ifølge nye tal fra Israels Centrale Bureau for Statistik og Verdensbanken. Dermed er et af arabernes mægtigste våben blevet desarmeret, i hvert fald for en tid:

In demographic information made public this month by the Israel Central Bureau of Statistics (ICBS), the decline in Arab fertility rates within the 1967 borders (the Green Line) has been shown to exceed the ICBS's own predictions by 20 years. Similarly, the "Contending that there is a demographic machete at the throat of the Jewish State is either drastically mistaken or outrageously misleading!"latest ICBS statistics show a Jewish fertility rate that is higher than the ICBS's most generous forecasts.

According to the ICBS study, released on November 5, the Jewish birthrate has increased in pre-1967 Israel from 2.6 to 2.8 during the period from 1996 to 2006. During the same period, Muslim Arabs have seen a drop in birthrates from 4.7 to 4.0, with the Druze population's fertility rates dropping slightly further (from 3.4 to 2.6) and Christian Arabs showing a lower rate of decline
(from 2.7 to 2.2).

According to Ettinger and the AIDRG, "Since 1948, the ICBS has tended to under-project Jewish fertility, over-project Arab fertility, ignore the scope of Arab emigration and minimize the scope of potential Jewish Aliya (immigration). It has also overlooked the fact that Jewish demography has not been normative, and certainly not Western in nature. Moreover, the ICBS ignored the fact that Jews and Arabs have reacted differently to unusual economic and military developments."

A World Bank study revealed a dramatic gap between the PA's official predictions of population growth and the actual numbers of children registered for first grade. According to the World Bank researchers, the discrepancy is due to a drop in Arab birthrates and an increase in Arab emigration from Judea, Samaria and Gaza.

Looking at the education system in the Palestinian Authority, the study showed that there had been an 8 percent drop as of September 2006 in the number of children registered for school through fifth grade. This was in sharp opposition to the PA's official forecast of a 24% increase in registered students by September 2006.

Det eneste spørgsmål, der så står tilbage er: hvad er det, israelerne gør rigtigt, og hvordan efterligner vi dem?

al-Dura-sagen, nu med fusk med beviserne

Jeg har før været inde på al-Dura-sagen her på bloggen. I en nøddeskal er der tale om, at araberne i Palæstina brugte den 11-årige dreng Muhammad Jamal al-Dura´s død til propagandistiske formål ved at påstå, drengen blev dræbt af israelske kugler. Denne version er især på verdensplan blevet spredt af Charles Enderlin på den franske tv-kanal France 2, der har udsendt stærkt redigerede og kommenterede filmklip af episoden, og siden nægtet offentligt at vise de originale optagelser, der måske kunne pille den arabiske propaganda-version fra hinanden.

Siden er der, blandt andet af Richard Landes, blevet stillet kraftigt spørgsmål ved France 2´s ageren, blandt andet via de to mini-dokumentarer Birth of an Icon (youtube) og Icon of Hatred (kan downloades her). Disse øgede presset på Charles Enderlin til et punkt, hvor han anlagde retssager for æreskrænkelse mod tre af hans kritikere, blandt andet Philippe Karsenty.

Det er i denne retssag, dommeren endelig har beordret Charles Enderlin til at fremlægge det originale video-materiale, der nu i over syv år har været holdt hemmeligt. Richard Landes - der er en af de få personer, der har fået lov til at se video-materialet - kommenterer på fremvisningen:

Today Charles Enderlin presented in court the “rushes” of Talal abu Rahmah which the Judge had requested from him. And he presented an edited version in which he took out at least three minutes, and several scenes that I distinctly remember seeing. In the United States that’s called tampering with evidence, obstruction of justice, and perjury. In France, we’ll find out what it’s called...

Before the viewing of the rushes, there was some discussion of why there were only 18 minutes. Charles Enderlin — who had disdained showing up for any previous hearing in the trials he had initiated, even when he was in Paris at the time — explained that the cassette they had saved had 27 minutes of footage, but some did not concern that day (how?), and that he had eliminated the irrelevant material. (At this point I expected the judge to say, “let us be the judge of what’s irrelevant,” but she didn’t.) ..

Most of the material was inconclusive or boring, and I patiently waited for the material I’d seen. Then, at about 15 minutes on the time code, Enderlin announces that there will be a break and we will see the final scenes. That’s when I knew he had cut the scenes. Sure enough, the screen went blank, and then began the final three minutes.

Now there are at least two scenes that I remember specifically, one of which we have documented by Reuters. One scene that wasn’t there I described as follows:

At another point, a boy faked a leg injury, but instead of drawing big kids who could pick him up and rush him past the cameramen to an ambulance, he only attracted little kids. He shooed them away, looked around, and, seeing that no one was coming to evacuate him, straightened up and walked away without a limp.

Indeed this scene provoked a snort from the Israeli cameraman working for France2 who was watching the film with me and Enderlin at the time.

When I asked him why, he said, “because it looks so fake.”

“That’s my impression as well,” I responded.

Enderlin commented, “Oh, they do that all the time. It’s their cultural style. They exaggerate.”

“But if they do it all the time, why couldn’t they have staged Al Durah?” I asked.

“Oh, they’re not good enough”

Now ultimately, this is my word (and possibly, if they remember and have the courage to come forward, those of Denis Jeambar and Daniel Leconte), against Enderlin.

But the second piece I remember is actually documented by Reuters (video sequence). In a scene we’ve dubbed Molotov Cocktail Kid, a youth lopes comfortably down the road, showing no sign of injury. He hands of a Molotov Cocktail to another kid and enters a crowd. We see red on his forehead, but no indication that he’s injured. ..

When I went to see the rushes at France2, I was specifically looking for this scene, and remember seeing it. It was jumpy and out of focus, and looked considerably more realistic (cinéma vérité) than the Reuters footage which, shot at a distance, is obviously staged. This footage was not part of Enderlin’s 18 minutes.

So here we have documentary evidence of material that Talal abu Rahmah shot with his France2 camera, and which Enderlin did not show the court.

Either he is unaware that this documentation exists; or he has such contempt for the court that he thinks he can brazenly cheat them. The judge struck me as no one’s fool, and Karsenty will surely pursue these matters.

So as far as I can make out Enderlin has made a major gamble: tamper with the evidence, show people inconclusive material (the woman next to me said, “I came without making up my mind, and nothing’s clear), and hope the court doesn’t catch him.

But in so doing, he’s rendered himself extremely vulnerable.

"De valgte ikke brød og land, men døden"

Fra Agderpostens blog, forfattet af Walid al-Kubaisi, der flygtede fra Irak i 1981 (tak til mk for tippet):

Kan økonomi forklare islamistenes terrormotiver?

Utviklingsminister Erik Solheim mener at fattigdom er terrorens rot. Dette er en tradisjonell forklaring som legger vekt på økonomien. Økonomi kan uten tvil stå bak mange fenomener som tyveri, ran, prostitusjon og krig. Men når det gjelder islamistisk terror, finner jeg at fattigdommen som forklaring er lite relevant: Terroristene som fullbyrdet aksjonene mot WTC, i London, i Madrid, er ikke fattige. De er velstående og har utdannelse.

Mange som ikke har innsikt i islamisme her i Vesten, mener at økonomien er grunnlaget for terror. De tenker på denne måten: Dersom de fattiges kår blir forbedret, vil det føre til at islamistene vil elske fred og avvise fanatisme.

En slik generell tanke er velkjent blant forskere og intellektuelle. Dette er selvbedrag. For da kan man stille spørsmålet: Hvorfor driver ikke fattige folk i Afrika, Filippinene og India med selvmordsbomber? De lever av søppel og bor på kirkegårder. Svaret er det at økonomi er ikke grunnlaget for terror. I tillegg: De nakne, sultne, barbente, analfabetiske massene velger brød for å overleve, men de velger ikke Gud for å dø, slik islamismen lover: Død og paradis.

Den økonomiske situasjon vekker protest, men samtidig blir folk lette å kjøpe:

1) Tusenvis av palestinere ble kjøpt som spanere og spioner for Israel. Andre ble kjøpt av islamistene: Islamistiske organisasjoner er de rikeste i det muslimske samfunnet.

2) Khomeini og presteskapet i Iran kjøpte de fattige i Sør-Teheran med penger som muslimene betaler til presteskapet som almisser.

3) De rike i Gulflandene finansierer islamistene i Algerie, Egypt, Marokko ..etc Pengene blir brukt for å kjøpe de fattige og mobilisere dem.

Økonomi forklarer ikke den kollektive omvendelse til religiøs fanatisme, men det gjør islams kultur, verdier og struktur. Jeg finner andre grunner til terroren når jeg ser for meg momenter der økonomien ikke har ståsted i det hele tatt.

Terror er ikke et skjellsord i den muslimske kulturkrets. Koranen oppfordrer muslimene til å terrorisere Guds fiender. ...

Terror er halal i følge mange teologer. De islamistiske teologene legitimerer terror med referanser i Koranen og Shari´a. Jeg kan gi referanser til det jeg snakker om: Yusuf al-Qaradawi, den kjente lærde som var bak demonstrasjonene mot karikaturene. Denne teolog har kommet med fatwaer om å drepe sivile: al-Qaradawi gav fatwaen om å drepe sivile amerikanere da han holdt en tale i journalistlaget i Kairo 3.9.2004. Liberale og sekulære muslimer krevde at han sendes til Guantanamo for avhør. Han gav fatwa om å drepe fritenkere og frafalne muslimer. Dette står i avisen Al-Ahram al-Arabi den 3.7.03. Han gav en rasistisk islamistisk fatwa om å drepe jødiske fostre i deres mødres mager. Denne teolog er millionær. Var det også økonomi som motiverte hans fatwaer? ...

Islamistene kjemper ikke for rettferdighet og nasjonal frigjøring. Politisk kamp for nasjonal frigjøring og patriotisk selvstendighet er ikke det endelige mål: Khomeini kjempet ikke kun for Iran. Da han kom fra det franske eksilet i 1979 talte han til folk som hyllet ham: ”Vår lojalitet er ikke til Iran, men til islam.” Økonomien er ikke årsaken her heller! ...

Den palestinske intifada og de steinkastende skoleelever som startet den i 1987, fikk sympati fra verdensopinionen og forsterket fredsfløyen i Israel. Dette var en seier for fred og palestinerne. Samtidig satt de palestinske Muslimbrødrene i Gaza og opprettet Hamas. Ahmad Yasin og hans stab studerte Koranens profetier. De kom til følgende konklusjon: Israel blir utslettet i år 2027 av de standhaftige paradiselskere i følge Koranen. Og ”Paradiset er under sablenes skygger” ifølge Profeten. Og fordi fredsatmosfæren truer islamistene, og konflikten gjør dem glødende, startet de selvmordsbombingen. Resultatet var at palestinerne mistet verdens sympati, fredselskere i Israel ble dolket i ryggen. Men for Hamas er en hver dramatisering av konflikten tjenelig for dem, for da er freden uaktuell. Det er ikke Israels økende undertrykkende politikk som er årsaken til islamismens selvmord. Snarere tvert imot. ...

Selvmordsmentaliteten får støtte av den krigerske kulturen som hjernevasker den nye generasjon med forkynnelse av overtro og død.. Et fransk TV-program stilte spørsmål til palestinske skoleelever: Foretrekker dere en palestinsk stat eller å bli martyr? Elevene svarte: Vi foretrekker martyrdåden!

De valgte ikke brød og land, men døden! Hvor skal man sette økonomien som motiv i dette bildet?

Borgerkrigen i Palæstina: Baggrund

Strategypage har en god gennemgang af forholdene bag kulisserne i den arabiske borgerkrig der langsomt starter op i Palæstina.

January 8, 2007: When it comes to Palestinians, Israel prefers the corrupt to the fanatic. Thus Israel is backing Fatah in the civil war with Hamas. Both of these organizations support terrorism against Israel, and the destruction of Israel. But Hamas is more open about it and, worse yet, a closer ally of Iran and al Qaeda. As bad as Fatah is for Israel, Hamas makes Fatah look good by comparison. Until a year ago, Hamas appeared to be a growing menace in Gaza, where 1.4 Palestinians live in an area of 363 square kilometers, but not much of a threat in the West Bank, where 2.4 million Palestinians live in 5,500 square kilometers, and Fatah still was in firm control. Then came the elections a year ago, and Fatah found out that many West Bankers were fed up, and voted for Hamas, and gave Hamas a majority in parliament, and the right to form a new government. Fatah still controlled the presidency, and most of the civil servants (most of whom where in a dozen different security forces). Because Hamas openly supported the destruction of Israel (something Fatah only said in Arabic, while Hamas would say it in Hebrew and English), financial support from Western countries was cut off. The civil servants could not be paid, and that insured that most of them remained loyal to Fatah, or at least not favorably disposed towards Hamas.

Hamas not only had financial problems, but military ones as well. Gaza and the West Bank were physically separated by Israeli territory. Gaza is surrounded by a very effective security fence (no terrorists have ever gotten out of Gaza and into Israel, which is why a similar fence is being built between the West Bank and Israel.) Since Israel withdrew from Gaza sixteen months ago, Palestinians have been able to carry weapons freely, and they do. Most of the 4,000 Palestinian casualties during that period have been in Gaza. In the West Bank, the Israelis still control security, and Hamas supporters rarely carry weapons. When they do, they risk prompt and effective attack by Israeli troops. But the Fatah controlled West Bank security forces can carry weapons, and they use them against Hamas. Fatah plans to try and wipe out Hamas in the West Bank, and weaken it in Gaza.

The Fatah edge in the West Bank has forced Hamas to restrain itself in Gaza. When Hamas gunmen hurt a Fatah supporter in Gaza, Fatah responds by doing the same to a Hamas supporter in the West Bank. All this violence has not been popular, and Fatah believes that if new elections were held now, Fatah would win back control of parliament. Hamas seems to recognize this too, and refuses to go along with new elections. Much violence may ensure before this matter is settled.

While most Palestinians still support the less corrupt Hamas, they also recognize that, while Hamas may be more honest, they are less effective in dealing with the Israelis, and the Western aid donors. Both Israel and the Western charity are the cornerstones of the Palestinian economy, which has collapsed since Fatah and Hamas launched the terror campaign in 2000, and made worse since Hamas came to power. In the meantime, Israel prospers, and their economy grows.

Meanwhile, overnight operations in the West Bank led to the arrest of 21 terrorist suspects. These included members of Fatah and Hamas.

Vi venter stadig på fordømmelsen fra FN

Irak-krigen har ført til nye standarder for, hvad ofre for krig er. For at blæse tallene op er venstredrejede aktivister nu rutinemæssigt begyndt at inkludere folk dræbt i ordinær kriminalitet, ud over at de påstår alle de dræbte er civile. Personligt mener jeg ikke, det er andet end manipulation med tallene - talmagi, om man vil - men lad nu det ligge. Vi prøver istedet at anvende samme metode på en anden yndlings-konflikt blandt venstrefløjsere: den israelsk-arabiske.

Ifølge den venstredrejede Israelske menneskerets-organisation B´Tselem dræbte israelske sikkerhedsstyrker mellem 1. januar 2006 og 27. december samme år sammenlagt 322 arabere, "der ikke deltog i kamphandlinger" på dødstidspunktet. Det nævnes ikke, om det inkluderer terrorister sprængt i småstumper af israelske raketter mens de helt fredeligt er på vej for at foretage nye terror-angreb.

Ifølge den arabisk menneskerettighedsorganisation Palestinian Independent Commission for Citizens' Rights dræbte araberne samtidig 332 af hinanden alene i årets første 11 måneder.

Med andre ord slår araberne altså flere arabiske civile ihjel end israelerne gør. Det samme er forøvrigt også tilfældet i Irak, når det drejer sig om arabere vs. koalitionen.

Pallywood: Mediemanipulation på "højt" plan

Fra The New Republic Online, Richard Landes med How French TV fudged the death of Mohammed Al Durah:

In September 30, 2000, images of 12-year-old Mohammed Al Durah and his father--cowering behind a barrel at Netzarim Junction, in the Gaza Strip--circulated globally, along with a claim that they had been the targeted victims of Israeli fire. If Ariel Sharon's visit to the Temple Mount two days earlier had sparked riots, these images triggered all-out war. The ensuing horror and outrage swept away any questions about its reliability. Indignant observers dismissed any Israeli attempt to deny responsibility as "blaming the victim."

But, by 2002, two documentaries--one German, one French--raised troubling questions. The raw footage from that day reveals pervasive staging; no evidence (certainly not the most widely circulated tape offers evidence of Israeli fire directed at the barrel, much less of Israelis targeting the pair; given the angles, the Israelis could scarcely have hit the pair at all, much less 12 times (indeed the only two bullets that hit the wall above them came from the Palestinian side, inexplicably 90 degrees off target); there was no sign of blood on the ground where the father and son reportedly bled for 20 minutes; there was no footage of an ambulance evacuation or arrival at the hospital; there was no autopsy; and none of the dozen cameraman present filmed anything that could substantiate the claim that the father and son had been hit, much less that the Israelis had targeted them. These documentaries had limited exposure, in part thanks to France2's refusal to run the one by a sister station in Germany. But they did spark a demonstration in Paris outside the France2 offices by citizens outraged to discover that so horrendous an image may well have been a fake.

The demonstrations apparently ruffled feathers. Some writers lambasted France2's coverage--most prominently Philippe Karsenty, who called for Al Durah beat chief Charles Enderlin and France2 chief Arlette Chabot to resign, and, in response, Enderlin and France2 itself--using the same law invoked against Emile Zola in the Dreyfus Affair--have accused three critics (including Karsenty) of "striking at their honor and respectability."

Now, four years later, the lawsuits are finally coming to trial in Room 17 of the Palais de Justice in Paris. The three suits (one for each defendant) come in rapid succession--September 14, October 26, and November 30--with judgments four weeks following each hearing. And, in at least two of the trials, I, a medieval historian, have been asked to testify.

I have become involved for two reasons. First of all, I noted almost immediately that Palestinians and anti-Zionists, insisting that Israel killed the boy on purpose, used Al Durah in a way familiar to medievalists--as a blood libel. This was the first blood libel of the twenty-first century, rendered global by cable and the Internet. Indeed, within a week, crowds the world over shouted "We want Jewish blood!" and "Death to the Jews!". For Europeans in particular, the libelous image came as balm to a troubled soul: "This death erases, annuls that of the little boy in the Warsaw Gherro," intoned Europe1 editorialist Catherine Nay. The Israelis were the new Nazis.

And second, when I saw the raw footage in the summer of 2003--especially when I saw the scene Enderlin had cut, wherein the boy(allegedly shot in the stomach, but holding his hand over his eyes) picks up his elbow and looks around--I realized that this was not a film of a boy dying, but a clumsily staged scene.

On October 31, 2003, at the studios of France2 in Jerusalem in the company of Charles Enderlin and his Israeli cameraman, I saw the raw footage of Al Durah from the only Palestinian cameraman who actually captured the scene on film--footage France2 still refuses to release for public examination. I was floored. The tapes feature a long succession of obviously faked injuries; brutal, hasty evacuation scenes; and people ducking for cover while others stand around. One fellow grabbed his leg in agony, then, upon seeing that no one would come to carry him away, walked away without a limp. It was stunning. That was no cameraman's conspiracy: It was everyone--a public secret about which news consumers had no clue.

But the real shock came when I mentioned this to Enderlin, who said he trusted this cameraman. "They always do that," he said. "It's a cultural style." So why wouldn't they have faked Al Durah? "They're not good enough," he said. A year later, the higher-ups at France2 made the same remark to three French journalists who also noted the pervasive staging: "You know well that it's always like that," they said.

I tried unsuccessfully to interest the mainstream press in this obvious fakery, but nobody was interested. "I don't know how much appetite there is for this material here," one person at a major studio told me. So I made Pallywood (Palestinian Hollywood)--a video-essay showing the dishonesty and the still-more-astounding Western complicity in using this footage to inform us about the Middle East. Then I made a follow-up, Al Durah: The Making of an Icon (and soon, Icon of Hatred). I established a website, The Second Draft, where I posted the movies along with my evidence so that, unlike France2, people could check my sources. And now the accused have asked me to testify.

Why did they want me? In trying to dismiss my first testimony, the plaintiff's lawyer wondered, "what does he know about images? He's a medievalist." Well, I know about the power of images, of narratives, and of forgeries, and especially blood libels. And, since my first book, Relics, Apocalypse, and the Deceits of History, was about a set of forgeries that continued to fool historians for decades even after a critic revealed them as fakes in the 1920s, I also know something about the difficulty of getting specialists to acknowledge they were duped.

But this image goes beyond blood libel and anti-Semitism, beyond blackening Israel's image and whitewashing Palestinian violence. Al Durah became the icon not only of the Intifada, but of global jihad. Within months of the incident, bin Laden came out with a recruiting video that featured extensive Pallywood footage and highlighted Al Durah. Months later, Pakistani jihadis killed Daniel Pearl, interweaving Al Durah's image into their tape of the execution.

In 2000, anyone told of Muslim plans to Islamicize the West laughed with scorn. It was the least of Western worries. Today, some have already given up Europe for lost; others see it in the balance; and others are finally awakening with shock to the radical shift in the balance of forces. And every aspect of l'affaire Al Durah is emblematic of why: from the Palestinian forces that staged it; to the Western mainstream press and the NGOs that presented it as news without asking hard questions (and that believed any subsequent Palestinian claims of Israelis killing children and resisted efforts at correction); to the Muslim world that turned it into an icon of hatred and a call to genocidal holy war; to the "leftist" revolutionaries who jumped on the jihad bandwagon in Durban, South Africa; to a public distressingly eager for "dirt" on Israel and unaware of the forces empowered by diffusing such poisons.

Three court trials, then--in which France2 seeks to bury any serious assessment of their coverage--are also trials of France's ability to defend her republican values against an Islamist onslaught that it seems ill-equipped to resist. And, as France goes, so goes Europe. (Would France have it any other way?)

The plaintiff at the first trial, on September 14, was Philippe Karsenty of Media-Ratings, the boldest of France2's critics. No one from France2 showed up. Its solitary lawyer had no witnesses, no questions for Karsenty's witnesses, and no comments about the evidence damning her clients. Her summation insisted on France2's honor and reputation, offered a letter of praise from President Jacques Chirac, and cast aspersions on the defense's witnesses.

Then the procureur de la republique (a court-appointed officer charged with assessing the case in the interests of civil society) gave her nonbinding opinion. She rebuked France2 for not addressing the evidence, for not showing their raw footage, and for not even showing up in court. She further admitted that, although Karsenty had impugned Enderlin's and France2's reputations, he had offered enough evidence to make such assertions a legitimate part of public discourse. Judgment on Karsenty's case is Thursday. Next trial: October 26. So far, the best coverage--surprise!--comes from the blogosphere.

Richard Landes´ to mini-dokumentarer; Pallywood: "..according to Palestinian sources":



..og Al Durah: "..according to Palestinian sources" II:



Læs eventuelt mere om al-Durah-sagen på Wikipedia (masser af links). Links til artikler om Pallywood kan findes sammesteds.

UPDATE:

Et eksempel fra Pallywood, via LGF:

On Tuesday, a Reuters cameraman was remanded to prison until trial for his part in rock-throwing attacks on security forces in Bil’in, where the separation fence is a constant target of protesters.

The cameraman, Imad Muhammad Intisar Boghnat, was arrested and charged as a result of violent riots in the Arab village of Bil’in, in the Modi’in region, on October 6, 2006. A videotape that the prosecution presented to the judge shows Boghnat encouraging and directing rioters in Bil’in to throw large chunks of rock at Israeli vehicles in such a way as to cause maximum damage. The accused is heard shouting, “Throw, throw!” and later, “Throw towards the little window!”