Den glemte Koreakrig

Måske mest af interesse for historie- og koldkrigsinteresserede, men alligevel.

I 1968 skete der andre ting end, at hashrygende hippier smed med sten og dyrkede gruppesex. I Asien blussede den hensovende Korea-krig (den kører, lige som 2. Golfkrig med Saddam mellem 1991 og 2003 stadig, men er bare afbrudt af en våbenhvile) for en kort stund op igen, da det amerikanske spionskib USS Pueblo, der sejlede i internationalt farvand blev kapret af Nordkoreanerne 23. Januar 1968. Pludselig var båden omgivet af fire nordkoreanske patruljebåde, der åbnede ild da Pueblo ikke bare sådan ville give efter over for piratvirksomhed.

Én amerikaner blev dræbt, og yderligere 82 blev holdt som gidsler i 11 måneder, før de endelig blev løsladt. Man har lige siden undret sig over, hvad i alverden motivet til dette uprovokerede angreb i internationalt farvand var, men nu mener James G. Zumwalt i Washington Times måske at have fundet motivationen: sårede følelser.

Observations by North Korea's highest ranking defector -- Hwang Jong Yop -- in a recent interview with me, and information I obtained about a secret U.S.-North Korean air war in which the United States was unwittingly involved months prior to the Pueblo's capture may shed light on Pyongyang's real motivation.

The Pueblo's mission had been assessed as involving minimal risk. There were no indicators a military attack might be imminent when the vessel sailed.

Mr. Hwang reports the attack was planned by Pyongyang without consultation with its allies. North Korean dictator Kim Il-sung and his military leadership carefully sought to target easy prey. But as to motivation, Mr. Hwang could offer no insights. The discovery of North Korea's secret, and short, participation in the Vietnam War nine months earlier may, therefore, be relevant.

In interviews with former North Vietnamese pilots, I learned Pyongyang pressured the Vietnamese, in early 1967, to send North Korean pilots to secretly fight the Americans. Though reluctant, North Vietnam eventually agreed. However, every North Korean pilot who engaged a U.S. pilot was shot down.

Since the North Koreans flew North Vietnamese aircraft, these losses were costly to Hanoi, which sent the North Koreans home after two months of such "assistance."

The Vietnamese pilots reported their North Korean counterparts failed because they insisted on fighting the Americans the same way they fought them in the Korean War. Technology and tactics had changed -- but they could not adjust. A cemetery just outside of Hanoi, holding the remains of 14 North Korean pilots, attests to the ultimate price paid by those unable to make the adjustment.

This brief, but poor, performance by the North Korean military during the Vietnam War clearly caused Kim Il-sung to lose face.

Not only had the North Koreans failed to shoot down a single U.S. aircraft, losing 14 of their own pilots, they also had been unceremoniously sent packing by their North Vietnamese allies. Something had to be done to atone for this loss of face.

Undoubtedly, Pyongyang saw an ideal opportunity with minimal risk in the periodic deployments of lightly armed U.S. intelligence ships to international waters just off the North Korean coast. There an isolated vessel was well outside the protective umbrella of quick-response U.S. sea and air assets.

Indications are that 38 years ago the Pueblo unfortunately may have been in the wrong place at the wrong time when Kim Il-sung sought to regain face at America's expense.

Selv om man måske ikke har forventet et sådant angreb til søs er der nu intet, der tyder på at amerikanerne ikke var klar over faren fra nord i Korea når det drejer sig om kamp på landjorden. 1968 markerer højdepunktet i hvad der af nogle er døbt den 2. Korea-konflikt.

Dels af revolutionær solidaritet med Nordvietnam, der desperat prøvede at invadere Sydvietnam igen og igen, dels for simpelthen at slå kapitalister ihjel, begyndte Nordkorea fra 1966 at intensivere de periodiske angreb på Sydkorea, og dermed de langs den demilitariserede zone stationerede amerikanske og sydkoreanske tropper. Kampene kom først tilbage til deres normale niveau i 1969, efter amerikanere og sydvietnamesere havde lammetævet Viet Cong og de Nordvietnamesiske styrker under Tet-offensiven. Et citat fra "A second war in Korea, victory in the late 1960s":

Historians who have paid attention have called it the "Second Korean Conflict." Seventy-five American troops were killed and 111 wounded during those 37 months, along with 299 South Korean soldiers killed and 550 wounded. We have not seen a tally of the total number of civilians killed, but the number is high. In addition, a US Navy ship was captured along with its crew, and a Navy reconnaissance aircraft with a 31 man crew was shot down, all souls aboard lost.

Flere artikler om denne konflikt:

• http://www.koreanwar.org/html/dmz_war.html
• http://www.imjinscout.com/Brush_Fire.html

....og så er jeg tilbage igen

Ja, jeg beklager at den virkelige verden sådan har taget al min tid, men det er jo noget den nu engang har en tendens til. December og Januar måned var det et større projekt, der tog al tiden, og dertil kom at min computer nedsmeltede for 3 uger siden, så jeg har været uden internet-adgang siden.

Nu burde det hele imidlertid glide i olie igen, så jeg kan få gang i posteringerne.

Henrik

Palæstinenere: fuld støtte til al-Qaidas terrorangreb i Europa

Det norske meningsmålingsinstitut fafo har for nyligt (mellem 19. november og 10. december 2005) foretaget en meningsmåling blandt araberne i Palæstina. Det er nogle artige resultater, der er kommet ud af sagen. Om den våbenhvile, der eksiterede mellem Israel og araberne indtil omkring nytår hedder det for eksempel:

• 83% mener, det er en fordel for araberne at bibeholde våbenhvilen (tabel 2.4 side 17).

Det lyder jo umiddelbart lovende for fredsprocesen. Der er imidlertid et problem:

• 74% er imod, at de arabisk-palæstinensiske sikkerhedsstyrker sikrer, at våbenhvilen faktisk bliver overholdt (tabel 2.5 side 18).

Med andre ord er våbenhviler i orden, så længe det kun er israelerne, der skal overholde dem. Det kan da også ses på statistikkerne over terror-angreb under våbenhvilen. Den israelske efterretningsorganisation Shin Bet har således registreret samfulde 2990 arabiske-palæstinensiske terror-angreb siden våbehvilen trådte i kraft! Det er imidlertid, når talen falder på al Qaeda, at svarene begynder at blive interessante:

• 12% støtter al Qaedas terrorangreb i Jordan (tabel 2.22(3), s55)
• 33% støtter al Qaedas terrorangreb i Irak (tabel 2.22(1), s 53).
• 65% støtter al Qaedas terrorangreb i Europa og USA (tabel 2.22(2), s 54)

Drab på uskyldige er altså i orden, så længe det ikke lige går ud over dem selv (halvdelen af Jordans befolkning er palæstinensiske arabere). Omtrent lige så interessant er fordelingen af støtten i den sidstnævnte tabel (2.22(2)). Modsat hvad vi normalt får at vide bunder støtten til terror i dette tilfælde ikke i lav uddannelse og arbejdsløshed - det er tværtimod i grupperne med den laveste uddannelse og dem uden arbejde, at støtten er lavest.

Kilde:

• Oppinions and attitudes to the peace process, governance, security and service provision in The West Bank and gaza Strip (pdf).
• Pressemeddelelse med resumé af de vigtigste resultater findes her (pdf).

Dækning i den norske presse:

• NRK: Palestinere støtter terror
• Aftenposten: Bred palestinsk støtte til al-Qaeda

Dækning i den danske presse: ikke-eksisterende.

Henrik

Slog Fidel Castro Kennedy ihjel?

En ny tysk dokumentarfilm mener at kunne påvise, at det var Fidel Castros kommunistiske diktatur, der stod bag snigmordet på John F. Kennedy i 1963:

Oscar Marino, a former Cuban agent and a key source for the documentary, told Huismann that Oswald himself had volunteered for the assassination mission and Havana had exploited him.

"Oswald was a dissident. He hated his country...Oswald offered to kill Kennedy," Marino said in the film.

"He was so full of hate, he had the idea. We used him...He was a tool." ..

Cuban and Russian sources interviewed in the film say the KGB alerted the Cubans to Oswald in mid-1962 after he left the Soviet Union, where he had lived for three years, and returned to the United States with his Soviet wife and their daughter.

Cuban intelligence first made contact with Oswald in November 1962, according to the film. Huismann also unearthed a U.S. intelligence report shown to Johnson which said Cuban secret service chief Fabian Escalante flew via Mexico City to Dallas on the day of Kennedy's assassination, and back again the same day.

Tracked down by the film maker, Escalante denied he had been in Dallas and evaded questions about Cuba's alleged role. "What is truth, what are lies?" he said, smiling.

For at det ikke skal være løgn mener instruktøren også at kunne påvise, at det hele blev holdt hemmeligt af Kennedys afløser som præsident, Demokraten Lyndon B. Johnson, der frygtede at et kommunistisk diktaturs mord på USA´s præsident ville føre til en folkeligt ryk til højre rent politisk, der ville fratage Demokraterne magten i to generationer:

Laurence Keenan, an officer of the Federal Bureau of Investigation (FBI) who was sent to Mexico City immediately after Kennedy's death to investigate a possible Cuban connection, said he was recalled after just three days and the probe was aborted.

"This was perhaps the worst investigation the FBI was ever involved in," Keenan said. "I realized that I was used. I felt ashamed. We missed a moment in history."

Keenan, 81, said he was convinced Kennedy's successor, Lyndon Johnson, blocked further investigation because proof of a Cuban link would put him under irresistible pressure to invade the island, a year after the Cuban missile crisis had brought the United States and Soviet Union to the brink of nuclear war.

"Most likely there would have been an invasion of Cuba which could have had unknown consequences for the whole world," he told journalists at the screening, saying that was why Johnson preferred to accept Oswald was "a crazed lone Marxist assassin."

Interviewed for the film, Alexander Haig, then a U.S. military adviser and later secretary of state, quoted Johnson as saying "we simply must not allow the American people to believe that Fidel Castro could have killed our president."

"And the reason was that there would be a right-wing uprising in America, which would keep the Democratic party out of power for two generations," Haig said.

Selv uden viden om en eventuel Demokratisk hemmeligholdelse rykkede USA imidlertid mod højre - siden 1963 har demokratiske præsidentkandidater kun fået flertal ved valgene to gange: Lyndon B. Johnson i 1964 med dels sympatistemmer pga Kennedy-mordet, dels en selvmorderisk Republikansk kampagne under Barry Goldwater, og Jimmy Carter i 1976 på baggrund af Nixons kampagne af "Dirty Tricks". Og i 1976 var det kun med 0,1%´s flertal.

Henrik

Liberalismen i praksis?

Ovre på Retsstaten er Jacob Mchangama på baggrund af en artikel i Weekendavisen ved at svømme hen over det ultra-liberalistiske poster-child Estland, især på baggrund af en artikel i Weekendavisen. Artiklen lister to grunde op, der forklarer den estiske økonomis stærke vækst, og som en god ideolog træder den selektive opmærksomhed straks i kraft, så den anden fremhæves:

..Og den ekstremt liberale økonomi. Estland har opbygget en nation, der er et omvendt spejlbillede af det kommunistiske.

I dag kalder liberale tænketanke Estland for et af de økonomisk set frieste lande i verden, helt sikkert det frieste i EU.

Det lyder jo meget godt, ikke? Problemet er, at den første grund, artiklen nævner er følgende:

Når Estland er det af det tidligere østlande, der klarer sig bedst, skyldes det to ting: De finske turister, som står for overen tredjedel af vores økonomi. ..

Enhver kan vel forestille sig, hvor stor den estiske vækst ville være hvis de de finske turister blev væk og tog en tredjedel af den estiske økonomi med sig, ultra-liberalisme eller ej. Hvis man prøver at kigge på påstanden om Estland som det økonomisk set frieste land i EU holder historien heller ikke helt. Tag The Heritage Foundation´s årlige økonomiske frihedsindex, hvor Estland ligger på en 4.-plads i EU, efter Irland, Storbritannien og Luxembourg. Og gennemregulerede og mildt sagt ikke-ultra-liberalistiske Danmark kommer ind lige efter på hhv en 8. plads internationalt og en 5. plads i EU.

Men det er først når man ser på de konklusioner, Jacob mener at kunne drage ud fra artiklen, det hele begynder at kollapse. Især følgende:

Estlands eksempel er væsentligt at huske på, når liberale får skudt i skoene, at liberalismen fører til den sociale massegrav..

Hvis Jacob havde gidet at læse artiklen han citerer fra kan det være, han havde undgået den konklusion:

Pensionsordninger, sygeforsikringer, dagpengesatser, fagforeningstilskud, hjemmehjælp, alt det, som vi i velfærdsdemokratierne bruger så meget tid til at tænke på, at vi ligefrem må nedsætte kommissioner for at få det udredet - den slags har man lagt et godt stykke ned i bunken.

Er Estland en solstrålehistorie, har konsekvenserne også været forudsigelige: Her hersker den højeste ulighed mellem rig og fattig i EU (Danmark har den næstlaveste) - og der findes områder, som er gået mere eller mindre i stå. Forskellen mellem Tallinn, hovedstaden, hvor væksten er flyttet ind sammen med de nye ideer, og landet er dyb. ..

"Pensionisterne har lidt mest. Sovjetunionen var jo en velfærdsstat, som tog sig af alle. Frit hospitalsvæsen, frie skoler, universiteter, høj pension, præcis som i Danmark. I dag er en stor del af pensionen og understøttelsen fjernet, for Estland er ikke en velfærdstat. Når det gælder økonomi, er der en enorm forskel på de nordiske lande og Estland. Vi minder meget mere om USA..".

Hvis vi igen vender tilbage til Heritage Foundations tal, så ryger de tre lande - Estland, Danmark og USA - ind på hhv en 7., 8. og 9.-plads. Hvis man sammenligner profilerne for Estland, Danmark og USA, så er det faktisk Danmark, der minder mere om USA end Estland. I forhold til de to andre lande har Danmark bare en fungerende velfærdsstat.

Henrik

"Det hele begynder og ender med kristendom"

I Berlingeren har Poul Høi idag en artikel om den amerikanske professor Rodney Starks bog "The Victory of Reason". I bogen søger Stark at besvare spørgsmålet om, hvorfor det lige just er den vestlige verden, der de sidste hundreder af år har domineret kloden, og svaret han har fundet frem til har ført til løftede øjenbryn:

Det hele begynder og ender med kristendom. De vestlige lande er ikke kun rige på grund af deres geografi og kapitalisme, men også – og især – fordi de er kristne. Hans argument er ikke religiøst, han mener ikke, at Gud belønner den vestlige verden for dens tro, nej, han mener, at kristendommen rummer præcis de kvaliteter, som fører til økonomisk og politisk og teknologisk frihed og udvikling.

Kristendommen er ene blandt religioner ikke i krig med fornuften, siger Stark, kun i kristendommen udviklede alkymi sig til kemi, kun i kristendommen blev astrologi til astronomi, og mens den kristne verden udviklede og opfandt, var den jødiske og muslimske verden mest optaget af at diskutere om en bestemt opfindelse var tilladelig. Afrikanerne, araberne og asiaterne faldt alle bagud, fordi de abonnerede på mysticisme eller på religioner, der var bagstræberiske, irrationelle og absolutte, og mens nogle religioner ikke tror på udvikling, og andre direkte tror på baglæns evolution –Muhammed sagde, at »min generation er den bedste, derefter følger den næste og den næste« – har den kristne verden altid troet på en positiv evolution. Og dét gjorde alt sammen Europa til Europa, verdens herrer, siger Stark.

Det er stærke sager, den slags, der kan få Hizb ut-Tahir helt op på lakridserne, og det er endnu stærkere, fordi professor Stark ikke er en nutty professor eller religiøs nød. Han har i 30 år undervist i sociologi og komparativ religion på University of Washington og underviser nu på Baylor University, han kalder sig selv »forholdsvis a-religiøs«, og han prædiker ikke i bogen, han forfalder ikke til slagord eller går uden om argumenter ved at sætte sine sætninger i kursiv, han opbygger stille og akademisk et stillads af præmisser og når så frem til sin tese, som naturligvis – striden mellem den muslimske og kristne verden taget i betragtning – er alle kontroversers moder. For hvis han har ret, så er forklaringen på ulykken i den muslimske verden ikke geografi eller økonomi, politik eller teknologi, forklaringen ligger i selve ordet »den muslimske verden«.

Mellemøsten gik i stå, fordi den faldt i kløerne på en religion, hvor »Muhammed ikke kun var profet, men også statsoverhoved«, og fordi muslimerne skulle følge en religiøs manual, Koranen, som i sit andet vers erklærer sig for en hellig »skrift, som er hævet over enhver tvivl«.

Sammenlign det med kristendommen, hvor der ikke er et skriftligt forlæg; Jesus skrev ikke en manual, Det Nye Testamente er ikke en sammenhængende hellig skrift, men derimod en antologi, og som Paulus erkendte – »vores viden er uperfekt, vores profeti er uperfekt«.

Kristendommen hævder heller ikke at forstå sig på statsdrift, tværtimod giver den kejseren, hvad kejserens er, og fra de allerførste tider har de kristne brugt fornuften til at forstå og fortolke deres tro. Tidlige kristne som Sct. Augustin hyldede materielle fremskridt, Thomas Aquinas talte for videnskabelig forskning og udvikling, »ingen biskopper fordømte ure og sejlskibe, som ellers blev forbudt af andre ikke-vestlige religioner,« skriver Stark, og han bringer citater fra den tyske teolog Albertus Magnus, som lyder som det 13. århundredes svar på Libertas. »En vares værdi bestemmes af prisen på markedet på salgstidspunktet,« sagde Albertus, og den kristne kirke udviklede sig til et materialistisk og u-asketisk foretagende, og gudskelov og tak for det, siger Stark og sammenligner med de asiatiske religioner og til dels også islam, som betragtede profit og materialisme som noget værre noget.

Har professor Stark fundet »the missing link«, forklaringen på, at den vestlige verden er friere og rigere end den øvrige verden?

Overvej selv spørgsmålet. Læs mere om Stark i New York Times, eller læs anmeldelserne af "The victory of reason" på Amazon.com. Kig eventuelt på hans andre bøger "For the glory of God" og "The rise of Christianity" mens du er der.

Henrik