26 maj, 2008

98% af muslimske kvinder: hellere tørklæde end arbejde

Politiken har foretaget en rundspørge blandt 315 muslimske studerende ved videregående uddannelser. Af disse var 216 kvinder, og det er om dem, dette indlæg handler.

Af de 216 kvinder svarede 141 "ja" til, at de gik med tørklæde. Det er 65%, altså næsten to trediedele - på landet videregående uddannelsesinstitutioner! Altså ikke megen moderation her. Men det bliver værre.

Stort set samtlige tørklæde-bedækkede - 98% - siger, de ikke vil bruge den skatteyderbetalte dyre uddannelse til noget, hvis deres evt kommende arbejdsgiver ikke vil identificeres med det totalitære symbol, tørklædet jo er.

Samtidig siger 65% af svar-personerne, at de overvejer at flytte til udlandet.

Da Danmark åbenbart ikke står til at skulle nyde nogen fordel af investeringen i disse mennesker, og da de dermed nytteløst optager studiepladser for folk der faktisk gerne vil arbejde her til lands og således betale udgiften til deres uddannelse tilbage, bør man måske overveje følgende:

Lav ikke sådanne undersøgelser EFTER folk er kommet på uddannelserne. Lav dem FØR. Der er ingen grund til at spilde tid og penge på at uddanne folk, der ikke gider arbejde pga ideologisk kvababbelse. Vi sorterer i forvejen folk fra pga karakterer, fordi vi går ud fra at det ikke kan betale sig at uddanne dem med lave af slagsen. Måske var det en idé at gøre det samme her.

OPDATERET:

For den sags skyld kom der i ugen der gik endnu en bekræftigelse på, at hele historien om tørklædet som udelukkende religiøst betinget (=det hører ind under trosfrihed) er en and. Som islam-kendere ved ER der jo faktisk en religiøs begrundelse for tørklædet (det er der også for feks hagekorset, men mere om det en anden gang), nemlig at tildække kvinders skønhed, så muslimske mænd ikke går igang med at voldtage dem. Jo mindre tiltrækkende, jo mere rettroende muslimsk.

DR, der som sædvanligt stort set intet ved om de ting de beskæftiger sig med, valgte alligevel at lave en skønhedskonkurrence under titlen "Miss Tørklæde". Da tørklædet af religiøse årsager skal tildække skønhed vil en konkurrence der forsøger at finde den mest tiltrækkende tørklæde-tøs selvfølgelig forbryde sig mod hele tørklædets religiøse betydning, og man kunne forvente et oprør fra rettroende muslimer.

Da nogle muslimer imidlertid gerne ser Danmark islamiseret så hurtigt som muligt, er en lejlighed til at lade som om muslimske kvinder er "ligesom alle andre", og altså ikke bare andenrangsmennesker som koranen foreskriver, mere end velkommen. Her holder tørklædet op med at være et simpelt redskab (til at forhindre at muslimske mænd udøver voldtægt), og overgår til at være et symbol, der skal sælge hele islam-pakken. I den situation er tørklædet ikke længere et spørgsmål om personlig tro, men et led i udbredelsen af islam som ideologi - islamismen.

Af samme grund er den kendte islamist (og når det kan give islamismen indflydelse også kommunist) Asmaa Abdol-Hamid da også for.

Etiketter: ,

24 maj, 2008

Hetz mod eksotiske religioner - kun acceptabelt når det går ud over hvide mennesker

Følger man lidt med i medierne vil man huske, at texansk politi i starten af april "stormede" en ranch near Eldorado, Texas, hvor medlemmerne af FLDS-kirken (FLDS = Fundamentalist Latter Day Saints) boede. Efter stormen blev i første omgang 137 børn smidt op i busser og lastbiler og kørt derfra - senere steg antallet til 416, hvortil kom 133 mødre, der frivilligt havde valgt at komme med for at være nær deres børn.


Allerede dengang var der noget, der føltes forkert ved sagen. Til at starte med er antallet voldsomt - hvad kan retfærdiggøre tvangsfjernelsen af 416 (fire hundrede og seksten) børn fra deres forældre? Den danske presse (her Politiken) kunne fortælle, at de første 137 børn var blevet "befriet", men var samtidig nødt til lige at smide at afsnit ind, der gjorde klart at politiet ikke har ønsket at "oplyse, hvor mange der er gået med frivilligt, og hvor mange der er fjernet med magt".



Det viste sig, at den absolut eneste begrundelse for at man havde revet flere hundrede børn fra deres forældre var, at en krise-telefon havde modtaget et telefon-opkald fra en person der påstod at være 16 år gammel. Denne påstod samtidig at være blevet tvunget til at gifte sig med en 50-årig mand, der mishandlede hende jævnligt.


Som sådan intet problem: man tager ud til pigen, fastlår hendes identitet, får en edsvoren erklæring, og bruger denne til at få en kendelse. Eller: det skulle man da tro.


Hvor der nemlig er en aversion mod at slå til mod eksotiske religioner som feks islam, hvor man jo kunne komme for skade at blive beskyldt for at være racist, så er der ingen hæmning når det drejer sig om generelt hvide mormoner. Ergo tog man et rygte, trommede flere hundrede politifolk sammen, og tog på en såkaldt "fiske-tur" - det er når politiet godt ved de har en absurd tynd sag, men man får udtaget en kendelse der kan give adgang til evt. mistænktes hjem så man der kan finde et eller andet man kan bruge mod dem.


I tilfældet med FLDS var "det man kunne bruge" 416 børn, der blev revet fra deres familier. At drengebørn i det hele taget, og pigebørn under 14-årsalderen ikke på nogen måde var truet af, hvad politiet officielt påstod de mistænkte sekten for var ligegyldigt - de blev også taget med. Til at starte med kunne mødrene følge med børnene, men snart fandt man på at alle over 4-års-alderen ikke måtte have kontakt med deres mødre. Ud over det blev de også placeret i uhygiejniske gruppe-hjem, hvor en del af dem hurtigt blev syge.


Som sådan slemt nok, men det skulle blive værre.


Det viste sig nemlig efterhånden, at den telefonopringning, hele sagen hvilede på, var blevet foretaget ikke af en 16-årig misbrugt pige, men af en 33-årig kvinde ved navn Rozita Swinton der ville have opmærksomhed. Hun blev afsløret som stående bag en hel serie af løgnagtige anklager om seksuelle overgreb:


  • Gennem oktober måned 2007 foretog hun en serie opkald, hvor hun udgav sig for at være en person ved navn Dana Anderson. Heri påstod hun at være en ung kvinde, der blev misbrugt af hendes præst ved New Life-kirken i Colorado Springs

  • Senere udgav hun sig for at være en 13-årig elev ved Liberty High School. Her påstod hun, at hun blev bedøvet og seksuelt misbrugt af sin far.

  • I februar ringede hun til politiet og udgav hun sig for at være en kvinde ved navn Jennifer. Denne gang påstod hun, at hendes far havde låst hende inde i sin kælder i dagevis.

  • I marts-april kom så hendes falske opkald om FLDS-ranchen nær Eldorado

Hele begrundelsen for politiets storm af ranchen var altså løgn fra ende til anden.

I forgårs kom så endnu et slag mod politiets sag: en domstol afgjorde, at politiet absolut intet grundlag havde for at fjerne børnene fra ranchen. Politiet havde argumenteret med, at selve FLDS-kirkens trosgrundlag udgjorde en trussel mod børnene, og at disse derfor burde fjernes fra enhver rettroende FLDS´er. Dette afgjorde domstolen imidlertid ikke var tilfældet, hvorefter politiets sag kollapsede og blev afvist. Det besynderlige er, at domstolen samtidig undlod at beordre børnene givet tilbage til deres familier - disse er stadig i politiets varetægt.

Det er ikke første besynderlige sag mod medlemmer af FLDS-kirken. For et par år siden blev den tidligere leder af FLDS-kirken idømt to livstidsstraffe for to tilfælde af medskyldighed i voldtægt. Igen er der som sådan intet mærkeligt i dette. Det mærkelige kommer ind i sagen ved, at sagen mod Warren Jeffs hviler på, at han skal have viet en 14-årig pige til hendes 19-årige fætter, og at denne så skulle have voldtaget hende to gange. Selve manden der skulle have voldtaget hende er imidlertid ikke blevet dømt, og det er således ikke blevet slået fast at han i det hele taget skulle have voldtaget hende.

Sidste år kunne Time Magazine bringe en del af forklaringen. Såvel sagen mod Jeffs som tvangsfjernelsen af flere hundrede børn er del af en kampagne mod polygami, som den amerikanske anklagemyndighed har ført siden 2003. Da man mente at straffen for polygami var for lav, og at det var for svært at bevise, skiftede man istedet til at bruge en serie andre lovkomplekser mod blandt andet FLDS. Da sex med nogen under den seksuelle lavalder pr definition er voldtægt ifølge amerikansk lovgivning (uanset om begge parter var villige nok), så brugte man f.eks. lovgivningen om voldtægt, hvis én eller flere koner var under den sexuelle lavalder. Og hvis nogen havde viet dette par, så blev man således også dømt for medvirken til voldtægt.

I tilfælde hvor der faktisk ER tale om voldtægt eller misbrug kan den slags sager accepteres. Men når alt man har at basere dem på er ét løgnagtigt telefonopkald, så begynder det at lugte kraftigt af hetz. En hetz der, så længe det går ud over hvide, kristne mennesker, åbenbart er solid støtte til i danske medier.

Etiketter: ,

Offerroller, kvinder og alt det der - to skridt i en sund retning

I en ellers konform dansk medieverden er netavisen 180grader behageligt ofte et friskt pust. Afsløringen af visse folks kyniske brug af påtagede offerroller for at få fordele på andre folks bekostning er et af mine yndlingstemaer i deres nyhedsdækning. Her er to eksempler, hvor det er kvinder der er gerningsmændene:

Kvinde: Mit køn diskrimineres i banken - Rådgiver: Nej, jeres ideer er bare ikke gode nok

"Mange kvinder bliver ikke taget seriøst, når de søger om lån. Mens mænd bliver vist ind til erhvervsrådgiveren med det samme, så kan kvinderne ikke komme videre end til deres private bankrådgiver, for deres idéer bliver ikke taget ligeså seriøst," siger næstforkvinde i Morgendagens Heltinder, Charlotte Kirkegaard, til erhvervsbladet.dk.

Problemet er imidlertid ikke kvindernes køn, lyder svaret fra bankerne og Væksthus Hovedstadsregionen, der rådgiver iværksættere. Det er snarere, at kvinderne lidt for ofte vælger forretningskoncepter indenfor f.eks. modebranchen, hvor der i forvejen er masser af udbud og ingen ledige nicher.

"Deres virksomheder har oftest mere karakter af en hobby," siger rådgiver Klaus Jørgensen fra Væksthus Hovedstadsregionen.

Forsker: Moden undertrykker ikke kvinderne

Den dogmatiske feminismes mantraer om, at de kvindelige skønhedsidealer er skabt af en undertrykkende mandskultur, og at modebranchen er kapitalismens forsøg på at spinne guld på samme, stod for fald, da modeforskeren Erik Hansen-Hansen i sidste uge forsvarede sin Ph.D.-afhandling på Danmarks Designcenter. Det fortæller Weekendavisen.

Når kvinder shopper sig fattige i tøj og sko, så er det i virkeligheden, fordi de er ude på én ting: at finde den bedste mand at få børn med. Deres stærkeste våben er ungdom og frugtbarhed, for det er, hvad mændene af helt biologiske grunde er på jagt efter, og mode er god til at forstærke indtrykket af begge dele. Det var budskabet fra Erik Hansen-Hansen, og det var egnet til at bringe sindene i kog hos det forsamlede publikum.

Hansen-Hansens argumentation kan man passende supplere med den videnskabelige fundamentalist Satoshi Kanazawas blog, der findes her.

Etiketter:

22 maj, 2008

al-Durah - sandheden vinder (trods alt) til sidst

Ved en fransk domstol fik medie-kritikeren Philip Karsenty i går endelig ord for, at han uden problemer kan sige at tv-stationen France 2 har manipuleret med nyhederne. Baggrunden er al-Durah-sagen (tidligere dækket her og her), der helt grundlæggende går ud på, at en arabisk far og hans søn - Mohammed al-Durah - blev skudt i Gaza-striben i 2000, og at sønnen døde af sine sår.

Som sådan intet ekstra-ordinært i det nabolag. Det er heller ikke ekstraordinært, at det var araberne selv der myrdede ham, at de gav israelske soldater skylden for det, og at de internationale medier (heriblandt France2) åd historien råt, endda villigt - sådanne ting er sket pænt ofte de sidste mange år.

Hvad der er specielt ved denne sag er, at medie-kritikeren Philip Karsenty bed sig fast i sagen, igennem otte år efterforskede den og samlede beviser i den, og nu også har fået rettens ord for, at der faktisk ER tale om grov manipulation fra et medies side - France 2. Og at dette faktisk er blevet nævnt i den lokale andedam. I det væld af lignende historier, der er gået forud får vi her til lands kun de indledende arabiske beskyldninger mod Israel, men vi får aldrig at vide når araberne - igen - bliver afsløret som løgnere. To eksempler:

1) Mandag d. 31. januar 2005 kunne arabiske øjenvidner melde, at den 10-årige pige Nuran Iyad Dib blev dræbt, da hun var mødt til eftermiddagssamling i sin skole i Gaza-striben. En anden pige blev såret. Gerningsmændene stod straks klar: det var en israelsk kampvogn, der havde affyret granater mod skolen, og det var sprængstykker fra denne der havde slået pigen ihjel. I senere versioner var det israelske snigskytter, der fra en israelsk stilling nogle hundrede meter væk havde skudt hende gennem ansigtet. I den danske presse var den absolut eneste kilde til dette nyhedsbureauet Ritzau, men bureauet nævnte aldrig de forskellige forklaringer fra vidnerne. I det indledende nyhedstelegram, der kom kl 15:21 dansk tid samme dag, var den tågede formulering som følger:

"Den militante islamiske Hamasbevægelse sendte mandag fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben, efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård, siger flere øjenvidner".

I samme telegram blev det israelske forsvar citeret for ikke at have nogen kommentar. Seks timer senere, klokken 21:27, blev formuleringen strammet op i et nyt Ritzau-telegram:

"Tidligere mandag sendte Hamas fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård.

Nu var der altså ikke bare tale om at øjenvidner sagde det, nu stillede Ritzau sig som garant for, at hændelsesforløbet var det fakta. Dette, selv om Ritzaus egne telegrammer nævner, at det israelske forsvar indtil videre intet kender til skyderi i det område, at det har indledt en undersøgelse, og at denne ikke er afsluttet endnu. Et eller begge disse telegrammer kom ud i den danske presse dagen efter, tirsdag, i papirversionerne af Politiken, Jyllands-posten, Urban og JydskeVestkysten.

Kort efter Ritzaus andet telegram - mandag nat - begyndte virkeligheden at hale ind på nyhedsbureauet. Det israelske forsvar kunne nu afvise historien. Ingen israelsk kampvogn havde affyret nogen granat, og de to gange israelske soldater havde skudt i Gaza-striben var det skedt langt fra pigens skole. Dette blev aldrig nævnt af Ritzau. Istedet udsendte bureauet tirsdag aften (kl 17:44) et nyt telegram i anledning af, at arabiske terrorgrupper var begyndt at bombardere jødiske landsbyer i Israel. Igen blev det at israelerne var gerningsmænd fremsat som fakta:

"Angrebet var hævn for drabet på en 10-årig palæstinensisk pige i flygtningelejren Rafah i Gaza . Og tirsdag fortsatte angrebene, da militante grupper affyrede fem mortergranater mod en jødisk bosættelse i Gaza".

Samme aften foretog araberne imidlertid en handling, der totalt dementerede Ritzaus version af virkeligheden: de anholdt en muslimsk araber for at have skudt vildt omkring sig for at fejre at han var vendt tilbage fra pilgrimsfærd til Mekka. Det var kugler fra hans våben, der ramte pigerne i skolegården, da de faldt til jorden igen*. De arabiske "øjenvidner" havde altså rent ud sagt løjet om hvordan pigen var blevet dræbt.

Dette valgte Ritzau bare aldrig at rapportere, den danske presse bragte det derfor ikke videre, og det blev aldrig kendt her til lands. Tvært imod fortsatte Ritzaus telegrammer deres tur rundt i systemet, og Urban, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende blev dagen efter den arabiske drabsmands arrestation ved med at kolportere historien om de jødiske barnemordere.

I Mellemøsten fortsatte det selvfølgelig længere end bare dagen efter. Al Jazeera bragte således stadig tårevædede historier om løgnehistorierne tre måneder senere.

*Noget man ikke lader til at have bemærket i Mellemøsten er, at kugler man skyder op i luften for at fejre et eller andet faktisk har en tendens til at falde til jorden igen, og at de faktisk kan både ramme og såre eller dræbe mennesker. Under fejringen af Saddam Husseins hængning blev der således dræbt over tredive arabere i Baghdad alene på grund af faldende kugler.

2) Onsdag d. 9. august 2006 kunne arabiske øjenvidner melde, at en kun 3 år gammel pige - Rajaa Abu Shaban - var blevet dræbt af israelske kampfly under et luftangreb på en terrorist-træningslejr.

Denne gang nåede historien slet ikke til Danmark - Israel var igang med at nedkæmpe Hezbollah, der en måned før havde invaderet Israel, dræbt flere israelske soldater og taget to andre som gidsler. Alligevel er historien illustrativ:

Hvor den blev taget op af den internationale presse blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved israelernes skyld - det var en israelsk kamphelikopter, der havde slået hende ihjel, og dermed basta.

Det var først dagen efter, torsdag, at det kom frem (takket være læger på hospitalet hun var blevet indlagt på) at pigen aldrig havde været i nærheden af terror-træningslejren. Hun var faldet ned af en gynge et stykke tid før det israelske angreb, og havde pådraget sig så svære skader i hovedet, at hun senere døde af det på hospitalet.

Igen var israelerne altså sagesløse syndebukke. Og igen var de allestedsnærværende arabiske "øjenvidner" blevet afsløret i at lyve.

Fællesnævneren for de tre sager er dog ikke de arabiske "øjenvidner", men den godtroende vestlige presse. Denne har næsten uden undtagelse ansat lokale arabere til at stå for nyhedsindsamlingen, og som den lokale befolkning hader disse generelt jøderne i staten Israel. Ofte fører dette til simple forvanskninger af virkeligheden, andre gange bliver det hele opfundet fra ende til anden.

Det var al-Durah-sagen der skulle til, før nogen fandt på et navn for dette: "Pallywood", efter den amerikanske filmindustris tyngdepunkt i Hollywood. Den amerikanske historie-professor Richard Landes har lavet en serie mini-dokumentarer (mellem 10 og 20 minutter stykket) om emnet, men med særligt fokus på al-Durah-affæren. De kan alle downloades her. For dem der ikke vil hente dem selv kan de fleste også ses på youtube (der er synkroniseringsproblemer med en enkelt af filerne):

Pallywood: "..according to Palestinian sources":



Al Durah: "..according to Palestinian sources" II:



Gaza Beach Tragedy:



France 2 vs. Evidence

Etiketter: , , , , , , ,

20 maj, 2008

Hellere arabiske løgne end ubehagelige sandheder

Digteren Peter Laugesen præsenterede i fredags en række rodede betragtninger over lidt af hvert i Information. Hans ligegyldighed over for politisk vold i Danmark lader jeg stå for sig selv, og koncentrerer mig istedet om et andet af hans ærinder, nemlig kritikken af dansk fjernsyns dækning af Israels 60-års fødselsdag:

"Sagaen om Israels fødsel, en af det tyvende århundredes største og forfærdeligste fortællinger, mangler indtil videre på dansk TV en hel del: Hele den palæstinensiske del".

Digteren (det er en profession, der beskæftiger sig med at finde på ting) præsenterer som sin kilde til "den palæstinensiske del" hans kollega, digteren (stadig professionen, der finder på ting) Mahmoud Darwish. Denne er araber født i det der idag er Israel, og var som barn blandt de titusinder af arabere, som Israel lod komme tilbage til dettes territorium efter den Israelske Frihedskrig 1947-49 - en episode, få i vesten kender.

Denne Israelske godgørenhed betalte han så tilbage ved at blive kommunist, propagandere for etnisk udrensning af samtlige jøder fra Israel (i digtet Passers Between the Passing Words),
engagere sig i terror-organisationen PLO, og siden i 1993 igen at melde sig ud af terror-organisationen fordi den var blevet for moderat - nu myrdede den ikke bare jøder, den forhandlede faktisk også med dem.

I tiden efter bruddet gjorde han sig blandt andet bemærket i forbindelse med en konference om holocaust-benægtelse, der skulle finde sted i Beirut, og som således ville drage fordel af den udbredte anti-semitisme i den arabiske verden. Da den internationale presse blev opmærksom på konferencen, skyndte han og en række andre arabiske intellektuelle sig at offentliggøre et åbent brev der krævede et forbud mod denne, kun for kort tid efter, da konferencen faktisk blev forbudt, at foretage en kovending og fordømme forbuddet han selv havde bedt om som "en krænkelse af menneskerettighederne".

Det er altså Digteren Peter Laugesens kilde. Herfra flyder hans viden:

I skrivende stund er vi kun nået til 1948, briterne har netop forladt området, og vi har hørt Menachem Begin fortælle om massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin lige uden for Jerusalem den 9. april 1948. Begin var ved den lejlighed chef for Irgun, den jødiske terrorgruppe, der kæmpede for den kommende jødiske statsdannelse, og Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed.

Den professionelle påfinder Peter Laugesen fremstiller her en stramt bundet knude, der bindes af lige dele selektivt udvalgte sandheder og manipulation med sproget. Et par eksempler:

1) "..massakren på beboerne i landsbyen Dayr Yasin.." - Man får her billedet af en hel, sagesløs landsby mejet ned med overlæg. Dette billede mangler imidlertid en del detaljer:
  • Landsbyen knapt så sagesløs: I ugerne op til stormen på landsbyen var jøder omkring landsbyen blevet udsat for et stigende antal angreb derfra, og der var rapporter om, at irakiske tropper både havde taget del i disse angreb, og var set inde i landsbyen.

  • Tropperne fra Lehi og Irgun, der stormede byen, netop strenge ordrer om ikke at skade byens kvinder og børn, de havde en panservogn med højtalere med, der skulle få civilisterne til at evakuere byen, og en vej var blevet ladet stå åben, så selvsamme civilister kunne flygte den vej. Af byens ca 700 faste og måske 200 midlertidige indbyggere (civilister of kombattanter mellem hinanden) valgte således over 700 at flygte øjeblikkeligt, som Lehi og Irgun havde regnet med at alle ville. Disse blev altså ikke massakreret.
  • Af de under 200, der blev tilbage og begyndte at skyde på jøderne, blev op mod 100 taget til fange i landsbyen under eller efter kampene. Disse blev heller ikke massakreret, men blev sat på lastbiler og blev kørt i sikkerhed i arabisk-kontrollerede områder.
  • Sammenlagt 107 arabere blev dræbt, kombattanter og civile mellem hinanden. Hvornår og under hvilke omstændigheder de enkelte er kommet af dage er idag umuligt at finde ud af. Hvad der står fast er, at kampene var hårde (Irgun og Lehi tabte 40% af sin styrke i dræbte og sårede), at de jødiske styrker anvendte sprængstoffer til at nedkæmpe arabere, der havde forskanset sig i stenhuse forsynet med jerndøre, og at en del civile er blevet dræbt i denne proces, som i al anden bykamp. Det står dog også fast, at der har fundet et vist antal henrettelser sted af fanger - massakrer, om man vil. Man kan bare ikke sige noget om omfanget.
  • For sammenligningens skyld - nu der er tale om anvendelsen af ordet massakre - kan man nævne den tredobbelte arabiske bilbombning af Ben Yehuda Street i Jerusalem halvanden måned før stormen på Deir Yassin. Her blev 58 civile myrdet uden tvivl om at der skulle have været nogen der faldt i kamp. Eller det arabiske angreb på en konvoj med sygehuspersonnel fire dage efter Deir Yassin, den 13. april. Her blev 79 jøder dræbt. En måned efter - 13. maj - det blev 128 jøder massakreret i Gush Etzion efter de havde overgivet sig til arabiske styrker. Hovedparten blev dræbt da araberne åbnede ild på dem efter de var blevet afvæbnet, men det lykkedes cirka 50 at flygte ned i en kælder. Her blev de dræbt af håndgranater.
2) "Begin var ved den lejlighed chef for Irgun.." - Fuldstændig korrekt, men ret ligegyldigt i sammenhængen. Begin havde givet en direkte ordre om for det første ikke at røre kvinder og børn, og for det andet at lade en vej være åben som araberne kunne flygte af, så det ikke ville komme til kamp. Men så har man da bundet ham op på det - det kaldes et associations-trick.

3) "Irguns propaganda sagde dengang, at 250 var blevet myrdet, selv om de måske brugte et andet ord, ved den lejlighed" - Hvis Irguns propaganda ikke har brugt ordet "myrdet", så har de jo selvsagt ikke sagt at 250 var blevet myrdet. Ergo er der tale om en sprogmæssig lækkerhed, som digteren Peter Laugesen bruger til at lade folk sige noget, de faktisk ikke har sagt.
Dertil kommer, som ovenfor anført, at der faktisk ikke blev hverken dræbt eller myrdet 250 mand i Deir Yassin - det er her en anden sprogmæssig lækkerhed fra digteren Peter Laugesen ligger. Dengang sagde i hvert fald én officer i Irgun nemlig faktisk, at 254 arabere var blevet dræbt i kampene. Han hev imidlertid det høje tal ud af den blå luft for at højne moralen i det belejrede Jerusalem, og for at sætte en skræk i araberne - "se hvor mange af jeres tropper, vi kan slå ihjel".

Her kunne sagen så være endt med, at man faktisk havde slået fast at det reelle tal var langt lavere, hvis ikke alle parter havde haft en interesse i at sætte tallet så højt som muligt. De radikale i Lehi og Irgun manglede et højt tal for at kunne se stærkere ud end de reelt var. Det venstreorienterede establishment i det jødiske samfund skulle bruge et højt tal til at sværte Lehi og Irgun med. Og araberne skulle bruge et højt tal til at piske jødehadet endnu højere op end det allerede var - hertil blev der også opfundet historier om, at Legi og Irgun skulle have voldtaget arabiske kvinder, skamferet ligene osv. Først i slut-80erne blev der lavet en reel undersøgelse af sagen ved det arabisk-palæstinensiske Birzeit Universitet, der satte antallet af døde arabere i Deir Yassin til 107.

Efter knuden følger et par andre lækkerheder fra digteren Laugesen, der kræver lidt korrektion:

4) "For palæstinenserne er massakren i Dayr Yasin siden kommet til at stå som selve begyndelsen til deres exodus og diaspora, udlændighed". - Man glemmer behændigt, at arabernes udlændighed stammer fra deres egen vægring ved at gå på kompromis, og deres forsøg på at kvæle Israel i fødslen og etnisk udrense dem - smide dem i havet som det blev formuleret dengang. Det slog jo som bekendt slog fejl. Udtrykket er "Ris til egen røv".

5) "Menachem Begin var israelsk premierminister i 1982 under belejringen af Beirut, og han stod således sammen med sin forsvarsminister Ariel Sharon bag myrderierne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, Sabra og Shatila". - Nej, det gjorde han faktisk ikke. Det gjorde den libanesiske araber Eli Hobeika, derimod. Hobeika havde nemlig aftalt med Israel, at israelerne ville holde sig ude af Sabra og Chatila, og at Hobeikas militsfolk ville gå ind, lade civilister være i fred, nedkæmpe terrororganisationen PLO´s styrker, og aflevere tilgangetagne PLO-folk til Israel.

Problemet var, at Elie Hobeika hadede PLO især, men arabere fra Palæstina generelt - adskillige af hans slægtninge var blandt ofrene, da PLO stormede den kristne landsby Damour i 1976 og massakrerede op mod 600 af dens indbyggere. Derfor er der idag liden tvivl om, at Hobeika aldrig havde tænkt sig at holde sig til hans aftale med israelerne. Man regner med, at de arabiske militsfolk, Hobeika sendte ind i lejrene dræbte 7-800 arabiske palæstinensere ud af en total befolkning på op mod 40.000. På trods af hadet lader henrettelserne i Sabra og Chatila trods alt til hovedsagelig at have holdt sig til mænd i våbenfør alder - en delvis opgørelse over 460 af de dræbte sammenstillet af Libanesisk Røde Kors, Internationale Røde Kors, det libanesiske civilforsvar, den libanesiske hærs lægekorps og slægtninge til de døde indeholdt således 425 mænd, men kun 35 kvinder og børn.

6) "Mahmoud Darwish har skrevet om det i sin tidligere omtalte bog. Han ser den forfærdelige jødiske forhistorie som et spøgelseslag under den desperate og paranoide retorik i Begins erklæring på amerikansk TV:"Disse palæstinensere er ikke mennesker. De er dyr, der går på alle fire."" - Som tidligere anført er digteren (en fyr der af profession finder på) Mahmoud Darwish ikke verdens mest troværdige kilde. Heller ikke i dette tilfælde. I småtingsafdelingen falder, at Begin ikke har sagt noget sådant i amerikansk tv, men derimod i Knesset, det israelske parlament. Hovedproblemet er imidlertid, at hvad Begin reelt sagde ikke har ret meget at gøre med hvad digteren Darwish anklager ham for at have sagt. Det uforvanskede citat (dog på engelsk) lyder som følger:

The children of Israel will happily go to school and joyfully return home, just like the children in Washington, in Moscow, and in Peking, in Paris and in Rome, in Oslo, in Stockholm and in Copenhagen. The fate of... Jewish children has been different from all the children of the world throughout the generations. No more. We will defend our children. If the hand of any two-footed animal is raised against them, that hand will be cut off, and our children will grow up in joy in the homes of their parents.

Der er altså tale om en fordømmelse af folk der direkte angriber jødiske børn - ikke arabere fra Palæstina generelt. Hvad der gør forvanskningen mere tragisk er, at den oprindelige kilde er Amnon Kapeliouk, en venstreradikal jøde med dobbelt israelsk-fransk statsborgerskab. Samme person er kilden til arabisk-palæstinensiske påstande om, at antallet af dræbte i Sabra og Chatila ikke var 7-800, men 3-3.500. Troværdigheden kan man tænke sig til.

For at fuldende billedet skal man måske nævne, at Elie Hobeikas kampe mod PLO i Sabra og Chatila ikke var de eneste. Tre år senere, i maj 1985, begyndte den såkaldte "Krigen om Lejrene", hvor Syrisk-støttede shiamuslimske arabere kæmpede mod arabere fra Palæstina i disses lejre. Hvor den mere kendte "Massakre i Sabra og Chatila" som sagt kostede 7-800 mennesker livet, men ellers lod lejren stå, så jævnede "Krigen om Lejrene" dem med jorden, og kostede op mod 6.000 menneskeliv.

Det gider ingen bare hidse sig op over - der kunne man jo ikke pege fingre af jøderne.

Digteren Peter Laugesens afslutning skal næsten have lov til at stå for sig selv i al sin patetiskhed - men også kun næsten:

På mange måder er jøderne og palæstinenserne samme folk, de har fælles rod, de har næsten fælles sprog. I hvert fald hvad de ord angår, der betyder noget. Ordet 'fred' f.eks. - på hebraisk hedder det, som overskriften på denne anmeldelse, shalom.

Araberne siger: "Salam!"

Deres naven for fred er næsten det samme - det samme var nazisternes og danskernes under 2. Verdenskrig. Så har besættelsen jo næsten ikke fundet sted!

Etiketter: , , , , , ,

Om Darfur, Kolonisering og om Pligten til at Redde

Journalist på Nyhedsavisen Michael S. Lund er "flov over Vesten". Ikke fordi antallet af voldtægter stiger i takt med indvandringen fra Mellemøsten, forstås, men fordi nogle mennesker stadig lider i Darfur, og fordi Vesten ikke har forhindret en Hr. Daoud Hari i at give Hr. Michael S. Lund dårlig samvittighed over der.

Et indlæg i debatten om hans artikel kunne lyde som følger:

Kære Michael S. Lund

Jeg er desværre nødt til at trække det røde naivitetskort og give dig en spilledags karantæne.
Verden er ikke en fodboldbane, hvor man bare sådan lige løber ind på de andres banehalvdel når man har lyst til det. Det kræver faktisk en vis juridisk begrundelse.

I Kosovo var det en vedtagelse af en "regional sikkerheds-organisation" (NATO) som krævet i FN-charteret. I Irak var det selvforsvar af Kuwait gennem FNSR-resolutioner 678, 687 og 1441. I Afghanistan var det selvforsvar iflg FN-charteret. Sudan har mig bekendt ikke angrebet et naboland, og de eneste to lokale sikkerhedsorganisationer (AU og Den Arabiske Liga) nægter at blande sig i folkemordet. Endelig vil en hvilken som helst indblanding gennem FN blive stoppet af Kina, der har store olieinteresser i Sudan, og veto-ret i FN.

Dertil kommer, at det kræver tilladelse fra nabolandene. I Kosovo blev der fløjet bombetogter fra Italien, og der var landstyrker i Makedonien og Albanien. Samtlige nabolande gav overflyvnings-rettigheder. I Irak blev der fløjet bombetogter fra Tyrkiet, Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain og FAE, og landstyrkerne gik ind fra Kuwait. I Afghanistan blev det meste klaret ad luftvejen, og der var overflyvningsrettigheder fra Kirgisistan, Uzbekistan og Pakistan.

Spørgsmålet er så, hvordan forholdene er omkring Sudan?

Chad, Den Centralafrikanske Republik og Uganda vil ikke lade Vesten komme ind, da de har deres egne oprørere at nedkæmpe. Dette sker uden nogen form for fløjlshandsker, så fremmede i landet der kritiserer dem, vræler om "dialog", "inklusion" og "fredsforhandlinger" som kun vil give oprørerne tid til at blive stærkere har ingen interesse.

Ethiopien har ambitioner om lokal stormagtsstatus, så at skulle læne sig op ad USA duer ikke. Især da USA stærkt har kritiseret de seneste Etiopiske valg. Og Eritrea er så ekstremt xenofobisk at selv nødhjælpsarbejdere jævnligt bliver fængslet. Libyens umulighed som base gider jeg ikke engang argumentere for.

Det efterlader Egypten, der mildt sagt heller ikke gider at have amerikanske tropper på sin jord. Egypterne ligger i en konstant magtkamp med Det Muslimske Broderskab, der om noget vil få PR-mæssigt gavn hvis den egyptiske regering får amerikanske tropper ind i landet. Især fordi vesten vil forlange mere demokratisering og dermed overdragelse af magt til Det Muslimske Broderskab.

Hertil kan man endelig lægge logistik - om amerikanerne eller noget andet vestligt land i det hele taget har tropper til overs til at foretage en sådan invasion - og eventuelle allierede i Sudan.

Problemet er nemlig, at begge parter er islamistisk indstillede - regeringen er national-islamistisk, mens de oprørere en eventuel vestlig intervention vil støtte er international-islamistiske. Deres bagmand er Hassan al-Turabi, der da han stadig var en hovedkraft i det sudanesiske styre op gennem 1990erne støttede Osama bin Laden, gav ham ly, og hjalp med at opbygge hans kontaktnet blandt islamister verden over. Det var således også i Sudan at de forhandlinger vi kender til mellem Irak og al Qaeda fandt sted.

Det var så fakta i lokalområdet i det korte løb.

Mere grundlæggende lader din artikel, Michael S. Lund, til at være udtryk for en halvt naiv, halvt racistisk forestilling om på den ene side mørke mennesker som nogle uciviliserede umuliusser, der ikke kan finde ud af at leve i fred selv, eller redde hinanden, og på den anden side en almægtig Vesten, der i skinnende hvid rustning skal bringe fred og velstand til resten af verden. Fundamentalt set er der absolut intet til forskel på din indstilling her, og forestillingen om "Den Hvide Mands Byrde", som man retfærdiggjorde kapløbet om kolonier i slutningen af 1800-tallet med. Også dengang var hovedparten af Afrika nemlig en absolut underskudsforretning, som det ikke kunne betale sig at kolonisere, men som man erobrede alligevel for at redde lokalbefolkningen fra sig selv.

Med en så absolutistisk "pligt" til at "redde" bliver det, at man faktisk "redder" nogen heller ikke en rosværdig ting, hvis ikke man på ét og samme tidspunkt "redder" ALLE mennesker i hele verden. Så er det, at jeg overmander en bevæbnet bankrøver i Århus pludselig grund til skam, fordi jeg ikke samtidig også overmandede den bankrøver der skød en mand i Valby. Hvis det er en "pligt" er folk nemlig ret ligeglade med, om jeg rent fysisk også er i stand til at klare det. Derfor din flovhed over Vesten.

Hvis nogen overhovedet burde have en "pligt" til at sætte styrker ind burde det da være Egypten, der ikke bare har verdens 11.-største væbnede styrker gående ledige, men også har disse stående lige over grænsen til Sudan og Darfur.

Egypterne er der bare ingen der synes, har "pligt" til at "redde" Darfur - de er jo mørke i løden, og kan derfor under det verdenssyn som blandt andet hr. Michael S. Lund lader til at være indehaver af, ikke forventes at skulle gøre nogetsomhelst godt.

Etiketter: , , ,

19 maj, 2008

Åbent brev til Heidi Wang

Heidi Wang, indvandreren fra den kinesiske stat Taiwan der samtidig er Venstres integrationsordfører i København, udsendte i sidste uge en pressemeddelelse i anledning af hele sagen omkring Birthe Rønn Hornbechs private holdning til dommere der pynter sig med totalitære symboler under arbejdet (det aktuelle eksempel var det islamiske tørklæde - se omtalen på 180grader her).

Det interessante var ikke Fru Wangs holdning til dette (hun synes totalitære symboler på dommere i embeds medfør er helt OK), men at Fru Wang samtidig gjorde sig til talsmand FOR kinesiske og MOD danske interesser. Derfor dette åbne brev til Fru Wang.


Kære Heidi Wang

Du skriver i en pressemeddelelse, at "I Danmark kritiserer vi Kina for at krænke minoritetskultur i Tibet, mens vi selv i Danmark ved lov vil forbyde minoritetskvinder at bruge tørklæder, som er en naturlig del af deres kultur".

Her tror jeg, du har fået noget galt i halsen: vi kritiserer ikke Kina for at "krænke minoritetskultur". Vi kritiserer Kina for at invadere, annektere og de-nationalisere Tibet, for at undertrykke det Tibetanske folk i sit eget hjemland, og for at myrde op mod en million af dem gennem årene.

Hvor du har ret er i, at der faktisk er en parallel mellem de to sager:

I såvel Tibet som i Danmark ønsker vi at fremmede bosættere (i Tibet kineserne, i Danmark f.eks. de bogstavtro muslimer) enten tager hjem eller aflægger sig en kultur, der kun hører deres hjemland til, og istedet fuldstændigt assimilerer sig.

I tilfældet Kina kan man se, hvad der sker hvis disse krav ikke stilles: Han-kinesernes oprindelige hjemland ligger omkring Den Gule Flod. Alt andet, der idag er besat af kineserne (Yangtze-dalen og sydfor, Sichuan, Manchuriet), er fremmed land, der er taget fra de retmæssige indbyggere ved uhæmmet bygning af kinesiske bosættelser og/eller voldelig invasion, besættelse og udskiftning af befolkningen. I få tilfælde (Xinjiang, Guangxi, Tibet) er den lokale befolkning endnu ikke blevet helt marginaliseret, udryddet eller fordrevet. I mange andre er de indfødte folk enten helt udryddet, eller spredt for alle vinde. Miao-folket, der oprindeligt levede lige syd for Yangtze-floden er idag fordrevet derfra, og lever i stedet i samfundets yderkant, spredt i svært tilgængelige områder fra Hunan i Kina til Laos i Sydøst-Asien.

MvH

Etiketter: , ,