Terror-angrebet i Odense - lidt baggrund

Så blev gerningsmanden til nedskydningen af to israelere i Rosengårdscenteret i Odense identificeret: en 27-årig libaneser af palæstinensisk baggrund, og med dansk statsborgerskab. Hans bror var hurtigt ude at benægte, at der var nogen politisk baggrund for mordforsøgene, men den køber politiet nu ikke.

Efter gerningen kunne Odense lokale arabiske bosættere fra Palæstina så igen træde sammen for at demonstrere hvordan en rigtig fredsdemonstration skal skæres, palestinian-style: børn klædt ud som selvmordsbombere og "tumult og klammeri" med politiet.

Til den odenseanske venstrefløjs ros skal det siges at to af de annoncerede talere - SFs Stina Willumsen og Socialdemokraternes Peter Rahbæk Juel - derefter trak sig som talere. Det var i første gang ikke nok, at publikum var mødt frem med et hav af grønne Jihad-faner, men sådan er det jo. Det efterlod en imponerende talerliste på to, nemlig kommunistpartiet Enhedslistens to lokale muslimske kandidater: Asmaa Abdol-Hamid og Anna Rytter.

Mens vi taler om Asmaa Abdol-Hamid kunne det være interessant at se på hvad Odense radikale muslimer har foretaget sig i opløbet til Danmarks formentligt første muslimske terrorangreb siden 1986. Vi starter for lidt over 3 år siden:

- I december 2005 kontakter en dansk konvertit til islam, LH, Politiets Efterretnings Tjeneste. Han fortæller dem om en overvældende støtte til lederen af al Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, blandt de muslimske studerende på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I marts 2006 dannes i det muslimske studentermiljø på Syddansk Universitets campus i Odense Muslimsk Studenter Union. Asmaa Abdol-Hamid er netop begyndt som islamistisk studievært på DR2, og træder kun ind som menigt medlem. Istedet indvælges hendes lillesøster som bestyrelsesmedlem. LH vælges også ind i bestyrelsen, og bliver siden kasserer for MSU.

- Også i marts 2006 begynder LH at arbejde som meddeler for PET, med fokus på islamiske ekstremister i moskeen på Ørbækvej i Odense. Han trækker sig siden ud af arbejdet i MSU for at kunne hellige sig arbejdet med moskéen på fuld tid.

- I juni 2006 begynder en gruppe islamiske ekstremister i moskéen på Ørbækvej i Odense forberedelserne til et terrorangreb i Danmark.

- I juli 2006 tager en mindre gruppe islamiske ekstremister fra Odense til København. De er ude for at finde bombemål. Folketinget og Rådhuspladsen udvælges.

- I august 2006 flygter Youssef Mohamad El Hajdib, en af de tre mand bag det fejlslagne terrorattentat mod to passagertog i Tyskland mod Odense. Han arresteres i Kiel i Holsten, men har en billet til Odense på sig, sammen med telefonnummeret på Abu Bashar, en islamistisk imam fra Vollsmose. Denne har året før været en af hovedkræfterne bag den gruppe imamer, der løb Muhammed-krisen i gang. Den koster over 200 mennesker livet.

- Også i august 2006 begynder terror-cellen i Vollsmose sidste fase af forberedelserne til terror-angrebet: fremstillingen af sprængstof.

- I september 2006 slår politiet til mod den islamiske terrorcelle i Vollsmose. Blandt de ni arresterede er fem arabiske palæstinensere. To af de ni løslades dog hurtigt. PET-agenten LH går under jorden.

- Ironisk nok er Abu Bashar en af de imamer, PET kontakter for at sikre sig mod uroligheder i forbindelse med arrestationerne. Kort efter skal han til samtale med PET for at forklare, hvordan den fejlslagne terrorist Youssef Mohamad El Hajdib kunne komme i besiddelse af hans telefonnummer.

- I december 2006 kan Jyllands-Posten berette om bekymring fra universitets-underviseres side over omfattende mobning fra islamistiske studerende mod mindre stærkt troende med-muslimer på Syddansk Universitets campus i Odense.

- I februar 2007 går den muslimske religionsstuderende Sosun Sendi til offentligheden med stærk kritik af det bederum på universitetet, som hun ser som primært tiltænkt og benyttet af MSU.

- I marts 2007 rejser justitsministeren tiltale mod fire af de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Af de fire er to palæstinensiske muslimer, en irakisk kurder og en dansk konvertit til islam.

- I samme måned tager Muslimsk Studenter Union sine medlemmer på udflugt for at lære dem at håndtere skydevåben. Til lejligheden har MSU udskiftet sit sædvanlige logo med ét med to geværer på, og MSUs kasserer Louiza Kaadach identificerede sig som "MSU-soldat nr. 007". Måske uheldigt, al den tid at den første danske terrorcelles internationale koordinator, Younes Tsouli, gik under navnet Irhabi 007 - terrorist nr. 007.

- I juni 2007 gav Asmaa Abdol-Hamid udtryk for sin absolutte støtte til blandt andet de grupper i Irak, der søger - og til tider lykkes med - at myrde danske soldater.

- I august 2007 bliver Sosun Sendi - nu medlem af Demokratiske Muslimer - fast klummeskriver for den fynske gratisavis 24timer/Xtra. I sin første klumme tager hun kraftigt afstand fra muslimsk flerkoneri.....og derefter kommer der ikke flere klummer fra hende. Hun bliver i sin lejlighed overfaldet af fire sydlandsk udseende mænd, der kalder hende "en Naser Khader", gennembanker hende og sender hende på hospitalet i det meste af en uge. Siden gør hun alt hvad hun kan for at dén historie ikke skal komme frem, og viger tilbage for al islam-kritik.

- I november 2007 falder der dom i terrorsagen fra Vollsmose: af de tiltalte frifindes en 19-årig arabisk palæstinenser, mens den 34-årige Mohammad Zaher og den 22-årige Ahmad Khaldahi idømmes hver 11 års fængsel, og den 32-årige danske konvertit Abdallah Andersen idømmes 4 års fængsel for forberedelsen af et terrorangreb på dansk grund.

- I april 2008 skærper Højesteret dommene i terrorsagen fra Vollsmose. Alle tre tiltalte får lagt et år oven i deres straf. - I september 2008 kommer det frem, at op mod 90% af alle politianmeldelser i Vollsmose bliver trukket tilbage, hvorefter islamiske imamer dømmer i sagerne.

- I december 2008 kulminerer længere tids chikane mod de ansatte ved en stand med israelske produkter i Rosengårdscenteret, lidt syd for Vollsmose. Til at starte med har grupper på 8-10 arabiske unge ad gangen truet, spyttet og råbt "dræb alle jøder" og "fuck Israel" efter de israelske ansatte et par gange om måneden. Hen mod slutningen af december øges det til flere gange om ugen, og efter den første anti-israelske demonstration kulminerer det 31. december 2008, da en 27-årig muslimsk palæstinenser trækker en pistol frem og skyder de to ansatte i standen ned.

Da de to sårede køres væk jubler en gruppe muslimske tilskuere, og i nyhederne i dagene efter kan beboere i Vollsmose fortælle om, at gerningsmanden er blevet fejret ved en stor fest, før han melder sig selv til politiet.

- I Januar 2009 fortsætter de palæstinensiske anti-israelske demonstrationer. Der kan nu ses et barn klædt ud som selvmordsbomber i mængden...

Opdateret:

I forbindelse med Sosun Sendi-historien (se februar og august 2007), så er der siden kommet flere versioner af hvad der skete med hende i august 2007 på bordet, og vandene er blevet noget mudrede. For en nærmere diskussion, se i kommentarsporet.

Derudover er Sosun Sendi stadig aktiv på diverse blogs, nu efter at have forladt islam. Om formuleringen "..viger tilbage for al islam-kritik" om Sosun Sendi under august 2007 skal ændres er lidt en smagssag. Jørgen L har været så flink at bidrage med links til en stribe af hende skommentarer på de to tørklæde-tøser Helen Latifi og Gülay Kocbays blogs. Døm selv.

The Religion of Peace fylder 10.000

Hjemmesiden thereligionofpeace.com har i en årrække dokumenteret de islamiske terror-angreb, der er foregået rundt omkring i verden siden 11. september 2001. I onsdags rundede hjemmesiden det utrolige tal af 10.000 dokumenterede terrorangreb fra muslimsk side. Onsdagens myrderier giver et godt billede af problemets udspredelse:

• Iskandariya, Irak: En muslimsk selvmordsbomber myrder to stammeledere, og såreer seks ndre uskyldige
• Srinagar, Indien: Muslimske terrorister snigmyrder en politiker uden for en moske
• Hilla, Irak: En muslimsk selvmordsbomber myrder to og sårer ti andre uskyldige under et angreb på et privat hjem.
• Dushanbe, Tajikistan: En gadefejer bliver myrdet, da muslimer detonerer en bombe ved en regeringsbygning
• Saidu Sharif, Pakistan: Fire myrdes og fire såres, da muslimske terrorister bombarderer en lufthavn med raketter.
• Nazran, Rusland: Muslimske terrorister snigmyrder en politimand.

Ialt er der ifølge hjemmesiden i de 10.000 muslimske terrorangreb blevet myrdet 60.000 mennesker, mens 90.000 er blevet såret. Selv så høje tal må dog anses som værende for lave. En simpel sammenligning af ovenstående liste med for eksempel Iraq Coalition Casualties´ liste over terrorangreb i Irak samme dag viser, at antallet af muslimske terrorangreb må være langt højere.

Islamiske terrorister: muslimers forsøg på at være franskmænd

David Frum i National Review, med artiklen "How Islamic is Islamic Jihad":

I am very late getting to this, but I have not seen many links online, so I will proceed anyway.
One of the most provocative and interesting articles I've seen in the past year on Islamic terrorism was published in the November/December issue of Hoover's Policy Review: John Rosenthal's "The French Path to Jihad."

The article can be read in full here, but it is long and people are sometimes reluctant to click through, so let me summarize.

Between 2001 and 2003, a French academic named Farhad Khosrokhavar interviewed terror detainees in French prisons, including 10 suspected members of al Qaeda and 4 other Islamic radicals. His interviews and commentary have now been published in a French book, Quand Al-Qaida Parle, "When al Qaeda Speaks." Khosrokhavar's research suggests that al Qaeda has something very different to say from what most of us would expect to hear.

1) The terror suspects in French custody are not poor and not unsophisticated. One of them warns Khosrokhavar against the risks of using invalid sampling techniques in his research! The most radical are also the most privileged.

2) These French radicals tend almost never to come from religious families. Their religion is self-taught, and largely self-invented.

3) The pre-eminent target of their hatred is not the United States or Israel, but France. In fact, they know almost nothing about the United States or Israel - and what they do know, comes not from al Jazeera, but from the French media: Almost none of them speak Arabic.

That last observation suggests two very disturbing conclusions.

The first is this:

Europeans across the political spectrum share a belief that their comfortable lives have been jeopardized by an American-imposed "war on terror" that has radicalized their Muslim populations. Khosrokhavar's research suggests exactly the opposite conclusion: It is the failure of European societies to assimilate their Muslim migrants that creates a security threat for America.

One of the most fascinating and significant features of the Khosrokhavar interviews is that the mechanism of this transference of hate is clearly observable. Time and again, an inmate, having provided an inventory of the sources of his frustration in France, suddenly announces his intention to purge the full charge of his hatred in fighting against Israel and the United States.

Here's the second conclusion: the French media play an astoundingly important - and incredibly irresponsible - part in stoking the anti-American and anti-Israel prejudices of French Muslims. Listen to these observations based upon

The source of the inmates’ convictions about the injustices of which they accuse France is experience. What, then, is the source of their convictions about the injustice they believe Palestinian Arabs suffer at the hands of Israel and its presumptive American accomplice? “The TV.”It is important to recall in this connection that the first language of most of the inmates interviewed is French. Some, like Jacques, do not speak Arabic or have at most only a very limited knowledge of it. “The tv” to which they allude for the most part is undoubtedly French television. In France, where the cable and satellite television markets remain relatively limited (and were even more so when the interviews were conducted) and where just two channels split the bulk of the network television audience for news programming, “the tv,” generically designated in this way, typically means either tf1 (the only privately owned network to offer substantial news programming) or the leading public broadcaster, France 2.

It is, in effect, by way of the false immediacy of images of the Middle East conflict on the nightly news that the hatred the Islamists feel for France gets transferred to Israel. In the images of the Palestinian chebab doing battle with their homespun weaponry against the massively superior force of the Israeli Army, the French candidates for jihad see their own sense of victimhood reflected back to them in heroic guise. The Palestinian gunmen with their less wholesome Kalashnikovs and m16s remain outside the frame. So too, needless to say — since, in any case, it is not accessible in images — does all the background and context that could render Israeli military actions in the West Bank or Gaza comprehensible and/or dissipate the aura of absolute victimhood in which Palestinian Arabs are almost invariably bathed in the French media.

In order to appreciate just how deceptive the sense of immediacy relayed by these images can be, one need only consider the role played by France 2 in the creation of what has become the iconic representation of Palestinian victimhood: the image of 12-year-old Mohammad Al-Dura pinned against a wall and cowering behind his father’s body while allegedly caught in fire from an Israeli army post at Netzarim Junction in the Gaza strip. On September 30, 2000, at the very outset of the Second Intifada, France 2 broadcast footage of the seeming ordeal of Mohammad and his father, ending, after a mysterious cut, with the boy apparently lying dead on the ground. It was France 2 correspondent Charles Enderlin who identified the supposedly fatal fire as coming from the Israeli Army post. Indeed, Enderlin described the boy and his father as the “targets” of Israeli fire, thus seeming to imply that the killing of the boy was intentional. He would later explain the mysterious cut in the footage by claiming that the scene of the boy’s death throes was too heartrending to broadcast.

From the start, simple considerations of geometry contradicted France 2’s attribution of the gunfire to the Israeli Army. Some investigators went so far as to suggest that the entire episode had been staged. More recently, new evidence has come to light that clearly supports such allegations. Following years of stonewalling, in October 2004 France 2 agreed to allow three well-known French journalists — Luc Rosenzweig, Denis Jeambar, and Daniel Leconte — to view the unedited rushes filmed by the France 2 cameraman at Netzarim Junction. All three concur that the 27-minute reel consists almost entirely of obvious “play-acting” [mise-en-scene]. Jeambar and Leconte have politely allowed that the roughly three minutes depicting the Al-Dura episode “might,” nonetheless, be authentic. All three journalists likewise concur that, contrary to the claims of Charles Enderlin, the rushes contain no footage of Mohammad Al-Dura’s death throes. Confronted by the revelations of his colleagues, Enderlin has averred that even if his original report should turn out to have been false, “for me, the image corresponded to the reality of the situation not only in Gaza but also in the West Bank.”

The effects of such would-be representative and symbolically charged images of the Middle East conflict upon French and, more generally, European public opinion are well enough known. But the Khosrokhavar interviews clearly reveal the incitement they represent — incitement, namely, to jihad — for those in Europe or, for that matter, around the world who are psychologically predisposed to identify most intimately with Palestinian grievances.

Roseenthal adds his own broad and ominous coda:

The French Islamist inmates are evidently well aware that their ideas about the malevolence of American power, like their ideas about the exemplarity of Israeli “oppression,” place them well within the French intellectual mainstream. Thus “Karim,” for example, in admitting to having given lodging to Jihadists, remarks nonchalantly: “If they engaged in jihad, they had their reasons. When they revolted against the Americans, they weren’t the only ones. A large part of the French are also against American policy with respect to the Palestinians and others.”

. ... This recognition on their part suggests, finally, an intriguing question about the psychological dynamics propelling French Muslims into jihad. Prima facie, entry into jihad would seem to represent their ultimate rupture with French society. But as we have seen, despite the bluster with which the Islamists and fellow travelers interviewed by Khosrokhavar claim to reject “being French,” their discourse in fact exhibits significant traces of ambivalence toward France. Khosrokhavar goes so far as to suggest that for some France remains an unobtainable “object of desire.” Could not, then, the entry of French Islamists into jihad — not against France, but against precisely America — be rather a last desperate attempt to prove their worthiness of the affections and respect of French society: to prove, in effect, that they, the Islamists, are the better Frenchmen?

Rosenthal, Frum og Khosrokhavar overser her, at det ikke er franske værdier, islamisterne her forsøger at abe efter. Det er den franske venstrefløjs had til den individualisme som USA og for den sags skyld hovedparten af resten af den vestlige verden står for.

Islamisme er, med andre ord, ikke andet end et miskmask af gammeldags stokkonservativ islam og 70´ernes anti-amerikanske socialisme (hvis man vil trække det ud i det absurde og se en konspiration bag det, kan man prøve at læse "All roads lead to the third Rome" af Antero Leitzinger. Jeg skal understrege, jeg ikke tror på hans idéer, men spændende læsning er det da). Også i 70´erne gav den europæiske socialisme liv til terror-grupper.

Skulle man for øvrigt ikke have hørt om Mohammed al-Dura og de kontroversielle påstande om, at han skulle være blevet skudt af Israelske soldater, så kan jeg varmt anbefale mini-dokumentaren (14 minutter) "Birth of an Icon", der kan ses her:

...og de radikale prædikanters produkt:

Også fra britisk tv: et nyhedsindslag om sagen mod terroristerne bag den anden bølge af selvmordsbombere i London i sommeren 2005, der heldigvis slog fejl (via LGF):



UPDATE:

Mere om sagen i The Independent.

Amnesty indhentet af virkeligheden

Amnesty International bliver indhentet af virkeligheden. I 2003 demonstrerede Amnesty mod, at jihadier ned til 13-års alderen blev tilbageholdt på Guantanamo.

I løbet af de sidste måneder er amerikanerne løbet ind i to 13-årige selvmordsbombere.

Tilbage i 2003-2004 frekventerede jeg et diskussionsforum, hvor de lokale jihadier begejstret postede indlæg med historier om, hvordan børn ned til 6-års alderen blev brugt til at slå ihjel. Den historie der sidder fast i hukommelsen er en 6-års pige, der blev brugt til at skubbe IED´er ned fra motorvejsbroer på amerikanske konvojer.

Hvilket valg har man i en sådan situation?