Bangladesh: lidt baggrund

I fredags indførte Bangladesh´ regering undtagelsestilstand og aflyste de valgt, der skulle have været holdt den. 22. januar. Undtagelsestilstanden kommer efter længere tids uroligheder, der har kostet 40 mennesker livet. Det er nogenlunde det billede, verden har fået at tildragelserne. Har man været heldig har man også fået at vide, at Bangladesh´ opposition faktisk er glade for aflysningen af valgene. For at få svaret på hvorfor - og hvorfor vi også bør være det - er man nødt til at grave lidt i Bangladesh´ politik.

Regeringen indtil oktober 2006 - Bangladesh har for nuværende kun en "caretaker"-regering, der skal administrere landet indtil valg er foretaget - bestod af det konservativt-muslimske Bangladesh Nationalist Party og det islamistiske Jamaat-e-Islami Bangladesh (JIB). Sammenlagt fik de ved valget i 2001 kun godt 45% af stemmerne, men på grund af den Bengalske valgssystem 210 af de 300 pladser i parlamentet.

Hovedkraften i oppositionen er den venstreorienterede, sekulære Awami Ligaen, der er partiet der stod bag Bangladesh´ uafhængighed fra Pakistan i 1971. Denne rolle er en del af baggrunden for det dårlige forhold mellem regering og opposition, fordi det islamistiske regeringsparti JIB under uafhængighedskrigen i 1971 leverede en stor del af fodfolket til de militser der støttede det vestpakistanske folkemord på op mod 3 millioner Bengalere - hovedsageligt Awami Liga-støtter.

Forholdet er yderligere blevet radikaliseret ved, at regeringen totalt ignorerede den tiltagende terror-kampagne fra de to islamistiske partier Jagrata Muslim Janata Bangladesh og Jama´atul Mujahideen Bangladesh, så længe den hovedsageligt gik ud over den sekulære opposition. Regeringen gik enddog så langt som at påstå, at islamistiske terrorister var noget, journalisterne bare forestillede sig.

Selv om de to partier blev forbudt i februar 2005 - efter at deres angreb var begyndt at gå ud over andre en oppositionen - har regeringens behandling af emnet udvidet kløften mellem den og oppositionen betragteligt. Hen på sensommeren kom dertil konflikter omkring det forestående valg - BNP/JIB-regeringen trådte tilbage som den skulle iflg den Bangladeshiske grundlov, og overlod magten til en midlertidig regering, men oppositionen beskylder dem for at have korrumperet valgprocessen så grundigt, at de kunne se sig sikre på at genvinde magten ved det nu aflyste valg.

I november lykkedes det oppositionen af få formanden for valgkommisionen til at træde tilbage, men en række andre problemer forblev stadig uløste - først og fremmest et vælgerregister, som oppositionen anser for ufuldstændigt. Derfor fortsatte den de protester der begyndte i eftersommeren, og som i sidste uge fik FN og EU til at trække deres valgobservatører ud af landet, hvorefter den midlertidige regering ikke havde andet valg end at udskyde valgene.

DSU og den fascistiske fristelse

Det er ved at være længe siden, jeg har bragt noget fra Uriasposten, og indlægget Kim lagde online i går lægger direkte op til det. Fra en artikel i Berlingeren: Hvad Matador ikke fortalte - om SUF, DSU, DKP og Trepilsbevægelsen:

… selvom »Matador« er en historisk fortælling, er det ikke sandheden, vi ser hver lørdag klokken 20.

Et af de mest markante eksempler herpå ses, da Konservativ Ungdom (KU), med udgangspunkt i Maude Varnæs’ lillebror Gustav, fremstilles som et nazistisk tæskehold, der overfaldt sagesløse socialdemokrater. Det virkelige sagsforløb var langt mere kompliceret. Ikke kun KU, men også i særlig grad Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) var tiltrukket af den totalitære fristelse. ...

Allerede under den russiske revolution var man i socialdemokratiets ungdomsbevægelse SUF blevet grebet af kommunismen og havde dannet Dansk Kommunistisk Parti. Socialdemokratiet oprettede derfor DSU, hvis tyngdepunkt fra starten lå i Århus, idet den socialdemokratiske ungdom i København var så radikaliseret, at størstedelen var fulgt med i DKP. …

I 1933 blev Børge Jacobsen formand i København. Han havde en fortid i »de Aandeligt hjemløses klub« på DSUs yderste venstrefløj med blandt andre senere finansminister Henry Grünbaum. Fascismen skulle nu bekæmpes med egne midler, og en bevægelse opstod i DSU omkring den russiske professor Tschachotin. Kredsen, der blandt andre bestod af Arne Vikkelsøe-Jensen, formand for Socialdemokratiske Studerende, og en tidligere formand for DSU i Randers, den senere så berømte statsminister Jens Otto Krag, tog inspiration fra den militante tyske organisation Eiserne Front, et modstykke til det nazistiske Sturm Abteilung.

DSU havde allerede indført uniformering, men importerede også en række symboler, der nøje modsvarede fascisternes, blandt andet et tegn som bestod af tre pile i stedet for et hagekors, og en dansk udgave af den tyske »Heil«-honnør, hvor man råbte »Freiheit« eller »Kampklar«. Man ønskede at danne en enhedsfront med de yderligtgående totalitære kommunister for at bekæmpe fascismen. ...

På landsmødet i 1934 forsøgte venstrefløjen i DSU at vinde magten, men ledelsen i Århus kom dem i forkøbet og forhindrede kuppet. I H.C. Hansens ord var DSU endnu »Folkestyrets forreste Front«, og Trepilsbevægelsen var dermed død, men radikalismen levede videre, og når H.C. Hansen måtte slå fast, at DSU stod på folkestyrets side, var det også fordi dette ingenlunde var en selvfølge i den socialdemokratiske bevægelse. ...

Det opgør, der blev taget i KU, som huskes for sin modstandskamp og store ofre under krigen, kom for mange socialdemokrater aldrig, da troen på planøkonomi forblændede fornuften. Hækkerup, Krag og Grünbaum, der alle havde politiske aspirationer, faldt fra, da udsagn som at »ville skide på hvem der vandt krigen når bare den danske arbejdsmand fik bedre kår« kom frem. ...

Utilfredsheden med socialdemokratiets manglende realisering af socialismen var det, der gik igen blandt de socialdemokrater, der blev nazister. Det var hengivenheden til utopien, der drev dem i armene på totalitarismen; en hengivenhed de delte med store dele af DSUs venstrefløj i 30erne.

Heri ligger en vigtig viden, der er gået tabt, og som ikke nævnes i »Matador«. Det var kun takket være H.C. Hansens demokratiske linje i DSU, at man nåede at besinde sig. Præcis som i KU efter Jack Westergaards afgang. Når det ikke lykkedes de radikale kræfter at få magten i DSU i modsætning til KU, skyldtes det sandsynligvis, at KUs tyngdepunkt lå i København, hvor modsætningerne var størst, mens DSUs tyngdepunkt lå i provinsen, langt væk fra landets politiske epicenter.”