25 april, 2008

"Dansk topnazist var elsket af kongehuset" - eller var han nu det?

Nyhedsavisen er de sidste seks måneder gået fra at være en nytænkende avis til at være endnu en i rækken af bløde, lyserøde markskrigere, der går fyrre af på dusinet. Før lagde den sig med en skarp, populistisk profil i sin helt egen niche, der var bundet op på to søjler: den var mere populært-orienteret end feks JP og Politiken, men samtidig lod den være med at være fordummende som Ekstrabladet og BT. Den sidste søjle er siden faldet væk.

Det nye, lave niveau giver sig udtryk i "afsløringer" som "Dansk topnazist var elsket af kongehuset", der er at finde i dagens Nyhedsavis:
Dronning Margrethes bedstefar, kong Christian X., og hans nærmeste familie, afsløres i et nyt forskningsprojekt som nær ven af topnazisten og jødehaderen Christian Frederik Schalburg.

Kong Christian X havde søskende, nevøer og niecer, der elskede Schalburg som familie og forsvarede ham, mens han talte om race-renhed og kæmpede i Hitlers elitekorps Waffen-SS ved Østfronten under Anden Verdenskrig.

»Kongehuset har indtil nu været symbolet på den danske modstand mod nazismen. Derfor er det opsigtsvækkende, at kongefamilien har haft et nært venskab med Schalburg, der idag bliver betragtet som Danmarks største landsforræder,« siger historiker Mikkel Kirkebæk, der har brugt tre år på forskningen.

Forholdet til kongehuset var så tæt, at Christian X.'s bror prins Gustav, før krigens udbrud, blev gudfar for Schalburgs søn.

Schalburg og hans hustru gik til private fester med kongefamilien, og i 1935 udnævnte kongen ham med ordene »os elskelig« til kammerjunker.

»Kongehuset har elsket Schalburg, selv da han var ledende medlem af det danske nazistparti, og de kongelige kendte hans holdninger,« siger Mikkel Kirkebæk, der understreger, at det ikke betyder, at de kongelige var nazister.

Hvad der dog ikke mangler i den historie...

En udnævnelse til kammerjunker 1935 er dybt ukontroversiel al den tid at von Schalburg først blev nazist i 1938. Indtil da havde han været i KU. Man kunne med lige så god ret "afsløre" at Det Radikale Folkepartis forsvar for demokratiet nu er afsløret som en myte, fordi DNSAPs stifter Cay Lembke var opstillet som folketingskandidat for R i 1925.

Schalburg fik også en toppost, men ikke inden for DNSAP - han blev landsungdomsfører for NSU. Er Rune Kristensen top-konservativ fordi han er formand for KU?

Dertil kan man så lægge grunden til, han i det hele taget blev nazist, nemlig fanatisk antikommunisme fordi kommunisterne havde myrdet en god del af hans familie under den russiske revolution, voldtaget hans mor, frataget den overlevende del af familien samtlige ejendele, og drevet dem ud af landet.

De store mangler i artiklen rettes der lidt op på i baggrundsartiklen, men også her undres man:

- Kommunisterne der voldtager Schalburgs mor er ikke kommunister, nej da: de er "oprørere". Dermed hænger hele Schalburgs antikommunisme løst i luften, så den bare er en mærkelig ting, han har taget til sig fordi han hadede jøder og skulle kalde det noget andet end anti-semitisme.

- Man får at vide at Storfyrstinde Olga (datter af den danske prinsesse Dagmar og søster til zar Nikolaj II) var Schalburgs adgang til dele af kongefamilien, men at det nære forhold blandt andet bundede i fælles erfaringer (som med Schalburgs familie havde kommunisterne myrdet løs i zar-familien, og henrettede blandt andet storfyrstindens bror, zar Nikolaj II, dennes kone og samtlige hans fem børn) aner man intet om, hvis ens eneste kilde er avisen.

- Kerne-anklagen - at Kong Christian X skulle have været nære venner med og "elsket" en topnazist - står og falder med, at kongen har spist med vagthavende officer ved Livgarden, der altså nogle gange har været Schalburg, da denne var officer i garden (forøvrigt sammen med Storfyrstinde Olgas ene søn). Det er alt.

Kan det næsten blive mere sølle?

Etiketter: , , ,

07 november, 2007

Khaders hastigt mindskende troværdighed III - nu med 100% mere håndværker

En hovedregel i såvel retorik som politik er, at man altid skal passe på med absolutte udtalelser om ting, som "jeg har aldrig..", "de har allesammen.." og så videre. Problemet med dem er, at ens modstandere bare skal finde ét eksempel der ikke passer med påstanden, så ryger ens troværdighed på området. Bare se Villy Søvndal.

Tag nu bare Naser Khader og hans påstand om at han "aldrig har fået udført sort arbejde". Da han kom med den var meningsmålings-instituttet Megafon´s direktør Asger H. Nielsen hurtig til at påpege de fremtidige problemer, Khader var ved at rode sig ud i:
Hvis en håndværker, en rengøringshjælp eller andre nu på den baggrund står frem og fortæller, at de har arbejdet sort for ham, ja, så ser det virkelig sort ud for ham og Ny Alliance. Så kan TV-klippet med hans generelle afvisning af at have fået lavet sort arbejde køre igen og igen i resten af valgkampen

Som jeg påpegede i søndags, så var Nyhedsavisen i kølvandet på Khader´s fonds-sag allerede igang med at grave i, om man kunne finde flere "sorte" håndværkere i hans fortid, men Se og Hør har naturligvis også selv gravet videre. Og voila:
Jonas fra Vanløse kalder Naser Khader for en løgner, når sidstnævnte påstår, at han aldrig har fået udført sort arbejde.

Den 30-årige håndværker udførte nemlig selv sort arbejde for Naser Khader og Bente Dalsbæk i 2005.

– Det var under sidste valgkamp i en lejlighed på Steen Blichers vej på Frederiksberg, siger Jonas.

Læs hele interviewet og fire siders reportage om Khader-sagen i denne uges SE og HØR

Det sidste kan stærkt anbefales. Hvor den sorte håndværker fra sidste uge var anomym står denne frem med billede og fornavn. Hvor manden fra sidste uge fik honorar for afsløringen har kilden til den nye afsløring intet fået. Alt i alt en noget stærkere sag. Og ifølge et interview med Henrik Qvortrup i Nyhedsavisen er der mere:
Har du mere i ærmet i denne sag?

- Jeg har lidt i ærmet.

Har du talt med flere håndværkere, der fortæller, at de har udført sort arbejde for Naser Khader?

- Det kunne godt være.

Hvis I har mere, hvorfor lægger I så ikke det hele frem nu?

- Vi lægger det frem, vi synes, at vi gerne vil. Nu må vi se, hvad Naser svarer. Om vi lægger mere frem i næste uge, har vi ikke afgjort endnu.

I Politiken er han klarere i mælet:
Har I flere håndværkere i ærmet?

»Ikke i bladet i denne her uge. Men når du spørger, om vi har flere i ærmet, så er svaret ja«.

Så vi kan forvente flere historier?

»Det kommer vel lidt an på, hvordan Khader reagerer på det her, om vi synes, at det er nødvendigt at fremlægge yderligere dokumentation. Men svaret er ja, vi har andre i ærmet«

Dermed er Khader og konsorter sat under pres igen - denne gang ekstra pres, fordi han sidste uge satsede alt på, at hans troværdighed var større end Qvortrups. Netop dén satsning er imidlertid hans svaghed nu - alt det krudt han brugte i sidste uge på at undergrave Qvortrups er nu bortskudt. Samtidig virker det tunge skyts ikke nu - de jobs, han fik frataget Qvortrup ér væk, og kan ikke fratages ham en gang til. Oven i det er afsløringens kvalitet, i hvert fald bedømt på det lidt der indtil videre er kendt, højere end sidste uges. Dermed er Khader inde i en nedadgående formkurve, mens Qvortrup´s er for opadgående.

Det interessante er imidlertid, hvad der kun bliver antydet, og hvad der overhovedet ikke bliver sagt. Hvis Henrik Qvortrup har mere oppe i ærmet, så er spørgsmålet, hvorfor han ikke bare ligger det frem nu, og hvorfor Khader skulle frygte dette. Alt herefter er udelukkende mine spekulationer herom.

Qvortrup siger, det kommer an på hvordan Khader reagerer, om han fremlægger mere dokumentation, men det er lidt svært at se hvad specifikt Khader skulle gøre. Indtil videre har han kun truet med at gå til Pressenævnet, men har mig bekendt ikke gjort det endnu. At trække truslen om dette, og den stort set død-lagte trussel om en injuriesag med den er det eneste, Khader har at handle med.

Så er vi fremme ved spørgsmålet, om hvorfor Khader skulle frygte at Se og Hør offentliggjorde mere næste torsdag. Det er to dage efter Folketingsvalget, og to dage efter Khader har trukket de stemmer hjem han nu kan få - han kan reelt være ligeglad med Se og Hør efter det.

Med mindre, selvfølgelig, at der er uudtalte trusler i luften. Mellem Se og Hørs to afsløringer om Khader og hans eventuelle brug af sort arbejde kom der i weekenden Nyhedsavisens afsløring af Khaders ikke-eksisterende fond. Nyhedsavisen var i forvejen den mig bekendt eneste avis, det lykkedes at kontakte Se og Hørs første kilde, og også i den nye Khader-sag er det lykkedes avisen at få kontakt med og interviewe Se og Hørs kilde. I især det sidste tilfælde melder spørgsmålet sig: hvorfor i alverden valgte Nyhedsavisen så ikke at komme ud med historien selv, når de allerede har kontakt til manden dagen før Se og Hør kommer ud? Som jeg ser det er der kun to muligheder (flere forslag er dog velkomne):

1) Se og Hør har en aftale om eneret med Jonas, så hans historie kun må komme ud her. Men Nyhedsavisen bringer faktisk detaljer fra hans historie. Samtidig har Jonas ikke fået en klejne for det, så hvorfor skulle han lave en aftale om eneret med Se og Hør?

2) Se og Hør og Nyhedsavisen har lavet en handel: Nyhedsavisen lader være med at breake historien med fuld dokumentation, mod at den får alt det snavs, Se og Hør har fundet på Khader, hvis han ikke makker ret/"reagerer" som Qvortrup vil have ham til. Og for at Khader skal forstå, at Nyhedsavisen er et alternativt talerør for Khader-sager i opløbet til folketingsvalget, får Se og Hør´s kilder lejlighed til at udtale sig lidt sparsomt der.

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan Khader i Qvortrups ord "reagerer på det her". Indtil videre har han, stik imod Peter Mogensen´s råd i Politiken, valgt at klappe i istedet for at fremlægge mod-dokumentation. Andre steder er der dog tegn på svage nerver. På Ekstra Bladet har Michael Jeppesen, officielt frivilligt, "taget fri" nogle dage, indtil han til chefredaktør Poul Madsens tilfredshed har fremlagt dokumentation og erklæringer for, at hans firma "De Hellige Håndværkere" kun har leveret "hvide" håndværkere. Til JP sagde Poul Madsen:
Han er ikke suspenderet. Der er tale om, at han har taget fri nogle dage.
Han kan i teorien godt skrive for os igen i morgen. Jeg har blot bedt om at se
en række papirer og erklæringer om hans foretagende i sit entreprenørfirma.
Jeppesen holder så fri indtil da

Tjoh.

Det bliver en spændende valg-slutspurt.

Etiketter: , , , , ,

31 oktober, 2007

Blogosfæren har tiltagende indflydelse i medierne

Et eksempel: i går laver Kim Møller på Uriasposten et indlæg om venstreradikales vandalisering af højrefløjens valgplakater. Blandt de billeder af hærværket, der følger med som dokumentation er øvert ét af en plakat med Rikke Vilshøj (V) på en bro på Christianshavn.

Dagen efter laver Nyhedsavisen en fuldstændig tilsvarende artikel om venstreradikales vandalisering af højrefløjens plakater. Som dokumentation præsenteres et billede af en plakat med Rikke Vilshøj (V) fra så vidt jeg kan se akkurat samme bro på Christianshavn.

PS.

Det er ikke længe siden, selvsamme Nyhedsavisen truede Kim Møller med sagsanlæg og et erstatningskrav på næsten 7.000 kroner for at have bragt et foto af en artikel fra Nyhedsavisen som dokumentation i en disput med en journalist på avisen.

Når det ser ud som om informationsstrømmen går i den anden retning føler avisen imidlertid åbenbart ikke, der er behov for hverken monetær kompensation eller anerkendelse af Uriaspostens pionerarbejde.

Men i det mindste når historien stadig ud.

Etiketter: , ,