al-Durah - sandheden vinder (trods alt) til sidst

Ved en fransk domstol fik medie-kritikeren Philip Karsenty i går endelig ord for, at han uden problemer kan sige at tv-stationen France 2 har manipuleret med nyhederne. Baggrunden er al-Durah-sagen (tidligere dækket her og her), der helt grundlæggende går ud på, at en arabisk far og hans søn - Mohammed al-Durah - blev skudt i Gaza-striben i 2000, og at sønnen døde af sine sår.

Som sådan intet ekstra-ordinært i det nabolag. Det er heller ikke ekstraordinært, at det var araberne selv der myrdede ham, at de gav israelske soldater skylden for det, og at de internationale medier (heriblandt France2) åd historien råt, endda villigt - sådanne ting er sket pænt ofte de sidste mange år.

Hvad der er specielt ved denne sag er, at medie-kritikeren Philip Karsenty bed sig fast i sagen, igennem otte år efterforskede den og samlede beviser i den, og nu også har fået rettens ord for, at der faktisk ER tale om grov manipulation fra et medies side - France 2. Og at dette faktisk er blevet nævnt i den lokale andedam. I det væld af lignende historier, der er gået forud får vi her til lands kun de indledende arabiske beskyldninger mod Israel, men vi får aldrig at vide når araberne - igen - bliver afsløret som løgnere. To eksempler:

1) Mandag d. 31. januar 2005 kunne arabiske øjenvidner melde, at den 10-årige pige Nuran Iyad Dib blev dræbt, da hun var mødt til eftermiddagssamling i sin skole i Gaza-striben. En anden pige blev såret. Gerningsmændene stod straks klar: det var en israelsk kampvogn, der havde affyret granater mod skolen, og det var sprængstykker fra denne der havde slået pigen ihjel. I senere versioner var det israelske snigskytter, der fra en israelsk stilling nogle hundrede meter væk havde skudt hende gennem ansigtet. I den danske presse var den absolut eneste kilde til dette nyhedsbureauet Ritzau, men bureauet nævnte aldrig de forskellige forklaringer fra vidnerne. I det indledende nyhedstelegram, der kom kl 15:21 dansk tid samme dag, var den tågede formulering som følger:

"Den militante islamiske Hamasbevægelse sendte mandag fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben, efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård, siger flere øjenvidner".

I samme telegram blev det israelske forsvar citeret for ikke at have nogen kommentar. Seks timer senere, klokken 21:27, blev formuleringen strammet op i et nyt Ritzau-telegram:

"Tidligere mandag sendte Hamas fem raketter ind over en israelsk bosættelse i Gazastriben efter at israelsk militær havde skudt og dræbt en ti-årig palæstinensisk pige i en skolegård.

Nu var der altså ikke bare tale om at øjenvidner sagde det, nu stillede Ritzau sig som garant for, at hændelsesforløbet var det fakta. Dette, selv om Ritzaus egne telegrammer nævner, at det israelske forsvar indtil videre intet kender til skyderi i det område, at det har indledt en undersøgelse, og at denne ikke er afsluttet endnu. Et eller begge disse telegrammer kom ud i den danske presse dagen efter, tirsdag, i papirversionerne af Politiken, Jyllands-posten, Urban og JydskeVestkysten.

Kort efter Ritzaus andet telegram - mandag nat - begyndte virkeligheden at hale ind på nyhedsbureauet. Det israelske forsvar kunne nu afvise historien. Ingen israelsk kampvogn havde affyret nogen granat, og de to gange israelske soldater havde skudt i Gaza-striben var det skedt langt fra pigens skole. Dette blev aldrig nævnt af Ritzau. Istedet udsendte bureauet tirsdag aften (kl 17:44) et nyt telegram i anledning af, at arabiske terrorgrupper var begyndt at bombardere jødiske landsbyer i Israel. Igen blev det at israelerne var gerningsmænd fremsat som fakta:

"Angrebet var hævn for drabet på en 10-årig palæstinensisk pige i flygtningelejren Rafah i Gaza . Og tirsdag fortsatte angrebene, da militante grupper affyrede fem mortergranater mod en jødisk bosættelse i Gaza".

Samme aften foretog araberne imidlertid en handling, der totalt dementerede Ritzaus version af virkeligheden: de anholdt en muslimsk araber for at have skudt vildt omkring sig for at fejre at han var vendt tilbage fra pilgrimsfærd til Mekka. Det var kugler fra hans våben, der ramte pigerne i skolegården, da de faldt til jorden igen*. De arabiske "øjenvidner" havde altså rent ud sagt løjet om hvordan pigen var blevet dræbt.

Dette valgte Ritzau bare aldrig at rapportere, den danske presse bragte det derfor ikke videre, og det blev aldrig kendt her til lands. Tvært imod fortsatte Ritzaus telegrammer deres tur rundt i systemet, og Urban, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende blev dagen efter den arabiske drabsmands arrestation ved med at kolportere historien om de jødiske barnemordere.

I Mellemøsten fortsatte det selvfølgelig længere end bare dagen efter. Al Jazeera bragte således stadig tårevædede historier om løgnehistorierne tre måneder senere.

*Noget man ikke lader til at have bemærket i Mellemøsten er, at kugler man skyder op i luften for at fejre et eller andet faktisk har en tendens til at falde til jorden igen, og at de faktisk kan både ramme og såre eller dræbe mennesker. Under fejringen af Saddam Husseins hængning blev der således dræbt over tredive arabere i Baghdad alene på grund af faldende kugler.

2) Onsdag d. 9. august 2006 kunne arabiske øjenvidner melde, at en kun 3 år gammel pige - Rajaa Abu Shaban - var blevet dræbt af israelske kampfly under et luftangreb på en terrorist-træningslejr.

Denne gang nåede historien slet ikke til Danmark - Israel var igang med at nedkæmpe Hezbollah, der en måned før havde invaderet Israel, dræbt flere israelske soldater og taget to andre som gidsler. Alligevel er historien illustrativ:

Hvor den blev taget op af den internationale presse blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved israelernes skyld - det var en israelsk kamphelikopter, der havde slået hende ihjel, og dermed basta.

Det var først dagen efter, torsdag, at det kom frem (takket være læger på hospitalet hun var blevet indlagt på) at pigen aldrig havde været i nærheden af terror-træningslejren. Hun var faldet ned af en gynge et stykke tid før det israelske angreb, og havde pådraget sig så svære skader i hovedet, at hun senere døde af det på hospitalet.

Igen var israelerne altså sagesløse syndebukke. Og igen var de allestedsnærværende arabiske "øjenvidner" blevet afsløret i at lyve.

Fællesnævneren for de tre sager er dog ikke de arabiske "øjenvidner", men den godtroende vestlige presse. Denne har næsten uden undtagelse ansat lokale arabere til at stå for nyhedsindsamlingen, og som den lokale befolkning hader disse generelt jøderne i staten Israel. Ofte fører dette til simple forvanskninger af virkeligheden, andre gange bliver det hele opfundet fra ende til anden.

Det var al-Durah-sagen der skulle til, før nogen fandt på et navn for dette: "Pallywood", efter den amerikanske filmindustris tyngdepunkt i Hollywood. Den amerikanske historie-professor Richard Landes har lavet en serie mini-dokumentarer (mellem 10 og 20 minutter stykket) om emnet, men med særligt fokus på al-Durah-affæren. De kan alle downloades her. For dem der ikke vil hente dem selv kan de fleste også ses på youtube (der er synkroniseringsproblemer med en enkelt af filerne):

Pallywood: "..according to Palestinian sources":



Al Durah: "..according to Palestinian sources" II:



Gaza Beach Tragedy:



France 2 vs. Evidence

al-Dura-sagen, nu med fusk med beviserne

Jeg har før været inde på al-Dura-sagen her på bloggen. I en nøddeskal er der tale om, at araberne i Palæstina brugte den 11-årige dreng Muhammad Jamal al-Dura´s død til propagandistiske formål ved at påstå, drengen blev dræbt af israelske kugler. Denne version er især på verdensplan blevet spredt af Charles Enderlin på den franske tv-kanal France 2, der har udsendt stærkt redigerede og kommenterede filmklip af episoden, og siden nægtet offentligt at vise de originale optagelser, der måske kunne pille den arabiske propaganda-version fra hinanden.

Siden er der, blandt andet af Richard Landes, blevet stillet kraftigt spørgsmål ved France 2´s ageren, blandt andet via de to mini-dokumentarer Birth of an Icon (youtube) og Icon of Hatred (kan downloades her). Disse øgede presset på Charles Enderlin til et punkt, hvor han anlagde retssager for æreskrænkelse mod tre af hans kritikere, blandt andet Philippe Karsenty.

Det er i denne retssag, dommeren endelig har beordret Charles Enderlin til at fremlægge det originale video-materiale, der nu i over syv år har været holdt hemmeligt. Richard Landes - der er en af de få personer, der har fået lov til at se video-materialet - kommenterer på fremvisningen:

Today Charles Enderlin presented in court the “rushes” of Talal abu Rahmah which the Judge had requested from him. And he presented an edited version in which he took out at least three minutes, and several scenes that I distinctly remember seeing. In the United States that’s called tampering with evidence, obstruction of justice, and perjury. In France, we’ll find out what it’s called...

Before the viewing of the rushes, there was some discussion of why there were only 18 minutes. Charles Enderlin — who had disdained showing up for any previous hearing in the trials he had initiated, even when he was in Paris at the time — explained that the cassette they had saved had 27 minutes of footage, but some did not concern that day (how?), and that he had eliminated the irrelevant material. (At this point I expected the judge to say, “let us be the judge of what’s irrelevant,” but she didn’t.) ..

Most of the material was inconclusive or boring, and I patiently waited for the material I’d seen. Then, at about 15 minutes on the time code, Enderlin announces that there will be a break and we will see the final scenes. That’s when I knew he had cut the scenes. Sure enough, the screen went blank, and then began the final three minutes.

Now there are at least two scenes that I remember specifically, one of which we have documented by Reuters. One scene that wasn’t there I described as follows:

At another point, a boy faked a leg injury, but instead of drawing big kids who could pick him up and rush him past the cameramen to an ambulance, he only attracted little kids. He shooed them away, looked around, and, seeing that no one was coming to evacuate him, straightened up and walked away without a limp.

Indeed this scene provoked a snort from the Israeli cameraman working for France2 who was watching the film with me and Enderlin at the time.

When I asked him why, he said, “because it looks so fake.”

“That’s my impression as well,” I responded.

Enderlin commented, “Oh, they do that all the time. It’s their cultural style. They exaggerate.”

“But if they do it all the time, why couldn’t they have staged Al Durah?” I asked.

“Oh, they’re not good enough”

Now ultimately, this is my word (and possibly, if they remember and have the courage to come forward, those of Denis Jeambar and Daniel Leconte), against Enderlin.

But the second piece I remember is actually documented by Reuters (video sequence). In a scene we’ve dubbed Molotov Cocktail Kid, a youth lopes comfortably down the road, showing no sign of injury. He hands of a Molotov Cocktail to another kid and enters a crowd. We see red on his forehead, but no indication that he’s injured. ..

When I went to see the rushes at France2, I was specifically looking for this scene, and remember seeing it. It was jumpy and out of focus, and looked considerably more realistic (cinéma vérité) than the Reuters footage which, shot at a distance, is obviously staged. This footage was not part of Enderlin’s 18 minutes.

So here we have documentary evidence of material that Talal abu Rahmah shot with his France2 camera, and which Enderlin did not show the court.

Either he is unaware that this documentation exists; or he has such contempt for the court that he thinks he can brazenly cheat them. The judge struck me as no one’s fool, and Karsenty will surely pursue these matters.

So as far as I can make out Enderlin has made a major gamble: tamper with the evidence, show people inconclusive material (the woman next to me said, “I came without making up my mind, and nothing’s clear), and hope the court doesn’t catch him.

But in so doing, he’s rendered himself extremely vulnerable.