Demographic Winter

Lad mig fortsætte en tradition med at introducere dokumentarer, der aldrig vil blive vist på DR: Demographic Winter handler om den demografiske overgang til, at kvinder får færre børn end der skal til for at deres folk ikke uddør. Blandt de over 60 lande, hvis befolkning er ifærd med at uddø er Danmark.

En fornærmelse - ikke en ros

En af de mere irriterende ting ved Jyllands-Postens netudgave er en vis besættelse af konstante rangordninger og lister over ting - de ti ting, der mest ødelægger mænds sex-lyst, de fem sundeste ting du ikke kender osv.

Fornylig var det tid til en rangordning foretaget af Travelers Digest af, hvor de smukkeste kvinder lever i verden. København kom ind på en flot anden-plads. Her er så JP´s oversættelse af Travelers Digests omtale af de danske kvinder:

Om København skriver magasinet i forhold til de skønne kvinder her, at byen ”
helt sikkert huser nogle af verdens smukkeste kvinder og tillige nogle af de
venligste, og at de måske oven i købet en smule mere sexede end deres svenske
søstre.”

Den sidste bid - om at de danske kvinder er "mere sexede" holder imidlertid ikke i byretten. Originalen siger, de er "a little bit more sex orientated" - og følger så op med en historie om hvordan anmelderen blev belejret af en hel horde sex-hungrende danske kvinder. Den vælger JP bare ikke at bringe.

Anmelderens konklusion bliver heller ikke bragt:

This alone is why I say Copenhagen is one of the best, it's like Amsterdam but
instead of hookers, Copenhagen has porn stars.

Hvordan JP får dén smøre til at være en ros står for mig hen i det uvisse.

Musisk (og politisk) mellemspil

En valgsang, som valgsange bør være: en fængende melodi, politiske kernepunkter og lidt eye-candy til husarerne. Lad mig præsentere: Aimee Allen´s pro-Ron Paul-sang:




Selv undertegnede, der mildt sagt ikke støtter Ron Paul, brugte det meste af morgenen på rytmisk at mumle "Ron Paul".

Det danske mindretal - ikke en model til efterlevelse

Ritzau kan idag levere endnu et slag i kampen for at afdanske Danmark, direkte fra Sydslesvig. Med Torben Rechendorff (tidl kirkeminister, K) som kilde kan Ritzau fortælle os, at vi danskere som folk er nogle racistiske grædekoner, og at vi da bare skal have mere multikultur, så går det nok:

- Det nemmeste i denne verden er jo at sætte sig hen med hænderne i skødet og tre gange om dagen gentage, at nu er både Danmark og danskheden ved at blive kvalt i tørklæder. I Sydslesvig sidder man ikke med hænderne i skødet og jamrer. Her lader man sig udfordre, sagde Torben Rechendorff.

Han opfordrede sydslesvigerne til at lære danskerne om mangfoldighed.

- I kan først og fremmest være med til at fortælle danskerne, at nu skal vi altså ikke være så befippede. Vær nu ikke så ængstelige for alt det, der kommer udefra, lød fra den tidligere kirkeminister.

Måske burde nogen fortæller hr. Rechendorff, at grunden til at det danske mindretal er netop et mindretal fremfor en normal del af den danske befolkning netop ER "det, der kommer udefra". Slesvig er gammelt dansk land befolket af danskere, men siden middelalderen fortysket af først tyske hertuger og adel, siden en tysk stat, der tog Slesvig fra Danmark i 1864. Da sønderjyderne fik mulighed for at stemme sig hjem igen 1920 var en af grundene til, at syd-Slesvig ikke kom med, at der alene mellem 1900 og 1920 var kommet næsten 8.000 tyske bosættere til landsdelen sydfra. Disse fik alle lov at stemme for, at deres bosættelser skulle blive hos Tyskland. Efter 2. Verdenskrig, da der igen lurede chancen for at danskerne kunne stemme sig hjem, blev der plantet yderligere mellem 250.000 og 300.000 tyske bosættere i regionen.

Der er altså ikke tale om, at man "lader" sig udfordre - man er NØDT til at lade sig udfordre, fordi man ikke har andre muligheder.

Der er en anden grund til, at det danske mindretal ikke kan bruges i denne sammenhæng, nemlig at mindretallet er nødt til at støttes med 300 millioner kroner årligt fra den danske stat for at holde det dansk - altså også noget, der kommer udefra. Jeg mindes en meningsmåling blandt mindretallet, der spurgte et repræsentativt udsnit af det, hvad de ville gøre hvis tilskuddet fra den danske stat stoppede. Kun godt en trediedel ville bibeholde deres danskhed. Af resten ville halvdelen lade sig assimilere (blive tyskere - i Danmark kaldte man dem efter Genforeningen de "blakkede" - dem der ikke rigtigt vidste, hvad de var), mens halvdelen ville udvandre til Danmark.

Problemet med at sætte danskerne i Danmark i samme situation som mindretallet er, at de hverken kan få penge udefra til at bibeholde danske skoler, foreninger osv eller kan udvandre til et andet dansktalende land - hvor tyskerne har tre lande at vælge imellem, franskmændene seks og araberne toogtyve har vi danskere nemlig kun ét.

Så ingen multikultur, tak.

Information - offerdyrkning uden hold i virkeligheden

Informations niveau er fra tid til anden utilgiveligt ringe. I dagens udgave står Paris- og London-korrespondent Annegrethe Rasmussen klart for det ringeste indslag. Kerne-afsnit:

Den 25. maj skrev den 26-årige Emily Gould - tidligere redaktør af mediesladder-websiden Gawker - den bærende historie med titlen 'Exposed' i New York Times Magazine.

Artiklen var velskrevet, voyeristisk, privat og dermed afslørende. Gould fortæller, hvordan hun over en periode på to år bloggede intenst om sit privatliv, og hvilke alvorlige konsekvenser, det har haft for hendes karriere - hun blev nødt til at sige sit job op og udviklede en depression - og for hendes privatliv. Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer om bl.a. hendes sexliv, efter at have
forladt hende.

Reaktionen på nytimes.com var intet mindre end massiv og uden fortilfælde på avisen. I løbet af kort tid var antallet af kommentarer oppe på over 1.200 og budskabet var enslydende på over 1.000 af dem: Mage til selvoptaget, meningsløst og pinligt sludder kunne læserne ikke mindes at have set på det hæderkronede New York Times. "Så få dig dog et liv, Emily", "Tag til Irak og lav noget ordentlig journalistik","hvad havde du egentlig ventet", "dybest set er du bare en umoden skolepige". Og så videre. Til sidst måtte avisen lukke debatten.

Historien om Philip

Som Rebecca Seal - der i den britiske avis Observer kommenterede på miseren ugen efter - skriver, offentliggjorde forfatteren Philip Weiss en anden lang artikel også i New York Times Magazine i sidste måned om, hvor svært det har været for ham ikke at være sin hustru utro. "Historien er lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds. De 300 kommentarer til Weiss' artikel er fyldt med 'tankefulde indlæg om, hvor svært det er at indgå i moderne parforhold; og ingen af læserne tiltaler ham 'Philip'".

Den eneste forskel mellem de to er kønnet.

....og med den sidste bemærkning er der så lagt op til offerdyrkning fra feministisk hold. Problemet er at den, åbenbart helt i tråd med Informations (og - for at være fair - The Observer´s) bedste traditioner bygger på fortielse og forvanskning af kilder samt ensidig kommenteren.

Lad mig til at starte med rette op på Fru Rasmussens første synd, når det drejer sig om net-journalistik: ikke at linke til de kilder, man citerer. Emily Goulds artikel kan findes her, Philip Weiss´ her, og Rebecca Seals her.

Læser man alle tre og sammenholder dem med Fru Rasmussens.......artikel.....slås man af, hvor meget Fru Rasmussens minder om Fru Seals......og af, hvor lidt Rasmussen og Seal lader til at have kendt til de to artikler de reelt skriver om. Genlæser man Fru Rasmussens går det da også op for en, at hun slet ikke lader til at have læst Hr. Weiss´. I hvert fald overlade hun al kommenteren på den til Fru Seal.

Om hun har læst frøken Goulds er straks et andet spørgsmål - hendes resumé af den tyder dog på, det ikke er tilfældet - enten det, eller Fru Rasmussen har friseret hvad hun har læst grundigt for at få frøken Gould til at fremstå rigtigt snehvid og offerlams-agtig. Hendes privatliv, som hele artiklen handler om, resumeres for eksempel således:

Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende
angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer
om bl.a. hendes sexliv, efter at have forladt hende.

Problemet er her, at hun ikke "mistede" sin kæreste og derefter indledte en affære på arbejdet. Hun var sin kæreste utro efter at have flirtet hæmningsløst med en mandlig kollega i længere tid, og droppede derefter kæresten.

Den mandlige kollega - Joshua David Stein, kun benævn "josh" i hendes artikel - angreb hende heller ikke ud af den blå luft og afslørede "intime detaljer om bl.a. hendes sexliv". Tvært imod, faktisk: efter de havde været sammen 3-4 uger startede hun en blog, hvor hun begyndte at afsløre mere og mere intime detaljer om HAM sammen med analyser og vurderinger af ham, hvorefter hun sendte link til indlæggene til ham. Enhver kan tænke sig til, hvor ubehageligt det har været, så deres forhold holdt kun godt en uge til, før de gik hver til sit. Hun fortsatte imidlertid med at demontere hans privatliv, indtil han endnu to måneder efter fik hende til at password-beskytte indlæggene om ham.

Sidst i maj - den 23. i måneden - skrev Joshua Stein så en artikel om hele forholdet og frøken Goulds besættelse af at offentliggøre alt i Page Six Magazine, hvorfra den kom videre til New York Post. Absolut intet om deres seksliv, og absolut intet i den, der ikke handlede om hendes forfølgelse af ham. To dage senere fik vi frøken Goulds svar i New York Times - 8.000 ord om, hvor synd det var for hende at blive udsat for hvad hun før fik penge for at gøre ved andre......og det er måske her, grunden til at kommentarerne til hendes artikel var overvældende negative. Folk der spiller offer efter at have overfaldet andre er sjældendt særligt populære.

Men hvad så med Hr. Weiss´ artikel? Fru Rasmussen siger jo, den handler om hvor svært han har det med ikke at være sin hustru utro, og forsikrer os om at den er "lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds". Havde den ikke fortjent fuldt så mange negative kommentarer?

Overhovedet ikke.

Til at starte med handler Weiss´ artikel ikke om hans egne problemer specifikt, men om mænds generelt - titlen er "The Affairs of Men - the trouble with sex and marriage". Hvor frøken Goulds er en evig cirklen om egen navle, der ikke handler om andre end hende selv, bruger Hr. Weiss bare sig selv om indledning og afslutning, og anvender sig selv om guide artiklen igennem artiklen, som udspørger af venner, bekendte, videnskabsmænd og til sidst hans egen hustru.

Ydermere er der jo også den forskel, at mens Hr. Weiss faktisk ikke er sin hustru utro, så ikke bare er frøken Gould utro, hun bruger derefter flere tusinde ord på at beskrive, lige præcist hvor synd det er for hende, at hun ikke fik det ud af sin utroskab som hun gerne vill have fået. Sådan opførsel vil pr definition føre til, at frøken Gould får mere kritik end Hr. Weiss.

Og alligevel får Hr. Weiss da også rigeligt med negative kommentarer - allerede den anden på artiklen slår således fast, at hans kone bør søge om skilsmisse.

Man undres over, hvad Information mon vil bringe i morgen.

Informations version - og så virkeligheden

Information fortsætter kampagnen for, at man skal synes folk på starthjælp har det hårdt. Sidste forsøg for lidt over en uge siden blev skudt ned på Uriasposten, så lad mig da også slå et slag her.


Skærer man de sædvanlige blødende hjerters kommentarer væk står man tilbage med følgende kerne-afsnit:

• "..en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed.."

Information angiver underligt nok ingen kilde, men efter lidt research viser kilden sig at være Social Årsrapport 2006, der er konstrueret af Socialpolitisk Forening og Center for Alternativ SamfundsAnalyse - to organisationer der endnu har til gode at gøre andet end at arbejde for mere statslig styring, højere skatter og højere overførselsindkomster.

Hvad de har fundet er imidlertid ikke, hvad "en gennemsnitlig familie på starthjælp har.. til rådighed". De har fundet a) forskellen på starthjælp og børnepenge på den ene side og skat og husleje på den anden b) for de 10 først ankomne starthjælps-familier i c) de 20 mest indvandrer-tunge kommuner d) i starten af 2004 (side 46). Alle fire punkter er der problemer med:

a) Det er altså langt fra alle indtægter, der er taget med. Socialgrådgiverforeningen kan for eksempel fortælle, at 80% af familierne i undersøgelserne derudover har modtaget penge til enkelt-udgifter.

b) Dette gør ikke familierne "gennemsnitlige", kun "tilfældige".......men heller ikke engang det træffer til. Kigger man nemlig rapporten efter i sømmene ser man, at forfatterne har modtaget økonomiske oplysninger om "ca 150 familier", men det er kun 72 af familierne, forfatterne vælger at foretage deres beregninger ud fra (tabel side 47). Hvorfor er over halvdelen af familierne ikke fundet værdige til at være med? Havde de for mange penge til overs? Vi ved det ikke, for forfatterne fortæller os det ikke.

c) Da de er udvalgt i de 20 mest indvandrer-tunge kommuner taler vi om de 20 størte byer i Danmark - og altså dem, hvor husleje-udgifterne er de højeste. Dette er med til at minimere rådighedsbeløbet, og altså forvanske billedet yderligere.

d) Dette punkt slår fast, at tallet i Information er forældet. Gad man researche lidt kunne man for eksempel finde ud af, at alene sats-forhøjelserne for starthjælp mellem 2004 og 2008 har givet familien 764kr. mere om måneden i lommen - det er en "lønforhøjelse" på 7% på 4 år, vel at mærke stadig uden at røre en finger. Hvor meget ekstra, familierne har fået i lommen via boligsikring er ikke til at sige.

• "En gennemsnitlig familie med to børn, der lever på starthjælp har kun 81 kroner at købe mad for hver dag. Det viser en beregning, som Information har foretaget". ..

Informations udregning må lade en del tilbage at ønske. 81 kroner om dagen er i snit
2463,75 kroner om måneden. Selv hvis man ignorerer takst-forhøjelser siden 2004 og tager Informations tal for gode varer, så kræver avisens udregning, at de skal bruge næsten 6100kr. på tøj, transport osv - boligudgifter er jo allerede fraregnet. Hvor meget Informations beregning er ved siden af er imidlertid svært at sige - avisen vil nemlig ikke ud med regnestykket.

• Når staten inddriver penge fra folk, der er gået konkurs, har Skatteministeriet udregnet et beløb, som de lader familien beholde, for at den kan opretholde et "eksistensminimum", siger Else Veggerby, som er ansvarlig for gældsinddrivelse i SKAT:
  
  "Det er et minimumbeløb, hvor man siger, at det skal man altid have til rådighed, for at man kan have en rimelig levestandard for sig selv og sin husstand. I bestemmelserne er det formuleret sådan, 'at der skal overlades det nødvendige til eget og familiens underhold'," siger hun.
  
  Hvis familien på starthjælp fra Informations regneeksempel i stedet var en helt almindelig dansk familie, som var gået konkurs, ville de således få lov til at bevare et såkaldt rådighedsbeløb på 13.500 kr. Rådighedsbeløbet angiver, hvad familien har tilovers, når huslejen er betalt. Nu er familien imidlertid ikke gået konkurs, men i stedet på starthjælp. Og en gennemsnitlig familie på starthjælp har kun 8.561 kr. til rådighed - det vil sige 4.939 kr. mindre, end den tilsvarende familie, som er gået konkurs. ...

Som Information jo selv udtrykker det, så er starthjælps-familien jo ikke gået konkurs, så sammenligningen henstår som ret meningsløs. Information lader ikke til at være i stand til at se forskellen på arbejdende folk, der afkræves alt til en nedre grænse, og arbejdsløse folk, der afkræver andre folk penge til en øvre.

• De 81 kroner udgør under halvdelen af det beløb på 197 kr., som Forbrugerstyrelsen helt tilbage i 2005 fastsatte som et standardbudget for indkøb af mad og drikke til en familie på fire. Siden dengang er beregningerne af standardbudgetter blevet sparet væk, men i perioden fra 2005 til i dag er fødevarepriserne steget med 15 procent, så i dag ville et lignende standardbudget lyde på cirka 227 kr. En samlet opposition kræver derfor starthjælpen afskaffet, eller som minimum ydelserne hævet, som følge af de hastigt stigende fødevarepriser.

Igen ser man et sammensurium af fortielser, forenklinger og forvanskninger. Information undlader at fortælle, at Forbrugerstyrelsens tal faktisk også stammer fra ovennævnte venstredrejede Center of Alternativ Samfundsanalyse. Avisen undlader også at fortælle, at standardbudgetet hviler på antagelsen om, at alle voksne i familien feks er erhvervsaktive, at man køber det hele og ikke laver noget selv og at der ikke købes ind i discount-butikker, hvilket mildt sagt er problematiske antagelser hvis man vil påvise noget som helst, der har med fattigdom at gøre. Blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (der fremskriver beregningerne af standardbudgetet efter VK-regeringen nægtede at gøre det for dem) har da også afskrevet standardbudgetet som ubrugeligt til dette formål (s. 31). Det samme har Erhvervsministeriet.

Hvor man rigtigt begynder at undre sig er imidlertid, når det går op for en, at CASA ud over standard-budgetet for arbejdende også opstillede en række andre varianter (s10-11), nemlig korttids-, pensionist-, discount- og økologiske budgetter. Alle undtaget det økologiske er voldsomt billigere end standard-budgetet. Dertil kommer et såkaldt "acceptabelt leveniveau" (altså acceptabelt for CASA - s. 15), der kun er halvt så højt som standard-budgetet, men som det understreges HELLER ikke er noget minimumbudget (s.1). Hvorfor vælger Information at fortie disse billigere budget-muligheder?

Med en sådan liste af fortielser og fordrejning kan man ikke frasige sig en mistanke om, at avisen bevidst har valgt og vraget i sine informationer for rigtigt at gøre sine læsere og de kontaktede politikere harme over "umuligheden" af at få det til at løbe rundt økonomisk på starthjælp.



Det gør bare ikke Information-varianten mere virkelig af den grund.