"Ekstremister, de mødes jo alle steder"

Kommunistpartiet Socialistisk Folkeparti forsøger i endnu en sag at blæse og have mel i munden samtidig, og håber at den almindelige vælger (eller meningsmålingsdeltager) ikke opdager det. Folk der påpeger Villy Søvndal & Co´s absolutte nøgenhed er derfor pr. definition ekstremister:

Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen kritiserede SF's nye linje og fastslog, at SF nu bakkede op om Natos militære operation i Afghanistan.

»Det kan ikke undre mig, at nogen får den tanke, at SF nu har tilsluttet sig indsatsen i Afghanistan«, sagde Aaen.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen var helt ekstraordinært på linje med Enhedslisten. Men kritikken prellede af på Holger K. Nielsen, som brugte udtrykket »ekstremister« om både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

»Det er utroligt at høre hr. Søren Espersen hidse sig sådan op. Som en gammel VS'er (Venstresocialisterne, red.) så har han ikke svært ved at blive enig med hr. Frank Aaen. Ekstremister, de mødes jo alle steder«, sagde Holger K. Nielsen.

Jada. For eksempel i Kommunistpartiet Socialistisk Folkeparti.

Seneste nye ansigt i folketingsgruppen er f.eks. terror-støtten Trine Pertou-Mach, der synes det er idealistisk at financiere terrorbevægelser, der rutinemæssigt myrder løs blandt uskyldige civile.

Hun bliver dog ikke ene ekstremist i SF - Holger K. Nielsens ordfører-kollega Ole Sohn, tidligere formand for Dansk Kommunistisk Parti, ses f.eks. her gnubbe skuldre med en imponerende række kommunistiske diktatorer med gud ved hvor mange menneskeliv på samvittigheden.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er bare en smule sandt i hvad Holger K. Nielsen siger om Frank Aaen - et indlæg om dén personage, der som ungkommunist rosende omtalte et KGB-fængsel man idag graver tusindvis af lig op af jorden uden for kan f.eks. ses her på bloggen ved dette link.

Nu jeg er ved Ingeniøren..

Mens jeg er igang med Ingeniøren, så en lille hilsen til journalist Thomas Lemke, der også slår sine folder på bladets redaktion. Denne kunne i onsdags i journalisternes fagblad Journalisten levere et verbalt overfald på de danske medier for ikke at censurere psykolog Nicolai Sennels ud af medie-virkeligheden. Overskriften var Islamkritik ind, kildekritik ud.

Dette sjovt nok efter at han selv havde været alt andet end kildekritisk storleverandør til folket af konspirationsteorier om terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Krigsforbryder-historier, nu i Ingeniøren

Det hænger sikkert de fleste langt ud af halsen, men jeg gider simpelt hen ikke lade grundløse krigsforbrydelse-anklager mod Israel stå uimodsagt, så her kommer endnu et af den slags indlæg. Denne gang skal jeg dog nok holde det kort - emnet er en smøre forfattet af journalist Birgitte Marfelt i Ingeniøren. Det centrale afsnit:

En frisk rapport fra menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch, HRW, dokumenterer, at civilbefolkningen i Gaza by ulovligt er blevet beskudt med granater med hvid fosfor.

Nej, den gør ej.

Historien er endnu et resultat af, at journalister er luddovne og ikke gider læse en hel rapport, men bare æder konklusionen på den råt. Da "menneskerettigheds"-organisationer udmærket ved dette smider de altid resuméet om foran (her er det på side 1), så de ikke risikerer at journalisterne ved et uheld faktisk læser, hvor usammenhængende argumentationen er. Al juraen, som anklagerne baseres på, gemmes derimod helt omme bagved - i dette tilfælde på side 62, neders, og fremad.

I rapporten Rain of Fire - Israels unlawful use of white phosphorus in Gaza påstår Human Rights Watch (HRW) følgende (side 62):

Israel’s use of white phosphorus munitions during the armed conflict in Gaza violated international humanitarian law in two distinct ways.
First, the IDF’s general use of air-burst white phosphorus as an apparent obscurant in densely populated areas of Gaza violated the obligation to take all feasible precautions to minimize harm to civilians and to civilian objects. Second, the IDF’s use of air-burst white phosphorus in specific incidents causing civilian casualties violated the prohibition against indiscriminate or disproportionate attacks.

Første påstand hviler på, at HRW mener Israel burde have brugt andre røg-midler, så længe disse opfyldte de militære krav stillet hertil. Dem går HRW så videre og definerer selv uden at spørge de israelske forsvarsstyrker:

While smoke shells do not block infra-red optics and weapon-tracking systems, the IDF consistently used white phosphorus during the day, obviating the need to block night vision, and Human Rights Watch found no evidence that Hamas fired anti-tank guided missiles.

Havde HRW nu besluttet sig at lave en reelt neutral rapport om emnet istedet for den sædvanlige Israel-bashing, så kunne organisationen jo have spurgt de lokale arabiske terrorister. Disse er nemlig pænt utilfredse med at de infrarød-guidede panserværnsmisiler Iran gav dem af mystiske grunde ikke virkede, når de affyrede dem mod israelsk panser.

Mon ikke vi kan give den israelske anvendelse af hvid fosfor æren?

Den anden påstand (at israelsk anvendelse var "indiscriminate and disproportionate") hviler på dels det faktum at de fosfor-vædede filtstykker i røggranaterne bliver spredt ud istedet for at lande i én bunke - det er de nødt til for at lave et røgslør frem for et lejrbål - dels på, at HRW synes, at der døde alt for få israelere i forhold til antallet af døde.

Og mere substans er der ikke i det.

For at opsummere kan vi altså udlede, at HRW vil have at de israelske forsvarsstyrker skal lade de arabiske terrorister smadre så mange israelske køretøjer og dræbe så mange israelere som de har lyst til med panserværnsmissiler, for hvis Israel bruger det middel der virker mod det, så er det en krigsforbrydelse.

Alternativt må de israelske forsvarsstyrker ikke rykke ind i beboede områder, men det er jo lidt svært, når nu terroristerne ikke gider komme ud og lege på åbent land.

Korrektiv til Politiken

Politiken kan idag i artiklen "Mand død efter knivstik under trafikskænderi" fortælle, at en 29-årig "fynbo" der 25. marts kom op at skændes med et par medtrafikanter og efterfølgende blev stukket ned, er død.

Politiken har som sådan ret i hændelsesforløbet. Der mangler bare et par detaljer, for Politiken har af-etnificeret historien:

- Offeret var ikke "fynbo", men iraker, af politiet betegnet som "gangster", dømt for flere tilfælde af grov vold, udvist til Irak, men stadig her i landet på tålt ophold, da statsmaskineriet ikke mener man kan sætte ham på et fly til hans hjemland.

- Knivstikkerne var ikke bare "medtrafikanter". Brødreparret er også begge hardcore kriminelle fra Odense-forstaden Vollsmose, og udlængingen der førte kniven er tidligere dømt for at have stukket en dansk familiefar ned i Nyborg i 2007 - sagen vagte almindelig bestyrtelse, fordi den i første omgang blev droppet på grund af inkompetente procedurefejl fra politiets side. Siden blev den dog genoptaget og den udenlandske knivstikker idømt to et halvt års fængsel. Han har bare anket sagen, så han var på fri fod til at stikke endnu flere ned. Denne gang dog ikke en dansk familiefar.

Tre ting jeg blev forundret over ved børneporno

En 61-årig nu meget forhenværende rektor for Haslev Gymnasium er blevet taget for at have børneporno på sin computer. Ser man bort fra det forkastelige i børneporno, så var der tre ting, jeg syntes var bemærkelsesværdige ved sagen:

1) Mandens bortforklaring af hans besiddelse af børnepornoen:

"Billederne stammer fra blade, jeg købte under min studietid i 1975. Dengang var
det ikke ulovligt at købe børneporno. Loven blev først ændret i 1980 og 1994,
sagde han ifølge Dagbladet Ringsted.

Forsøget med at bortforklare det som ungdommelig dumhed ryger så i og med at han inden for de sidste par år efterhånden havde så meget børneporno liggende, at han ikke kunne lukke børneporno-skuffen mere (sådan en havde rektoren åbenbart), og scannede det hele ind på sin computer. Dette bortorklarer han så med gammelmands-dumhed, nærmere "stress" pga planlægningen af et nyt gymnasium.

Jeg er sikker på, at mange andre afhjælper stress ved at indscanne deres børneporno, så de får mere opbevaringsplads i privaten.

2) Måden børnepornoen blev fundet på hans computer på, og at det blev godkendt som bevis:

Da computeren gik i stykker, fandt reparatøren billederne på computeren og anmeldte rektoren til politiet.

Min umiddelbare reaktion var: Hvad fanden laver en reparatør med sylten nede i en computer-ejers private filer? Ville du være tryg ved at aflevere din computer til reparation for fremtiden? Jeg ville ikke.

3) Det faktum, at rektoren hvis han havde levet i Holland ville få skatteyderbetalt hjælp til at skjule sin børneporno for politiet:

Dutch journalist Alberto Stegeman of the SBS network discovered last week that the Dutch government is subsidizing a ‘help-website’ for pedophiles. The ‘help’ consists out of advise on how to hide childporn on your computer from authorities.

Almindelig moral er på vej ud i toilettet.

Politikens krigsforbryder-historie falder endeligt sammen

Som jeg allerede slog fast i søndags, så er de historier om israelske krigsforbrydelser som blandt andet Politiken rygtemageri af værste skuffe, og nu falder ammestuehistorierne så endeligt HELT fra hinanden:

Two central incidents that came up in the testimony, which Danny Zamir, the head of the Rabin pre-military academy presented to Chief of Staff Gabi Ashkenazi, focus on one infantry brigade. The brigade’s commander today will present to Brigadier General Eyal Eisenberg, commander of the Gaza division, the findings of his personal investigation about the matter… and after approval, he will present his findings to the head of the Southern Command, Major General Yoav Galant.

Regarding the incident in which it was claimed that a sniper fired at a Palestinian woman and her two daughters, the brigade commander’s investigation cites the sniper: “I saw the woman and her daughters and I shot warning shots. The section commander came up to the roof and shouted at me, ‘Why did you shoot at them?’ I explained that I did not shoot at them, but I fired warning shots.”

Officers from the brigade surmise that fighters that stayed in the bottom floor of the Palestinian house thought that he hit them, and from here the rumor that a sniper killed a mother and her two daughters spread.

Og

Regarding the second incident, in which it was claimed that soldiers went up to the roof to entertain themselves with firing and killed an elderly Palestinian woman, the brigade commander investigation found that there was no such incident.

Igen har Politiken altså ageret ukritisk propagandacentral. Video af det ene af Politikens to "vidner", der indrømmer at han da bare fortalte ryger videre i venskabeligt lag, kan findes hos CAMERA. Transscription:

I didn’t see it myself. There were stories like this. I wasn’t in that house and everything I said was only on the basis of rumors. At the gathering it was a friendly talk, and that's how I related to it.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden, part II

I går kiggede jeg på Politikens sidste dødssejler og problemerne med dens indhold og forfatteren. Idag er det tid til at se på bagmanden bag hele historien. For de af os der ikke har læst gårsdagens artikel er historien kort, at Politiken er hoppet med på en medie-hypet historie om at israelske soldater skulle have myrdet løs i Gaza. Substansen i historien viste sig at være to soldater fra en venstredrejet skole, der fortalte rygter videre.

Har man læst gårsdagens indlæg har man formentlig ikke engang bidt mærke i historiens bagmand. I Politikens artikel optræder han nemlig kun i én sætning, sådan lidt henkastet:

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Hvem er Danny Zamir så? Jo, ud over at han er forstander for skolen hvor soldaterne var kaldt sammen til en gang gruppe-terapi, så har han også en noget kedelig fortid på den israelske venstrefløj.

Til at starte med kan man stille sig skeptisk over for hans "chok" over soldaternes "udsagn". Israel National News har således gravet lidt og fundet ud af at han allerede kort efter Gaza-krigens slutning propagerede dens frygtelighed, dengang også i digtform:

It was the justest of wars, the leaders said with serious faces
It was the justest of wars, the wounded soldiers mumbled
It was the justest of wars, the parents thought as they watched the flickering screens It was the justest of wars, and in Gaza they piled the corpses of dead children atop each other.

Digtet fandt INN på en hjemmeside der - passende nok - hedder "På venstre side". Lidt længere tilbage kan Herb Keinon i Jerusalem Post bidrage med følgende detaljer:

Zamir himself appears in a 2004 book titled Refusnik, Israel's Soldiers of Conscience, compiled and edited by Peretz Kidron, with a forward by Susan Sontag. The book, which earned commendation from no less a personage than Noam Chomsky (Noam Chomsky er en mand der siden 1960erne har skabt sig et navn ved at angribe alt, der bare smager af positivt ved den vestlige verden - Henrik), includes a section by Zamir, described as "an officer in the reserves from Kibbutz Ayelet Hashahar who was sentenced to 28 days for refusal to serve in Nablus and now heads the Kibbutz Movement's preparatory seminary for youngsters ahead of their induction in the army."

Seminariet er selvfølgelig den ultra-sekulære skole, hvor hans elever samledes for at fortælle rygter, hvorefter han lækkede dem til den venstredrejede israelske avis Haaretz. Irael National News har lidt flere detaljer om hans fængselsdom under den første arabisk-palæstinensiske intifada:

...Zamir....was court martialled and jailed in 1990 for refusing to provide security, as a reserve officer, for a ceremony in which a Torah scroll was donated to Joseph’s Tomb in Shechem.

Shechem er det oprindelige, hebraiske navn for en by der idag er omgivet af den arabiske bosættelse Nablus, og her ligger den jødiske helligdom Josefs Gravmæle. Den Josef der er tale om vil kristne måske huske som knægten der blev solgt som slave af sine brødre, kom til Egypten, og der spåede Faraoh at der ville komme syv fede og syv magre år.

Hvis vi vender tilbage til Herb Keinon i Jerusalem Post, så har han uddrag af Zamir´s udgydelser til sit forsvar for sin lydighedsnægtelse:

"Accordingly, collaboration with a regime or government that forces or orders me to be part of an anti-democratic apparatus that leads to self-destruction, disintegration and national decay, along with the utter denial of its own foundations, is illegitimate, unjust and immoral, and will remain so as long as the state does not take one of only two feasible actions: annexation of all or most of the territories conquered in 1967 and granting full civil rights to those residing there; or withdrawal from densely populated areas and a settlement that will release us of responsibility for the residents of those areas, who will chose for themselves whatever regime they desire (of course with security arrangements included)."

That was what Zamir wrote in 1990, reprinted in 2004. The testimonies of the soldiers that he brought to the public's attention seem to corroborate - what a coincidence - his thesis.

Det er nu ikke den store tilfældighed. Hvad der generelt i pressen refereres til som et "møde" eller enddog "gruppeterapi" lader mere til at have været en lejlighed for Zamir til at presse de historier han gad høre ud af sine tidligere elever. Dem han ikke gad høre blev der ikke lavet store overskrifter ud af. En mindre kontrovers mellem Zamir og piloten "Gideon":

Zamir: "Among the pilots, is there also talk or thoughts of remorse? For example, I was terribly surprised by the enthusiasm surrounding the killing of the Gaza traffic police on the first day of the operation: They took out 180 traffic cops. As a pilot, I would have questioned that."

Gideon: "There are two parts to this. Tactically speaking, you call them 'police.' In any case, they are armed and belong to Hamas ... During better times, they take Fatah people and throw them off the roofs and see what happens.

"Gideon" hentyder til et tilfælde, hvor Hamas´"politifolk" kastede en mand fra Fatah ud fra en 15 etager høj bygning, så han blev knust mod fortovet neden for bygningen. Video af mordet kan ses her. Andre gange kom det til længere diskussioner, hvis eks-eleverne ikke fulgte parti-linien, her soldaten "Yossi":

Yossi: "I am a platoon sergeant in an operations company of the Paratroops Brigade. We were in a house and discovered a family inside that wasn't supposed to be there. We assembled them all in the basement, posted two guards at all times and made sure they didn't make any trouble. Gradually, the emotional distance between us broke down - we had cigarettes with them, we drank coffee with them, we talked about the meaning of life and the fighting in Gaza. After very many conversations the owner of the house, a man of 70-plus, was saying it's good we are in Gaza and it's good that the IDF is doing what it is doing.

"The next day we sent the owner of the house and his son, a man of 40 or 50, for questioning. The day after that, we received an answer: We found out that both are political activists in Hamas. That was a little annoying - that they tell you how fine it is that you're here and good for you and blah-blah-blah, and then you find out that they were lying to your face the whole time.

"What annoyed me was that in the end, after we understood that the members of this family weren't exactly our good friends and they pretty much deserved to be forcibly ejected from there, my platoon commander suggested that when we left the house, we should clean up all the stuff, pick up and collect all the garbage in bags, sweep and wash the floor, fold up the blankets we used, make a pile of the mattresses and put them back on the beds."

Zamir: "What do you mean? Didn't every IDF unit that left a house do that?"

Yossi: "No. Not at all. On the contrary: In most of the houses graffiti was left behind and things like that."

Zamir: "That's simply behaving like animals."

Yossi: "You aren't supposed to be concentrating on folding blankets when you're being shot at."

Zamir: "I haven't heard all that much about you being shot at. It's not that I'm complaining, but if you've spent a week in a home, clean up your filth." ...

Yossi: "There was one day when a Katyusha, a Grad, landed in Be'er Sheva and a mother and her baby were moderately to seriously injured. They were neighbors of one of my soldiers. We heard the whole story on the radio, and he didn't take it lightly - that his neighbors were seriously hurt. So the guy was a bit antsy, and you can understand him. To tell a person like that, 'Come on, let's wash the floor of the house of a political activist in Hamas, who has just fired a Katyusha at your neighbors that has amputated one of their legs' - this isn't easy to do, especially if you don't agree with it at all. When my platoon commander said, 'Okay, tell everyone to fold up blankets and pile up mattresses,' it wasn't easy for me to take. There was lot of shouting. In the end I was convinced and realized it really was the right thing to do. Today I appreciate and even admire him, the platoon commander, for what happened there.

In the end I don't think that any army, the Syrian army, the Afghani army, would wash the floor of its enemy's houses, and it certainly wouldn't fold blankets and put them back in the closets."

Zamir: "I think it would be important for parents to sit here and hear this discussion. I think it would be an instructive discussion, and also very dismaying and depressing. You are describing an army with very low value norms, that's the truth.."

....og så kommer motivationen for hele balladen:

"It is quite possible that Hamas and the Syrian army would behave differently from me. The point is that we aren't Hamas and we aren't the Syrian army or the Egyptian army, and if clerics are anointing us with oil and sticking holy books in our hands, and if the soldiers in these units aren't representative of the whole spectrum in the Jewish people, but rather of certain segments of the population - what are we expecting? To whom are we complaining?

Der er altså tale om simpel brødnid, al den tid at Zamirs med-kibbutznikker ikke længere kan dominere de væbnede styrker så meget som de har gjort før. Som Israel National News kunne rapportere fra udnævnelses-ceremonien efter et officers-kursus i februar:

A senior officer present at the graduation ceremony, which took place on Tuesday in the Bahad-1 training camp in the Negev, said, “The religious are the kibbutzniks of today.” The reference was to the disproportionately high contribution made by kibbutz members to the IDF in the early decades of the State of Israel.

The fact that the religious comprise a high proportion of IDF officers is not new. Between 30-40% of graduates in recent officers’ courses have been religious - well more than twice as much as their proportion in the general population.

“The national-religious are replacing the kibbutzniks in the ranks of combat and command,” the officer said. “They learn at home the importance of sacrifice for the nation and of giving of themselves for the State.”

Hvad der er tale om er, at de sekulære israelere, som kibbutznikkere som Zamir hører til, i højere og højere grad søger til de grene af militæret der holder dem ude af frontlinien - forsyning, artilleri, efterretning, luftvåben og flåde, mens de national-religiøse vælger at træde ind i de huller de efterlader i kamp-enhederne.

Som sådan intet problem, da de sekulære for en stor dels vedkommende stadig sidder i chefstillingerne i forsvaret, men dette er truet af at de israelske forsvarsstyrker altid i meget stor grad har rekrutteret deres højere officerer fra kampenhederne - hvor de national-religiøse udgør en større og større del af de potentielle officers-emner.

Da man ikke bare sådan kan tvinge andelen af sekulære i kampenhederne i vejret må man altså gå en anden vej for at minimere antallet af de national-religiøse der kommer i topstillinger i militæret, nemlig ved på forhånd at miskreditere dem som officers-materiale.

En anden mulighed er at sørge for, at kampenhederne ikke får mulighed for at brillere, som for eksempel da den ultra-sekulære premierminister Ehud Olmert (der i sin tid som borgmester i Jerusalem lod araberne bygge titusindvis af illegale boliger i deres bosættelser) under krigen i Libanon i 2006 valgte at lade det sekulært-dominerede luftvåben gå i front. Det viste sig at være umuligt for luftvåbnet at stoppe strømmen af missiler fra Hezbollah i nord, så man i en panik-redning i sidste øjeblik istedet beordrede fuldstændigt uforberedte kamptropper in på landjorden.

Eller, sagt meget kort: motiveringen for det hele er simpel institutionel krigsførsel fra sekulær side.

Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden

Så skal vi til det igen: Israels Forsvarsstyrker er onde, og de begår krigsforbrydelser hele tiden.

Seneste eksempel er en historie, der oprindeligt bliver bragt i et obskurt blad på et venstredrejet seminarium i Israel, lækkes delvist til den venstredrejede israelske avis Haaretz, tages op af venstredrejet britiske BBC, for så endelig at blive kalkeret af i bl.a. vores egen venstredrejede Politiken. Og som sædvanlig bliver historien bare bedre og bedre, jo flere medier den har været igennem.

Men lad os starte med journalisten, der står for artiklen, Naimah Hussain. Hun er palæstinensisk araber, uddannet fra RUC hvor hun bl.a. har skrevet opgaver om velsignelsen ved et samfund med borgerløn og arbejderråd til at styre arbejdspladserne og hvordan Venstres professionalisering af den politiske kommunikation er et demokratisk problem. Derudover har hun arbejdet på bl.a. Dagbladet Arbejderen inden hun kom til Politiken, og har for den sags skyld også været med i Foreningen for Undersøgende Journalistik, for hvem hun begejstret reklamerede for seminarer med "Danmarks (og nogle af verdens bedste) gravere". Hold det sidste in mente, mens jeg går videre.

I Politiken satte journalist Naimah Hussain under overskriften "Israelske soldater afslører drab på civile"scenen som følger:

Episoderne er kommet frem, efter et hold soldater samledes på deres gamle militærskole, hvor de talte om deres oplevelser som kampsoldater i Gaza.

Forstanderen for skolen, Danny Zamir, siger til Haaretz, at han »er chokeret over soldaternes udsagn«.

Som mellemspil, for Naimah Hussains egen regning, bare for at gøre klart, at de her brødebetyngede soldater er rigtigt, rigtigt skyldige, og at de alle er kollektivt skyldige i det hele:

Gruppen af soldater, som blandt andet bekender, at de udover drab på civile, også bevidst ødelagde civiles ejendom, troede ikke, at de ville blive holdt til ansvar.

Således var ordene. Og her begynder problemerne.

Til at starte med den såkaldte "militærskole". Hos bl.a. AP og BBC er ordet "Military Academy", hvilket jo alt andet lige giver det en vis militær legitimitet. Går man imidlertid til den kilde som de alle nævner, nemlig historien i Haaretz, så står der intet om hverken "militærskole" eller "Military Academy", men følgende:

The soldiers are graduates of the Yitzhak Rabin pre-military preparatory course
at Oranim Academic College in Tivon

..og gider man bruge 10 sekunder på at google skolen, så finder man ud af, at "Oranim Academic College" ikke er en militærskole, men et seminarium der uddanner lærere og pædagoger, og at det hele er tilknyttet et venstredrejet landbrugskollektiv.

Det "Yitzhak Rabin pre-military preparatory course" der omtales har som sådan heller ikke meget med militæret at gøre - det er en såkaldt Mechina, et program der hører ind under Sh’nat Sherut - muligheden for at udskyde værnepligten et år ved at lave frivilligt offentligt arbejde. Deltagelse i kurset kræver, at man senere deltager i de Israelske Forsvarsstyrker, men indeholder ingen militær-relevant træning - der er 10 måneders undervisning i historie, etik osv, og frivilligt arbejde som lærervikarer, pædagogmedhjælpere osv.

Det er tidligere elever på kurset, der mødtes på skolen for godt en måned siden for at tale om deres erfaringer, og det er fra kursets blad Briza ("Brisen"), at disse endog meget selektivt blev lækket til de venstredrejede israelske aviser Haaretz of Maariv.

Når man nærlæser artiklerne om affæren går det op for én, at der er tale om siger og skrive to soldater , begge sergenter, der er basis for hele medie-stormen. De to udsagn i Politikens gengivelse, og mine kommentarer:

1) En mor og hendes to børn blev skudt og dræbt af en israelsk skarpskytte, netop som de var blevet sluppet fri fra det hus, hvor de blev tilbageholdt. Skarpskytten havde ikke fået besked om løsladelsen fra kollegaerne.

Sammenlign med Haaretz´ oprindelige version:

"There was a house with a family inside .... We put them in a room. Later we left the house and another platoon entered it, and a few days after that there was an order to release the family. They had set up positions upstairs. There was a sniper position on the roof,"

"The platoon commander let the family go and told them to go to the right. One mother and her two children didn't understand and went to the left, but they forgot to tell the sharpshooter on the roof they had let them go and it was okay, and he should hold his fire and he ... he did what he was supposed to, like he was following his orders."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen udelader at moderen og hendes børn netop får besked på at gå væk fra faren, og at de altså på trods af direkte israelske ordrer selv går ind i farezonen.

Det næste man bemærker er, at soldaten der ifølge Naimah Hussain "bekender" drab, faktisk ikke selv har set noget af det - han refererer rygter, han har hørt.

2) I et andet eksempel, som kom frem under soldaternes møde, blev en ældre
palæstinensisk kvinde skudt på cirka 100 meters afstand. Dette på trods af, at
soldaten godt kunne se, at hun ikke udgjorde en trussel, skriver AP.

Her undrer man sig over, hvorfor i alverden Naimah Hussain vælger at citere AP for noget, hun lige så godt kan gå til sin kilde - Haaretz, som hun nævner tidligere i artiklen. Når man gør det for hende forstår man imidlertid hvorfor, for så finder man hvad det er, AP har kogt ned til det understregede for hende:

"One of our officers, a company commander, saw someone coming on some road, a woman, an old woman. She was walking along pretty far away, but close enough so you could take out someone you saw there. If she were suspicious, not suspicious - I don't know. In the end, he sent people up to the roof, to take her out with their weapons. From the description of this story, I simply felt it was murder in cold blood."

Det første man bemærker er, at Politiken-versionen laver en soldat der fortæller rygter videre om til et pålideligt vidne, der endda akkurat kan angive afstanden til kvinden.

Det næste man bemærker er, at fyren på baggrund af rygter har det fint med at beskylde sine kolleger for mord.

Dertil kommer, at Israels kanal 2 fjernsyn ifølge The Muqata har kontaktet den ene af de to ovennævnte "vidner", og at denne blankt indrømmer, det er rygter han har hørt, ikke noget han selv har været vidne til. Det ville også være lidt svært for ham andet, for han har overhovedet ikke været i Gaza-striben.

Man sidder med andre ord tilbage med endnu et tilfælde af venstredrejet propaganda rettet med brodden mod Israel. Og sjovt nok igen i Politiken.

Rasmus Glenthøj og danskheden - en historie om uklart fokus

Jeg var så heldig/uheldig at få tilsendt en artikel fra videnskab.dk, hvor Ph.D-stipendiat Rasmus Glenthøj forsøger sig med at dekonstruere danskhed som noget pjat, "eliten" fandt på i 1800-tallet engang. Det er jo sådan set hvad det er - folk har ret til deres egne meninger. Det der irriterer mig ved artiklen er, at manden - der forøvrigt har modtaget videnskabsministerens Elite-Forsk-rejsestipendium - ikke engang kan gengive helt basale historiske fakta korrekt. Et par eksempler:

Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

Vrøvl. Manden blander så basalt forskellige begreber som land, stat og krone sammen for at få sit regnestykke til at gå op. Lad os nøjes med at kigge på kronen, eller rettere kronerne:

Danmark var et DOBBELT-monarki, fordi der var to kroner - den danske og den norske. Sidstnævnte omfattede Grønland, Færøerne og Island. Slesvig og Holsten var ikke del af kongeriget, men var hertugdømmer. Holsten selv var endda del af det Romerske Kejserrige af Tysk Nation.

Tag 30-årskrigen. Christian d. 4. kunne ikke deltage som dansk konge, fordi rigsrådet nægtede at tage med på dén dødssejler. Ergo financierede han sin krig dels ud af egen lomme som privatmand, dels ved at kalde Rostjenesten ud i Holsten i sin egenskab af Hertug af Holsten.

Manden har selvfølgelig en pointe i, at staten (=alt land under monarken) omfattede forskellige kulturer, al den tid at kongeriget Danmarks overhovede (i perioden ud af de tyske kongehuse Oldenborgerne og senere Glücksborgerne) samtidig tilfældigvis også sad på den norske trone og samtidig var hertuger af Slesvig og Holsten. Så er vi bare ude over at tale om Danmark.

Holstenerne var trætte af den danske stat. Den havde ruineret dem under de sidste krige, og i 1813 var staten endda gået bankerot. Holstenerne blev mere og mere lokalpatriotiske og ville have deres egen demokratiske forfatning under den danske krone. Det kunne de ikke få lov til.

Vrøvl. De ville have deres egen demokratiske forfatning, men kun så længe de fik den dansktalende del af slesvig med. At danskerne her ikke ville med var tyskerne da så hjerteligt ligeglade med, mere demokratiske var de heller ikke. Lebensraum i det små.

Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur,

Igen vrøvl. Slesvigs oprindelige befolkning VAR dansktalende, det eneste man fra såvel slesvigsk som folkeligt dansk hold forsøgte var at beskytte de slesvigske danskere mod den fortyskningspolitik, der havde kørt de sidste århundreder. Kongen og centraladministrationen i Danmark forsøgte at sabotere dette ved hver evig eneste lejlighed de havde for at holstenerne ikke skulle være sure - Holsten var den rigeste landsdel, og bureaukraterne ville ikke lægge sig ud med dem. Det har sikkert også noget at skulle have sagt at en enddog meget stor del af bureaukraterne var ud af tysk/holstensk familie. Det meste af den danske adel samt det danske kongehus var også af tysk blod - såvel Christian VIII (konge til 1848) som Frederik VII (Konge 1848-1863) havde tyske mødre.

Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten.

Vrøvl. Det kom til krig mellem nogle separatistiske elementer blandt den etnisk tyske befolkning i Holsten og det sydlige Slesvig og den danske krone, men stort set hele den dansksindede samt store dele af den tysksindede befolkning støttede kronen. Det er derfor, separatisterne fik prygl, måtte reddes af invasionsstyrker fra Tyskland, og blev knust da invasionsstyrkerne måtte trække sig ud.

Og så et sidespring, omend forbundet til emnet:

Hr. Glenthøj har overtaget den fejlagtige opfattelse fra de nationalistiske historieskrivere i 1800-tallet, at bare fordi den konge danskerne nu har hængt på også har været hersker over et eller andet ligegyldigt område uden for Danmark, ja så er det område også "dansk". Dansk kan imidlertid kun være hvad der har med det danske folk at gøre - feks landet Danmark. Det har aldrig strakt sig syd for Ejderen.

Miseren går helt tilbage til 1200-tallet, hvor Valdemar Sejr i sit privilgiebrev af 1203 går bort fra at være danskernes konge ("dei gratia rex Danorum") til pludselig bare at være herre over det territorium som danskerne tilfældigvis lever på ("per dei graciam et disposicionem regni danorum monarchiam tenens"). Siden har vi ikke haft folkekonger (eller dronninger), men udelukkende monarker, der med Danmark som base forsøgte sig med at invadere alle mulige andre lande, slå dem sammen med Danmark, så de kunne beskatte deres nye multi-kulti-befolkning og udskrive soldater fra dem.

At multi-kulti-samfund ikke helt var efter danskernes smag fik Valdemar for den sags skyld også at føle. Han blev taget til fange i 1223 af en tysk lensmand, og selv om danskerne egentlig gerne ville løskøbe kongen, så havde de ikke tænkt sig at betale en tøddel eller spilde en dråbe blod for at redde kongens private imperium af baltere, slavere og tyskere i det der idag er de nordlige dele af Tyskland og Polen. Valdemar og hans støtter forsøgte selv to gange ved våbenmagt at redde det (1225 og 1227), men begge gange var dansk støtte fraværende. For at gnide salt i såret, så fejlede hans sidste forsøg, fordi hans multikulti-hær faldt fra hinanden pga etniske spændinger - Ditmarskerne startede slaget ved Bornhöved i 1227 på Valdemars side, men ændrede mening og faldt hans hær i rygen under slaget.

At Valdemar var ligeglad med Danmark giver egentlig meget god mening - hans mor var russer, og Valdemar er ikke et dansk navn, men et russisk - det er en forvanskning af Vladimir.

Siden har danskerne ikke haft en konge, og vi har ikke haft en konge af Danmark. Da Frederik III reddede Danmarks eksistens ved ikke at flygte fra København under belejringen af København i 1659 var det ikke for Danmark eller danskernes skyld, nej: "Jeg vil dø i min rede".

Se også på vores tronfølgerlov, hvor kong Frederik VII titulerer sig selv:

Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg

Han var ikke konge af Danmark, og danskerne havde intet med sagen at gøre. For Frederik IX har det sikkert også givet meget godt mening - fire bedsteforældre var hhv dansk, svensk, tysk og russisk.

Den danske elite, som hr. Glenthøj nævner har ikke været meget anderledes - meget store dele af den danske adel stammer fra Holsten - slægterne von Holstein, Rantzau og Moltke falder mig ind. Det er folk som dem, der har befolket bureaukratiet, og således saboteret ethvert forsøg på at stoppe fortyskningen af Slesvig. Det socialdemokratisk/radikale forræderi før Genforeningen i 1920, hvor de gik med til at give tyske bosættere lov til at bestemme, hvor Sønderjylland skulle høre til er sådan set bare en fortsættelse af det.

Det korte af det lange er, at hr. Glenthøj er endt med at drage vidtrækkende konklusioner ud fra hans arbejde, der udelukkende har fokuseret på den "danske" elite (snarere eliten i Danmark). Det er ikke faldet ham ind, at bare fordi den danske elite var et multikulti-produkt uden nationalfølelse indtil 1800-tallet, så kunne den almene befolkning uden for hans synsfelt sagtens have den i behold.