Naser Khaders troværdighed i fare
Med Naser Khaders forsøg på at kvæle sagen i fødslen, siden at spinne historien væk og at få budbringeren fyret fra alle sine jobs, drejer det sig nu ikke bare om et simpelt tilfælde af sort arbejde. Nu er Naser Khaders hele troværdighed sat på spil. Her en kronologisk gennemgang af sagen, så vidt jeg har kunnet se mig ud af den:
1) I 2006 grundlægger Ekstrabladets bagsideredaktør Michael Jeppesen entrepenørfirmaet "De Hellige Håndværkere". TV-Avisen på DR har i udsendelsen onsdag kl 21:00 fået revisor Thorbjørn Helmo Madsen til at se på firmaets regnskab for dette år, og der lader til ikke at have været nogen omsætning overhovedet. Der er imidlertid en enmærkning fra firmaets egen revisor, der siger at "bilagsmaterialet har været mangelfuldt".
2) I juli 2006 (rettelse: det er juli 2007) hyrer Naser Khader Michael Jeppesens firma til at opføre et hegn og en port rundt om hans lejlighed. Khader og Jeppesen kender, da deres sommerhuse ligger ved siden af hinanden.
3) Mellem sidst i august og først i september opføres det aftalte af tre håndværkere. Prisen lyder på samlet ca. 170.000 kroner (78.513 kr. for hegnet og 90.225 kr. for porten).
4) I løbet af september eller oktober kontaktes Se og Hør af en af de tre håndværkere, der kan fortælle at de alle tre var på sygedagpenge, mens de udførte arbejdet, og for den sags skyld også fik pengene for deres arbejde udbetalt sort. Se og Hør begynder at grave.
5) Mandag 29. oktober interviewer Henrik Qvortrup Michael Jeppesen. Sidstnævnte erklærer, at der ikke findes nogen faktura for arbejdet hos Naser Khader, da det stadig ikke er afsluttet.
Under grave-arbejdet i forbindelse med sagen har blandt andet Naser Khader og hans kone været interviewet og forsøgt at stoppe historien. Efter Michael Jeppesen mandag har fortalt ham, der ingen fakturaer er, ringer Henrik Qvortrup til Naser Khader for at fortælle ham at historien kommer i bladet, og for at få en kommentar. Det er her, sprængstoffet første gang kommer ind i sagen, og her Naser Khader eksploderer og overfuser Henrik Qvortrup (lyd på mp3 her, transskription mestendels fra Uriasposten):
Se & Hør-medarbejder: Lige et øjeblik så får du Naser.Herefter går Naser Khader og hans spindoktor Ulla Østergaard i gang med at forsøge at kvæle historien før den kommer til offentlighedens kendskab. Første skridt er, at Khader kontakter Bettina Aller, direktør for Aller-koncernen, der ejer Se og Hør. Han prøver at få hende til at lægge pres på Henrik Qvortrup for at stoppe offentliggørelsen. Efter at have rådslået sig med denne ringer Bettina Aller tilbage og siger på hans telefonsvarer (BT 31/10 07, papirversion):
Naser Khader: Ja, det er Naser.
Henrik Qvortrup: Hej Naser, prøv lige at høre her. Vi bliver nødt til at skrive den historie, fordi jeg har talt med Jeppe[afbrydes]
Naser Khader: Ved du hvad. Det kan du godt - citere mig for en ting: Du er et svin!, du er et svin!”, det er det eneste du skal citere mig for.
Henrik Qvortrup: Okay.
Naser Khader: Du er et svin!
Henrik Qvortrup: Okay, jamen det gør jeg så.
Naser Khader: Det gør du.
Henrik Qvortrup: Det er godt Naser [griner].
Naser Khader: Du skal nok se - du er et svin er du.
»Ja, hej det er Bettina. Jeg ved, du suser rundt og har så travlt. Jeg har snakket med Henrik Qvortrup, og han er hverken til at hugge eller stikke i og er meget stædig omkring det. Han har lovet ikke at skrive grimt og skrive det fair, og han ville ringe mig op i morgen, når han havde skrevet det, så kan jeg jo prøve at ringe til dig, så øhhmmm, ja.....lad os prøve at snakkes ved. Hej-hej...men nu ved du i hvert fald, jeg har talt med ham, og han siger han...han... vil skrive, at øh.. du har sjusket i det, og at du bestemt ikke bevidst har gået ud og prøvet at få noget sort arbejde, fordi det ved han også godt, du ikke har...øhh....så ja, vi snakkes, hej.«I stedet for at "snakkes ved" prøver Naser Khader og hans spindoktor at benytte optagelsen af den private besked som et våben til at undergrave Henrik Qvortrup´s troværdighed. Passagen om, at Qvortrup "hverken er til at hugge eller stikke i" er åbenbart for fristende.
I løbet af tirsdagen flikkes angrebet på Se og Hør-redaktøren så sammen. Det består af to dele:
1) En medieoffensiv, hvor historiens troværdighed skal undergraves. Optagelsen af Bettina Aller lækkes til det Khader-venlige BT, der også i onsdags-udgaven giver ham rigeligt spalteplads til at beklage sig over at Se og Hør ikke har begravet sagen for ham.
2) Al den dokumentation, der ifølge entrepenøren Michael Jeppesen ikke fandtes da Se og Hør efterforskede deres historie, findes nu pludselig alligevel. Se og Hør får tirsdag kl. 15 tilsendt kopier af to sæt fakturaer i "et sammenflikket word-dokument" - to timer EFTER bladet er gået i trykken. Da Se og Hør har Michael Jeppesens ord for, at de ikke fandtes om mandagen er deres troværdighed ret tvivlsom, især i lyset af den oprindelige kildes vidneudsagn. Uanset er Se og Hør gået i trykken to timer tidligere, så det er lidt sent.
Da BT udkommer om onsdagen (internetversion her) spreder historien sig som ringe i vandet. Onsdag aften stiller en af TV-Avisen indbudt revisor i 21:00-udsendelsen kraftigt spørgsmålstegn ved de af Naser Khader fremlagte fakturaer. Dels at der i det hele taget findes to sæt fakturaer for samme arbejder, ét sæt dateret 30. juni (før arbejdet overhovedet er påbegyndt), og et sæt dateret 25. oktober. Dels, at der ud over datoen absolut ingen forskel er på de to sæt fakturaer - selv løbenumrene er i strid med loven de samme.
Khaders spin-maskine fægter dog lystigt for sig. Michael Jeppesen, der om mandagen var papir-løs, har om onsdagen lige pludselig ikke bare fakturaer, men også ansættelseskontrakter og blandt andet momsregnskab. Han kan også pludselig fortælle, at han mistænker Se og Hørs kilde for at være en mand han har fyret for at have stjålet et større pengebeløb fra ham. Samtidig er Nyhedsavisen blevet sat i kontakt med en anden af de tre håndværkere, der modsat Se og Hørs kilde påstår, at der er blevet betalt skat af lønnen. Han nægter dog at vise avisen sine lønsedler.
Ved siden af udredningsarbejdet om, hvad der reelt er sket er spin-maskinen Khader gået yderligere i offensiven og har, let omtåget, forsøgt at presse Aller-koncernen og Danmarks Radio til at fyre Henrik Qvortrup. Endnu har Aller-koncernen ikke ladet høre fra sig, men DR står stadig ved deres spin-ekspert.
Dermed mangler spinmaskinen Khader indtil videre at få taget en eneste skalp, selv om Henrik Qvortrup allerede er dens andet forsøg. Første forsøg - karaktermordet på Paula Larrain - førte heller ikke til, at hun blev droppet som konservativ kandidat.
Alligevel bør vi spørge os selv, om Danmark er tjent med en mudderkastningsmaskine som den Khader´ske.
PS.
Hele denne gennemgang efterlader selve artiklen i Se og Hør, der først udkommer i morgen. Det er déns troværdighed, hele spin-maskinen Khader´s kampagne har været rettet mod at undergrave - jo mere skingert, jo bedre. Men hvad er reelt substansen i artiklen? Fra et interview med Henrik Qvortrup på TV2:
"Jeg skriver i min leder, at jeg skal ikke være den, der siger, at Khader med åbne øjne har sagt: 'Kom og lav sort arbejde på min bopæl' - så dum er han vel trods alt ikke. Men jeg påpeger, at man kan med rette forvente, at en mand, der skal indtage en indflydelsesrig position i dansk politik - måske endda en ministerpost - tænker sig om, når han hyrer håndværkere til sit hjem."I lyset af tidligere minister for familie- og forbrugsanliggender Henriette Kjær, der blev tvunget til at trække sig tilbage i 2005 på baggrund af for sen betaling - hvidt, vel at mærke - af nogle sofaer og en markise kan man kun kalde betragtningen fornuftig. Dengang mente Det Radikale Venstre, at sagen ødelagde Henriette Kjærs troværdighed.
Tiden vil vise, om der er hold i en given historie om, at Khader har brugt sort arbejdskraft. Indtil da sidder man tilbage med en grim smag i munden efter den Khader´ske spin-storm.
- TV2: interview med Henrik Qvortrup
- Jyllands-Posten: Qvortrup: Khader har et problem (derunder fakturaerne nr 1, 2, 3 og 4)
- Nyhedsavisen: Khader i knibe - trods fuld skrue på spinnet
OPDATERET:
Denne havde jeg overset: Aller-koncernen HAR faktisk ladet høre fra sig. Den står fuldstændigt bag Henrik Qvortrup.
Etiketter: BT, DR, Henrik Qvortrup, Naser Khader, Ny Alliance, Se og Hør, Spin, TV2, Ulla Østergaard